Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
    .  Kunst
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 156.815
: :
Realisme
For B. Brecht var realismen en holdning, forenelig og endog afhængig af kunstnerisk eksperiment. Her er Brecht som musiker i en teaterforestilling i München.

Realisme kan defineres som en kunstnerisk eller litterær retning, der så trofast som muligt forsøger at gengive virkeligheden i alle dens aspekter, og som bygger på størst mulig grad af sandsynlighed.

Realisme er et af de mest omstridte begreber indenfor kunst- og litteraturteorien, og dette kommer ikke mindst af, at det har forskellige betydninger indenfor forskellige sammenhænge. Tre hovedbetydninger af ordet har en tendens til at flyde sammen og anvendes om hinanden: 1. Realisme som kunstnerisk metode, 2. Realisme som kunstnerisk holdning og impuls og 3. Realisme som periodebetegnelse.

Realisme som kunstnerisk metode

Med dette menes særlige skrivemåder eller kunstneriske teknikker, som man er blevet vant til at opfatte som «realistiske». Indenfor litteraturen kan det for eksempel være den løbende beretning uden afbrydelse fra begyndelse til slutning, hvor beskrivelser af omverdenen og skildringer af detaljer og ting spiller en betydelig rolle. Den realistiske skildring søger at forme miljøer og skikkelser på en sådan måde, at de er troværdige, at der er et samspil mellem skikkelsernes psykologiske træk og deres miljø. Der bliver lagt vægt på at gøre det muligt for læseren at kunne identificere sig med de vigtigste skikkelser, eller tage afstand fra dem der er gengivet som skurke.

Skrivemåden er præget af en tilnærmelse til dagligsproget. Skikkelser og hændelser kan opfattes som repræsentative for den epoke, de har deres ophav i. Det sociale univers som fremstilles i værkerne, er præget af, at alle grupper og lag har deres plads, og at situationerne der bliver gengivet kan siges at fremvise hændelser der udspringer af det daglige liv. Den realistiske metode kommer i første række til udtryk i romaner og dramaer.

På samme måde kan man sige, at den realistiske metode i billedkunsten er præget af en fremstilling. hvor personer og objekter fremtræder umiddelbart genkendelige. Perspektivet forvrides ikke, fremstillingen opspaltes ikke, og tilskueren skal kunne «gå ind i, og blive en del af værket».

Den realistiske metode stræber efter at være observerende og dokumenterende, og forsøger at gengive det som bliver skildret så objektivt som mulig. I dette ligger der et dilemma, fordi den realistiske metode også kræver, at der bliver taget stilling til de problemer, som bliver behandlet i kunsten. I det sande realistiske værk bliver der derfor lagt vægt på, at den objektive og den subjektive impuls skal gå op i en højere enhed.

Den realistiske metode medfører også, at visse emner bliver opfattet som mere realistiske end andre, for eksempel skildringen af sociale og psykologiske konflikter. Den realistiske metode tager afstand fra skønmaleri og tildækning af konflikter. Den har til formål at afsløre, og det sker gennem fremstilling af emnet på en sådan måde, at det er umiddelbart muligt at forstå.

Realisme som kunstnerisk holdning og impuls

Ud fra denne opfattelse betyder realisme, at der i al stor kunst findes en bevidst tendens til at nærme sig virkeligheden, til at efterligne omgivelserne og fremstille dem på en sådan måde, at de bliver genkendelige. Kunstværkerne bygger på empiriske iagttagelser og følger sandsynlighedens love. Den realistiske impuls i kunsten optræder til alle tider og ytrer sig gennem forskellige fremstillingsmåder, afhængig af de historiske forhold den er blevet til under. Den fremstiller erfaringer og opsamler indtryk, som er fælles for samfundet. Den realistiske impuls er logisk og sandsynlig, den er ikke uden form, men formen er ikke dominerende. Den realistiske impuls er til stede i kunsten som en lovmæssig kraft, der driver den til at tage standpunkt til historien og virkeligheden på en sådan måde, at konflikterne kommer til udtryk. De historiske elementer som peger fremad, får særlig vægt. I denne forstand er realismen ikke knyttet til hverken en særlig fremstillingsmåde eller til den tredje betydning af begrebet: Realisme som periodebetegnelse.

