 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Den kapitalistiske samfundsudvikling har i sin 200 årige historie været ekstremt ustabil. Perioder med stærk økonomisk vækst har været afbrudt af kriser, hvor investeringer, produktion og levestandard er faldet og hvor arbejdsløsheden er steget. Det er først og fremmest de økonomiske kriser, der bliver behandlet her. Udover disse kriser vil et samfund også opleve kriser af mere politisk og ideologisk art. Disse kan være uafhængige af de økonomiske kriser og kræver en separat analyse.
I Vesteuropa har de vigtigste økonomiske kriser i de sidste århundreder været: den store victorianske depression 1875-95, krisen i mellemkrigstiden og den langvarige krise, der blev indledt i 1974.
Under en økonomisk opgangsperiode udvikler der sig vigtige modsætninger i produktionssystemet, der gør, at profitraten falder (se Profitrate). Dette fører til stop i akkumulationen af kapital og fører til en krise (se Akkumulation). Men en krise varer ikke evigt, og den varetager vigtige funktioner, som f.eks. at genskabe forholdene for en ny periode med ekspansion. Årsagen er at en krise «renser» systemet for ulønsomme virksomheder. Desuden disciplinerer en krise arbejderklassen, der i krisetider traditionelt har været mere bange for at miste deres arbejde. Begge disse faktorer gør et nyt opsving lettere.
Kriserne under kapitalismen har antaget forskellige former. Specielt siden 1930'erne har statens stigende intervention haft stor betydning for krisernes udvikling. Inflationen har været et nyt element i den krise, der blev indledt i 1970'erne. Tidligere faldt kriser ofte sammen med faldende priser.
Men selv om den form kriserne antager forandres over tid, så er én faktor altid den samme: En økonomisk krise i et kapitalistisk samfund finder sted, når kapitalakkumulationen stopper. Og akkumulationen stopper, fordi den forventede profitrate efter at skatter og afgifter er trukket fra bliver så lav, at den enkelte kapitalist ikke længere vil investere den merværdi han kontroller i nye produktionsmidler.
Forskellige kriseteorier
Kriseteorierne har ofte forsøgt at finde én hovedårsag til, at profitraten falder - specielt i opgangsperioder. Dette er sandsynligvis et forfængeligt håb. En krise vil næsten altid være en kombination af forskellige modsætninger, som hver for sig ikke ville være stærke nok til selv at udløse en krise, men som tilsammen har kunnet udløse den. Der kan fremsættes mindst tre forskellige hovedforklaringer på, hvorfor profitraten viser en faldende tendens.
1. Den traditionelle marxistiske kriseteori hævder i sin enkleste form, at der er en uundgåelig tendens til - eller en «lov» om - en faldende profitrate, når det kapitalistiske samfund udvikles. Det er imidlertid meget vanskeligt at bruge et sådant argument for at forklare noget konkret om kapitalismens kriser, både pga. «lovens» høje abstraktionsniveau, og fordi selve akkumulationsprocessen kan mobilisere kræfter, der virker mod det påståede fald i profitraten.
Denne teoris styrke er på den anden side, at den sætter selve nøglebegrebet i et kapitalistisk samfund (profitraten) i sammenhæng med, hvordan akkumulationen udvikler sig. Der er her en klar sammenhæng, som selv såkaldte nyklassiske nationaløkonomer må acceptere (se Kapitalkontroversen). Disse hævder, at en relativ stigning i én indsatsfaktor (som maskiner) vil føre til en aftagende afkastning (profit) fra denne faktor, fordi grænseproduktiviteten falder. Men konsekvenserne af et sådant resultat diskuteres aldrig. Krise eksisterer altså ikke som begreb indenfor den nyklassiske nationaløkonomi. En grund er, at der er en uudtalt udviklingsoptimisme indenfor dette tankesystem: en kontinuerlig teknisk udvikling kan modvirke en sådan faldende grænseproduktivitet.
2. Stigende lønninger kan også føre til en mindre profitrate og dermed til krise. Dette sker, hvis lønningerne stiger hurtigere end produktiviteten. Lønningerne kan for det første stige pga. udviklingen på arbejdsmarkedet. I en opgangstid stiger efterspørgslen efter arbejdskraft og dermed vil lønningerne også have en tendens til at stige. For det andet kan lønninger øges som følge af effektiv lønkamp fra de fagligt organiserede. Men kapitalen har det sidste ord, og hvis dens akkumulationsbetingelser forstyrres gennem dette, vil akkumulationen standse, og en krise kan eventuelt blive resultatet. Dette er ingen fordømmelse af fagforeningspolitik, snarere en påpegning af det, at der findes klare grænser for, hvad en ren økonomisk lønkamp kan føre til.
