Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.309
: :
Lie, Jonas
Jonas Lie
Jonas Lie

Lie (1833-1908), norsk forfatter, en af de fire store i den moderne gennembrudslitteratur i Norge. Jonas Lie er mest kendt som realistisk problemforfatter, men skrev romaner, skuespil og noveller som dækker forskellige perioder og forskellige stiltraditioner i den norske litterære historie i sidste del af forrige århundrede.

Hovedtemaerne i hans digtning er familien, ægteskabet, kvindernes situation og den nye pengeøkonomi. Lies værker behandler de modsætninger og problemer, som store dele af borgerskabet, småborgerskabet og embedsstanden stødte ind i ved overgangen til kapitalistiske produktionsforhold. Lie forkaster ufriheden og tvangen i det gamle samfund, men er meget kritisk overfor værdiopløsningen og forretningsmoralen i det nye. Det gør ham mere og mere negativ overfor kapitalismen.

Biografi

Jonas Lie blev født i Hokksund i Eiker. Faderen var jurist og tilhørte en gammel embedsmandsfamilie. Senere boede familien i Tromsø og på Onarhem i Kvinnherad. Den sidste tid før han i 1851 tog studentereksamen, gik han på Heltbergs studenterfabrik i Kristiania (Oslo) hvor han mødte Bjørnstjerne Bjørnson, som trak ham ind i det litterære og politiske miljø. Politisk var Lie stort set på linie med Johan Sverdrup og Bjørnson i 1860'erne, men han stillede sig længe skeptisk til den folkelige bevægelse, som Søren Jaabæk repræsenterede. Først i slutningen af 1860'erne nærmede han sig gennem skandinavismen og grundtvigianismen de demokratiske tanker.

Jonas Lie blev færdiguddannet som jurist i 1858 og slog sig ned på Kongsvinger som sagfører. På grund af de gode økonomiske tider blev han revet med i tømmerspekulationen, men gik fallit da der kom økonomiske nedgangstider og sad tilbage med en enorm gæld. Han bestemte sig nu for at prøve at leve af at skrive. I dette blev han støttet af sin kone, Thomasine Lie, som havde stor betydning for alt hvad han senere skrev. Hun var ikke bare sproglig og stilistisk konsulent, men var også med til at udarbejde handlingen og hovedmotiverne i en række bøger. Lie siger, at det var hende, der gav ideen til de romaner, der regnes for hans vigtigste kvindebøger: «Familien paa Gilje» og «Kommandørens Døtre».

I perioden 1870-1882 indtog Lie ofte konservative standpunkter i samfundsspørgsmål og blev nærmest regnet for højredigter. Men fra begyndelsen af 1880'erne tager Lie - som han selv siger - et opgør med embedsmandens søn. Han mener ikke borgerskabet er i stand til at gennemføre demokratiet og sætter i stedet sin lid til bonden og «arbejdsmanden».

Familien Lie flyttede i 1882 til Paris og blev boende der til 1906. Her holdt de åbent hus for de skandinaviske digtere. Thomasine Lie døde i 1907 og Jonas i 1908.

Forfatterskab

I perioden 1866-1905 udgav Jonas Lie hele 35 værker. Hovedsagelig romaner men også digtsamlinger, noveller og skuespil. Litteraturhistorisk har Lie antagelig haft størst betydning, gennem de bidrag han gav til norsk romandigtning. Han afprøvede mange forskellige stilistiske former - blandt andet den litterære impressionisme.

