Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.588
: :
Udbytning

Udbytning kan bredt defineres som al økonomisk uretfærdighed som hviler på økonomisk magt, især ejendomsret til produktionsmidlerne.

Økonomisk uretfærdighed som hviler på ikke-økonomisk magt kan man kaldes udpresning, som når gangstere kræver afgift af butiksindehavere o.l. for at beskytte dem - mod sig selv. Ikke-økonomisk uretfærdighed - som ulige stemmeret, uddannelse o.l. - kan vi kalde for undertrykkelse. Udbytning må endvidere skelnes fra - ensidig eller gensidig - udnyttelse, som foreligger når en person betragter en anden alene som middel til egen tilfredsstillelse. I et bytteforhold kan der foreligge en gensidig udnyttelse, uden at nogen part bliver udbyttet. Men bytte kan også føre til udbytning. Fransk og engelsk anvender samme ord («exploitation») om udnyttelse og udbytning, i modsætning f.eks. til tysk og dansk.

Indenfor den brede definition af udbytning falder også uretfærdige bytteforhold og uretfærdig deling af et produkt skabt i samarbejde mellem flere. I sådanne tilfælde kan det være i alle parters interesse at indgå i et bytte- eller et produktionssamarbejde, men de økonomiske magtforhold kan være af en sådan art, at en part får en urimelig stor del af gevinsten fra samarbejdet.

I det typiske tilfælde er det den part, der har mest fra før, som også får broderparten af samarbejdsgevinsten. Det skyldes, at denne part står stærkest i forhandlingerne, fordi han med større troværdighed kan true med at trække sig fra samarbejdet. En sådan fordeling afspejler de reelle magtforhold, men er mindre retfærdig end lige fordeling af samarbejdsgevinsten eller en ordning, hvor den største del bliver givet til den, som har mindst fra tidligere,

Udbytning i en snævrere betydning blev defineret af Marx som en situation, hvor en ikke-arbejdende klasse i kraft af sin ejendomsret til produktionsmidlerne eller til arbejdskraften kan tilegne sig en del af det der skabes af den arbejdende klasse. Udbytning i denne forstand er knyttet til det Marx kaldte udsugning af merproduktet eller (under kapitalismen) merværdi.

Man kan også give en noget anden definition af det marxistiske begreb «udbytning», med udgangspunkt i de to principper, som Marx formulerede i «Kritikken af Gotha-Programmet» for den lavere og højere fase af socialismen: For den lavere fase - til enhver efter arbejde, for den højere - til enhver efter behov. Udbytning kan da siges at være enhver afvigelse fra arbejdsprincippet, som ikke er retfærdiggjort gennem behovsprincippet. Når man leder en del af nettoproduktet til handicappede, som ikke er i stand til produktivt arbejde, er dette en afvigelse fra arbejdsprincippet, som er retfærdiggjort af behovsprincippet. Men når en person får en del af produktet, alene i kraft af sin ejendomsret til produktionsmidlerne, kan det ikke retfærdiggøres af behovsprincippet.

Udbytningen har antaget forskellige former i de forskellige historiske klassesamfund. I de før-kapitalistiske samfund var det vanskeligt at skelne mellem økonomisk og politisk magt og tilsvarende vanskeligt at holde udbytning og udpresning klart adskilt af hinanden. Slavernes bånd til deres ejere og de livegnes bånd til jorden hvilede på mere end blot økonomisk tvang.

Udbytning som alene hviler på økonomisk magt - som under kapitalismen - kendetegnes ved, at de der udbyttes er formelt fri til at træde ud af udbytningsforholdet. Lønarbejderen er formelt fri til at finde sig en anden arbejdskøber, eller til at begynde som selvstændig erhvervsdrivende. Men den formelle frihed er knyttet sammen med reel afmagt. Friheden bliver i bedste fald en frihed til at vælge, hvem man skal udbyttes af eller en frihed som bliver uforenelig med klassesolidaritet.

Det er blevet rejst tre hovedindvendinger mod påstanden om, at de kapitalistiske produktionsforhold hviler på udbytning og derfor er uretfærdige. Den første går ud på, at det ikke er korrekt at påstå, at kapitalejerne ikke arbejder. Mange virksomhedsejere er entreprenører og arbejdsledere i deres egen virksomhed, og udgør en højt kvalificeret arbejdskraft med en indlysende ret til belønning.

