Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Otto Gelsted (1888-1968), født Einar Otto Jeppesen, dansk humanist, kommunist, kritiker og digter. Faderen var købmand og forsøgte sig med flere forskellige religiøse sekter før han blev katolik. Det var baggrunden for, at sønnen Otto i 1901 blev indskrevet ved Sct. Andreas Kollegium i Ordrup, der blev drevet af jesuitterordenen. I 1907 blev han student og læste et par år matematik på universitetet. Her lærte han bl.a. Thøger Larsen og Johannes V. Jensen at kende. Han skrev han sit første skuespil og erkendte efter nogle år, at matematikken ikke var hans fremtid. I 1911 droppede han studierne og blev huslærer for en tysk grosserer. I 1913 førte hans fortsatte fascination af Johannes V. Jensen til en afhandling om denne.

Efter en række år som huslærer blev han i 1917 for første gang knyttet til en avis som anmelder - til Fyns Venstreblad. Året efter forhandlede han med Freud om oversættelse af udvalgte dele af den store psykoanalytikers værker. Udvalget kom i 1920 under titlen, Det ubevidste og introducerede det danske publikum for Freud.

Politisk bevægede Gelsted (navnet havde han taget i 1912 efter den landsby på Fyn, hvor hans onkel var husmand) sig fra nykantianismen i retning af kommunismen. Hans møde med den yngre Hans Kirk i 1918 kom til at betyde meget for denne udvikling. Han knytter selv denne udvikling sammen med paralleliteten mellem hans kunstsyn, og de værdien kommunismen forfægter. I Folkets Jul 1921 skriver han:

«Det kunstneriske Personlighedsprincip og formprincip svarer nøjagtig til de sociale Principper, der forfægtes af Anarkismen og Kommunismen - de to eneste politiske Bevægelser, der udtrykker en fundamental og almengyldig Idé.»

Afslutningsvis betegner han sig som «Kommunist og Tilhænger af den moderne Kunst», og opfordrer DKP til at knytte forbindelser til tidens kulturbestræbelser og ikke gentage Socialdemokratiets fejl ved at drive den intellektuelle ungdom i armene på De Radikale. Ifølge Børge Houmann betragtede Gelsted sig fra dette tidspunkt og til sin død som kommunist, omend han aldrig gik særligt højt op i, om han nu havde partibogen i lommen eller havde betalt sit kontingent. Hans egentlige medlemsskab af partiet lader sig derfor vanskeligt datere. Houmann mener selv, at han i 1929 optrådte som anbefaler for Gelsteds optagelse i partiet.

Gelsteds lyriske løbebane tager sin begyndelse i 1919, hvor han udsender et udvalg af Walt Whitmans digte. Selv udsender han sin første digtsamling, De evige Ting i 1920. Samlingen har en stor naturaffinitet, men allerede i Dansens Afmagt (1921) er naturlyrikken trængt i baggrunden. Lyrikken cirkler nu i stedet om eksistensen, angsten, afmagten og døden. Den følges af Enetaler (1922) og Jomfru Gloriant (1923), der er periodens højdepunkt. Det er nu kærligheden - den lykkelige eller ulykkelige - der står centralt i hans forhold til omverdenen. Den følges af Digte (1924).

Lyrikken kan han dog ikke leve af. Fra 1918 havde han arbejdet som anmelder på Lolland Falsters Folketidende og i 1923 bliver han fast litteraturmedarbejder ved Politiken. Året efter kommer han til Ekstrabladet, og han fortsætter frem til 1931 i Politikens Hus. I 1924 starter han sit eget tidsskrift: Sirius. Dansk Litteraturtidende. Sirius er samtidig et forlag, hvor han samme år udsender sin første prosabog Lazarus opvækkelse. Gennem 20'erne er han desuden en flittig bidragsyder til Clarté, PH's tidsskrift Kritisk Revy (1926-28) og det kommunistiske Arbejdernes Jul.

I juni-juli 1928 besøger han Sovjetunionen på en delegationsrejse. Selv om hans forhåndsindstilling er positiv, bliver sulten, nøden og elendigheden alligevel det vigtigste indtryk, han har med sig hjem.

