Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Andet  .  Reproduktion
Begreber
Varer  .  Konsumvarer
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 45.899
: :
Klæder

Menneskets tøjvaner besidder sprogets karakteristiske træk. I større eller mindre grad udtrykker det enkelte menneske sig gennem de klæder, det bærer. Samtidig giver klædesudtrykket væsentlig information om den situation bæreren befinder sig i, socialt, økonomisk osv. Klæderne fungere på samme måde som sproget. Et givet samfund har visse klædesnormer, der gælder for medlemmernes adfærd, og som umiddelbart bliver forstået og accepteret. Et individ kan rette sig efter gruppens normer og på denne måde opnå en følelse af tilhørsforhold, identitet og tryghed. Men samtidig løber det en risiko for at tabe meget af sig selv ved slavisk at følge gruppens klædenormer.

Klædernes formål

Der har været lanceret mange teorier som forklaring på menneskets klædedragt og dets forskellige fremtrædelsesformer: Værn, beskyttelse mod ydre klimatiske forhold eller mod fjenden, hvor klæder brugt som magi kan medtages, udsmykning og i tilknytning til dette, ønsket om at øve tiltrækning på andre/det andet køn, eller udsmykning som del i menneskets behov for ritualer, fest, poesi, for at bevæge sig udover hverdagen; menneskets «naturlige» generthed og i den forbindelse behovet for at tildække visse kropsdele; markering af stand og status, som kan ligge til grund for et behov for at vise egen overlegenhed, eventuelt dominans over andre, men som lige så meget kan været et udtryk for behov for at tilhøre en gruppe, en søgen efter samhørighed og identitet.

Generelt kan man sige, at det er dragtens formål at dække alle disse behov. Dragten skal give såvel øget tiltrækning som status og beskyttelse. Alt dette er som oftest udtrykt i samme dragt. Men formen veksler, og understregningen af det ene eller det andet varierer med tid og sted.

Generthedselementet er i den henseende karakteristisk. Vor kulturs ærbarhedsnormer kræver, at kvinder offentligt dækker sine bryster. De skal desuden holdes fast på plads, ikke hænge frit under klæderne. Selv om dette mønster måske er i færd med at blive blødt op, bliver det stadig anset som tegn på «frigjort kvindesagskvinde», når man ser frit hængende kvindebryster hoppe og danse under et tyndt stoflag. Afrikanske kvinder går med blottede, frit hængende bryster, og de ammer til og med deres børn åbenlyst, når og hvor det må falde sig naturligt, uden at vække anstød blandt omgivelserne. De islamiske «tilslørede kvinder» vækker anstød  blot ved at lette på sløret, der dækker ansigtet! Mens hvide ben ikke må fremvises i civiliserede, vestlige byer. I andre kulturer kan mænd (og kvinder) gå nøgne, bortset fra en - for anstændighedens skyld absolut nødvendig - pynt på kønsorganet. Sociale og kulturelle forhold er altså i høj grad bestemmende for generthedsudtrykket.

Når det gælder værn - beskyttelsesteorien - vil mange umiddelbart føle, at vi her står overfor den væsentligste (og den mest oprindelige årsag til menneskets klædevalg. Imidlertid er der meget der taler for, at menneskets klædesdragt-historie har sin dybeste rod i udsmykningselementet. De allerførste billedfremstillinger af mennesker, som historien har efterladt vidnesbyrd om (ca. 30.000 år tilbage), viser dem fuldstændig nøgne til trods for, at de må have levet i nærmest polarklima. De har været rensdyrjægere og er ikke frosset ihjel. Det skyldes delvis, at fedtlaget under huden har været veludviklet, dels at de hele tiden var i bevægelse. Det var først, når de skulle være i ro, at de pakkede sig ind for at holde varmen. Menneskekroppen er meget tilpasningsdygtig, selv om den tilsyneladende er dårligere udrustet fra naturens side end andre dyrearters. På baggrund af det, som billedfremstillinger kan fortælle os, bliver det specielt interessant, at de ældste beklædningsgenstande vi har vidnesbyrd om, netop er smykker.

Udsmykning af kroppen sker ikke kun ved hjælp af ydre klæder og genstande. Pynten lægges ofte direkte på hudlaget, enten som en varig form for «påklædning», eller som noget midlertidigt, beregnet til festbrug eller som krigsmaling. En del af de mere varige former for udsmykning af kroppen er interessante som vidnesbyrd om menneskets evne til at rette sig efter gruppens normer, for at blive accepteret som medlem, optaget i et samfund. For at opnå dette har man endda accepteret forskellige former for deformering af kroppen. Fra vor egen kulturkreds kan man fremdrage sømandskulturens (relativt beskedne) tatoveringer. I andre kulturer forekommer det, at hele kropsdele tatoveres, eller at man laver andre former for ar-mønstre på kroppen. Stilethæle og spidse sko betyder en lettere grad af deformering af fødderne for en del kvinder. En meget mere grusom og gennemført deformering af fødderne foregik gennem generationer på de bedrestillede kvinder i det gamle Kina. I visse afrikanske stammer fremkalder man den dag i dag en kunstig deformation af kvindens hovedform. Endelig bør man ikke glemme den civiliserede verdens indsnøring af kvinders liv i trange korsetter. Det «genuine» udtryk for den sarte, ægte kvindelighed, besvimelsen, havde ofte sin meget naturlige, fysiske årsager - leversygdomme og blegsot.

