Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Filosofi, Sociologi
Læst af: 14.493
: :
Kollektivitet

Kollektivitet betegner et forhold mellem mennesker, som beror på gensidighed, sammenhold og solidaritet. Gennem kollektivitet indgår mennesker i en større meningsfyldt social helhed: man bliver, hvad man er ved sit forhold til andre, men uden derved at udviske sine individuelle særtræk - sin individualitet.

Kollektivitetens modsætning er individualismen: den forblindelse der består i at man tror, at man er hvad man er i sig selv - uafhængig af andre. Liberalismen er individualismen som samfundsfilosofi: samfundslivet som en samling af stridende og konkurrerende enkeltindivider, der forfølger egne særinteresser. Kollektivitet må samtidig skelnes fra kollektivisme - et tvangsmæssig indordning af individer i en større social enhed.

Det stalinistiske Sovjetunionen var en form for kollektivisme, hvor staten gennemsyrede alle sider af samfundslivet, og hvor det enkelte menneske var frataget rettigheder, som kunne værne om den individuelle integritet. Kollektivitet adskiller sig samtidig fra konformitet: det forhold at den enkelt er som de andre, men uden at være sig selv. Den nordamerikanske samfundsforsker David Riesman har analyseret USA, som et sådan konformt samfund - «the other-directed society» - i studiet «Den ensomme masse» (1950).

I den moderne historie kan man nævne tre institutioner, der har forsøgt at give samfundsborgere eller -grupper en kollektiv identitet: nationen, kommunistpartiet og den faglige organisation.

Kollektiv identitet i nationalstaten

Oprettelse af nationalstaten fulgte den borgerlige revolution og opfyldte to formål: For det første indstiftede den som formelt princip ligheden mellem alle samfundsborgere uanset national tilhørsforhold - senere udvidet gennem det politiske demokrati. For det andet gjorde den det i høj grad muligt at mobilisere befolkningen omkring nationale særinteresser i konflikten med andre stater. Nationen opstod samtidig med den liberale forfatningsstat og den almindelige værnepligt. Rigssproget var vigtigt for at udvikle den nationale identitet. Det dæmpede regionale og sociale sprogforskelle indenfor nationen og gav samtidig den enkelte nation et sprogligt fællesskab, forskellig fra andre nationalstater. Sproget var nationens hus.

I det 20. århundrede har nationaltanken ofte fået karakter af reaktionær nationalisme. Det mest dystre eksempel er i den henseende Hitlers nationalsocialisme, der mobiliserede det nationale kollektiv for den tyske storindustri. Men på samme tid var nationalfølelsen en drivende kraft i modstanden mod fascismen under 2. verdenskrig. I efterkrigstiden er det især i den tredje verden, at nationalismen har spillet en progressiv rolle; de nationale befrielsesbevægelser har ofte ført en kamp både for uafhængighed fra kolonistyre og for oprettelsen af demokratiske institutioner. I de udviklede kapitalistiske lande har nationalismen derimod i høj grad mistet sin frigørende betydning; det nationale fællesskab skjuler dybere sociale og politiske konflikter.

Kollektiv identitet i kommunistpartiet

Kommunistpartiet var i sin oprindelige leninistiske form er et kampparti for en borgerkrigssituation. Partiet har en nærmest militær kommandostruktur, der gør medlemmerne til ledelsens redskab. Denne organisation - der selv har et kollektivistisk præg - tager parti for den kommunistiske kollektivitet, dvs. individets totale frigørelse. Kriteriet for hvorvidt dette parti er en organisation, som faktisk bringer politisk og social frigørelse ligger i, hvorvidt det fremmer samfundsforhold, der gør partiet selv stadig mere overflødig. Erfaringen efter den russiske oktoberrevolution har været den modsatte: I de lande hvor kommunistpartier har fået magten, har de tværtimod befæstet og styrket deres position som ledende og statsdyrkende partier. Kommunismens historie viser overvejende det tvivlsomme i at ville udvikle kollektiviteten som en ny samfundsform gennem en organisation, der selv arbejder ud fra principper, som delvis står i modsætning til hvad den vil opnå.

Kollektiv identitet i nationalstaten og i det kommunistiske parti har et væsentligt fællestræk, derved at kollektiviteten skabes med staten som redskab. Ved at lade staten blive det identitetsskabende organ, bliver kollektivitetens idé imidlertid for abstrakt, og selv ikke i den kommunistiske tradition siger man noget om de særlige, konkrete træk ved et kollektivt omformet samfund.

