Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 51.524
: :
Minoritet

Minoritet betyder mindretal - modsat majoritet/flertal. Anvendes på flere sprog også om umyndighed og mindreværdighed. Kan også betyde egenartet gruppe som i omfang eller styrke er en anden gruppe underlegen, men ikke nødvendigvis undertrykt - seksuelle minoriteter, religiøse minoriteter, politiske minoriteter osv. I nogle sammenhænge anvendes minoritet kun om grupper, som er undertrykte.

Etniske minoriteter

Etniske minoriteter er en fællesbetegnelse for undertrykte folk, «indfødte folk», «forbudte nationer» o.l. Dvs. samfundsgrupper som a) udgør et fællesskab gennem deres historie, deres tilhørsområde, kultur, fysiognomi, sprog, religion, økonomi eller anden egenart, som anvendes til at formidle en lignende grundlæggende forskel mellem gruppen og andre grupper indenfor samme stat og som overføres fra en generation til den næste, og som b) talmæssigt er mindre end den største etniske gruppe indenfor samme stat, og som c) undertrykkes således at den fratages sin egenart, bevidstheden om sin egenart, og mulighederne for at opretholde sin egenart. På kort eller lang sigt udsættes minoriteten altså for fysisk, social eller kulturel udslettelse.

I de fleste lande i verden findes der minoriteter. De oversigter som eksisterer varierer meget, afhængigt af hvilke kriterier der er lagt til grund. Et meget groft overslag for blot at antyde størrelsesordenen kan gøres udfra sprogtilhørsforhold og sproglig ligestilling som kriterium for minoritet: Antal sprog - antal stater = antal minoriteter. Dette regnestykke giver som resultat, at der findes omkring 7.750 minoriteter i verden. I Vesteuropa er situationen forholdsvis overskuelig, Alligevel er der ikke enighed om antallet af minoriteter og hvor grænsen mellem etniske grupper bør trækkes. Under alle omstændigheder findes der i Vesteuropa over 40 minoriteter og over 27 millioner mennesker, som har modersmål, der tilhører andre sprog end statssproget i det område de bebor.

I modsætning til hvad statsteoretikere havde forventet, spiller minoritetskonflikter fortsat en vigtig rolle - også i moderne industristater - og minoritetsbevægelserne i Europa har haft et kraftigt opsving de senere år. I både USA, Canada, Sovjetunionen, Kina, Etiopien og Mellemøsten har minoritetsproblemer spillet en væsentlig rolle (se Indre kolonialisme).

Undertrykkelse af minoriteter

Undertrykkelse af minoriteter («minoritetsproblemer») spænder over alt fra fysisk folkemord til langsom nedbrydning af fællesskabet indenfor en minoritet gennem mere usynlige overgreb, som hverken kan identificeres eller siges at være i en speciel gruppes interesse («strukturel vold»).

Ganske ofte har undertrykkelsen af minoriteter haft sin basis i, at en etnisk gruppe af forskellige historiske årsager har fået en underordnet plads i det økonomiske system, og at gruppen derved fremstår som udbyttet i sin helhed. Derved bliver gruppekendetegnene - sprog, religion, historisk eller anden egenart - samtidig minoritetskendetegn, og ikke blot kendetegn på forskellighed. Dette er tilfældet for mange af minoriteterne i Europa: I minoritetsområder som f.eks. Sameland, Skotland og Oksitanien er arbejdsløsheden større, indtægterne lavere, sundheds- og socialvæsenet dårligere udbygget end i landet som helhed.

I andre tilfælde kan en minoritet blive undertrykt, netop fordi den står - eller har stået - i en magtposition eller i en overordnet plads i det økonomiske system: Det er f.eks. jødernes rolle som pengeudlånere i det katolske Vesteuropa, der antages at være en af de vigtigste årsager til jødeforfølgelserne i dette område i middelalderen. En parallel er fordrivelsen af indere fra Uganda i 1970'erne, eller undertrykkelsen af de 3,5 millioner kinesere i Indonesien: De har handel som traditionelt erhverv, men gennem en række bestemmelser hindres de både i at udøve deres erhverv og kultur - forbud mod kinesisksprogede aviser m.m. Deres situation viser desuden, at forholdet mellem to lande kan indvirke på minoritetens situation i et af dem: Problemerne for kineserne i Indonesien er forværret i takt med, at det politiske klima mellem Kina og Indonesien er blevet køligere.

Selv om økonomisk undertrykkelse kan være grundlaget for, at et minoritetsproblem opstår, kan økonomien spille en underordnet rolle for minoriteten. Enten fordi det først og fremmest drejer sig om at overleve fysisk, eller fordi den økonomiske undertrykkelse af andre årsager ikke er væsentlig: Selv om Catalonien står for 50 % af statsindtægterne i Spanien og kun får 10-15 % tilbage, er dette ikke afgørende; Den kulturelle og politiske undertrykkelse har i manges øjne været langt mere væsentlig.

