Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Emile Durkheim

Durkheim (1858-1917), fransk universitetspædagog og sociolog, professor ved Sorbonne i Paris fra 1906. Durkheim var blandt dem, som indførte sociologien som universitetsfag i Vesten, især gennem hovedværkerne: «De la division du travail social» (1893), «Les regles de la méthode sociologique» (1895), «Le suicide» (1897) og «Les formes elementaires de la vie religieuse» (1912). Han var desuden en glimrende forelæser, der brændte for sin sag, og som omkring sig samlede en skare yngre forskere, der videreførte hans sociologi - bl.a. Bouglé, Granet, Mauss og Halbwachs. Han startede årbogen «L'Année sociologique», der blev et midtpunkt for den samfundsvidenskabelige tankeudveksling.

Den tysk-franske krig 1870-71, Pariserkommunen 1871 og det efterfølgende blodbad afdækkede og frembragte dybtgående splittelser og modsætninger i det franske samfund. For Durkheim gav dette anledning til at udforme en sammenholdets sociologi, som et bidrag til at genoprette sammenholdet i det franske samfund. På dette punkt var han i pagt med Leon Bourgeois' politiske solidarisme. Durkheim var jødisk af herkomst, men frafaldt tidligt troen og forblev agnostiker og ligeledes humanetiker resten af livet. Han var fast overbevist om, at det franske samfund trængte til moralsk fornyelse, og at moralen ikke længere måtte baseres på religiøse trosforestillinger, men på samfundsvidenskab. Durkheim stod derfor klerikalismen fjernt, og tog bl.a. derfor parti for Dreyfus i den sag, der rystede samfundet i dets grundvold. Durkheim afviste af flere grunde den revolutionære socialisme. Bl.a. forekom klassekampen ham uforenelig med nationalt sammenhold, og han slog selv til lyd for en slags laugssocialisme eller et korporativt samfund, hvor sammenslutningerne af erhvervsaktive er organiseret i national og eventuelt senere international målestok, og mindst er jævnbyrdige med statsinstitutionen. Han gik også ind for at afskaffe arveretten, for dermed at opnå mere lige udgangsbetingelser for erhvervslivets konkurrence. Endvidere gik han ind for at afskaffe den partipolitiske parlamentarisme med dens vælgermasser, for i stedet at lade de politiske repræsentanter vælges gennem fagforeningerne (korporationerne). Endelig gik han ind for, at religionerne skulle forny sig: Tilpasse deres lære til videnskabens til enhver tid gældende opfattelser, samtidig med at ritualerne betones som det religiøse livs hovedformål, da det er dem, der giver trosfællerne en dyb erfaring af samfundet som en overindividuel virkelighed, der udøver en særegen kraft. «Samfundet er religionens sjæl», skrev Durkheim og videreførte her Robespierres og Comtes forsøg på religionsfornyelse.

Durkheim trak (i «Le socialisme», engelsk udgave «Socialism») et tydelig skel mellem kommunisme og socialisme: Kommunismen er en ældgammel opfattelse om, at privatejendommen er ophav til egoisme og egoisme ophav til umoral. Denne påstand sigter ifølge Durkheim ikke til nogen bestemt samfundsform, men foregiver at gælde til alle tider og i alle samfund. I denne betydning var f.eks. Platon, Thomas Morus eller Campanella kommunister. Ifølge Durkheims begreb om kommunismen er ikke denne særligt optaget af samfundsøkonomiske spørgsmål på en konkret måde. Det er derimod socialismen, der ifølge Durkheim hovedsagelig er optaget af økonomisk samfundsreform. «Socialistisk kalder man enhver lære, som kræver, at alle eller visse økonomiske funktioner skal knyttes til samfundets ledende og bevidste centre.» Dette er ifølge Durkheim socialisternes hovedformål. Hverken afskaffelse af ejendomsretten, kollektivisme eller forbedring af de arbejdende samfundsklassers kår, har nødvendigvis noget med socialisme at gøre. Selv hos Marx - hævder Durkheim - er der kun tale om at afskaffe retten til at eje produktionsmidler, mens individerne har en absolut ret til de produkter, de har frembragt gennem deres arbejde. Og indenfor flere socialistiske retninger er trangen til at underordne individet fællesskabet så svag, at det nærmer sig anarkisme. Socialismen er for Durkheim væsensforskellig fra kommunismen, og dukker først op ved begyndelsen af det 19. århundrede. For at socialismen skulle opstå som lære, måtte tre vilkår være opfyldt ifølge Durkheim. For det første var det nødvendigt, at staten mistede noget af dens hellighed, og at de økonomiske funktioner fik øget samfundsmæssig betydning, sådan at den offentlige bevidsthed gav stat og erhvervsliv omtrent samme værdi. Det var også nødvendigt, at staten var blevet udviklet så meget, at den ville kunne være i stand til at påtage sig forbindelsen med det økonomiske liv. Det var for det tredje nødvendigt, at erhvervslivet ikke unddrog sig statens påvirkning, som tilfældet var, så længe den økonomiske foretagsomhed var spredt på utallige hænder. «For at de styrende centre i samfundet skulle kunne nå handelen og industrien og regelmæssigt påvirke dem, var det altså nødvendigt, at de allerede var nået frem til en vis centralisering. Kort sagt var det nødvendigt, at systemet med storindustri var blevet udviklet.»

Durkheims sammenholdslære udspringer af en kommunistisk snarere end af en socialistisk opfattelse, når disse udtryk tages i den ovennævnte betydning. En vigtig del af hans forskningsindsats var koncentreret om at vise, at samfundsøkonomisk vækst ikke er noget gode i sig selv, men tvært imod er egnet til at forstyrre samfundsmedlemmernes ligevægt. I hans bedste og mest læste bog: «Le suicide» (Selvmordet), er grundtanken, at menneskene ikke begår selvmord, fordi livets byrder er for tunge, de materielle savn for stærke, men fordi deres integration i samfundet ikke er som den skal være, eller fordi samfundet selv er desintegreret. Dette sidste tilfælde betegnet han som en tilstand af anomi, der er et græsk ord for «lovløshed», men som hos Durkheim nærmest betyder «ubestemthed», «flertydighed». Social anomi fremkalder ifølge Durkheim psykisk anomi hos individerne, hvilket truer deres livsevne.

Krigsudbruddet i 1914 kom for Durkheim som et lyn fra en klar himmel, hvilket afdækker en svigtende realitetssans på den internationale politiks område. Han kastede sig ind i krigen på fransk side, og skrev og udgav bl.a. en række pamfletter mod Tyskland, som han mente var eneansvarlig for krigen.

D.Ø.