Realisme som periodebetegnelse

Som periodebetegnelse refererer realisme til den litterære og kunstneriske retning, som var dominerende i anden halvdel af den 19. århundrede. Som periodebetegnelse er realismen kommet til at præge opfattelsen af, hvad der er realistisk fremstillingsmåde. De værker som ligger tæt op ad den dominerende fremstillingsmåde fra den realistiske periode bliver ofte regnet for at være realistiske.

Denne betydning blev først anvendt i Frankrig i 1826 i en artikel i tidsskriftet Mercure français du franais siècle. Det hed da, at «denne franais doktrin som hele tiden vinder terræn og som sigter mod en trofast efterligning - ikke af de store kunstværker - men af det originale som naturen tilbyder os, kan med rette kaldes realismen, og efterhånden vil den komme til at præge litteraturen i det nittende århundrede, det sandes litteratur».

Dermed blev realismen sat op overfor klassicismen, der havde de klassiske værker som model. Realisme kom også til at stå som betegnelsen for det modsatte af romantikken, der blev anset for at være præget af subjektivitet og virkelighedsflugt. Også som periodebetegnelse følger realismen efter romantikken.

Nærliggende begreber

Begrebet anvendes også ofte i sammensætninger. Poetisk realisme - som er en slags tidlig form for den egentlige realisme - er både en periodebetegnelse og en karakteristik af holdningen i forskellige kunstværker. Det karakteristiske ved den poetiske realisme er, at den forener virkelighedsskildringen med et poetisk og moralsk ideal. Det individuelle bliver knyttet til noget typisk. På den ene side peger den poetiske realisme mod den «egentlige» realisme ved at skildre skikkelser indenfor en social sammenhæng. På den anden side peger den i retning af noget romantisk, ved at den har en tendens til at skønmale og til at undlade at sætte navn på de klareste sociale konflikter og ved at have et idealiserende formål.

Psykologisk realisme anvendes ofte til at betegne litterære værker, hvor vægten er lagt på at bore i og fremstille psykologiske processer. På den anden side kan man trække den sociale realisme frem, som lægger vægten på at skildre de samfundsmæssige forhold og processer, og som i mindre grad koncentrerer sig om det enkelte individs psykologiske udvikling. Den forsøger at fremstille de store linier i et samfunds historiske forvandling - ofte i flere binds romanserier.

Realismen afgrænses ofte fra naturalismen, som den er nært beslægtet med som kunstnerisk retning, og som betegner perioden som følger efter. Naturalismen var imidlertid mere rettet mod at efterligne virkeligheden på en næsten fotografisk og videnskabelig objektiv måde. Den kan siges at være en form for kunstnerisk positivisme, som søger forklaringen på sociale og psykologiske fænomener ud fra direkte årsagsforklaringer. Den går ud fra, at den kunstneriske skaberakt er en parallel til et videnskabelig eksperiment, hvor kunstneren undersøger hvad der sker med individerne og samfundene, hvis bestemte forudsætninger foreligger. Indenfor den naturalistiske teori bliver historiens gang fremstillet som en entydig lovmæssig række. De kunstneriske virkemidler i naturalismen er skildringer med vægt på dokumentation, detaljenøjagtighed og reportageprægede indslag. En sen udløber af naturalismen er den såkaldte superrealisme i 1960- og 70'ernes malerkunst.

