Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 16.205
: :
Krigskommunisme

Krigskommunisme (russisk: voennyj kommunizm) er betegnelsen for det økonomiske system, der voksede frem i de bolsjevik-kontrollerede områder under den russiske borgerkrig i 1918-20. Systemet var præget af altomfattende statskontrol og kendetegnene var statsovertagelse (nationalisering af så godt som al industri), beslaglæggelse af bøndernes overskudsproduktion uden vederlag, rationering og forbud mod privat omsætning samt en delvis afskaffelse af pengeøkonomien («naturalisering»). Krigskommunismen blev afskaffet på kommunistpartiets 10. kongres i marts 1921 og erstattet af en ny økonomisk politik (NEP). Privat handel og industriproduktion blev atter tilladt, men staten beholdt kontrollen over udenrigshandelen og de største industrivirksomheder - «kommandohøjene» i landets økonomi.

Alle jordejendomme i Rusland blev nationaliseret, da Lenins regering kort tid efter Oktoberrevolutionen udstedte sit jorddekret. Men dekretet indførte alligevel ikke statsdrift i landbruget, for retten til at bruge jorden skulle tilhøre den enkelte bonde. Men igen bonde skulle disponere over mere jord end han og hans familie alene kunne dyrke, og det blev forbudt at leje arbejdskraft. Dette var en vigtig indrømmelse til de stærke egalitære (lige) strømninger blandt de russiske bønder. I virkeligheden var de forlængst begyndt at finde sig til rette på de adelige godser og på mange af storbøndernes ejendomme, som de fordelte mellem sig i overensstemmelse med, hvad de mente var retfærdigt.

Industrikontrol

I industrien fulgte regeringen en mere forsigtig linie. Skønt et dekret fra november 1917 gjorde «arbejderkontrol» lovlig, havde man fra højeste niveau til hensigt indtil videre at bevare en «blandingsøkonomi». Ved årsskiftet 1917-18 blev det Øverste Råd for nationaløkonomien (VSNKh) oprettet for at lede og koordinere industri og handel. Bankvæsenet og handelsflåden blev nationaliseret, men mange vogtede sig vel for at udfordre de privatkapitalistiske interesser mere end absolut nødvendigt, da dette ville kunne føre til et yderligere sammenbrud i industrien. Der blev således ikke fremlagt nogen «køreplan» for statsovertagelse af industrien, og VSNKh's bureauer svarede i starten meget nøje til de forskellige syndikater, som private forretningsfolk havde oprettet før verdenskrigen, og som zarregeringen og den provisoriske regering havde brugt til at øve kontrol med produktionen i krigsårene. Problemet var bare, at partiet endnu ikke havde kontrol med hvad de lokale fabrikskomiteer, fagforeninger og sovjetter foretog sig. To tredjedele af de virksomhedsovertagelser, der fandt sted frem til midten af 1918, var en følge af lokale aktioner, og denne radikale form for «arbejderkontrol» gav hovedpine i VSNKh.

Kravet om nationalisering var stærkt blandt arbejderne, men vanskelighederne forbundet med statsovertagelse i industrien var langt større end i landbruget, hvor produktionen kunne fortsætte på omtrent samme niveau som tidligere. Lokale virksomhedsovertagelser ville - uden en myndig styring udefra - kun føre til kaos. VSNKh sendte appeller til arbejderne om ikke at «nationalisere» virksomheder, der ikke på forhånd var udpeget til nationalisering. Gennem fagforeningerne blev der på samme tid taget mere beslutsomme skridt for at bringe «arbejderkontrollen» «under kontrol».

Borgerkrig

Da dekretet som nationaliserede så godt som al industri i Rusland alligevel kom, udsprang det af borgerkrigen, der var startet en måned tidligere - i maj 1918. Kontrollen med produktion og omsætning er et fælles træk ved krigsførende stater, og den provisoriske regering som bolsjevikkerne styrtede, havde forsøgt at gøre det samme som dem, men var veget tilbage for nationalisering. Dens vigtigste virkemidler var rationering og statsmonopol på korn, men bønderne undgik i vid udstrækning de lave statsfastsatte priser gennem sortbørs. Bolsjevikkerne stod nu overfor det samme problem, men de nærmede sig det med større beslutsomhed. I samme måned som borgerkrigen startede, fik forsyningskommissariatet udvidede fuldmagter til at skaffe korn, og der blev snart grebet til vold. Lenin manede til et «korstog for brød», og myndighederne startede en systematisk beslaglæggelse af «overskudskorn» fra mere velstående bønder. Lenin havde helt tilbage fra 1905 forudsagt, at bønderne ville gøre fælles sag med proletariatet i gennemførslen af den borgerlige revolution. Men i det øjeblik proletariatet tog skridtet videre mod socialismen, ville bønderne som helhed ikke længere være revolutionære. I denne situation ville det være partiets opgave at opmuntre klassekampen i landsbyerne og vinde de fattige bønder for proletariatets sag.

Teorien var således i orden, da der i landsbyerne blev oprettet komiteer af fattige bønder (kombedy), der skulle bistå myndighederne i arbejdet med at «beslaglægge overskudskorn fra kulakkerne». Ordet kulak (storbonde, egentligt knytnæve) blev aldrig nærmere defineret, og fattig-komiteerne kom ikke til at skelne særlig nøje mellem store og mellemstore bønder. I praksis var det ikke kun korn, der blev konfiskeret, men også redskaber, kvæg og jord. Begrebet «overskud» viste sig at være en diskutabel størrelse. I enkelte tilfælde blev selv såsæden taget og sendt til fronten. Det er ikke forbavsende, at bønderne forsøgte at gemme det de kunne af høsten, men jo mindre tjekaen (det hemmelige politi) og «fattig-komiteerne» fandt, desto større brutalitet udviste de.