Kvinder og klæder

Det drejer sig her om udsmykning af kroppen, «forskønnelse» af kroppen for at tilpasse den efter tidens ideal. På samme tid udtrykker disse fænomener væsentlige ting om forholdene i samfundet, bl.a. om kvindeopfattelse og klasseforskelle. Det er i denne forbindelse vigtigt at finde ud af, hvem der definerer/opretholder idealerne, hvad slags idealer det drejer sig om, og hvem der eventuelt lider under forholdene.

Historien viser, at det i udpræget grad har været kvinder, der har lidt under idealhysteriet på skønhedens område, at det har været kvinder, der har fået deres kropsdele deformeret på skønhedens alter. Men samtidig var f.eks. «indsnøringen» af småpigers fødder i Kina et særdeles talende udtryk for én klasses herskende stilling i forhold til en anden. Bønderne behøvede deres kvinders fødder til arbejdet i markerne. Overklassen udstillede sin overflod gennem kvindens forkrøblede, ubrugelige fødder. På lignende måde kan man udtrykke overflod gennem sin kvindes deformerede hovedform i et samfund, hvor kvindehovedet anvendes som bæreredskab.

Kvindens funktion i samfundet afslører sig netop i forhold til mandens funktion, idet de er knyttet til tidens forkrøblede mode- og skønhedskrav. Klæderne understreger ofte kønsrollerne. I et mandssamfund vil kvinderne i særlig grad være prisgivet de skiftende krav, der stilles til den ydre fremtoning. Op gennem historien har kvindens underkuede rolle ført til, at hendes udseende har været afgørende for hendes livsforløb.

Når kvinden er afhængig af manden økonomisk, socialt og følelsesmæssigt, vil hun i vid udstrækning satse på sig selv som sexobjekt. Hun vil fungere som sin egen salgsagent, og emballagen skal hjælpe hende med salget. I denne forbindelse kan man fremdrage et fænomen som ugebladene. Sådanne blade har bl.a. som funktion at hjælpe kvinderne til at forstå, hvordan de bedst kan investerer i sig selv, hvordan de gennem ydre ting kan opbygge deres personlighed og således fremstå som attråværdige på markedet. Kvinden bliver en udstillingsdukke, en sex-vare, et stativ som manden kan hænge sin rigdom og anseelse på. Han kan desuden frit tage for sig af denne vare, han har jo betalt for den. Det er på den anden side betegnende, at en bevidstgørelsesproces hos kvinden (ofte forbundet med økonomisk selvstændighed), ofte giver sig konkrete udslag i klædedragten, eller i kvindens hele ydre fremtoning. Netop fordi væsentlige sider ved kvinderollen direkte udtrykkes i kvindernes veltilpassede ydre, vælges ofte «sjusketheden» som et bevidst forsøg på at bryde med meget af det, der hidtil har holdt kvinder fængslet i et nedværdigende mønster.

En bevægelse i retning af mere naturlighed i klædedragten og i hele den ydre fremtoning udtrykker ofte en bevægelse mod et friere forhold til rollesystem og rolleadfærd. Dette forhindrer imidlertid ikke, at også «naturligheden» og «sjusketheden» kan blive mode og være udtryk for en rollebundethed. Et relativt nyt fænomen som unisex-moden i unge menneskers klædedragt kan ikke uden videre tages som tegn på en udjævningstendens i kønsrollemønstret blandt unge. En sådan modes gennembrud i gruppen af unge forbrugere er nok snarere udtryk for denne gruppes særlige udsatte stilling i vare- og forbrugersamfundet. En identitetssøgende person er ofte svag og nem at narre.

Tidligere tiders dragter

Man kan altså tale om «klæder» som individets «andet skind». En form for sprog som bæreren både bevidst og ubevidst meddeler vigtige ting om sig selv og sin stilling i samfundet igennem. Dragtens varierende former kan give væsentlig oplysninger om det, der er sket i tidligere tider. Tidens «ånd» eller strømninger i tiden nedfælder sig i menneskets klædevaner, ligesom det afsætter spor i tidens arkitektur og i litteraturen. Dragtens historie i Europa fra folkevandringstiden til den franske revolution er selvsagt historien om overklassens klædedragt. Dette er kun naturligt. Ideologiske forbilleder stammer fra de kulturelt, socialt, politisk og økonomisk ledende klasser i samfundet. Til og med folkedragterne har i vid udstrækning deres rødder i overklassemode. De forskellige distrikter har grebet fat i nogle træk fra en speciel moderetning og tillempet det til deres specielle dragttype.

