Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den fjerde verden er betegnelsen for etniske minoriteter, der er urbefolkning, i det område de lever i. Nogle gange er de trængt bort fra deres oprindelige område. Sådanne urbefolkningsgrupper findes både i den første verden (Europa), den anden verden (Amerika) og i den tredje verden (resten), og de har omtrent de samme problemer i alle verdensdele: Fysisk forfølgelse, udslettelse af kulturel og social egenart og tab af kollektiv ejendomsret til jord og andet livsgrundlag. I mange tilfælde kan det være vanskeligt at trække nogen skillelinie mellem urbefolkninger («indigenous people») og etniske minoritetsgrupper iøvrigt. Urbefolkningen i verden anslås til at udgøre omkring 178 millioner mennesker. Med til den fjerde verden henregnes normalt stammefolk, nomader, jæger- og samlerfolk, og andre som efter europæisk-nordamerikanske begreber har en enkel teknologi, en «primitiv» levemåde, og/eller opretholder ejendoms-, slægtskabs-, og styreformer der er os særligt fremmede, og som vanskeligt lader sig kombinere med den vestlige kultur og økonomi. Nogle af de mest kendte sådanne urbefolkninger er samer, indianere, eskimoer, australnegre, buskmænd (Basarwa) og beduiner.

Den oprindelige befolkning i Latinamerika benyttede markeringen af 500 året for indledningen af den europæiske invasion af Latinamerika (1492-1992) til at styrke sine organisationer og opstille mere radikale krav overfor landenes myndigheder. (Solidaritet)

Urbefolkninger har i de fleste lande en form for beskyttelse gennem lovgivningen som minoriteter iøvrigt. Alligevel er industrisamfundets pres mod urbefolkningerne langt mere brutal end overfor andre minoriteter, både fordi de er de mest værgeløse, de mest forskellige, og oftest de mindst tilpasningsdygtige - måske ikke altid som individer men som social gruppe. Når de integreres, havner de nederst på den sociale rangstige, men ofte bliver de anbragt i et reservat, tvangsforflyttet, eller udsat for massemord, organiseret af den stat de lever i. Forfølgelsen gennemføres oftest for at få kontrol over de naturressourcer (mineraler, jord, etc.), der findes på urbefolkningens område, men er også blevet gennemført for at «civilisere» dem. F.eks. har kristne missionærer vendt op og ned på urbefolkningens kultur og ødelagt deres muligheder for at leve videre i deres miljø, ved at berøve dem adfærd og traditioner der var en del af deres tilpasning til omgivelserne.

Urbefolkningernes kamp for deres rettigheder ligner minoritetsbevægelsers kamp iøvrigt, men de har hidtil været ret magtesløse. I de senere år er en række organisationer oprettet for at bistå i denne kamp. Kampens hovedmål er selvstyre for urbefolkningerne, sådan at de selv skal kunne opretholde den kulturform, de ønsker, og tilpasse sig den vestlige industrikultur hvis og når de selv ønsker det. Det er vanskeligt at finde nogen samlende ideologi angående selvstyreidealet; Det drejer sig først og fremmest om at få tilfredsstillet elementære behov for mad, tryghed, sundhed, og frihed fra fysisk og psykisk vold.

E.F.