Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.892
: :
Moskvateserne

I Kommunistisk Internationale var det skik og brug, at vigtige beslutninger fra kongresser og eksekutivkomiteen fik navn og form af teser. Udtrykket «Moskvateserne» kom i brug i 1920 efter beslutningerne på Kominterns anden kongres i juli-august samme år. Moskvateserne omfatter alle de vigtige beslutninger fra denne kongres - teser om Kominterns grundlæggende opgaver, om det kommunistiske partis rolle, om kolonispørgsmålet, om fagbevægelsen, om det parlamentariske arbejde, om agrarspørgsmålet, Kominterns statutter og endelig de 21 betingelser for medlemskab af Komintern.

I snævrere forstand anvendes udtrykket Moskvateserne kun om de 21 betingelser for medlemskab. Disse betingelser indeholder egentlig ikke noget nyt i forhold til de øvrige teser, men fremtræder som en fortættet og tilspidset opsummering af hovedpunkterne i dem. Alle kongresbeslutningerne må derfor ses i sammenhæng, og de må forstås på baggrund af verdenssituationen i 1920 og de russiske bolsjeviklederes opfattelse af den.

Baggrunden for teserne

Norske partiledere forsøger at vænne sig til russisk fodtøj, de såkaldte teser, men finder dem upraktiske for norske forhold.

Karikaturtegning fra vittighedsbladet Hvepsen.

For Lenin og bolsjeviklederne var revolutionen i Rusland indledningen til verdensrevolutionen, og verdensrevolutionen var en betingelse for, at den russiske revolutionen skulle overleve. Situationen i Europa, specielt i de lande der havde tabt første verdenskrig, blev vurderet som objektivt revolutionær. Det vil sige, at det kapitalistiske system befandt sig i en afgørende krise både økonomisk og politisk. Borgerskabet var svækket og demoraliseret, og arbejdermasserne var grebet af revolutionære stemninger. De var i stigende grad villige til at kæmpe for at styrte kapitalismen og den borgerlige stat og tage magten gennem oprettelsen af et rådssystem efter russisk mønster.

Men udenfor Rusland manglede revolutionens subjektive faktor, det disciplinerede og handlekraftige kommunistiske parti. Sådanne partier måtte skabes i alle lande, og de måtte indordnes som sektioner af Komintern som verdensparti og stilles under central ledelse af eksekutivkomiteen som revolutionens generalstab. Det var en nødvendig betingelse for, at revolutionen skulle sejre.

I året efter stiftelseskongressen var tilslutningen til Komintern steget drastisk. Enkelte store massepartier, som Det norske Arbejderparti, havde meldt sig ind uden at splittes. I nogle store socialistpartier - som det franske - var stillingen uafklaret, og voldsomme fraktionskampe var under udvikling mellem reformistiske og revolutionære grupperinger.

I Tyskland var stillingen særlig kompliceret. Det reformistiske socialdemokrati holdt stillingen som det største parti, men en stærk fløj havde under krigen organiseret et uafhængigt socialistparti - USPD - i opposition mod krigspolitikken. USPD var et radikalt masseparti med stærke revolutionære strømninger, men desuden fandtes der i 1920 to små kommunistpartier, KPD og KAPD, som begge søgte Komintern. De socialdemokratiske partier arbejdede målbevidst for at genetablere Anden Internationale og den faglige internationale, der var brudt sammen under krigen, men flere stærke partier nægtede at medvirke til en samling på et reformistisk grundlag. De sendte delegationer til Moskva og så frem til en international samling, der også omfattede kommunisterne.

Hovedpointer i Moskvateserne

Formålet med Moskvateserne var derimod at opbygge et rent kommunistisk verdensparti. De 21 betingelser skulle fremtvinge klare valg og dermed splittelser i alle partier, som på et uklart grundlag var blevet radikaliseret af krigen. I Komintern fandtes der en venstreretning, der gik ind for at boykotte både parlamentarisk og faglig virksomhed. Lenin havde gennemført et opgør med denne linie i skriftet «Venstrekommunismen - en børnesygdom», der udkom i foråret 1920. Moskvateserne stadfæstede Lenins kritik af venstreretningen ved at fastslå, at parlamentarisk og faglig deltagelse var normale og nødvendige aktiviteter for et kommunistisk parti.

Men det ubetinget vigtigste i teserne var skærpelsen af kampen mod reformisme og centrisme som de vigtigste hindringer for revolutionens sejr. Reformister af alle afskygninger skulle brændemærkes som forrædere mod arbejderklassen og bekæmpes hensynsløst. Centristiske ledere - nævnt ved navn i de 21 betingelser - skulle jages ud af de partier, der ønskede medlemskab af Komintern. Desuden skulle periodiske udrensninger holde partierne rene for småborgerlige elementer, som kunne snige sig ind.

Teserne er gennemsyret af forestillingen om, at den åbne borgerkrig stod for døren i alle lande. Alle partier blev forpligtet til at opbygge en illegal organisation og til at kombinere legalt og illegalt arbejde. Partierne skulle opbygges efter det leninistiske princip om demokratisk centralisme, men dette fik i teserne en præcisering, som overvejende fremhævede centralledelsens ubetingede myndighed og kravet om benhård disciplin blandt medlemmerne. Pligten til ubetinget solidaritet med Sovjetunionen blev slået fast og ligeledes underordningen under Kominterns eksekutivkomite. Samtlige partier blev givet en frist på fire måneder til at indkalde til ekstraordinære landsmøder for at tage stilling til teserne. Medlemmer som principielt forkastede teserne skulle ekskluderes.

Gennemføringen af teserne

De tilsigtede splittelser blev med vekslende resultat gennemført det følgende år. I det norske Arbejderparti, det tyske socialistparti - USPD - og det franske socialistparti gik flertallet i første omgang med Komintern. I Italien gik kun et lille mindretal ud og dannede et kommunistisk parti.

På Kominterns tredje kongres i 1921 gennemførtes der en politisk kursændring. Det blev slået fast, at situationen ikke længere var umiddelbart revolutionær. I stedet for at brændemærke socialdemokraterne som forrædere, skulle kommunisterne nu tilbyde dem aktionsfællesskab. De centralistiske organisationsprincipper der i 1920 blev begrundet ud fra borgerkrigsperspektivet, blev derimod fastholdt som varige kommunistiske principper og yderligere skærpet i perioden som fulgte.

P.M.


Litteratur

K. Langfeldt: Moskvatesene i norsk politikk, Oslo 1961.
P. Maurseth: Fra Moskvateser til Kristianiaforslag, Oslo 1972.
J. Degras: The Communist International 1919-1943, London 1971.