Men en stigning i lønniveauet i den aktuelle situation kan paradoksalt nok også have positive følger for kapitalen. Den kan tvinge kapitalisterne til kontinuert at investere i arbejdsbesparende (og derfor almindeligvis mere moderne) maskiner. Det er situationen i Skandinavien i efterkrigstiden er et godt eksempel på.
Det er klart, at hvis de enkelte kapitalister kun kunne øge priserne, når de var konfronteret med en faldende profitrate, ville kriser umuligt kunne opstå. Indenfor det klassiske liberalistiske system, der var dominerende i Vesteuropa frem til ca. 1930, gjorde den internationale guldstandard det vanskeligt at øge prisen, hvis profitraten faldt. Virksomheder havde derfor ikke andet valg end at blive mere effektive for at overleve; markedet havde en disciplinerende virkning.
3. Underforbrugs-kriser vil finde sted, når kapitalister producerer varer, de ikke kan sælge, fordi købekraften i samfundet ikke er stor nok. Den såkaldte underforbrugsteori vandt indpas, da det gjaldt om at forklare krisen i mellemkrigstiden. Delvis for at kompensere for det man troede var tendensen til underforbrug, blev den såkaldte keynesianske økonomiske politik gennemført i en række vestlige lande i efterkrigstiden (se Keynes). Staten opfattede det som sin rolle at opretholde den samlede efterspørgsel i samfundet. Om nødvendigt ved at betale folk for at grave grøfter, for så at fylde dem igen. Men en sådan teori kræver en nærmere forklaring af årsagen til underforbruget.
De to amerikanske marxister P. Baran og P. Sweezy mener, at et moderne kapitalistisk system er i stand til at producere så meget merværdi, at kun ødselhed i form af store statsudgifter og militærudgifter kan føre til, at denne merværdi opbruges. Når hovedproblemet for den moderne stat i dag snarere ser ud til at være manglende tilgang til merværdi, er dette en teori, det er vanskelig at acceptere. En anden og mere traditionel keynesiansk forklaring ser økonomisk ustabilitet som et resultat af de enkelte kapitalisters subjektive holdning. De påvirkes delvist af irrationelle faktorer, der svinger hurtigt, når de skal tage en beslutning om nye investeringer.
Problemet med en sådan kriseteori er, at økonomiske svingninger forklares ud fra forandringer i eksterne, eller ydre faktorer, der ikke tager udgangspunkt i selve akkumulationsprocessen. Teorien er derfor i princippet ikke forskellig fra en populær økonomisk kriseteori fra 1800-tallet, som satte økonomiske kriser i forbindelse med solpletternes forandring. (Det eneste, man da ikke kunne blive enig om, var om kriserne kom før eller efter sådanne forandringer!).
På den anden side er en sådan keynesiansk teori vigtig, fordi den spænder ben for tanken om, at et selvregulerende markedssystem er i stand til at opretholde fuld beskæftigelse og en jævn økonomisk udvikling. Den retter dermed søgelyset mod det kaotiske og uplanlagte i et kapitalistisk samfund.
De kapitalistisk kriser adskiller sig klart fra kriser i førkapitalistiske samfund, hvor hungersnød og naturkatastrofer (dvs. en underproduktion af nytteværdi) var de udløsende årsager til kriser. I et kapitalistisk samfund er der imidlertid overproduktionen af bytteværdi (i form af en øget akkumulation), der er årsagen til, at kriser udløses (selv om kapitalistiske samfund naturligvis også kan blive genstand for naturkatastrofer).
Det marxistiske krisebegreb adskiller sig fra dele af det økologiske kriseperspektiv. Dette hævder, at de vestlige industrisamfund trues af sammenbrud, fordi verden er i færd med at løbe tør for bestemte ressourcer. Denne tankegang har være kendt siden Malthus første fremsatte sine tanker om, at der ville indtræde en uundgåelig krise, for der ikke var jord nok til en befolkning, der voksede stadig hurtigere. Begge synspunkter er eksempler på «eksterne» kriseforklaringer.
Ud af disse tre hovedforklaringer på hvorfor der opstår økonomiske kriser i et kapitalistisk samfund, er det kun den klassiske kriseteori som spår, at kriserne stadig vil blive af alvorligere omfang efterhånden som profitraten synker. På denne måde skaber den grundlaget for konklusionen om kapitalismens uundgåelige sammenbrud. De to andre teorier ser kapitalismens sammenbrud som en mulighed, der er mere knyttet til at profitraten er stærkt varierende, end til at den viser en jævnt faldende tendens.
Den moderne stat og krise
Udviklingen af den moderne reguleringsstat i Vesteuropa siden 2. verdenskrig har haft vigtige konsekvenser for, hvilke udtryk de økonomiske kriser har fået. Indtil 1970 var der en generel tro på, at en keynesianske politik garanterede en krisefri udvikling. Denne forestilling var specielt vigtig for den socialdemokratiske ideologi, der var baseret på en jævn økonomisk udvikling. Med krisen i midten af 1970'erne er keynesianismen blevet begravet som økonomisk politik i Vesteuropa, og nye problemstillinger er trådt i forgrunden. Disse kan kun forstås på baggrund af den stilling staten har som garant for akkumulationsbetingelserne.