Hvorvidt og hvordan etniske grupper undertrykkes, afhænger også af graden af politisk og økonomisk integration i den enkelte stat. I Mellemøsten og i Sydøstasien er det almindeligt at finde mange etniske grupper indenfor samme by eller samme egn. De kan være knyttet sammen i et temmeligt stabilt organisationsmønster med komplicerede afhængighedsbånd imellem sig. De konflikter der opstår mellem de forskellige grupper i et sådant lokalt økonomisk og politisk system, behøver ikke at sprede sig ud over det lille lokalsamfund, som de opstår i.

Men når det økonomiske og politiske kredsløb i lokalsamfundet mister sin uafhængighed af storsamfundet, og kontrollen over det flyttes over i statsøkonomien eller i et markedssystem, som på en direkte og gennemgribende måde omfatter store geografiske områder, stiger chancerne for at konflikten skal omfatte hele staten, eller for at staten skal virke undertrykkende på enkelte grupper.

Et eksempel på en sådan udvikling er udbygningen på igorotfolkets område i Philippinerne: I Igorotområdet hvor mange af de 500.000 igoroter har deres rismarker, deres hellige gravsteder og boliger, begyndte udbygningen af The Chico River Basin - Asiens største dæmningsanlæg. Anlægget ville føre til tvangsforflytning af 90.000 igoroter, og dette førte til, at de gjorde oprør. Centralmyndighedernes interesser i området førte til, at opstanden blev slået ned og store dele af igorotfolket blev dræbt.

Mange stater som tidligere var præget af en stærk lokal organisation og en svag centralorganisation, er i dag i færd med at udvikle sig på samme måde som de industrialiserede lande har gjort, og de har samtidig fået et politisk behov for at fremtræde som «nationalstater». Derved stiger chancerne for, at etniske grupper som hidtil ikke kan siges at have været undertrykt, vil gå over i minoriteternes rækker. At lokalsamfund svækkes og storsamfund styrkes, kan også tolkes som årsag til, at så mange minoritetsbevægelser er aktive i Vesteuropa. Ingen af minoriteterne her er truet af alvorlig materiel nød som f.eks. igorotfolket, men den samme ødelæggelse af tilhørighedsfølelse, traditioner og kontrol over egen situation finder sted i Vesteuropa - om end på mindre brutal måde. Blandt de negative konsekvenser er affolkning, passivisering og psykiske lidelser.

Måder at løse minoritetsproblemer på

I Europa har nationalitetsprincippet vært et almindelig - om end uklart - princip siden tidlig middelalder. En nation er en etnisk gruppe som udover sin egenart også har bevidsthed om sin egenart og et ønske om egen politisk kontrol indenfor eget område. Denne kollektive bevidsthed og vilje har for minoriteterne været et argument for krav om egne grænser og selvstyre (se Nationalisme), og for staten et argument for at indlemme minoriteter i den øvrige befolkning, således at staten bliver en «nationalstat». Således har Catalonien siden 900 tallet hævdet nationalitetsprincippet for sin ret til selvstyre. Madrid har på sin side henvist til en overordnet spansk nationalfølelse for at retfærdiggøre sine forsøg på at integrere katalanerne og andre minoriteter i Spanien.

Efter første verdenskrig blev en række stater gennem internationale aftaler oprettet udfra nationalitetsprincippet - Ungarn, Bulgarien, Albanien osv. Men nationalitetsprincippet er sjældent nogen fuldstændig løsning, for det er sjældent muligt at trække statsgrænser uden at skabe minoritetsgrupper på den ene eller den anden side af grænsen.

I Afrika blev statsgrænserne trukket af kolonimagterne, uden at der blev taget hensyn til etniske grænser. Siden afkoloniseringen har man i de fleste stater forsøgt at opbygge en nationalfølelse på tværs af etniske modsætninger. Men at skabe en stærk centralmagt og en velintegreret statslig økonomi lader sig næppe gøre - selv når viljen er til stede - uden at give bestemte etniske grupper god grund til at føle sig undertrykte. Det var baggrunden for f.eks. Biafrakrigen, fordi iboerne i Nigeria mente, at olieproduktionen i deres landområde i for ringe grad kom dem selv til gode, og at de ville være bedre tjent med fuld uafhængighed i form af en selvstændig stat.

Enkelte stater tilstræber ikke nogen nationalstatslinie, men går ind for gennem føderalisme at opretholde en etnisk pluralisme i landet. Føderalstater som Schweiz, Jugoslavien frem til 1990, Sovjet m.fl. har rent juridisk og politisk formelt gennemført denne pluralisme. Belgien er f.eks. i praksis en føderalstat uden at være det formelt. Men selv når love om politisk repræsentation sikrer den etniske mangfoldighed i staten, kan andre forhold trække i modsat retning. I alle de sidstnævnte stater findes der en etnisk gruppe, der skiller sig ud som den ledende og danner dermed grundlag for minoritetsbevægelser, som ønsker reel og ikke blot formel ligestilling. I de nævnte stater domineres eller domineredes politik og økonomi af henholdsvis tyskere, serbere, russere og flamlændere.