I 1931 skriver han sammen med Poul Henningsen sin første revy, Kvindernes Oprør og den følges i de følgende år af flere andre. Året efter debuterede han i DKP's Arbejderbladet med en lille oversigtsartikel: «Litteraturen i Sovjet 1917-32», der udmærkede sig ved flere steder at være kritisk overfor litteraturpolitikken i Sovjet. Der kom til at gå 3 år, før hans næste artikel blev optaget. Fra 1932 knyttes han tættere til tidsskriftet Plan, der udgives af Mondegruppen. Det sker allerede før bruddet i gruppen. I 34 udsender han digtsamlingen Under Uvejret, der er noget af det tætteste han i denne periode kommer en egentlig form for partidigtning. Politisk følger han partiets ultravenstre-linie og kritiserer i 34 Socialdemokratiet for dets tætte samarbejde med de borgerlige partier i Folketinget. Efter kursændringen i DKP og Komintern følger han den nye parole om folkefront.

I perioden 1935-39 er han medarbejder ved Uge-Journalen, hvilket skaffer ham brødet på bordet. Fra vinteren 1936 knyttes han til Arbejderbladet som kulturjournalist - dog uden vederlag. Her skriver han især om teater og maleri, hvilket er en betydelig udvidelse af bladets kulturområde. Han skriver dog også andre artikler til bladet. Bl.a. er det ham, der i 1939 forfatter avisens nekrolog over Freud. I samme nekrolog følger han det det tyske KPD's linie og tager kraftig afstand fra den anden psykoanalytiker, Wilhelm Reich. Året inden har han udsendt sin anden bog om Johannes V. Jensen, Kurven i hans Udvikling (1938), der er mere nuanceret end debutbogen fra 1913. Alligevel er Gelsted ikke helt i stand til at fraskrive sig sin fortsatte fascination af Jensen.

Krigen og nazismen blev skelsættende for Gelsted. Som hos den norske Nordahl Grieg afstedkom den en ny national tone i lyrikken. I sommeren 1940 udsendte han en lille 20 siders digtsamling med titlen De danske Strande, der allerede det første år blev udgivet i 4 oplag.

DKP og Arbejderbladet blev forbudt i juni 1941, og Gelsted fortsatte som medarbejder ved Ekstrabladet og som redaktør ved forlaget Athenæum. Sammen år udsendte han digtsamlingen Solemærker, der fortsatte stilen fra De danske Strande. Den blev fulgt af egnsbeskrivelserne Tibirke Bakker (1941), Fyns Land (1942) og Rundt om en Fjord (1943). Den 27. oktober 43 rejste han illegalt til Sverige, hvor han opholdt sig resten af krigen. Her fortsatte han sin digtning og i 1944 udgav han Judarna i Husaby, en bog om de jødiske flygtninge i Sverige.

Gelsted vendte efter befrielsen tilbage til Danmark og startede 1. juni i stillingen som kulturjournalist ved DKP's nye dagblad, Land og Folk. Frem til sin død skrev han flere tusinde artikler til bladet: Anmeldelser af kunst og kunstudstillinger, kronikker om kunst, boganmeldelser, men også kommentarer, digte og meget andet. Hans efterkrigslyrik var dog i høj grad «beredskabslyrik» - lejlighedsdigte skrevet til mærkedage og partifestligheder.

I 50'erne vendte han tilbage til sin ungdoms kærlighed til den græske oldtid og Middelhavet. Det skete i hans prosagendigtninger af Odyseen (1954) og Iliaden (1955), der blev store succeser. De blev fuldt op af Guder og helte. Græsk Mytologi (1956), Græsk Drama (1957) og Den græske Tanke (1958). I 1957 rejste han for første gang til Middelhavet - til Sicilien og Syditalien - og denne rejse blev fulgt af flere andre gennem de sidste 10 år af hans liv. Han døde i 1968. I sammenligning med de 3 andre centrale DKP kulturpersonligheder, Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig, var Gelsteds forhold til kommunismen og DKP - specielt i 30'erne - mere nuanceret. Selv om han fulgte sit partis linie var han samtidig mere følsom overfor elendigheden i Sovjetunionen og problemerne i arbejderstatens kulturpolitik.

Efter hans død indstiftede DKP en årlig kulturpris, der bærer hans navn.

A.J.