Hvis et kapitalistisk samfund er konfronteret med en faldende profitrate, kan staten forsøge at bøde på dette på to måder: Den kan aktivt forsøge at øge effektiviteten i erhvervslivet, eller den kan overføre penge til erhvervslivet under en eller anden form - f.eks. ved at erhvervslivets skatter sænkes. Den fleste europæiske stater har valgt en kombination af disse fremgangsmåder. Gennem strukturrationalisering har de presset virksomhederne til at blive mere effektive. Men der er klare politiske og ideologiske grænser for, hvad der kan iværksættes på dette område. Ofte fordrer dette en hård strukturering af erhvervslivet ledsaget af arbejdsløshed. (En sådan politik kan også gennemføres ved nationaliseringer, f.eks. af kul- og stålindustrien og af jernbanen, således som det skete i vesteuropæiske lande efter krigen). I mange lande er der også blevet givet store tilskud til enkeltfirmaer - f.eks. i værftindustrien - for at holde profitten oppe.
Men der er klare grænser for, hvor mange penge staten til enhver tid disponerer over til sådanne tiltag - dels pga. modstanden mod højere skatter, dels fordi statens indtægter i første omgang stammer fra en skrumpende mængde merværdi, eftersom profitraten falder.
Hvis begge disse udveje for at øge profitraten er udelukket eller vanskelige at forfølge, er der én udvej tilbage, nemlig at lade virksomhederne hæve deres priser. En forsigtig inflation har derfor været en del af den økonomiske politik i alle vestlige lande efter 1945. Men også her er der klare grænser. Lande som er afhængige af eksport til verdensmarkedet, kan ikke hæve priserne for meget, for da mister de eksportmarkeder.
Inflation
At lade enkeltfirmaer sætte priserne på varerne op er imidlertid ikke nogen varig kriseløsning. En sådan løsning er ustabil, hvilket situationen i Vesteuropa siden 1970 tydeligt viser. Arbejderne skønner ved lønforhandlinger hurtigt, at deres reelle lønstigning også er afhængig af inflationstakten. I en sådan situation må virksomhederne løbe stadig hurtigere, for blot at bevare deres position. Priserne må accelerere for at møde de stigende krav fra arbejderne, hvis virksomhederne vil opretholde en ønsket profitrate. Dette fører til den såkaldte løn- og prisspiral.
I en sådan situation vil priserne ofte halte efter lønningerne og profitratens fald accelereres. Selv om det virker som om, at de stigende lønninger er baggrunden for en sådan krise, begyndte løn- og prisspiralen oprindeligt pga. svigt i akkumulationsbetingelserne. Når regeringerne i en række lande så forsøger at kontrollere en sådan situation ved hjælp af indkomstpolitik, er det ikke først og fremmest fordi man vil reducere inflationstakten (selv om dette også er vigtigt, fordi inflation i sig selv kan undergrave tilliden til den nationale økonomi). Indkomstpolitikken indføres derimod for at øge ejerindtægternes andel af nationalproduktet. (I perioden 1973-75, da der var en stigende inflation i England, faldt ejerindtægternes andel af nationalproduktet fra 52 til 47 %. I løbet af de to første år efter, at indkomstpolitikken blev indført (1975-77), faldt den gennemsnitlige levestandard i England med 8 %, mens ejerindtægterne atter steg.)
En høj inflation kan også være et krisesymptom af andre grunde end de, der er nævnt ovenfor. Situationen i Chile under Allendes regeringsperiode i 1970-73 var et eksempel på, at det der virkede som en økonomisk krise (høj inflation), i virkeligheden var symptom på en grundlæggende politisk krise. På grund af Folkefronten (Unidad Populars) manglende flertal i parlamentet og deres respekt for de parlamentariske spilleregler var Allendes regering ude af stand til at opfylde alle de politiske krav, der blev stillet til den - f.eks. om ekspropriation af borgerskabets rigdomme. I stedet for blev problemet midlertidig løst ved at øge pengemængden, hvilket atter førte til en enorm inflation og økonomisk krise.
Et andet og lignende eksempel findes i baggrunden for verdenskrisen, der startede i 1974. Her var det delvist sammenbruddet i det internationale penge- og valutasystem i begyndelsen af 1970'erne, der var den udløsende faktor. Sammenbruddet var et resultat af USA-imperialismens svækkede politiske stilling efter nederlaget i Vietnam.
Dette er to eksempler på, at man må være særdeles forsigtig med at inddele kriser i enten økonomiske eller politiske kriser. Disse er intimt forbundet - ikke mindst indenfor rammerne af en kapitalistisk økonomi der bliver mere og mere statsreguleret og internationaliseret.