Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Foragt er en usolidarisk eller ikke-solidarisk form for skam. Følgende påstand ser ud til at gælde alment: hvis man i en situation, hvor man føler foragt, havde været solidarisk med det eller de(n), som foragtedes, ville man i stedet have følt skam (se Skam).

Foragt og had nævnes ofte i samme åndedrag, men er alligevel klart forskellige. For den som hader, vil tilintetgøre den eller det som hades, i hvert tilfælde når hadet er stærkt nok. Svagere former for had indebærer et ønske om eller forsøg på at skade det eller den forhadte. Foragt derimod, ligner ligegyldighed, noget som også ligger i det danske (og tyske) ord for denne holdning: det, som foragtes, agtes ikke, ænses ikke, overses. Foragt er en fjendtlig form for ligegyldighed. Det farlige foragtes ikke, i hvert fald ikke for så vidt, som det er farligt, fordi man netop må tage sig i agt for faren.

Foragt er meget lidt udforsket af vor tids psykologi og samfundsvidenskab. Det er mærkværdigt, eftersom foragt som erfaring er særdeles udbredt. Samfundsforskningen har lagt et stor arbejde i at forstå, hvordan fordelingen af anseelse og agtelse - prestige - arter sig i industrisamfundene. Rangordninger og hierarkier af prestige er blevet klarlagt ud fra undersøgelser af, hvilke mennesker og erhverv samfundsdeltagerne tillægger størst prestige (eller rettere tror at andre tillægger størst prestige). Men undersøgelser af hvilke mennesker og erhverv som foragtes mest og mindst, er ikke udført med lige så kvantitative metoder.

Det virker alligevel sandsynligt, at foragten har stor betydning i samfundslivet og det politiske liv. Både ved at mennesker og grupperinger, som har desolidariseret sig fra hverandre, gensidigt foragter hinanden, og ved at den ene part ensidigt foragter, mens den foragtede part svarer med agtelse og beundring, og modtager (internaliserer) foragten og gør den til selvforagt.

Nietzsche (1844-1900) var måske den første, som påpegede, at selvforagt er en måde at bevare selvrespekten, trods alt. For når jeg foragter mig selv, siger han, har jeg agtelse for mig selv for så vidt, som jeg foragter, d.v.s.: jeg distancerer mig fra mig selv og ser ned på mig selv, og dette «jeg» er hinsides foragten. Dette er nok en skarpsindig pointe, men forhindrer ikke, at selvforagt er en skadelig væremåde, fordi den svækker selvforagtelsens handlekraft. Den, som skal handle, skal være helt solidarisk med sig selv. At skamme sig er derfor bedre end at foragte sig selv, fordi skammen gør det tydeligere, at noget må gøres for at stoppe det skammelige ved situationen. Selvforagten er mere resigneret.

Et stort historisk eksempel på selvforagt er den tyske nation i det 20. århundrede. Krigen 1914-19 blev fra tysk side i høj grad oplevet som en aktion, som endelig skulle gøre Tyskland til en anerkendt stat på linie med England og Frankrig. Men aktionen mislykkedes, og da landet ved krigens slutning blev gjort eneansvarlig for dens udbrud, nåede den nationale skam og selvforagt nye højder. Centralt stod nationalsocialisternes appel om at føle sig som et herrefolk og besvare foragt med foragt ved at føle sig som en særskilt ædel race, hævet over de fjendtlige folkeslag.

Et af Gothes digte fra «Harzreise» rummer følgende linier:

        Erst verachtet, nun ein Verächter,
        Zerhrt er heimlich auf
        Seinen eignen Wert
        In ungnügender Selbstsucht.

(Ordret oversat: Først foragtet, nu en foragter / tærer han på sit eget værd / i utilstrækkelig selvnydelse). Her peges der på, at det ikke kun golde, men også snyltende ved foragten, henter sin kraft fra en fornægtelse af samhørighed. Der findes frugtbare modsætninger mellem mennesker, ind imellem gælder f.eks. Marx' og Engels' ord i Manifestet om, at «klassekampen er historiens drivkraft». Men når samfundsmodsætninger arter sig som gensidig foragt, vil en overskridelse af konflikten ikke kunne forventes af konfliktdeltagerne selv - en sådan overskridelse vil snarere komme udefra, f.eks. ved ændringer af produktionsudstyret.

Måske kan man ind imellem anvende foragt som et taktisk middel, f.eks. for ikke selv at synke ned i  selvforagt. Foragt som strategi i store og små sammenhænge, d.v.s. som valg af væremåde og adfærd på længere sigt, er derimod dårlig strategi. Men foragt kan være uundgåelig i en social situation, hvor parterne allerede har brugt samhørigheden med hinanden hårdt og utvetydigt. Medfølelse og medskam overfor modstandernes skammelige sider vil her være over evne. Og omvendt: i et samfund med vidtgående samhørighed mellem medlemmerne ville foragten som social relation have forsvindende betydning.

D.Ø.