Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Folkeret er navnet på den ret, som regulerer forholdet mellem stater. I vor tid regulerer den også forholdet mellem stater på den ene side og internationale organisationer på den anden, og mellem disse organisationer indbyrdes.

Folkeretten har i sin moderne udgave rødder tilbage til nationalstaternes opståen i Europa i 1600-tallet. Det konkrete indhold i folkeretten har i dag to sider: udvikling af normer og udvikling af institutioner.

Normer

Når det gælder normer, er udviklingen gået i retning af stadig flere omfattende forbud mod brug af magt i internationale forhold. Men der forekommer stadig megen usikkerhed.

En anden udviklingslinie har bestået i begrænsning af midler og metoder i krigsførelse med sigt på at reducere lidelser og ødelægger. Dette er særlig sket gennem de såkaldte Genèvekonventioner om krigens folkeret, som tager sigte på at beskytte syge og sårede i slagmarken og til søs, krigsfanger, personer i okkuperede områder og efterhånden også civilbefolkningen under krig.

Forbudet mod magtbrug er af nyere dato. I et par hundrede år efter freden i Westphalen 1648 var det den almindelige opfattelse, at folkeretten ikke forbød brug af magt, ligegyldig hvorfor magt blev anvendt. Den gamle forestilling om retfærdig og uretfærdig krig forsvandt, og helt frem til Folkeforbundets oprettelse anså staterne sig berettiget til at starte angrebskrige uden at dette var nogen ulovlig handling.

Med Folkeforbundets tilblivelse i 1920 og senere med den såkaldte Briard-Kelloggpagt af 1928 (indgået af USA og Frankrig, men efterhånden tilsluttet af mange andre lande) blev der slået hul på denne opfattelse. Gradvis blev angrebskrig forbudt. Dette blev videreført ved FN-pagten i 1945, som indeholder et vidtrækkende forbud mod magt.

Regler om begrænsninger i midler og metoder under krigsførelse har været udviklet siden 1864, da der på initiativ af Henri Dunant og den nystiftede Internationale Røde Kors-komité blev vedtaget den første konvention om beskyttelse af syge og sårede under krig. Nye regler kom til senere, særlig landkrigsreglementet, som blev vedtaget under Haag-konferencen i 1907, og konventionen om forbud mod giftgasser af 1925. I dag findes det mest omfattende regelsæt om dette i de fire Genèvekonventioner af 1949 (om syge og sårede i slagmarken, om syge, sårede og skibbrudne til søs, om krigsfanger, og om beskyttelse af civilbefolkningen under okkupation). I årene 1974-77 blev der vedtaget to tillægsprotokoller til disse konventioner. Særlig vigtigt i disse er, at der er vedtaget langt strengere grænser for luftkrig end tidligere.

Institutioner

En anden tilnærmelsesmåde har været at lave fredelige alternativer til krig ved at finde frem til metoder for fredelig bilæggelse af tvister. Udgangspunktet vil være, at parterne (staterne) bør forhandle sig frem til løsninger på sine tvister på tomandshånd. Men ind imellem lykkes dette ikke. Så kan det være aktuelt med en eller anden form for indsats fra en tredjeparts side ved hjælp af mægling eller dom.

Omkring århundredeskiftet var der en meget stor optimisme omkring mulighederne for at lave voldgiftsinstitutioner, som parterne kunne tage i brug til at løse deres konflikter. Senere koncentreredes indsatsen om at lave internationale domstole. Den første af disse - Den Faste Internationale Domstol - blev oprettet i 1920. Den har hele tiden haft sæde i Haag (Holland), og blev reorganiseret under navnet Den Internationale Domstol i 1945. Den anses som et af FNs hovedorganer (se FN). I 1928 blev den såkaldte Generalakt, om fredelig bilæggelse af tvister, vedtaget - noget, som senere blev videreført ved FN-pagtens kapitel VI.

For at de normer, som er nævnt ovenfor skal repræsentere en reel skranke for statens magtbrug, er det en forudsætning, at de efterlever dem. De institutioner til fredelig bilæggelse af tvister, som er nævnt ovenfor, kan kun fungere, hvis parterne frivilligt tilslutter sig dem eller i konkrete tilfælde bestemmer sig for at fremlægge sin sag for dem. Men hvad sker der, hvis de ikke følger de optrukne regler og heller ikke frivilligt fremlægger deres tvister for et eller andet internationalt organ - findes der så nogen mulighed for at tvinge dem til efterlevelse?

Nej, det er ikke lykkes at finde frem til en løsning på dette problem i det internationale samfund. Den bærende idé ved oprettelsen af Folkeforbundet var ganske vist tanken om kollektiv sikkerhed. Et sådant system består af to hovedpunkter: det ene er en gensidig aftale mellem medlemmerne, om ikke at bruge magt mod hinanden - det andet består i en forpligtelse, som de påtager sig, om at de i fællesskab skal gribe ind for at sikre eller genoprette freden, hvis nogen gør sig skyldig i en angrebshandling på trods af pligten om ikke at tage initiativet til brug af magt.