Fødevarefordelingspolitik

Denne politik, som officielt blev kaldt «fødevarefordeling», førte til mange bondeopstande. De fleste bønder havde alligevel forsonet sig med bolsjevikkerne som det mindste af to onder, for i de områder, der blev generobret af de «hvide», lod godsejerne de bønder, der havde taget deres jord, betale dyrt for det. Men dele af det centrale landbrugsområde var i lange perioder i hænderne på «grønne» styrker. Det gjaldt f.eks. dele af Ukraine, der i 1919-20 blev ledet af bonde-anarkisten Nestor Makhno, og Tombov-guvernementet i 1920-21, under den socialrevolutionære A.S. Antonov. De forsvarede de lokale bønders selvbestemmelsesret og var indstillet på at holde både «hvide» og «røde» ude fra deres områder. Bolsjevikkerne kunne først for alvor vende sig mod disse grupper, da de sidste hvidgardister var blevet drevet i søen fra Krimhalvøen i efteråret 1920.

Den røde armé, der stadig voksede og mod slutningen af borgerkrigen talte 5½ mio. mand, var den vindende part i fødevarefordelingsspørgsmålet. I byerne var det i virkeligheden umuligt at leve, kun på de statslige rationer, og hele 60 % af brødkornet, der fandt vej hertil, passerede gennem illegale kanaler. Det var sortbørsen, der havde æren for, at der endnu var folk i byerne, og i særlig kritiske situationer blev den delvis gjort lovlig. Men helt tiden flyttede der en jævn strøm af byboere og arbejdere til landet, hvor det var lettere at skaffe mad.

Det organiserede kaos

Manglen på arbejdskraft i byerne var en af årsagerne til sammenbruddet i industrien, mobiliseringen bidrog også stærkt til at antallet af industriarbejdere blev halveret i løbet af to år. Produktionen var i 1920 faldet til 1/3 af førkrigsniveauet (1913). Det skyldtes også for en stor del, at kommunikationsnettet var brudt sammen som følge af krigsførslen, at råstoftilgangen var usikker og at det ikke var lykkedes at bringe orden og plan i produktionen på trods af statsovertagelsen. Gennem en overdreven nationalisering, som til slut kom til at omfatte småvirksomheder på ned til 5 ansatte, påtog administrationen sig opgaver, som den ikke havde mulighed for at løse. Krigskommunisme er blevet beskrevet som «et delvis organiseret kaos» med «søvnløse kommissærer i læderjakker, der arbejder døgnet rundt i et forgæves forsøg på at erstatte det frie marked». Opgaven blev ikke gjort lettere ved afskaffelsen af pengehusholdningen i den statslige sektor af økonomien, samtidig med at den galoperende inflation gjorde penge ubrugelige på selve sortbørsen.

Dette var ikke en udvikling, der skete helt af sig selv. Det var nemlig efterhånden blevet mere og mere almindeligt i partiledelsen at betragte krigskommunismen som et gode i sig selv, og de mest yderligtgående tiltag i retning af nationalisering og naturalisering blev i virkeligheden lanceret i efteråret 1920 - efter at krigen var ovre. For når krigskommunismen først havde tvunget sig frem, lå den tanke ikke fjernt, at man faktisk var i færd med at virkeliggøre det kommunistiske samfund - som netop ville være kendetegnet ved fuld statslig ejendomsret til produktionsmidlerne og en afskaffelse af penge- og markedsøkonomien.

Men krigskommunismen var en primitiv form for kommunisme, hvor fødevaremangel var en dyster realitet. Efter krigen blev fødevarefordelingen gennemført med større grundighed end på noget tidligere tidspunkt, men dette kunne ikke løse problemet, for bønderne var i færd med at miste interessen for at dyrke jorden. Regeringen forsøgte at oprette et apparat til kontrol af såning og høst, men det var selvsagt umuligt at overvåge arbejdet på Ruslands 20 mio. landbrug. Høsten i 1920 slog fejl og uroen bredte sig til den sultende bybefolkning. Alligevel var Lenin uvillig til at opgive krigskommunismen, og han ventede helt til februar 1921 med for alvor at åbne op for tanken om en helt ny økonomisk politik. Det var da på høje tid. I Petrograd strejkede arbejderne, og 1. marts udbrød der oprør blandt matroserne i Østersøflåden. Under Kronsjtadtoprørets mørke skygge vedtog den 10. partikongres uden debat Lenins NEP-projekt, som indeholdt væsentlig indrømmelser til bønderne, og som var en opgivelse af krigskommunismen.

Lenin har et sted sammenlignet året 1921 med 1794, det skæbnesvangre år i den franske revolution, hvor krigen mod ydre og indre fjender var slut og kravene om liberalisering havde bragt Robespierre til guillotinen, den 9. thermidor. I Rusland gjaldt det i 1921 om at forhindre, at en foreløbig økonomisk retræte også bragte «thermidorianerne» til magten og fejede bolsjevikkerne væk. Det var derfor nødvendigt, at den økonomiske decentralisering blev ledsaget af en yderligere centralisering af den politiske magt. På denne baggrund forstår vi også, hvorfor Lenin måtte vende sig særlig heftigt mod mensjevikkerne, som i flere år havde forlangt den økonomiske politik indført, som sovjetregeringen nu gennemførte.

J.P.N.


Litteratur

A. Nove: An Economic History of the U.S.S.R., London 1969.