Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 7.986
: :
Lie, Haakon
Haakon Lie
Haakon Lie

Lie (1905-), fremtrædende norsk arbejderpartimand. Har spillet en speciel rolle i norsk politik i efterkrigstiden. Haakon Lie var en mand med ualmindelig stor rigspolitisk indflydelse, men han udøvede al sin magt i lukkede partifora og unddrog sig dermed demokratisk indsigt og kontrol. Som alle særprægede magtpersonligheder opladede han spændinger i sine omgivelser, men ingen organer i Arbejderpartiets ledelse var egnet til at løse dem. Da udladningen endelig kom, havde den karakter af et så forbitret personopgør, at det praktisk talt aldrig udspilles i norsk politik.

Haakon Lie kom til Arbejderpartiet som sekretær i AOF i 1932. Det nye oplysningsforbund skulle drive bevægelsens hæderkronede studie- og skolingsvirksomhed videre under mere effektive former, men Haakon Lie gav det endvidere en ny retning: Viden og indsigt blev stillet i partiets tjeneste som middel til propaganda. Han brød på dette punkt med den ældre oplysningslinie, som bl.a. Halvard Lange stod som talsmand for.

Hans mest påfaldende indsats bestod i at modernisere og standardisere partiets og fagbevægelsens mødekultur. Ved hjælp af moderne reklamebureauer blev der udformet symboler, arrangeret propagandamidler, koreograferet mødeoplæg og tilført forstærkeranlæg, spotlights, facadefilm, røg- og ildskrift og andre suggestive masseeffekter. Arbejderpartiets møder truede flere steder med at få et rent fascistisk træk. Noget som mange deltagere i samtiden så på med uro.

Ved siden af sit pågående og talentfulde organisationsarbejde, øvede Lie som medlem af radiorådet indflydelse i 1930'erne. Han var der med til at dreje radioen væk fra den venstredominerede folkeoplysningslinie og hen imod en mere journalistisk form.

I aprildagene i 1940 spillede Lie under al forvirringen en afgørende rolle i propagandaarbejdet - både i arbejderbevægelsen og generelt - og drev i nogle dage radiosenderen på Hamar, som i praksis var den eneste frie kommunikationskanal, som regeringen Nygaardsvold rådede over.

Senere under krigen kom Lie til London, hvor han var tilsluttet regeringskontorerne, og drog videre til USA, hvor han blev såkaldt arbejderattache ved delegationen i Washington. Stillingen benyttede han til at knytte kontakter med nordamerikansk fagbevægelse, og med dette i bagagen stod han ved befrielsen i 1945 rustet til sin egentlige hovedopgave i norsk arbejderbevægelse: Kampen for at dreje hele bevægelsens internationale forankring fra øst mod vest, fra sovjetisk indflydelse og socialisme mod vestlig kapitalisme. Opgaven blev mulig, da han på Arbejderpartiets landsmøde i 1945 blev valgt til partiets generalsekretær.

Lie spillede gennem sin plads i Arbejderpartiets hovedbestyrelse en afgørende rolle i nedkæmpelsen af de norske kommunisters indflydelse i perioden 1946-69, og gennem den serie af vedtagelser som skridt for skridt forpligtede partiet i NATO-retning - frem til den endelige beslutning i 1949 - og siden i en skånselsløs kamp mod alle elementer i og udenfor bevægelsen, som kunne true med at rejse en opposition mod dette livsværk. Detaljerne er her ikke systematisk blotlagte. Kun i NATO spørgsmålet er hans initiativ fuldt ud dokumenteret. I andre sager kaster den politiske memoirelitteratur kun undtagelsesvis lys over hans metoder og virksomhed.

Til disse metoder hørte hans specielle personlighed. Haakon Lie var ualmindelig temperamentsfuld, og rådede over et register der spændte fra den mest blændende charme til det vildeste raseri. I 1940-, 50- og 60'ernes arbejderbevægelse har han derfor efterladt sig meget varierende minder: Gamle Olufine i Austbygda husker ham som en opildnende og morsom agitator af Tranmælsk kvalitet; Venstreorienterede studenterpolitikere oplevede bogstavelig talt at blive spyttet på til afsked efter at have modtaget de mest utrolige møgfald på partisekretærens kontor.

Haakon Lies glanstid var i 1950'erne. Da skrev han sit McCarthyistiske kampskrift «Kadrepartiet» (1954), som blandt andet advarede arbejderbevægelsen mod Dagbladets kommunistiske linie.

I 1960'erne måtte han opleve atomprotestbevægelsen, splittelsen i EF spørgsmålet, oppositionen mod USA i Vietnamkrigen og den generelle radikalisering som en serie personlige nederlag. Han kom ud af takt med partiet, og i 1967 rettede Einar Gerhardsen under partiets landsmøde det nødvendige dolkestød mod ham i en tale, der med kradse ord fordømte hans uheldige sider - en uforglemmelig episode i nyere norsk historie. To år senere trak Lie sig tilbage fra sekretærstillingen i partiet. Tiden var rullet over og forbi ham; Kun Nobelkomiteens mange ejendommelige valg af fredspriskandidater gennem 1970'erne var konkrete eftervirkninger af hans indflydelse. Komitéflertallet bestod af folk, plukket fra hans fløj af partiet.

Lie udgav i 1975 sine efterkrigsmemoirer: «Som jeg ser det». En bog hvor han giver sit bedste: Skarp analyse, klare linier, illusionsløs realisme - og mere af sidstnævnte end modparten Einar Gerhardsen blotlagde i sine memoirer.

H.F.D.