Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 11.725
: :
Harrington, Michael

Harrington (1928-89), nordamerikansk socialistisk aktivist, organisator, skribent og teoretiker, mest kendt for sin bog «The Other America» (1962) som satte USA's fattigdomsproblem i fokus. Det hævdes, at denne bog fik en afgørende betydning for såvel John F. Kennedys og Lyndon Johnsons velfærdsprogrammer (War on Poverty). I det mindste var bogen et gennembrud for Harrington personligt og slog hans navn fast i offentligheden. Harrington har markeret sig som den mest betydelige teoretiske og organisatoriske nyskaber indenfor nordamerikansk socialisme siden Norman Thomas' epoke i 30'erne (se Thomas). Hans politiske virke er blevet en del af den nordamerikanske venstrefløjs politiske historie i efterkrigstiden.

Harrington kom tidligt med i socialt hjælpearbejde i New Yorks slum og redigerede avisen «Catholic Worker» fra 1951-53. Mødet med dette «andet Amerika» gjorde ham til en aktiv borgerretsforkæmper og socialist. I McCarthyperiodens værste år sad han i ledelsen for The League for Industrial Democracy der i 60'erne skulle stå som fadder til SDS (Students for a Democratic Society). Den vigtigste organisation for USA's nye venstre indtil splittelsen i 1969. Harrington spillede også fremtrædende roller i The Socialist Party, E. V. Debs og Norman Thomas' parti, grundlagt i 1901, American Civil Liberties Union, Workers Defense League, New Democratic Coalition og andre organisationer på venstrefløjen. Han var et ledende medlem af Socialist Party's (SP) ungdomsorganisation, da han i 1954 brød med partiet for at gå ind i Max Shachtman's organisation, som på det tidspunkt hed Independent Socialist League (ISL). Shachtmanns organisation havde oprindelig været en del af den trotskistiske bevægelse, men havde allerede på dette tidspunkt bevæget sig væk fra trotskistiske holdninger. I 1958 gik ISL samlet ind i Socialist Party og Harrington blev i 1960 redaktør for SP's 14-dages blad «New America» (indtil 1962). Harrington fastholdt fra denne tid et grundlæggende positivt forhold til Karl Marx, som han fremhævede som en væsentlig demokratisk teoretiker i flere af sine mange udgivelser op gennem 1970'erne og 1980'erne (senest i: «Socialism. Past and Present», 1989).

Harrington blev i 1968 Norman Thomas' efterfølger som formand for Socialist Party. Det lykkedes ham ikke at hele det brud med det «nye venstre» - dvs. SDS - som han åbenbart havde været med til at fremkalde i 1962. Han var dengang og senere en entydig anti-kommunist, en arv fra den trotskistiske fortid. Da det «nye venstre» i sin søgen efter forbundsfæller ikke på forhånd afviste kommunisterne, forhindredes en mulig samling på venstrefløjen. Først i 1982 lykkedes det at hele bruddet med dele af venstrefløjen, som havde samlet sig i New American Movement.

Shachtmans gruppe havde fået større og større indflydelse i Socialist Party og havde samtidig bevæget sig ud på højrefløjen dels i spørgsmålet om opbakningen bag regeringens Vietnam-politik, dels i forskellige indenrigspolitiske spørgsmål. Hvor Harrington forsøgte at bruge sin platform i SP til at udvikle en venstreliberal koalition i forbindelse med George McGoverns præsidentskabskandidatur, var Shachtmanitterne imod sådanne forsøg. Det medførte i 1972 en splittelse af partiet, som på det tidspunkt havde mellem 1100 og 1600 medlemmer. Shachtmann-gruppen fortsatte som Social-Democrats USA med en vis opbakning i enkelte fagforbunds-kontorer, Harrington grundlagde i begyndelsen af 1973 Democratic Socialist Organizing Committee, som ikke skulle være et selvstændigt parti, men en slags lobby-gruppe indenfor Democratic Party. Den mindste del af partiet fortsatte selvstændigt som Socialist Party.

