Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Typograf
   .  Politisk  .  Fagligt  .  Fagforeningsformand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.639
: :
Hellberg, Sigvald

Sigvald Hellberg (1890-1962), dansk kommunist, senere socialdemokrat og fagforeningsformand, født 1890 i København. Han tilbragte det meste af barndomstiden som plejebarn i 7 forskellige familier - bl.a. i Næstved hvor han i 1909 blev udlært som typograf. I 1910-12 opholdt han sig i Cardiff i Wales, hvor han bl.a. hjalp til på det engelske sømandsforbunds lokale kontor. Bl.a. under en stor sømandsstrejke der udløste megen aktivitet - også hos ham. Senere gik han på valsen gennem en stor del af Europa og arbejdede bl.a. en tid som maler i Sydfrankrig. Mellem rejserne var han en periode hjemme i Næstved, hvor han i 1912 blev formand for den «Socialdemokratiske Ungdomsforening», i 1914 blev han hovedkasser i SUF og i 1917 blev han redaktør af organisationens blad «Fremad». Kort tid derefter modtog SUF besøg af Zimmerwaldbevægelsens sekretær Balabanoff, der anmodede dem om at forsøge at skaffe kontakt med de engelske socialistiske krigsmodstandere. Ved bevægelsens stiftende konference i september 1915 havde det Uafhængige Arbejderparti i England lovet at deltage - det spillede en ledende rolle i kampen mod krigen - men den engelske regering nægtede at give partiets repræsentanter udrejsetilladelse, og bevægelsen måtte derfor stiftes uden kontakt til de vigtige briter. Det bødede Hellberg på ved at rejse til England og knytte de ønskede kontakter.

I 1919 var han med til at bryde SUF’s forbindelse til Socialdemokratiet og umiddelbart efter danne «Danmarks Venstresocialistiske Parti» (DVP). Han blev forretningsfører for partiets nye blad «Arbejdet» indtil det i 1921 blev lagt sammen med «Solidaritet» og blev til «Arbejderbladet». Mens Hellberg sammen med sine jævnaldrende og ligeledes typografer Ernst Christiansen og Johannes Erwig havde udgjort venstrefløjen indenfor SUF kom de nu til at udgøre højrefløjen indenfor DKP, som DVP kom til at hedde efter 1920. DKP var præget af enorme interne spændinger og blev sprængt allerede i 1922. Samme år omtalte han ledelsen af Komintern - som også DKP var medlem af - som et nyt pavedømme, men trekløveret blev dog i DKP, hvor Ernst Christiansen var formand. Christiansen trak sig fra formandsposten i 1926 og blev erstattet af Hellberg. En post han kun bevarede i 1 år. Som formand rejste han spørgsmålet om DKP’s sammenlægning med Socialdemokratiet, men kunne ikke skaffe tilstrækkelig støtte til forslaget.

Han havde nu en længere arbejdsløshedsperiode og var stadig medlem af DKP, da han i 1928 blev valgt som formand for Typografernes Fagforening i København. En post han bevarede til 1945.

I 1930 søgte han sammen med lang række andre tidligere kommunister om optagelse i Socialdemokratiet, og endte med at blive optaget. I perioden 1945-62 var han tilknyttet Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC), der under den kolde krig spillede en vigtig rolle i forfølgelsen af kommunister. I 1946 blev han endvidere formand for Københavns Borgerrepræsentation. Han døde i 1962.

A.J.


Litteratur

Petersen, Carl Heinrich: Danske Revolutionære. Borgen, København, 1970.