Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Hvad der er gjort for os i disse uger, vil vi aldrig glemme; Det føles, som var vi vågnet af en lang søvn ... » (Kvindelige tændstikarbejdere i Social-Demokraten 12.12.1889).

I oktober 1889 nedlagde de kvindelige arbejdere på Bryn og Grønvold tændstikfabrikker i Kristiania (Oslo), Norge, arbejdet. Baggrunden var dårlige arbejdsforhold og lav løn, og den udløsende årsag var en lønnedgang på 20 %. Arbejdsnedlæggelsen var spontan. Arbejderne havde ikke selv konkrete planer ud over det at demonstrere deres utilfredshed. Arbejderpartiet, og i særlig grad Social-Demokratens redaktør Carl Jeppesen, hjalp til med at få strejken ind i organiserede former. Der blev fremsat krav om fast arbejdstid fra 7 til 9. Kvinderne krævede garanteret løn (7 øre pr. gros for ramme- og 6 1/2 øre for skuffepakning) og de krævede desuden bødesystemet afskaffet. Det blev praktiseret på Grønvold og fungerede således, at den der kom for sent en dag, fik hele ugelønnen reduceret. Endvidere forlangte arbejderskerne på Bryn, at der skulle gennemføres sanitære foranstaltninger på virksomheden. Bl.a. skulle vand, sæbe og håndklæder stilles til rådighed for de ansatte.

Et kernepunkt i strejken blev de sundhedsfarlige arbejdsforhold, som tændstikpakkerne arbejdede under. Fosfornekrose var én uhyggelig sygdom, de kunne pådrage sig. Den angreb kæbeknoglen, og kunne i værste fald føre til at knoglestykket smuldrede væk.

31. oktober 1889 blev der afholdt et stormøde, hvor lægen Oscar Nissen skildrede de primitive sanitære forhold på virksomhederne og fortalte om, hvordan kvinderne under deres daglige arbejde satte deres helbred, ungdom og skønhed, ja selve livet på spil for nogle usle kroner om dagen. Til sidst fremviste han tre kvinder: En frisk, en der var lettere angrebet af fosfornekrose, og en hvor sygdommen var fremskreden. «Det var forfærdeligt. Man oplever sjældent et tristere syn. Der blev dødstille i den store forsamling. En større gruppe kvinder kunde ikke holde tårene tilbage men hulkede.» (Fra Social-Demokratens referat fra 3. november 1889)

Den stærke følelsesmæssige appel og opfordringen til medmenneskelighed var under konflikten stærkt fremtrædende og bidrog til at forklare den store støtte og sympati som de strejkende fik. Bjørnstjerne Bjørnson kastede sig ud i kampen på tændstikarbejdernes side, og mange andre kunstnere gav indtægter fra deres optræden til de strejkende. Flere indsamlinger blev startet. Til og med en aktionær på en af fabrikkerne sendte strejkebidrag. Den 24. november gik over 10.000 mennesker i demonstrationstog og endnu flere samlede sig bagefter på Etterstadsletten. Der blev der vedtaget en resolution til statsmagten om at tage større hensyn til arbejdernes krav om beskyttelse mod den sundhedsnedbrydende industrielle virksomhed.

Trods strejkebidrag der nåede op i næsten 14.000 kroner og trods en næsten overvældende støtte og sympati fra brede kredse, måtte kvinderne til sidst kapitulere og vende tilbage til arbejdet uden synderlige resultater. Det eneste de opnåede var tilsagn om højere løn fra årsskiftet, samt at bødesystemet blev ændret. I en udtalelse efter strejken forklarede de, hvorfor de alligevel genoptog arbejdet. Det kom frem, at hensynet til de mandlige arbejdere på virksomhederne havde vejet tungt. Kvinderne ville ikke gøre den forestående julehøjtid værre for dem, end den i almindelighed var for arbejdere, udtalte de i avisen.

Det er ingen tvivl om, at tændstikarbejderstrejken engagerede mennesker stærkere og i større omfang, en strejker normalt gjorde. Det hænger nok sammen med, at strejken kun i ringe grad blev betragtet som lønkamp. Den blev derimod set som et nødråb fra fortvivlede kvinder, der levede og arbejdede under forhold, der var forholdsvis ukendte for det liberale borgerskab. De underbetalte og sygdomsplagede kvinder appellerede til middelklassens samvittighed. Dette gav tændstikarbejderstrejken en helt særegen karakter.

Strejken fik store konsekvenser. For det første var den generelt socialt bevidstgørende, for det andet var den bevidstgørende for arbejderne selv, idet nødvendigheden af faglig organisering blev klar for dem. Strejken synes også at have appelleret til andre kvinder om organisering. Carl Jeppesen har opsummeret resultatet af strejken, og han lagde vægt på de vigtige sociale spørgsmål, der blev sat til debat. Det gjaldt spørgsmål som forbud mod børnearbejde i industrien, indskrænket anvendelse af sundhedsfarlige stoffer i industrien, afskaffelse af natarbejde, forkortelse af arbejdstiden og spørgsmålet om sikring af arbejderne mod ulykker på arbejdspladsen.

Selv om de konkrete resultater af strejken var få, indtager den en plads som en vigtig begivenhed i norsk arbejderbevægelses historie. For tændstikarbejderne var det vigtigste nok, at de fik stiftet en fagforening. Det skete i strejkens første fase, 28. oktober 1889. Dermed havde de kvindelige arbejdere ved Bryn og Grønvold tændstikfabrikker givet signal til en bred organisationsbevægelse blandt kvindelige arbejdere - både i og udenfor industrien.

V.E.E.