Et sådant system blev etableret på en noget haltende måde i Folkeforbundets pagt og gennemført i FN-pagten. Der finder vi forbudet mod magtanvendelse i artikel 2.4, og i artiklerne 39 og 43 finder vi regler om medlemsstaternes fælles pligt til gennem FN at gribe ind ved trusler mod eller brud på freden. Men også her er systemet haltende: en gennemført sikkerhedsordning ville have krævet, at organisationen skulle kunne gribe ind mod enhver fredsforstyrrer - stor eller lille. Men FN-pagten er baseret på, at alle stormagterne (USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien) hver for sig kan forhindre FN i at gribe ind ved at bruge veto. Det indebærer ikke kun, at FN vil være afskåret fra at gribe ind mod en af disse stater, men forhindrer også indgriben mod de stater, som en af vetostaterne eventuelt ønsker at beskytte. I realiteten har dette paralyseret FN som instrument for kollektiv sikkerhed.

I en periode skete det alligevel, at FN-styrker blev sat ind i konflikter, men da på en anden måde en oprindelig forudsat. Det var de såkaldte fredsbevarende operationer, hvor blandt andet også Danmark flere gange deltog med militære kontingenter. Under disse operationer blev der ikke brugt tvang mod nogen stat. Udgangspunktet for brugen af disse styrker var, at de skulle hjælpe parterne med at forhindre at mindre episoder (f.eks. ved grænserne) blev optrappet til større konflikter. Disse styrker blev derfor ofte omtalt som «brandkorps».

Det viste sig i praksis, at også denne anvendelse af internationale styrker løb ind i uløselige problemer. Det blev ikke mindst afdækket under Congooperationen i 1960-64. Skulle FN-styrkerne forsøge at bidrag til at bevare økonomiske interesser, som tidligere kolonimagter og andre vestmagter havde i området? Eller skulle de hellere give deres støtte til en politik som søgte fuld økonomisk løsrivelse i tillæg til den politiske? De modstridende forventninger paralyserede FN og gjorde, at den stærke tro på brug af FN-styrker til fredsbevarende operationer ebbede ud. Sådanne styrker er alligevel blevet brugt, senest i forbindelse med oprettelsen af staten Østtimor.

Interessemodsætninger

Man er altså ikke nået særlig langt, når det gælder international indsats for at forhindre krig eller slå angreb tilbage. Derfor er det blevet stadig mere klart, at det er nødvendigt, at gå dybere ned i problemerne og gøre noget ved de interessemodsætninger, som ligger bag en væbnet konflikt. Modsætninger i interesser er udviklet over en lang historisk periode og hænger sammen med mange faktorer, hvor ikke mindst uligheden, når det gælder våbenudviklingen har spillet en stor rolle for, hvem der fik magten over hvem. I vor tid står vi overfor den store opgave at genskabe interesseharmoni - at fjerne de træk ved det internationale samfund, som er en følge af forgangen tids dominans, kontrol og afhængighed.

Vigtigt i denne sammenhæng er for det første ændringen af den eksisterende verdensomspændende militærstruktur, som præges af, at alle stater forsøger at opruste mest muligt mod andre stater. Dette er ikke kun et enormt sløseri med verdens knappe ressourcer, men udgør også en betydelig fare. Fremfor alt medfører det, at stater, som tager skridt til at komme ud af deres økonomiske underlegenhed, risikerer at andre truer med magt for at forhindre dette.

Interesseharmonisering kan ske på to måder, afhængigt af styrkeforholdet mellem de involverede parter. I forhold mellem forholdsvis ligestillede parter vil integration kunne være en rigtig vej at gå. Det vil sige, at staterne fjerner barriererne for økonomisk og anden aktivitet. Naturligvis er det ikke så enkelt, dels fordi der aldrig vil være fuld lighed på forhånd, sådan at nogen vil få større fordele end andre, og dels fordi den stærke koncentration om økonomisk aktivitet kan føre til uheldig sociale følger. Men problemerne er langt større, hvor parterne på forhånd er meget forskellige, sådanne situationer ses i forholdet mellem industrialiserede og fattige lande. Det er ikke nok med samarbejde, fordi de forskellige deltagere vil få meget forskelligt udbytte på grund af forskelligheder i økonomisk magt og teknisk niveau. Her er det nødvendigt med omfattende reorganisering, omstrukturering, af forbindelserne, således at de svageste får klare fordele frem for de stærkeste. Det er blandt andet det, der i 1970'erne lå bag arbejdet for en ny international økonomisk orden (se Ny økonomisk verdensorden).

A.E.