Den typiske middelalderdragt her i landet har været enkel, noget at trække over hovedet og noget at trække nedenfra og opover. For mændene gik overtræks-slaget ned til midt på låret (kofte), og for kvinderne var det hel-langt. Bønderne har fortrinsvis brugt uldens naturlige farve, hvidt eller gråt på vadmelet. Det var især godtfolk, der havde farvede klæder. Den enkle middelalderdragt blev efterhånden fortrængt af mere farverige og fantasifulde dragter, hvor moderetningerne ude fra Europa gjorde sig gældende. Mandens kofte blev åben helt ned (trøje), han fik vest. Kvindedragten kom til at bestå af skørt og overliv. Den hvide hørskjorte kom i brug hos begge. Spænder, knapper, bælter og ekstra slag udenpå hinanden blev tegn på rigdom. Den danske bondedragt har overvejende fulgt de store retninger i den europæiske dragthistorie, men tillempelser har gjort den mere hensigtsmæssig for vore forhold. For eksempel blev hverken paryk, korset eller krinoline taget op i bonde-/folkedragten.

De nye moder blev skabt ved hoffet. De blev spredt ved hjælp af «modedukker», påklædningsdukker i naturlig kropsstørrelse. Fra slutningen af 1700-tallet kom modejournalerne, som gjorde udbredelsen mere effektiv. Masseproduktionen af færdigsyede klæder var afhængig af dette distributionsapparat. I 1300- og 1400-tallet var det Burgund og Holland, der var de ledende modeskabere. Omkring 1500 overtog det spanske hof, men det måtte overgive ledelsen til Solkongen i Versailles i 1600-tallet. Når det gælder mode for kvinder, har Paris siden den tid være ledende, mens moden for mænd med tiden også er kommet fra England.

Klæder udtrykker og understreger standsforskelle. Stændersamfundet voksede frem i slutningen af middelalderen. Der er her ikke tale om forskelle mellem socialgrupper, som vi forstår dem i dag. Standssamfundet var indstiftet af Gud. Det hvilede på lovformelige privilegier, der også gjaldt den ydre optræden og specielt klædedragten. Kongelige forordninger (1500-1700-tallet) bestemte de forskellige stænders (og klasserne indenfor stænderne) klædedragt.

Den stand der tidligst og mest udpræget skilte sig ud ved sin klædedragt, var den gejstlige stand. Siden middelalderen har kirkens folk være klædt i sort. Det sorte og enkle blev imidlertid skiftet ud med farverige og ofte utroligt kostbare klæder (f.eks. med guld og sølv i broderier og vævning) til brug ved gudstjenesten, særlig højmessen og i højtiderne. Den katolske højmesses pragtudfoldelse og det særlige festpræg adskiller sig den dag i dag en hel del fra de farverige og overdådige klædedragter, der bæres af de mange personer, der indgår i sådanne tjenesteritualer.

I forbindelse med kirken og dens brug af klæder, bør nonne- og munkedragterne nævnes. Her står vi overfor et tilfælde af fuldstændig individuel udslettelse klædemæssigt set. Kroppen (til og med håret) er desuden helt afdækket. Men klæde-uniformen bringer i sig selv et umiddelbart budskab til omgivelserne om væsentlige sider ved bæreren og hans/hendes måde at leve på. Nonne- og munkedragterne har meget til fælles med tjenestedragterne, men i modsætning til sådanne dragter er de såvel dagligdags- som den eneste dragt for bæreren. Nonne- og munkedragten symboliserer et fundamentalt valg som bæreren har foretaget mht. livet og døden og måden at forholde sig til disse størrelser på.

Mandsparykken der bredte sig i 1600-tallet, blev gennem to århundreder et kendetegn for mænd af stand i modsætning til bønderne, der aldrig tog den vane til sig. På lignende måde var der tydelige skel mellem kvinder af stand, der gik med overdådige håropsætninger (på basis af naturligt hår), og bondekvinder, der havde naturlige hårfaconer og bar «bondehuer».

De dybtgribende sociale forandringer der fulgte med den franske revolution, satte sig også tydelige spor i klædedragten. De revolutionære «sans-culotters» (betydning: uden knæbukser) lange bukser og naturlige, kortklippede hår fortrængte gradvist aristokratiets knæbukser og parykker. Den lange borgerstand rykkede frem på alle fronter. Det kapitalistiske produktionsapparat (konfektionsindustrien og distributionsnettet) satte sine kræfter ind i klassesamfundet. Resultatet har været en stadig udjævning, en «demokratisering» af klædevanerne.