Marx foregreb og besvarede denne indvending i kapitel 23 af tredje bind af «Kapitalen», hvor han pegede på, at det også i disse tilfælde er analytisk muligt at skelne mellem den del af ejerindtægten, som stammer fra ejerens produktive arbejde, og den del der stammer fra hans ejendomsret til produktionsmidlerne. I den moderne kapitalisme er ejerfunktionen og lederfunktionen så klart adskilt fra hinanden, at indvendingen falder af sig selv. Når omkring halvdelen af kapitalen i USA til enhver tid er i hænderne på rige enker, kan dette vanskelig retfærdiggøres gennem deres produktive indsats.

Den anden indvending går ud på, at selv en ikke-arbejdende kapitalejer skyder noget ind i produktionen, nemlig sin kapital, og derfor har krav på en belønning. Denne indvending hviler på en forestilling om, at «arbejdskraft» og «kapital» er de to indsatsfaktorer i produktionsprocessen - begge lige uundværlige for slutproduktet. Begge faktorers ejere - det vil sige lønarbejdere og kapitalister - har derfor ret til en del af nettoproduktet, selv om fordelingen af samarbejdsgevinsten kan skabe problemer.

Marx foregreb og besvarede denne indvending i kapitel 48 af tredje bind af «Kapitalen», hvor han imødegik tanken om at arbejde og kapital er ligeværdige og symmetriske produktionsfaktorer. Kapital er alene størknet arbejde: Kapitalgenstandene må betragtes som et produkt af gårsdagens arbejde og ikke som dagens kapitalisters ejendom. Det skyldes, at gårsdagens kapitalister udbyttede de arbejdere, som skabte kapitalgenstandene. Vore dages kapitalister tror derfor, de med et skær af rimelighed kan udbytte arbejderne i dag ved at henvise til deres ejendom af kapital. Så længe kapitalgenstandene - egentlig produkt og resultat af arbejdernes egen virksomhed - står overfor arbejderne som en selvstændig, fremmed og fjendtlig magt, vil udbytningen fremstå som naturlig. Fremmedgørelsen får udbytningen til at fremstå som retfærdig.

Den tredje indvending har en noget anden karakter, og kan ikke besvares indenfor rammerne af Marx' teori. Den bygger på det forhold, at i enhver voksende økonomi vil noget af nettoproduktet blive taget fra arbejderne. Når der til trods for dette ikke eksisterer udbytning i en voksende socialistisk økonomi, er det fordi resultatet af investeringerne senere kommer arbejderne selv til gode i form af højere forbrug. Man kan da spørge, om udbytningen i det moderne kapitalistiske samfund ikke også er ret lav, eftersom det meste af profitten bliver reinvesteret i ny produktion og senere kommer arbejderne til gode. Det er ikke rigtig, at moderne kapitalister lever højt på arbejderklassens bekostning, som det var tilfældet med overklassen i tidligere samfund.

Denne indvending har kan i nogen udstrækning være rigtig, men den beviser ikke, at kapitalismen i vore dage har lagt sin uretfærdige karakter af sig. Den peger snarere på, at uretfærdigheden ikke længere er at finde i selve fordelingen af nettoproduktet, men i den beslutningsproces der fører til en bestemt fordeling. Det vigtigste argument i dag for at ophæve kapitalismen er den enormt skæve fordeling af magt over økonomiske beslutninger - især investeringsbeslutningerne. Så længe arbejderklassen ikke selv bestemmer, hvor meget der skal investeres, og hvilke slags varer der skal investeres i, kan man ikke retfærdiggøre systemet ved at sige, at frugterne af investeringen overvejende kommer arbejderklassen til gode.

Udbytningsbegrebet er også blevet brugt på forholdet mellem nationerne og på kvinders stilling. Med nogle undtagelser - som f.eks. uretfærdige bytteforhold i international handel - er dette begreb ikke særlig velegnet til at beskrive den uretfærdighed, som findes på disse områder. Både udpresning og undertrykkelse vil ofte være mere dækkende, fordi uretfærdigheden enten er ikke-økonomisk i sin grundsubstans eller i sin karakter. Vigtigere end denne strid om ord er det at beskrive de mekanismer, som skaber og genskaber uretfærdigheden i familien, samfundslivet og verdenssamfundet.

J.E.


Litteratur

J. Elster: Om udbytting, Oslo 1977.