Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 12.646
: :
Krog, Helge
Helge Krog
Helge Krog

Helge Krog (1889-1962), norsk radikal forfatter, kritiker og essayist. Stod som litterat indenfor dramatraditionen fra Ibsen og Heiberg, som essayist og politiker hørte han til Mot Dag-miljøet. Efter krigen førte han det politiske engagement videre som skribent i Orientering-kredsen og som medlem af «Sosialistisk Folkeparti».

Krogs produktion viser konflikten mellem individet og kollektivet. I essayene såvel som i dramatikken kritiserer han det borgerlige snæversyn og individualisme, og stiller problemet om den enkeltes frihed i forhold til en større kollektiv sammenhæng. Som intellektuel socialist revser han borgerskabet og det borgerlige samfund, men arbejderklassen er aldrig til sted i hans stykker. Det er kvinderne, der gør oprør mod det gamle samfund. Disse kvinder er individer, der står alene i deres oprør.

Helge Krog voksede op i Oslo. Moderen var Cecilie Thoresen, Norges første kvindelig student, og Gina Krog var hans tante. Faderen var højesteretssagfører. I 1911 var Krog færdiguddannet cand.oecon., samme år begyndte han som litteratur- og teateranmelder på VG. Senere var han også tilknyttet Dagbladet og Arbeiderbladet som kritiker. Helge Krog kom tidligt med i kunstnerkredsen omkring Olaf Bull og Gunnar Heiberg, og denne kreds fik stor litterær betydning for ham. I 1924 kom han med i kredsen omkring Mot Dag.

Helge Krog debuterede i 1919 med «Det store Vi». Stykket er et angreb på aviserne og viser, hvor umuligt det er at kritisere forhold i samfundet (som f.eks. underbetalingen af syersker) gennem aviserne, så længe disse er økonomisk afhængige af det samfund, der skaber disse forhold. I 1923 kom «Jarlshus», et politisk diskussionsstykke, der rejser spørgsmålet, om det er muligt at nå frem til en forsoning mellem arbejdstagere og -givere. Med «Konkylien» (1929) går han over til at behandle kvindens stilling, særlig set i forhold til erotik og kærlighed.

Sonja i «Konkylien» fremstilles som den nye frie kvinde, der hæver sig over de almindelige seksuelle normer. I modsætning til mændene lever hun for kærligheden og hun ejer evnen til fuld hengivelse. Stykket agiterer på sin vis for større seksuel frihed for kvinder, men kvinden i stykket er mere et drømmebillede, der er skabt af mænds fantasi end et forbillede for en kvindefrigørelse.

I «Underveis» (1931) er hovedpersonen og idealet også en ung fri kvinde. Cecilie Darre bestemmer sig for at få sit barn som ugift og opdrager det alene, men møder modstand fra sin liberale familie, fra faderen til barnet og fra det revolutionære parti, som hun er medlem af. Cecilies vej går bort fra familie, forældre, ægteskab og parti. Alle former for kollektivitet bliver forkastet. Tilbage står kun troen på enkeltindividets storhed.

«Opbrudd» (1936) er et opgør med den romantiske forherligelse af følelsen på intellektets bekostning og den hyperindividualistiske lidenskab, som prægede «Konkylien». Vibeke bryder op, ikke kun fra ægteskabet, men fra kærligheden som individualistisk selvdyrkelse og falsk kultus. To mænd er bærere af dette kærlighedssyn - den ene af den dualistiske kærlighed, den anden af ekstasen. Begge dele bliver lige stærkt fordømt gennem Vibekes opbrud, som fører hende til forståelsen af, at kærligheden hører hjemme i en social sammenhæng.

Helge Krog skrev artiklen «Individualismen krise» som forord til anden udgave af «Opbrudd». Her tager han Vibekes opgør med den individualistiske ideologi op. Krog hævder, at individualismen i sin tid betegnede en ekspansion og et fremskridt, men nu er blevet eksklusiv, isolerende og indsnævrede. Som revsende skribent havde Krog selv netop stået for den radikale tradition, der krævede frihed og udfoldelsesmuligheder for individet. Dette kommer frem i de utallige artikler mod kristendommen og især gennem hans deltagelse i Helvedesdebatten.

I slutningen af 1930'erne og efter krigen skiltes Krogs veje fra Mot Dag-gruppen. Han forkastede ikke socialismen på grund af den negative udvikling i Sovjetunionen. Den materielle grundvold for udviklingen af et socialistisk samfund, fælleseje af produktionsmidlerne, var endnu til stede, hævdede han. Men, som i artiklen «Kvinnenes revolusjon», understregede han gang på gang, at en socialistisk revolution ikke er gennemført, bare fordi den private ejendomsret til produktionsmidlerne er afskaffet. Efter dette er man nødt til kontinuerligt at forandre menneskenes ideologi. Kvindernes revolution er umulig uden at man ændrer de materielle forhold. Men uden en holdningsmæssig ændring, der udsletter patriarkatet, vil arbejderstaten fælde sin egen dødsdom.

Efter krigen fortsatte krog som kritisk essayist. Han var bl.a. medarbejder i «Orientering», hvor han stærkt kritiserede Norges NATO-medlemskab, samtidig med at han erklærede sig som anti-stalinist. Han var heller ikke nådig i kritikken af Arbeiderpartiets politiske udvikling.

Hans artikler er samlet i «Meninger om bøker og forfattere» (1929), «Meninger om mange ting» (1933), «Meninger - Litteratur. Kristendom. Politikk.» (1947). Nye essay efter krigen er «6. kolonne -?» (1946), der retter søgelyset mod kapitalkræfternes holdning under krigen, «Rent ut sagt» (1954), «Sant å si» (1956) og «Pasquino» (1963). Af skønlitterære værker kan nævnes «Kjærlighetens farce» (1920), skrevet sammen med Olaf Bull, «På solsiden» (1927), «Don Juan» (1930), skrevet sammen med Sigurd Hoel, «Treklang» (1933), «Kom inn!» og «Levende og døde», begge fra 1945.

H.E.K.