Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Folkeafstemning henviser til vælgernes direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces. Folkeafstemninger kan forekomme i to hovedformer: Folkeinitiativ og referendum.

Ved folkeinitiativ har vælgerne adgang til selv at fremsætte forslag, der gøres til genstand for folkeafstemning - enten umiddelbart (direkte initiativ) eller efter en forudgående behandling i parlamentet (indirekte initiativ). Vælgerne har ved folkeinitiativer selv adgang til at udforme forslag, der bliver gjort til genstand for vælgernes afgørelse. Vælgerne får dermed lovgivende magt. I Schweiz er det adgang til folkeinitiativ. Det schweiziske eksempel er blevet fulgt af blandt andet flere delstater i USA. Det er blevet sagt, at med folkeinitiativet har folket fået et sværd, med referendum har folket et skjold.

Ved referendum bliver en vedtaget eller påtænkt beslutning fra parlamentet gjort til genstand for en folkeafstemning. Ordet referendum betyder egentlig henvisning. Et politisk spørgsmål henvises til vælgernes direkte afgørelse. Vælgerne har med referendum i en vis forstand vetoret. Vi kan skelne mellem 3 typer af referendum ud fra forskellige betingelser for deres gennemførelse: Obligatorisk, fakultativ og frivilligt referendum. Vi har obligatorisk referendum, når beslutningen har en vis karakter. Det gælder i særlig grad forfatningsændringer, der må underkastes folkeafstemning for at blive gyldige. Dette er f.eks. tilfældet i bl.a. Danmark, Schweiz, Irland og Australien. Afstemningen i Danmark i 1972 om optagelse i EF, i 1992 om Maastrichttraktaten, i 1998 om Amsterdamtraktaten og 2000 om ØMU'en havde denne obligatoriske karakter, da der var tale om suverænitetsafgivelse. Fakultativt referendum hviler på en særlig beslutning, hvor et kvalificeret krav må opfyldes. I Schweiz skal der f.eks. et bestemt antal vælgere til for at kræve afstemning, eller der kan være tale om, at et bestemt mindretal i parlamentet kræver afstemning. I Danmark kan folkeafstemning kræves af mindst 1/3 af Folketingets medlemmer. Ved frivilligt referendum er det repræsentanterne, politikerne, der selv gennem en flertalsafgørelse beslutter iværksættelse af folkeafstemning omkring et bestemt politisk spørgsmål. I Danmark havde afstemningen i 1986 om EF-pakken og afstemningen i 1993 om Edinburghaftalen denne frivillige karakter. Grænsen mellem det frivillige og det obligatoriske referendum er dog i høj grad politisk, idet det f.eks. i Danmarks tilfælde afspejler spørgsmålet om hvorvidt overnationale aftaler indebærer suverænitetsafgivelse efter Grundlovens § 20.

Udfra de retslige konsekvenser kan der skelnes mellem rådgivende (konsultativ) - og bindende (decisiv) folkeafstemninger. I Danmark, Norge og Sverige er der adgang til et frivillig referendum, der alene har rådgivende virkning. Den normal opfattelse af plebiscit er en folkeafstemning, hvor afgørelsen reelt er truffet, før vælgernes stemme indhentes. Plebiscitter er bekræftende folkeafstemninger. De to folkeafstemninger (1851, 1852) for Napoleon III er typiske eksempler på sådanne plebiscitter. Ved hjælp af plebiscitter tilrev Napoleon III sig nærmest enevældig magt og blev udråbt til kejser.

A.J. og T. Bjø.