Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Typograf
   .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.713
: :
Christiansen, Ernst

Ernst Christiansen (1891-1974), dansk kommunist og socialdemokrat, født i Roskilde 28. marts 1891, udlært som typograf. Allerede som lærling kom han med i den socialistiske ungdomsbevægelse, og var meget politisk interesseret, men det var først efter han i 1910 flyttede til København, at han begyndte at spille en rolle politisk. I 1913 blev han valgt til formand for det «Socialdemokratiske Ungdomsforbund» (SUF). Omtrent samtidig førte han en pressekampagne i partiets dagblad «Social-Demokraten» for nogle SUF medlemmer, der stod anklaget for at have uddelt eksemplarer af forbundets blad «Fremad» til soldater i København. Sagerne gik helt til højesteret og endte med frifindelse.

SUF havde allerede før verdenskrigen haft gode forbindelser til venstreoppositionen indenfor Socialdemokratiet, og verdenskrigen gjorde nu forholdet mellem parti og ungdomsforbund stadig mere spændt. I de første år sigtede SUF ikke efter noget brud, men den internationale udvikling med bl.a. revolutionen i Rusland og revolutionsforsøget i Tyskland, den forskellige vurdering af disse internationale begivenheder og partiledelsens smålighed forgiftede forholdet. Nogle gange gik ledelsen så vidt, at den lukkede «Social-Demokraten» for meddelelser fra forbundet.

Christiansen besøgte i efteråret 1918 for første gang Sovjetunionen og skrev efter hjemkomsten den meget bolsjevikvenlige pjece: «I bolsjevikkernes Rusland», der kun på ét punkt var kritisk - den manglende pressefrihed i den nye arbejderstat.

I 1919 brød SUF endelig med Socialdemokratiet. De tre jævnaldrende og alle tre typografer, Christiansen, Sigvald Hellberg og Johannes Erwig spillede i den forbindelse en ledende rolle, og det samme gjorde de ved oprettelsen af «Danmarks Venstresocialistiske Parti» den 9. november 1919, og da partiet året efter tog navneforandring til «Danmarks Kommunistiske Parti» (DKP). Christiansen var i perioden 1919-26 partiets første formand.

Men mens det lille typografiske trekløver havde udgjort venstrefløjen indenfor SUF, kom de nu hurtigt til at udgøre højrefløjen indenfor DKP. Deres nøgterne såkaldte centristiske synspunkter bragte dem i åbenbar modsætning til de mere rabiate og dogmatiske revolutionære kommunister, som af princip lagde sig på linie med de til enhver tid herskende russiske ledere i Komintern. Perioden i 1920’erne var præget af en lang række indgreb fra Kominterns side i de skandinaviske kommunistpartier, og utilfredsheden med denne udvikling fik Christiansen til at opgive formandsposten i 1926 og året efter trak han sig sammen med en lang række andre kammerater ud af DKP. I 1930 søgte de kollektivt om optagelse i Socialdemokratiet, hvilket Stauning i første omgang afviste - han ønskede ikke Christiansen lukket ind - men efter pres fra de Samvirkende Fagforbunds (senere LO) ledelse, der var interesseret i sagen pga. de ganske mange tillidsfolk der var i gruppen, blev de i sidste ende alle optaget i partiet.

I den følgende menneskealder var Christiansen redaktør på «Social-Demokraten», hvor han udfra marxistiske grundholdninger skrev om internationale og historiske spørgsmål. I 1947-53 var han Landstingsmand, i 1955-57 minister uden portefølje men med udenrigspolitiske sager som arbejdsområde og 1955-60 leder af den danske FN delegation. I mange år var han formand for Arbejdernes Lytter- og Seerforbund og i 1940-55 samt 57-63 medlem af Radiorådet. Det var givet hans Radiorådsarbejde der var baggrunden for, at Gestapo arresterede ham den 29. august 1943. Han døde i 1974.

Christiansen har et betydeligt forfatterskab bag sig, hvor hans erindringsbog «Men det gik anderledes» (Fremad, 1960) bør nævnes. Han har desuden leveret omfattende bidrag til den socialdemokratiske partihistorie: «En bygning vi rejser».

A.J.


Litteratur

Petersen, Carl Heinrich: Danske Revolutionære. Borgen, København, 1970.
Christiansen, Ernst og Johannes Erwig: STRIDEN I SOCIALDEMOKRATIET. Pjece, 1919
Christiansen, Ernst: HVAD VIL VENSTRESOCIALISTERNE? Pjece, 1920.