Kollektiv identitet i fagbevægelsen

Mere perspektivrig er i denne forbindelse fagbevægelsen som kollektiv organisation. I udgangspunktet er den etableret for at forsvare arbejderklassens materielle, økonomiske, interesser og fremmer forestillingen om kollektiv handling: arbejderklassens interesser bliver ikke opfattet som summen af de enkelte arbejderes egeninteresser, men som en fælles værdistandard for klassen. Overfor kapitalistklassens profitorienterede konkurrence stilles arbejderklassens organiserede sammenhold. At stå sammen bliver vigtigere end de umiddelbare økonomiske fordele, som den enkelte arbejder kan opnå ved at stå på egne ben.

Når en arbejder i en strejkesituation vælger at optræde solidarisk fremfor at opnå kortsigtede fordele ved at være strejkebryder, er det ikke kun ud fra en økonomisk tankegang om, at arbejderklassen på lang sigt vil tjene mest på den solidariske handling. Spørgsmålet om solidaritet er i sidste ende af moralsk karakter: det peger mod et samfund, hvor menneskets adfærd er reguleret ud fra andre værdimål end de borgerlige.

Teorier om kollektivitet

Trods det at marxismen har en teori om historisk forandring gennem kollektiv handling, har den kun i ringe udstrækning uddybet, hvad kollektivitet er. Marxismen står stærkt i analysen af de store enheder indenfor politik og økonomi, men den er forunderlig svag i forståelsen af samfundslivet på det mellemste niveau - alle de forskellige grupper af mere eller mindre kollektiv art, som mennesket deltager og tilbringer sit liv i.

Visse forskelle indenfor den sociologiske teori kan kaste lys over kollektivitetens problem. Man kan ud fra den nordamerikanske sociolog Charles H. Cooley (1864-1929) skelne mellem to typer af grupper: primær- og sekundærgrupper. Primærgruppen - f.eks. familie, kammerater eller naboer - er kendetegnet ved, at samkvemmet er fortroligt, nært og varigt over tid. Den er «primær», fordi den former den enkeltes væremåde overfor andre mennesker overhovedet. Der opstår et «vi», siger Cooley, og dette «vi» er enhver en del af, eller rettere sagt: Enhver føler sig ikke adskilt fra de andre, men tværtimod som en helhed sammen med dem. Sekundærgruppen - f.eks. stat eller parti - er kendetegnet ved, at kontakten bliver formidlet via et eller andet medium: telefonen, TV eller rundskrivelser.

En tilsvarende teori er udformet af Jean-Paul Sartre i «Kritik af den dialektiske fornuft» (1960). Her skelner Sartre mellem «serien» og «gruppen». Serien er det tilfælde af menneskelig samkvem, der er udtryk for gensidig afmagt, som f.eks. i kødannelsen. Enhver står på rad og række som enhver anden, f.eks. med et kø-nummer, og enhver ville have fordel af, at de andre ikke var der. Og for så vidt som man ser med de andres øjne på sig selv, har man også fordel af ikke at være der selv. Enhver er således overflødig. Enhver i serien er i samme situation som de andre, men ikke som i gruppen, i en fælles situation.

Mens serien gør enhver til en anden end de andre, er gruppen en tilstand, hvor enhver er den samme som de andre: gruppens virksomhed er det fælles arbejde. Hvis de der stod i bus-køen senere må sørge for, at løfte bussen op af grøften, forvandles de til en gruppe. Det er en bestemt opgave, som gør dem til gruppe. Denne opgave vil i sig selv skabe arbejdsdeling mellem gruppens deltagere: nogle må tage fat foran, andre bagi, de stærkeste må tage de tungeste løft, mens de med dårlig ryg må tage fat noget forsigtigere osv. Men selv om alle gruppedeltagerne skulle gøre forskellige ting, vedbliver de at udgøre et fællesskab, såfremt disse forskellige handlinger til sidst peger frem mod noget alment, noget fælles.

Kollektiviteten skabes ifølge Sartre gennem handlingsgrupper: de handler i form af kamp, arbejde, spil og lignende. Som Sartre skitserer de kollektive grupper, er de gerne små og overskuelige, uden lederskab og indre magtudøvelse. Den modsatte yderlighed udgøres af de kulturelle, politiske og økonomiske bureaukratier - uigennemsigtige, hierarkiske og serielle organisationer, der skaber afmægtighed. I en mellemposition står f.eks. partierne. De udtrykker kollektiv handling, men har samtidig en seriel karakter pga. de stivnede partiapparater. Også Sartre lader imidlertid det centrale spørgsmål stå ubesvaret: Hvordan forene tanken om kollektivitet med de store organisatoriske enheder, som et moderne industrisamfund nødvendigvis vil medføre?

R.S. / D.Ø.