Folkeforflytninger og fysisk folkemord har været - og er - i brug som løsningsform for minoritetsproblemer: Under og efter anden verdenskrig blev mange tyske minoriteter flyttet til det tyske rige af Hitler, samtidig med at nazisternes politik havde som mål - og til dels formåede - at udrydde minoriteter, der var «mindreværdige» - 11 millioner dræbte, hovedsagelig jøder og sigøjnere, udover selve krigshandlingerne. Efter anden verdenskrig blev tyske minoriteter sendt ud af Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. I Sovjetunionen blev tyske minoriteter bl.a. sendt til Sibirien og Krimtatarerne sendt til Turkmenistan.

I mange områder - særligt i Nord- og Sydamerika, i Sydafrika og i Australien - er indfødte folk blevet flyttet ind i reservater. Næsten uden undtagelse er forholdene i reservaterne langt dårligere, end de er for befolkningen udenfor dem - gennemsnitlig levealder for reservatindianere i USA er f.eks. 44 år - og f.eks. i Brasilien hvor den statslige profitorganisation FUNAI tager sig af at «beskytte indianerne indtil de er modne for assimilation», er reservatet kun en mellemstation før fuld udslettelse - ofte både fysisk og socialt.

Gennem internationale eller enkeltstatslige aftaler og love har man siden første verdenskrig - særligt i Europa - forsøgt at opnå juridisk beskyttelse af minoriteter. Folkeforbundet havde mange sager om minoritetsbeskyttelse, og forsøgte at opbygge et juridisk system baseret på stormagtsgarantier. Men dette brød sammen med anden verdenskrig. Efter krigen har man forsøgt at opnå det samme indenfor rammerne af menneskerettighedserklæringerne - bl.a. FN chartret og Den Europæiske Menneskerettighedserklæring. Disse erklæringer drejer sig om individers rettigheder, så som retten til fri kultur-, religions- og sprogudøvelse og fulde politiske rettigheder. Erklæringerne er ikke tilstrækkelige til at beskytte grupper, og i de senere år er minoriteter eller andre tilsvarende gruppebetegnelser derfor i færd med at trænge ind igen i juridiske tekster. Både indenfor samiske, indianske og andre minoritetsorganisationer er der de sidste år gjort meget for at få indført et ejendomsbegreb, som giver minoritetsgruppen - repræsenteret gennem bestemte organisationer - ejendomsret til alle naturressourcer på gruppens traditionelle tilhørsområde, selv når dele af området er blevet afhændet på «juridisk bindende vis».

Minoritetsbevægelser

Minoritetsbevægelserne er lige så gamle som minoriteterne. De spænder over hele det traditionelle politiske spekter fra højre til venstre, og kan ofte i det hele taget vanskeligt indplaceres i en sådan inddeling - f.eks. læstadianerne i Sameland, poujadismen i Sydfrankrig, rastafaribevægelsen i Jamaica. De rigspolitiske partier i Vesteuropa er i de senere år begyndt at ændre deres syn på minoritetsbevægelser: De fleste venstrefløjspartier betragtede i mellem- og efterkrigstiden indtil fornyligt disse bevægelser som unationale, nostalgiprægede, reaktionære bevægelser. I de senere år er det blevet mere almindeligt i de samme kredse at mene, at minoritetsbevægelser er udtryk for modsætningsforhold, som klasseorienterede analysemåder og strategier hidtil ikke i tilstrækkelig grad har indfanget, og som ikke lader sig reducere til klassemodsætninger. Denne nye opfattelse - som er helt i tråd med hvad minoritetsbevægelserne selv længe har hævdet - er endnu stort set ikke kommet til udtryk i andet end ord.

Verdensomspændende organisationer: Minority Rights Group (MRG) i London publicerer omfattende materialer om enkelte minoritetsgrupper - både i og udenfor Europa. Survival International (SI) publicerer en «rødbog» med konkrete, detaljerede data om alle stammegrupper i verden, som trues af udslettelse. International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA) i Danmark ledes af samfundsforskere og arbejder særligt med at skaffe informationer og analyser af undertrykte indfødte gruppers situation. Materialet publiceres som IWGIA dokumenter og som IWGIA newsletters. Gennem konkret bistand har IWGIA også hjulpet til med «hjælp til selvhjælp» og med at starte lokale minoritetsorganisationer. For bl.a. Makiritareindianerne i Venezuela har dette givet konkrete, positive resultater. World Council of Indigenous Peoples (WCIP) i Canada består foreløbig af repræsentanter for minoritetsorganisationer fra 19 lande. Udfærdiger rapporter og har konsultativt status i FN. Sameorganisationerne i Norden er med i WCIP. Endvidere findes Association Internationale pour la Défense des Langues et Cultures Menacées (AIDLCM) i Frankrig og Federal Union of European Nationalities (FUEN) i København.

Udover disse bevægelser findes der gerne en række bevægelser i hvert enkelt europæisk minoritetsområde.

E.F.