Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Margaret Mead

Mead (1901-1978), nordamerikansk socialantropolog og psykolog. Margaret Mead er i første række kendt for sin forskning omkring personlighedsudvikling, kønsroller og seksualitet under forskellige samfundsmæssige og kulturelle forhold, men hun har også gjort en stor indsats på en række andre områder.

Mead voksede op i et akademisk miljø i Pennsylvania. Hun fik en ukonventionel opdragelse, som hun selv karakteriserede som «70 år forud for sin tid». Hendes mor - som var uddannet sociolog, men havde opgivet sin erhvervsplaner - og farmoderen, der var pensioneret lærer, tog det meste af ansvaret for barnets undervisning. Mead gik kun periodevis i almindelige skoler. Hun mente senere, at pga. påvirkningen fra disse to kvinder faldt det hende let selv at acceptere sin identitet som kvinde, og samtidig planlægge en selvstændig karriere.

Mead fik sin antropologiske uddannelse i miljøet omkring Franz Boas ved Barnard College i New York. På dette College var ledende fagfolk i 1920'erne optaget af sammenhængen mellem kultur og personlighed, og det blev sådanne problemer Mead tog op allerede i sit første feltarbejde på Samoa i 1925. De fleste af de arbejder hun senere har gennemført er præget af denne grundlæggende interesse.

Meads karriere kan groft opdeles i to hoveddele. Den første del fra 1920'erne til anden verdenskrig er domineret af hendes store feltarbejder i det sydlige Stillehav og på Bali, som resulterede i bøger som bl.a. «Coming of Age in Samoa» (1928), «Growing Up In New Guinea» (1930), «Sex and Temperament in Three Primitive Societies» (1935), «Cooperation and Competition among Primitive Peoples» (1937).

Denne grundforskning henledte for alvor opmærksomheden på et forhold, som antropologer tidligere nok havde været klar over, men ikke gjort til genstand for specialiserede studier, nemlig den store variationsbredde i menneskelige udviklingsmuligheder og tilpasningsformer. Meads store materiale viser bl.a.: At puberteten ikke nødvendigvis er præget af personlighedskonflikter og tilpasningsproblemer. Nogle steder er mænd pyntesyge, mens kvinder er selvstændige og ansvarsbevidste; Andre steder er både mænd og kvinder seksuelt aggressive. Nogle steder opdrages børnene til fysisk mod; Andre steder til at frygte det ukendte i naturen. Alle disse træk er lige naturlige eller lige lidt naturlige, det vil sige, bestemt af samfundsmæssige og kulturelle forhold.

I den anden del - fra 1940'erne og til sin død - har Mead fortsat og videreudviklet denne type forskning, men har samtidig engageret sig på en række andre områder. Hun har også rettet opmærksomheden mod sit eget samfund, deltaget i psykiatriske forskningsgrupper og undervist ved psykiatriske uddannelsesinstitutioner. Hun har deltaget i debatten om kulturel og teknologisk ændring, og generelt gjort meget for at «oversætte» forskningsresultater både til praktiske handlingsprogrammer og til almenoplysning.

Mead opnåede en række udmærkelser for indsats indenfor videnskab og popularisering, samt deltagelse i organisationer og arbejdsgrupper. Nogle kolleger har stillet sig kritisk til visse sider ved Meads forskning. Specielt til hendes tilbøjelighed til at uddrage stærke og forenklede generaliseringer om en kulturs «typiske personlighed». Samtidig stillede hun selv store krav til grundighed i indsamlingen af data, og var blandt andet en vejviser i anvendelsen af hjælpemidler som fotos, filmoptagelse og lydoptagelse.

Mead er nok mere end nogen anden antropolog blevet kendt udenfor fagmiljøet. Hun skrev i et letforståeligt og engagerende sprog, som gjorde de fleste af hendes bøger tilgængelige for ikke-fagfolk, og har i høj grad bidraget til en almindelig bevidstgørelse om, at den vestlige verdens personlighedsideal, rollemønster og moralnormer ikke er de eneste «naturlige», men at de blot repræsenterer en af mange mulige kulturbetingede former.

I.R.