Udjævningen af klædesudtrykket i vort samfund har sin parallel i udjævningen i verdensmålestok. Den vestlige kulturkreds klædeskikke spreder sig i pagt med Vestens herredømme generelt set. Denne klædeskiks mest typiske repræsentant - mandsdragten med jakkesæt m/slips» - bliver et symbol på fremskridt og industrialisering. Andre kulturers egne traditionsrige, frit faldende klædedragt må ofte vige for det vestlige tilknappede jakkesæt.

Klæder som brugs- og bytteværdi

Klædernes betydning var blevet mere og mere fremtrædende. Dette var i tråd med udviklingen i det kapitalistiske samfund i øvrigt. I varesamfundet er vilkårene til stede for, at klæder betragtes og først og fremmest fungerer ud fra andre kriterier end brugsværdikriterierne. Det betyder ikke, at det ikke også i tidligere tider findes klare eksempler på, at klæder blev betragtet ud fra et bytteværdiperspektiv.

I tidligere tider blev kostbare klæder ofte benyttet som fyrstelige gaver. Under teatrets storhedstid i Frankrig (1600-tallet) var det almindeligt, at fyrster og velstående personer forærede kostbare teaterkostumer til de skuespillerinder, som de havde under beskyttelse. I tidligere århundreder var klæder ofte en kapitalanbringelse. En ikke uvæsentlig del af formuen blev omsat til klæder.

Klæderne kom derfor til at give udtryk for ejerens sociale stilling og formueforhold i endnu højere grad end i vor tid. Rige udsmykninger, smykker og ekstra klædedragter båret over hinanden blev brugt som tegn på velstand. Denne type investering i klæder adskiller sig alligevel klart fra vor tids sløsementalitet, når det gælder klæder. Hos bondefamilier med sparsomme ressourcer var klædeinvesteringerne tæt forbundet med klædernes reelle brugsværdi. Bondesamfundet var stærkt traditionsbundet. Et individ der voksede op i dette samfund, behøvede mange forskellig dragter for at dække de forskellige forhold og begivenheder, det ville møde i løbet af året og livsforløbet. På grund af knaphed måtte man begynde at investere i livsgarderoben allerede fra fødslen. Man forlod barndomshjemmet med det nødvendige udstyr i kisten.

Tøj var også almindelig som en vigtig del af lønnen for tjenestefolk. Tjenesteuniformerne har deres oprindelse i et sådant lønsystem. Først kom militæruniformen (under 30-årskrigen kaldt «liberi»). Senere fulgte civil-uniformerne (fra begyndelsen af 1700-tallet og især i 1800-tallet). I de tilfælde hvor sådanne uniformer fortsat er i brug, har de som oftest en stor symbolværdi knyttet til sig. Uniformen i sig selv (f.eks. politiuniformen eller militæruniformen) signalerer et bestemt erhverv. Den giver bæreren en særskilt magt (men repræsenterer også en forpligtelse), som individet ikke er i besiddelse af. Generelt set kan man sige, at mønstret med klæder brugt som gave, løn eller investeringsobjekt ikke eksisterer i vort samfund i dag. Industrialismens gennembrud og masseproduktion opløste dette mønster.

Samfundsøkonomisk betydning

Udgifterne til klæder og sko udgør i vore dage omkring 5 % af den danske gennemsnitshusholdnings udgiftsbudget. Gennem hele det 20. århundrede har der været en tendens til reduktion af fødevare- og tøjudgifter i forhold til husholdningens øvrige udgiftsposter. Alligevel går der fortsat betydelige summer til tøjudgifter. Udover det konkrete pengeudlæg som husholdningen har til klæder, må man også nævne forhold, der ikke kommer med i den almindelige statistik, nemlig egenproduktion og reparation af tøj. Den samlede energi der anvendes til klæder - og til at være optaget af klæder - bliver således betydelig. Og det er især kvinder, der bruger deres energi på klæder - såvel i rede penge som på andre måder.

Klæder som vare har det særlige kendetegn, at de kvalitetsmæssigt bliver dårligere og dårligere. Klæderne bliver på denne måde en særlig grelt eksempel på forbrugersamfundets brug-og-smid-væk-mentalitet. Dette hænger sammen med de overfladiske og udvendige forhold mellem mennesker i det kapitalistiske samfund. Når man mangler egentlig identitet, vil man stadig være henvist til på ny at søge identitet gennem forbrug af varer og tjenester - for at finde en flygtig og pengekøbt skin-identitet.

A.H.


Litteratur

Broby-Johansen: Kropp og klær, Oslo 1954.
H. H. Hansen: Alverdens klædedragter i farver. En dragtgeografi, København 1976.
K. Visted / H. Stigum: Vår gamle bondekultur, bind 2, Oslo 1971.