Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Frustration (af latin «frustra»: forgæves): Den psykologiske tilstand der følger, når et ønske ikke bliver opfyldt, en plan ikke realiseret eller et behov ikke tilfredsstillet, samtidig med at grundene til at det går således ikke forstås. Frustration må skelnes både fra sorg, hvor årsagerne er forståede og accepterede, og fra vrede der retter sig mod årsagerne og forsøger at forandre dem. Kilderne til frustration kan være mange slags. Nogle projekter mislykkes, fordi de støder på uforudsete og uforudsigelige hindringer, som når et ægtepar ønsker at få barn, uden at det lykkes. Andre går i vasken, fordi de møder hindringer, der er uforudsete, men forudsigelige, som når man lægger planer ud fra urealistiske antagelser om, hvad andre vil gøre. En almindelig fejlkilde er antagelsen om, at andre mennesker ikke lægger planer, men blot mekanisk fortsætter i vante spor. Hvis alle gør sådanne antagelser om hinanden, vil de alle gensidigt frustreres over hinanden. Økonomiske kriser bygger ofte på en sådan mekanisme. Planer kan også forblive urealiserede, fordi de er logisk selvmodsigende. Herren i Hegels herre-træl dialektik bliver frustreret, fordi han bygger sit liv på det selvmodsigende projekt, at blive anerkendt af et andet menneske, som han ikke selv anerkender. Endelig kan frustration stamme fra behov, der ikke har form af bevidste projekter. Behovet for selvrealisering bliver hæmmet og frustreret hos mange grupper i det kapitalistiske industrisamfund, særligt hos kvinder og andre grupper der ikke er integreret i lønarbejdslivet. Muligvis bør man her nærmere tale om hæmning end om frustration.

I en forstand er frustration uløseligt knyttet til erfaring, og derfor en nødvendig del af menneskelig udvikling. Et alvorligt problem for personligheden bliver frustration først, når den antager en varig karakter. Frustration hænger på to måder sammen med klasseundertrykkelse. Den undertrykte klasses medlemmer kan have så lave ambitioner, at de ikke bliver frustreret, eller de kan dele den herskende klasses ambitioner uden at kunne realisere dem. Den første form var almindelig i førkapitalistiske samfund, mens den anden kendetegner kapitalismen. Marx og Engels understregede gerne at frustration i forhold til høje mål trods alt giver en mere menneskeværdig eksistens end tilfredshed i forhold til mere beskedne planer. Forskning omkring social mobilitet har vist, at når de objektive muligheder for at forbedre ens stilling øges for de svagere stillede, fører dette til øget utilfredshed snarere end til mindre, fordi forventninger og planer justeres op, mere end der er grundlag for. Dette er i strid med en gammel tanke om, at social mobilitet er en «sikkerhedsventil» i klassesamfundet.

J.E.