Lie inddrog også helt nye områder i sin digtning. I «Den Fremsynede eller Billeder fra Nordland» (1870) og «Tremasteren «Fremtiden» eller Liv nordpaa» (1872) skildrer han nordnorsk natur og folketro. Her indfører han også pengene, butikken og fallitten i norsk litteratur. Desuden fortæller han om fiskeri, søfart, om samer osv. «Lodsen og hans Hustru» (1874) er den første norske ægteskabsroman og den første søroman. Sammen med «Rutland» (1880), der også er en sø- og ægteskabsroman, udgør disse fire bøger en særlig del af Lies forfatterskab. Miljøet er stort set hentet fra småborgerskabet. Genremæssigt ligger de nærmere det man kan kalde fortælling, end det vi i dag forbinder med roman. Dette skyldes både fortællermåden og indholdet, der fortæller om spændende optrin og eksotiske steder - for det borgerlige publikum - som Nordnorge eller Sydamerika. I «Lodsen og hans Hustru» er der f.eks. en lang fortælling fra Sydamerika, som er den rene røverroman.

I romanen «Thomas Ross» (1878) og «Adam Schrader» (1879) ses klart en udvikling i fortællerteknikken. Der er flere optrin, samtaler og replikker end tidligere. I disse romaner og i skuespillet «Grabows Kat» (1880) er hovedtemaet de primitive og irrationelle kræfter i menneskesindet.

Jonas og Thomasine Lies hjem i Paris, hvor de boede fra 1882 til 1906.

Romanen «Gaa paa!» (1882) betegner overgangen til det moderne gennembrud. En snæver fjordbygd - et billede på Norge - får nyt liv gennem økonomisk opblomstring. Anvendelsen af autentisk materiale - f.eks. i skildringen af livet til søs - sammen med brug af folkemålsord og -udtryk, udgør et langt skridt i retning af impressionistisk realisme. «Gaa paa!» er den eneste af Lies romaner, der udtrykker en entydig begejstring overfor den nye økonomiske udvikling. I de andre gennembrudsbøger er det de nye liberale ideer, han stiller sig positivt overfor, mens han kan være skeptisk overfor de forhold, som klassesamfundet skaber. Dette gælder «Livsslaven» (1883) og «Maisa Jons» (1889), der skildrer arbejdermiljøer, og som viser klassemodsætninger, klasseundertrykkelse og hvad dette fører med sig. Særligt «Maisa Jons» giver et nådesløst billede af borgerskabet. Stilen er impressionistisk.

Denne stil er endnu tydeligere i «Familien paa Gilje» fra samme år. Et eksempel på denne impressionisme er anvendelsen af de såkaldte ekspressive anføringsverber - ord for handling eller bevægelse der erstatter udsagnsverbet: «God dag» kyssede han hende. Romanen handler om kvindeundertrykkelse, tvangsægteskab og spirende kvindelig selvstændighedstrang. Handlingen er henlagt til 1840'erne, men må ses som et angreb på patriarkatet og embedsstandens konventionelle holdning til kvinder i samtiden. Både Brandes og Kielland anså pga. emnet romanen for ligegyldig. I 1886 udkom den roman, der regnes for hans største kvinderoman: «Kommandørens Døtre». Den behandler kvindernes skæbne i embedsmandsmiljøerne. Livslykken bliver dræbt af alle konventioner, og den tvang dette miljø presser de unge kvinder ind i.

Det er i bøger fra 1880'erne, at Lie klarest viser sammenhængen mellem menneskenes skæbne og klassemodsætningerne. Den kritiske, revsende roman rummer også en tro på, at det er muligt at finde frem til ondskabens årsager, de skæve samfundsforhold, og at det er muligt at rette op på dem. I hans bøger fra 90'erne forandres dette. I «Onde Magter» (1890) findes der f.eks. noget truende og mørkt, som ikke længere kun forklares ud fra samfundsmodsætningerne, selv om samfundet skildres realistisk nok, med jagt på penge, klassedeling osv. I «Trold» I og II (1891 og 1892) forlader Lie også den realistiske ramme og går over til eventyret, der som tema overvejende har trolden i mennesket; jalousien, kærlighedslængslen, erotikken. Der er naturmytiske sagn, allegoriske fabler, osv. Fortællermåden er mere folkelig end i romanerne.

