Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 14.051
: :
Thomas, Norman Mattoon
Normann Thomas
Norman Thomas

Thomas (1884-1968), nordamerikansk socialistisk politiker og skribent, pacifist og radikal organisator, seks gange præsidentkandidat for The Socialist Party fra 1928, og i mere end 10 år - fra 1922 - den ledende skikkelse indenfor The League for Industrial Democracy, USA's vigtigste organisation for økonomisk demokrati. Især i 1930'erne blev Norman Thomas selve personifikationen af nordamerikansk socialisme. Han var ikke marxist, skønt han på en måde anerkendte Marx' betydning for arbejderbevægelsen. Det er mere præcist at kalde Thomas en repræsentant for den kristne etiske tradition indenfor socialismen. Af uddannelse var han teolog.

Norman Thomas' politiske grundopfattelse fik sin udformning, mens han fra 1911 til 1918 arbejdede som præst i Øst-Harlem - et af New Yorks værste slumområder. Det der især oprørte ham var de traditionelle partiers ligegyldighed overfor fattigdom og nedværdigelse, og deres ufølsomhed overfor fredssagen. Ønsket om en tilnærmelse mellem moral og politik gjorde ham til pacifist. Han var imod USA's indtræden i 1. verdenskrig og sympatiserede åbent med isolationisterne, som ville holde landet ude af 2. verdenskrig. Gennem The Fellowship of Reconciliation - USA's vigtigste fredsorganisation - arbejdede han aktivt mod oprustning og voldsanvendelse. Thomas var selv en af stifterne af denne organisation (1918). I 1918 gik han også ind i det nordamerikanske socialistparti.

Fra 1921 blev hans forum det indflydelsesrige ugemagasin «The Nation». Norman Thomas var hele sit liv desuden en utrættelig debattør og foredragsholder på vegne af radikale synspunkter: Klar, vidende og energisk. Sin måske vigtigste politiske indsats gjorde Thomas netop indenfor socialistisk oplysningsvirksomhed. Hans retoriske evner blev så alment kendte og frygtede, at de andre partiers kandidater under valgene havde en tendens til at undgå åben konfrontation. Foruden præsidentkampagnerne stillede Thomas op til valg som guvernør for staten New York i 1924 og forsøgte endvidere at blive valgt til byen New Yorks borgmester i 1925 og 1929.

Størst indflydelse fik Norman Thomas i depressionsårene. Han var kritisk indstillet overfor Roosevelt, og mente at hans New Deal blot berørte overfladefænomener. Selv gik han ind for arbejdsløshedsunderstøttelse i bredt omfang, offentligt arbejde, kortere arbejdsuge og statslig overtagelse af nøglevirksomheder. I sin udenrigspolitik angreb han især Roosevelt for at opretholde våbenembargoen overfor det republikanske Spanien. I 1934 gjorde han sig særlig bemærket for sin støtte til forfulgte landarbejdere i Arkansas. Under betydelig personlig risiko drev han politisk agitation i deres nystartede fagforening og lagde pres på landbrugsmyndighederne i Washington, for at få de føderale myndigheder til at gribe mere beslutsomt ind.

Thomas indsats i partiet og som partileder er omstridt. Thomas blev rekrutteret til Socialist Party i slutningen af 1. verdenskrig, fordi han på en række punkter støttede partiets daværende politik, og fordi han var en indfødt engelsktalende amerikaner i modsætning til det gamle lederskab af tysk- og jiddischtalende amerikanere. Partiets forankring i immigrantbefolkningen gjorde det vanskeligt for det at nå ud til brede arbejdermasser. Thomas kom imidlertid fra mellemlagene, og han forsøgte i mange år især at vinde opbakning i disse lag - især blandt intellektuelle, studenter og tilsvarende grupper. Det var i disse lag, han så fremtiden for en nordamerikansk socialisme. Det bragte ham i modsætning til «den gamle garde» i partiledelsen, der havde en betydelig opbakning i fagbevægelsen i New York.

Socialist Party (SP) havde før 1. verdenskrig kun en begrænset indflydelse i forskellige lokalområder - især i det nordlige og østlige USA - men der fandtes dog ansatser til at udvikle partiet til en masseorganisation i lighed med den europæiske arbejderbevægelse. Partiet kom imidlertid i stærk modsætning til den overvejende del af det amerikanske politiske liv under verdenskrigen, idet partiet holdt fast i krigsmodstanden, også efter at USA var trådt ind i krigen. Det medføret en væsentlig svækkelse af partiets presse og medlemstallet faldt voldsomt. Det hævdes imidlertid af nogle forfattere, at partiet var ved at overvinde dette tilbageslag, da splittelsen i den internationale arbejderbevægelse nåede USA, og SP splittedes i en socialdemokratisk retning, mindst to kommunistiske partier og en større del, som gik ud af det politiske arbejde. Det var i dette svækkede parti Thomas foldede sig ud og hurtigt kom frem i forreste række, men selv i den bedste periode, nåede partiet kun op på knap 900.000 stemmer (1932) og 21.000 organiserede medlemmer.