Lukács' realismebegreb

György Lukács er den indenfor den marxistiske tradition, der er kommet med det mest omfattende bidrag til en bestemmelse af realismen. Hans realismeopfattelse bygger for det første på, at det realistiske værk skal være typisk. Det vil sige, at de skikkelser og begivenheder der fremstilles skal være en syntese af det almene og det individuelle. Fremstillingen skal pege ud over det enkelte individ og den enkelte begivenhed, være præget af repræsentativitet og historisk perspektiv, men må ikke miste sin karakter af at være enestående. Det realistiske værk må genspejle virkeligheden på en sådan måde, at de objektive forhold træder frem, men ses gennem et subjektivt temperament. Der må opstå en syntese mellem det subjektive og det objektive. Ifølge Lukács' opfattelse var romantiske og modernistiske værker præget af, at det subjektive tog overhånd, mens derimod naturalismen var præget af, at det objektive tog overhånd. Det var kun overfladen og det almene, der trådte frem.

Lukács andet centrale begreb gælder kravet om at kunstværket skal være præget af en totaliserende genspejling: En realistisk roman skal forme den historiske helhed. Både gennem udvalget af detaljer, i skildringen af omverdenen og i portrættegningen af skikkelser og sociale grupper. Den historiske logik skal træde frem i værket.

Lukács realismeteori indholder også begrebet realismens triumf. Dette er et omstridt punkt i realismeteorien, som går ud på, at til trods for at en forfatter bliver opfattet som reaktionær, kan hans værker give udtryk for de progressive træk ved historien. Realismen sætter sig så og sige igennem på for forfatterens bevidste holdninger (se Balzac). Lukács udvidede dette og hævdede, at historiens logik kommer til udtryk i de realistiske kunstværker, uanset hvad der er kunstnerens bevidste intentioner.

Lukács stillede sig skeptisk til det han opfattede som tendenskunst, som han betragtede som en form for naturalisme. I stedet mente han, at realismen udtrykker partiskhed. Det vil sige, at den indtager parti for de progressive kræfter i historien. I dette begreb ligger der altså noget andet, end det der blev udmøntet i Stalintidens Sovjetunionen, da det kom til at stå for, at kunsten skulle udtrykke partiets meninger.

Centralt i Lukács' angreb på modernismen, ekspressionismen og forskellige former for dokumentarisme er opfattelsen af, at det er nødvendigt at tage vare på og knytte båndene til den kulturelle arv fra borgerskabets progressive epoke. Hans holdninger til litteratur og kunst er en slags folkefrontspolitik på kulturens område. Han angreb modernismen, fordi han opfattede den som en type formalisme, som bedrev formeksperimenter for formens egen skyld. Han var modstander af kunstneriske retninger, som ikke gestaltede helheder, fordi han mente, at kun den helhedsorienterede fremstilling kan give den identifikation med værket, som kan give ny indsigt.

Kritisk og socialistisk realisme

Indenfor marxistisk litteraturkritik og -teori skelnes der mellem kritisk realisme og socialistisk realisme. Kritisk realisme betegner her realismen fra det 19. århundrede, som har rødder i borgerskabet, men som er kritisk indstillet til det eksisterende samfund, men uden at vise nogen vej ud af problemerne. Man kan sige, at den beskriver de samfundsmæssige modsætninger, men den peger ikke på den politiske løsning af dem. Den kritiske realisme afdækker konflikterne, men det sker ofte uden kunstnerens bevidste erkendelse. Som kunstnerisk retning er den knyttet til borgerskabets storhedsperiode. Sene udløbere i det 20. århundrede er forfattere som f.eks. Thomas Mann.

Den socialistiske realisme adskiller sig fra den kritiske realisme ved, at den peger på socialismen som et alternativ. Den er så og sige kritisk og positiv på samme tid. I modsætning til den kritiske realismes pessimisme, er den socialistiske realisme optimistisk, og helten eller den centrale skikkelse er en «positiv» skikkelse, som læseren eller tilskueren kan identificere sig med. De store realistiske forfattere og kunstnerne fra det 19. århundrede har ofte tjent som stilidealer.

Skellet mellem kritisk og socialistisk realisme blev slået fast på forfatterkongressen i Sovjetunionen i 1934. Den socialistiske realisme blev norm for alle kunstneriske ytringer i Sovjetunionen og som ideal for socialistiske kunstnere i alle andre lande.