Da Harrington i 1972 trak sig tilbage fra Socialist Party i protest mod partiets valne holdning til Nixons Vietnampolitik, havde han siddet fire år som formand. Fra de første borgerretsdemonstrationer i Selma, Alabama i 1955, var han aktivt med i Martin Luther King juniors bevægelse indtil parolen om Black Power tvang ham til at optræde mindre offentligt sammen med King.

Harringtons største politiske skuffelse har været, at den alliance han havde været med til at skabe i begyndelsen af 1960'erne mellem studenterne, borgerretsforkæmperne og dele af fagbevægelsen faldt sammen under trykket fra Vietnamkrigen. Fredsbevægelsen vækkede arbejderklassens traditionelle mistro mod det, den så som de privilegerede østkystliberale. Den fagforeningsstøtte der var opbygget for et bredt indenrigspolitisk reformprogram under Johnson faldt dermed sammen.

For Harrington blev sammenbruddet af denne koalition udgangspunktet for en omorganisering af det demokratiske venstre. I februar 1973 tog han initiativ til dannelsen af Democratic Socialist Organizing Committee (DSOC). Mod slutningen af 70'erne arbejdede DSOC med at genoplive alliancen fra Roosevelts tid mellem arbejdere, sorte og østkystliberale, men denne gang med støtte fra USA's voksende kvindebevægelse.

DSOC blev den største organisation af de tre grupperinger i det gamle Socialist Party, voksede støt op gennem 1970'erne, og havde efter sammenslutningen med New American Movement til Democratic Socialists of America (DSA) op mod 7000 medlemmer, som dog i slutningen af 1980'erne atter var faldet til ca. 5000 medlemmer. Harrington og DSA udviklede en taktik som pressionsgruppe indenfor Democratic Party, som skaffede dem en betydelig indflydelse i partiet centralt, ligesom enkelte kongresmedlemmer bakkede op bag DSA; også på lokalt plan kunne organisationens medlemmer besætte positioner, som gjorde det muligt for dem at udøve indflydelse. Omkring årtusind-skiftet fik DSA opbakning af flere faglige ledere, bl.a. blev AFL-CIO's formand medlem af DSA. Forudsætningen for dette var dog, at DSA ikke førte en selvstændig socialistisk politik, men forblev i Democratic Party som pressionsgruppe. DSOC/DSA blev medlem af Socialistisk Internationale - indtil SDUSA uddøde engang i 1990'erne - samtidig med denne organisation. Harrington selv fik en vis indflydelse i SI og lagde stor vægt på dette, uden at det dog fik en betydning i USA.

Harrington blev i 1972 professor i Politisk videnskab på Queens College i New York og med det som baggrund legitimerede han, at socialistiske og venstresocialistiske synspunkter i en periode atter kom på dagsordenen i USA. Men som det anførtes af Hal Draper (New Politics 1965/3), var Harringtons socialisme bare et nyt forsøg på at grundlægge en slags socialdemokratisk retning indenfor det liberale borgerskab med et Fabian Society syn på samfundet. Forstået på den måde kan Harrington siges at være den legitime efterfølger af Norman Thomas. En efterfølger af Michael Harrington har endnu ikke vist sig år efter hans død i 1989.

Harrington har udgivet en række vigtige bøger om socialistisk teori: «The Accidental Century» (1967), «Towards a Democratic Left» (1968), «Socialism» (1972) og «The Twilight of Capitalism» (1976). Særlig de to sidste er betydningsfulde som forsøg på atter at gennemtænke den socialistiske idearv og Marx' rolle i den. Han ser i Marx fuldbyrdelsen af demokratiske og humanistiske traditioner, og bruger i «Twilight of Capitalism» marxistisk teori på en original måde for at forstå 70'ernes økonomiske krise. I bogen «The Vast Majority: Journey to the World's Poor» (1978) giver Harrington en analyse af den rige verdens, og specielt USA's, ansvar for opretholdelsen af økonomisk og social fattigdom i den tredje verden. Senest udkom «The Long Distance Runner. An Autobiography» (1988) og «Socialism. Past and Future» (1989). Desuden har han været (med)udgiver og (med)forfatter af en lang række bøger og pjecer.

B.Ha.

Litteratur

Maurice Isserman: The Other American. The Life of Michael Harrington, New York, 2000