I sin kamp mod «den gamle garde» af arbejderparti-tilhængere allierede Thomas sig med nye radikaliserede grupperinger på venstrefløjen - «Militant»-retningen og dele af de amerikanske trotskistiske organisationer. Det medførte, at partiet igen kom ud i en voldsom intern kamp, der endte med «den gamle gardes» nederlag. Den forlod partiet og endte ad omveje i det Demokratiske parti, mens Socialist Party efter kort tid også tabte en stor del af de nye radikale grupper til bl.a. CPUSA og trotskisterne forlod atter SP. Det betød også, at nogle af de sidste lokale bastioner, som Reading i Pennsylvania, gik tabt for partiet. Milwaukee havde imidlertid fortsat en socialistisk borgmester indtil 1960, mens partiorganisationen også i denne by forsvandt. Det skyldes en dybtgående sociologisk udvikling, der betød at de befolkningslag, der hidtil havde støttet partiet (og for den sags skyld også det amerikanske kommunistparti) ændrede sig. Det var således ikke Thomas skyld, at partiet ikke kunne fastholde sin position som en alternativ retning ved siden af Demokrater og Republikanere. Men hans insisteren på at udvikle partiet til et socialdemokratisk parti baseret på mellemlagene og et liberalt program var helt klart heller ikke vejen frem. Thomas' kritik af New Deal, så berettiget den sikkert var, fejlfortolkede det opbrud, som New Deal-politikken også var, og negligerede de goder, den umiddelbart medførte for en meget stor befolkningsgruppe. Han erkendte ikke den reformorienterede politiks muligheder, da Roosevelt introducerede den, og førte derved SP ud i en isolation - formentlig som følge af satsningen på mellemlagene, som i denne situation havde andre ønsker end arbejderne.

Thomas' virke som partileder indenfor The Socialist Party kom i særlig grad til at blive farvet af den intellektuelle og moralske krise, som socialismen gennemlevede i 1930'erne. Indenfor sit eget parti var han indeklemt mellem en stærkt reformistisk højrefløj og en uforudsigelig venstrefløj. Udenfor partiet måtte han til stadighed trække grænser overfor det kommunistiske parti under Moskvas indflydelse. Disse problemer førte til, at han af mange blev opfattet som svag og ubeslutsom. Men ofte var det hans uvilje mod forenklede standpunkter, som førte til disse beskyldninger.

Thomas så klart, at efter 1933 måtte alle radikale kræfter, inklusive kommunisterne, samles i en folkefront mod al fascisme, uanset hvor den måtte true. Men samtidig indså han, at en sådan front i USA blot ville øge socialismens isolation. I 1935 forlod han tidsskriftet «New Leader» («den gamle gardes» organ. Den gamle garde var ikke marxistisk, men holdt bare fast i den gamle taktik, som ikke var vejen frem) og sluttede sig til det mere moderate «Socialist Call» (som var organ for den nye radikale retning).

Thomas' parti som var vokset betragteligt i styrke i begyndelsen af 1930'erne (det nåede op på 21.000 medlemmer), blev stærkt svækket af de indre stridigheder. Efterhånden blev skillelinierne i nordamerikansk socialisme klarere: Mens højrefløjen udslettede sine specifikt socialistiske sympatier i begejstringen for New Deal, kom venstrefløjen i stigende grad under trotskistisk indflydelse.

Mod slutningen af sit liv skrev han til en ven: « ... forskellige triste erfaringer, inklusive den russiske revolutions resultater gør, at jeg stiller mig endnu mere tvivlsom overfor de enkle kollektivistiske løsninger.» Det blev op til hans efterfølger og mangeårige medarbejder i The League of Industrial Democracy, Michael Harrington, at genopfriske den socialistiske tradition fra 1930'erne.

Der er ingen tvivl om, at Thomas havde en vis betydning også udover partiet og dets umiddelbare omkreds i f.eks. League of Industrial Democracy, at han nød betydelig anseelse pga. sine evner som taler, forfatter og personlige indsats. Men i sidste instans må det medgives, at partiet under hans næsten 40-årige lederskab blev yderligere marginaliseret. Han formåede ikke at samle de stridende fraktioner og udvikle en taktik, der kunne gøre partiet i stand til at overvintre til bedre tider. På sin vis var han forud for sin tid, idet de socialdemokratiske partiers overgang til liberale mellemlagspartier først blev indledt for alvor i 1950'erne.

Som skribent var Thomas meget aktiv. Blandt hans mange bøger og pamfletter er «America's way out. A Program for democracy» (1931); «After the New Deal, what?» (1936); «Socialism on the defensive» (1938); «The Test of Freedom» (1954); «The Prerequisites of Peace» (1959) og «Socialism Re-Examined» (1963) de vigtigste.

B.Ha.

Litteratur

H. Fleischman: Norman Thomas, New York 1964.
Bernard K. Johnpoll: Pacifist's progress. Norman Thomas and the decline of American socialism, New York 1970.
W. A. Swanberg: Norman Thomas: The Last Idealist, New York 1976.