Denne forfatterkongres repræsenterede afslutningen på den eksperimentelle periode i sovjetisk kunst og litteratur - fra tiden efter revolutionen. Kongressen fastslog ikke kun skellet mellem kritisk og socialistisk realisme, men knæsatte realismen som den socialistiske kunsts absolutte princip - i klar modsætning til modernismen. Modernisme blev afvist som en stil præget af borgerskabets opløsende og dekadente træk, og som udtryk for et borgerskab i forfald, for en ekstrem subjektivisme som forvrængede virkeligheden, i stedet for at give en korrekt og formidlet genspejling af den.

Det stalinistiske krav om socialistisk realisme havde som konsekvens, at den eksperimentelle og modernistiske kunst og litteratur nærmest blev fordømt. Forfatterkongressen i 1934 må ses i sammenhæng med den debat om realisme, der var gennemført blandt socialistiske kunstnere, forfattere og teoretikere over hele Europa siden slutningen af 1920'erne og frem til slutningen af 30'erne, og som handlede om, hvilken holdning socialistiske kunstnere skulle indtage overfor de modernistiske retninger indenfor kunsten.

Realisme som brud

Lukács realismeopfattelse er repræsentativ for den ene af fløjene i de debatter om realisme, som i første række fandt sted i de tyske eksiltidsskrifter i 30'erne, og som var parallelle til andre debatter om samme emne i andre sammenhænge i samtid og eftertid.

Den anden position - som i 30'erne bl.a. blev fremført af Bertolt Brecht og Ernst Bloch, var imod at indskrænke realismen til et spørgsmål om form. Især Brecht lagde vægt på realismen som den dominerende kunstneriske holdning, men var samtidig positiv overfor forskellige modernistiske retninger, fordi disse brød med de herskende borgerlige fremstillingsteknikker og opfattelser. Hvor det Lukácske standpunkt gik ud på at knytte an til den borgerlige arv, gik det modsatte standpunkt ud på at overskride denne. Kritikken rettede sig mod sluttede kunstværker, som ikke indeholder brud eller fremmedgørelseseffekter, og som stræber efter harmoni. Brecht og Bloch hævdede, at det ofte er bruddene og chokkene, der skaber erkendelse. Det er den pludselige forvridning af tilvænnede fremstillingsmåder og perceptioner, der giver kunsten evnen til at organisere erfaringer på en ny måde.

Mens Lukács og den dominerende retning indenfor marxistisk æstetik bygger på en opfattelse af kunsten som genspejling, bygger den anden på en opfattelse af kunst som produktion, hvor de kunstneriske produktionsmidler hele tiden må fornyes. Den ikke-dogmatiske fløjs standpunkter fra realismedebatten er blevet videreført bl.a. ved at kombinere erkendelser fra psykoanalytisk og marxistisk teori; Kunstens vigtigste funktion ligger i, at den organiserer erfaringer, bearbejder fantasiimpulser, skaber eksempler og afprøver muligheder, som ikke ligger indenfor det sandsynlige eller virkelige. Den skaber en form for «fiktioner», bearbejder fantasien og organiserer formidlingen mellem de forskellige livsområder. Ønsker og fantasier bygger på sociale sammenhænge og erfaringer. De indebærer bearbejdninger af møder med omverdenen. Kunsten som fiktion er en måde at organisere erfaringer fra forskellige livsområder på og leve dem ud. Fantasien er realistisk, og en fantastisk realisme, som netop udnytter fantasiarbejdet, er derfor ikke noget selvmodsigende begreb.

H.R.


Litteratur

L. Bjurmann (red.): Det gäller realismen, Lund 1975.
E. Auerbach: Mimesis, København 1965.
G. J. Becker: Documents of Modern Literary Realism, Princeton 1967.
S. Kohl: Realismus. Theorie und Geschichte, München 1977.
L. Nochlin: Realisme, København 1979.