Anomi er afledt af det græske ord for lov, nomos, og kan oversættes med «lovløshed», «strukturløshed», «normløshed». Begrebet blev indført i sociologien af Emile Durkheim i bøgerne «De la division du travail social» (Samfundets arbejdsdeling) og «Le suicide» (Selvmordet) i 1890'erne. Begrebet kan minde om anarki, men står i modsætning til det betydningsindhold, anarkisterne gav dette begreb. For mens anarkismen hævder, at ethvert menneskes uhæmmede udfoldelse fører til det bedste samfund, indebærer anomibegrebet, at uhæmmet udfoldelse truer enkeltmenneskets selvbevarelse.

Tankegangen bag Durkheims anomibegreb kan sammenfattes således: Mennesket er ikke bare et biologisk væsen, men også og først og fremmest et socialt væsen. Og mens biologiske behov er selvregulerende, gælder ikke dette de sociale eller socialt betingede behov. Eksempelvis: Selv om der til nød kan afstikkes grænser for, hvor meget et menneske kan spise og drikke, kan der ikke opstilles lige så entydige grænser for, hvor megen luksus et menneske kan tåle eller have godt af. Menneskenes behov har udviklet sig mere og mere uafhængigt af kroppens krav. Den rigtige ligevægt mellem menneskenes behov og deres tilfredsstillelse indstiller sig heller ikke på anden vis af sig selv. Menneskers behov har en iboende tilbøjelighed til at overskride sig selv, og er derfor ubegrænsede. Dette betyder, ifølge Durkheim, at dersom vore behov ikke støder på ydre grænser - en udvendig magt som regulerer dem - er vi dømt til stadig utilfredshed. For eftersom behovet er ubestemt, kan det ikke tilfredsstilles. Behovet peger mod det uendelige, og giver anledning til endeløse kvaler. «Dette er grunden til, at epoker som vor, som har oplevet uendelighedens onde, er sorgfulde epoker. Pessimismen ledsager altid de ubegrænsede aspirationer. Den litterære skikkelse som kan betragtes som selve legemliggørelsen af denne uendelighedsfølelse, er Goethes Faust. Det er da heller ikke uden grund, at digteren har skitseret ham for os som plaget af en evindelig kval.» («L'éducation morale»). Når individets behov ikke er selvregulerende, er det iflg. Durkheim bare samfundet - opfattet som en overindividuel bevidsthed - som kan regulere dem gennem sociale normstrukturer. «Mennesket modtager sin lov, ikke fra et materielt miljø som påtvinger sig det brutalt, men fra en bevidsthed som er dets egen overlegen og hvis overlegenhed det mærker.» (Le suicide). Når disse sociale normer ikke længere virker eller er tilstede, når altså samfundet (eller en del af samfundet) er anomisk, bliver også den enkeltes sind (psyke) anomisk, forsåvidt som mennesket er et socialt væsen. Anomibegrebet udtrykker således både social og psykisk strukturløshed.

At social og psykisk anomi virkelig hænger sammen, prøvede Durkheim at sandsynliggøre, dels ved socialstatistik, dels ved eksempler fra samfundslivet. Han betegnede markedsøkonomien (kapitalismen) som anomisk, fordi manglen på samordning fører til ustadige økonomiske forhold, og fordi grænseløs økonomisk vækst sættes op som det højeste (anomiske) mål. Opgangs-, nedgangs- og krisetider medfører en samfundsøkonomisk strukturløshed, som indvirker på de enkelte samfundsmedlemmers sindsro: Deres forventninger bliver uvisse, de har ingen normer for, hvad det er rimeligt at håbe på. Durkheim betragtede selvmord som udslag af bl.a. stærk anomi, og han lagde talmateriale frem som tydede på, at denne stadige usikkerhed fik mange til at begå selvmord - både i opgangs- og nedgangstider. Men dette berømte forskningsresultat er ikke senere blevet bekræftet af andre forskere.

Durkheim betegnede også vort samfunds ægteskabsinstitution som anomisk, fordi den giver så let adgang til skilsmisse. Dermed reguleres de erotiske og seksuelle behov ikke lige så sikkert som i ægteskaber uden skilsmisseret. Da muligheden for at ægtefællerne går hver til sit, hele tiden er tilstede i horisonten, bliver alle erklærede og stiltiende løfter om hengivenhed givet med forbehold. Her fremlagde Durkheim socialstatistik som tydede på, at mændene lider under den institutionaliserede skilsmisses anomivirkning ved hyppigere at begå selvmord. Senere forskning synes at støtte denne formodede sammenhæng mellem anomisk ægteskabsstruktur og selvmord, dvs. psykisk anomi.

Durkheim tolkede endvidere visse former for overstadig grusomhed som adfærd fremkaldt af normløshed. Når et menneske eller en menneskegruppe er eller føler sig et andet menneske eller en anden menneskegruppe særdeles overlegen, føler vedkommende sig ikke længere bundet af sociale normer, som ellers regulerer forholdet med den underlegne. Den overlegne mister således fatningen, og kan trækkes ind i en syndflod af grusomhed.

Anomibegrebet er en (af flere mulige) uddybninger af parolen «Ordnung muss sein». En eller anden form for samfundsorden er altid bedre end ingen orden, da mennesket er et socialt-psykologisk væsen som har behov for strukturerede omgivelser for at kunne leve. Durkheim foregriber her Gestaltpsykologien, som blev udviklet nogle årtier senere af Koffka og Köhler.

D. Ø.