Lie vendte igen tilbage til romanen og den realistiske form, men fik en friere holdning til sandsynlighedskravet, der gør sig gældende, både når det gælder form og indhold. Hans kritiske holdning til det nye borgerskab bliver også stærkere. I «Niobe» (1893) viser Lie, hvordan børn som har fået en fri opdragelse bliver produkter af to modstridende tendenser: Idealismen og friheden som de er opdraget til og den værdinihilisme som møder dem i det nye samfund. I «Naar Sol gaar ned» (1895), der handler om ægteskab og jalousi, findes også en klar kritik af de nye borgerlige, frigjorte mennesker, og den normopløsning de står for. Lie opfatter dem først og fremmest som frigjorte fra moralske bånd.

Efter århundredeskiftet handler romanerne i endnu stærkere grad om manglen på faste værdier og om den ødelæggende nye forretningsmoral. Det sidste klarest i «Ulveungerne» (1903). «Naar Jerntæppet falder» (1901) og «Østen for Sol, Vesten for Måne og bagom Babylons Taarn!» (1905) repræsenterer også en fornyelse af romangenren. «Jerntæppet» er en såkaldt kontrapunktisk roman - uden hovedperson og med et stort persongalleri, der er holdt sammen af en fælles tematik. Denne roman handler om, hvordan passagerer på en atlanterhavsdamper kaster den maske, de går rundt med, og viser hvem de virkelig er, da der opstår et rygte om, at det er en bombe i lasten. Skibet er også et billede på verden og på fællesmenneskelige problemer. «Østenfor Sol... » er en stiliseret fortælling om konkurrence og misundelse. Før hvert kapitel er der en skitse eller en fabel, som fortæller om, hvad der foregår mellem menneskene. Denne genreblanding er med til at understrege den sammensatte menneskenatur, men også et sammensat verdensbillede.

Jonas Lie skrev også en række skuespil - særligt i 90'erne. Det mest interessante er måske «Wulffie & Co» (1900). I dette stykke kritiserer han ikke blot udvæksterne på det nye samfund. Han fordømmer det kapitalistiske system, som gør det muligt at tjene sig rig på andres ulykke.

Værdigrundlag

Det er muligt at uddrage Jonas Lies værdigrundlag og samfundsforståelse af hans holdning til familien og kærligheden. Næsten alle værker drejer sig om familien i overgangen fra den patriarkalske til den moderne kernefamilie, og han tager parti for den sidste. Denne familieform er udsat for ydre pres, men kærligheden styrker sammenholdet og gør det muligt at finde et trygt sted, hvor det er muligt at være menneske.

Tre romaner fra forskellige perioder i Lies forfatterskab kan anvendes som eksempler på hans samfundsforståelse. I «Lodsen ... » repræsenterer kærligheden et respektabelt familieliv, der står i modsætning til de farer, sømandslivet og det ikke-norske repræsenterer. Den står også i modsætning til storborgerskabets indholdsløse og dekadente liv, som ikke har småborgerskabets arbejdsfællesskab. «Familien paa Gilje» viser hvordan den patriarkalske familie - som ikke er bygget på gensidig kærlighed - forkrøbler menneskene. Til trods for at de elskende ikke får hinanden, er Inger-Johanne i stand til at yde noget for andre mennesker, på grund af at hun har oplevet kærligheden. Men denne vej fremstilles ikke som entydig positiv. Der stilles spørgsmål ved, om dette ikke sker på bekostning af en tryghed, som den gamle familie trods alt havde.

I «Naar Jerntæppet falder» accepterer Lie angsten som et uundgåelig vilkår for menneskeligt liv, men kærligheden kan føje sammen og skabe samhørighed. Kærligheden er sårbar og man må kæmpe for at virkeliggøre den, men den er det eneste der er værd (og muligt) at kæmpe for. Mens familien i det tidligere forfatterskab havde et aktivt, positivt indhold, repræsenterer de nu mere og mere en tilbagetrækning fra samfundet til det private og personlige.

H. E. K.