Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Efter afslutningen af 2. verdenskrig dannedes i 1945 det Faglige Verdensforbund (WFTU) af stort set alle faglige landsorganisationer. Enigheden på verdensplan holdt dog kun i fire år. Afviklingskomiteen for den tidligere Internationale Faglige Central (IFC), som indsattes efter oprettelsen af WFTU, blev et mødested for repræsentanter for de socialdemokratisk dominerede landsorganisationer og spillede således en vigtig rolle ved splittelsen af WFTU og ved oprettelsen af Fri Faglig Internationale (FFI).

Verdensforbundet blev splittet i 1949 med baggrund i de politiske modsætninger mellem især Sovjetunionen og USA. De socialdemokratiske fagbevægelser i Vesteuropa og det nordamerikanske CIO brød ud og dannede Fri Faglig Internationale (International Confederation of Free Trade Unions, ICFTU). Også det nordamerikanske AFL blev nu medlem. De fleste landsorganisationer i Vest- og Sydeuropa og USA tilsluttede sig FFI.

Samarbejdet i FFI led under modsætningerne mellem europæisk fagbevægelse og specielt  USA's landsorganisation AFL-CIO. Den sidste var udenrigspolitisk i fuldstændig overensstemmelse med USA's skiftende regeringer, som også finansierede AFL-CIO's arbejde i udlandet. USA's regeringer brugte AFL-CIO i kampen mod befrielsesbevægelser specielt i Latinamerika, som generelt blev beskyldt for at være kommunistisk influerede. De europæiske landsorganisationers vurdering af fagbevægelsens opgaver i den tredje verden tog dels hensyn til arbejderne i disse lande og dels til deres egne industrielle behov. Modsætningerne førte til, at AFL-CIO forlod FFI i perioden 1969-1982.

FFI forsøgte fra 1970'erne og fremefter at samarbejde med WFTU-organisationerne og herunder specielt de store kommunistisk dominerede landsorganisationer i Frankrig og Italien. Efter 1968, da den kristelige Internationale (WCL) havde fået et nyt program og med dette tilnærmede sig de socialdemokratiske positioner i fagbevægelsen, kom det også til et bedre samarbejde med denne Internationale.

I modsætning til mellemkrigstiden gik FFI ud over Europas grænser og forsøgte at tiltrække samarbejdspartnere i de nye nationer i Asien og Afrika. Også i Latinamerika forsøgte FFI med et vist held at tiltrække nye medlemmer. FFI oprettede regionalkontorer i forskellige lande, men på den ene side var WFTU en stærk konkurrent og specielt i Latinamerika var AFL-CIO en faktisk modstander af FFI's arbejde. FFI havde dog en samarbejdspartner i de forskellige uafhængige Fagsekretariater, som havde en relativ stærk position i udviklingslandene, fordi de ikke opfattedes som afhængige af de skiftende nordamerikanske regeringer.

FFI havde medlemsmæssigt konstant fremgang, i 1979 havde Internationalen tilslutning af 122 landsorganisationer i 87 lande og ca. 62 millioner medlemmer. I 1990 var medlemstallet steget til ca. 120 millioner, og i 2006 hævdedes det at være på ca.135 millioner.

De enkelte medlemsorganisationer har imidlertid været udsat for en kraftig tilbagegang siden midten af 1990'erne. Arbejdsgiverorganisationernes angreb på de faglige rettigheder og det stærke løntryk fra de tidligere socialistiske lande samt udflytningsmulighederne for virksomheder til de svagt industrialiserede lande har medført et stærkt pres på fagbevægelsen, som kun i ringe grad har fundet et svar på disse angreb og på de samtidige strukturelle forandringer i produktionen

Dette pres udefra og den internationale politiske udvikling medførte bl.a. at FFI og WCL i 2006 blev sluttet sammen til én organisation: International Trade Union Confederation (ITUC).

G.C.