Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Niboyet (1797-1883), fransk journalist og kvinderetsforkæmper, født i Montpellier. Som de fleste samtidige feminister var Eugénie Niboyet omkring 1830 tiltrukket af saint-simonisternes liberale kvindesyn. Hun sluttede sig til dem og fik høje hverv i bevægelsen omkring Prosper Enfantin. Men efterhånden tog hun og mange andre afstand fra den strenge rangordning med Enfantin som enerådig «far» og fra Enfantins religiøse og sanselige overgearede ideer om kvinden som et ophøjet intuitivt følelsesvæsen, der skulle leve i fri kærlighed. Den frie seksualmoral blev et påskud for myndighederne til at fængsle Enfantin, og bevægelsen gik dermed i opløsning.

Niboyet førte fra nu af hovedsageligt sin kamp som skribent og udgav i 1833 sit første blad i Lyon, Le Conseiller des Femmes - «Kvinderådgiveren». I dette tog hun nye tanker op indenfor børneopdragelse og lagde stor vægt på, at unge piger skulle have tid til «at blive oplyste og intelligente skabninger», inden de giftede sig. Endvidere markerede hun sig som pacifist - krævede forbud mod dueller og afskaffelse af dødsstraf - og forsvarede alle undertrykte, dvs. arbejderne og kvinderne. I 1834 oprettede hun en kvindeklub, hvor hun tog fængselsreformer og uddannelse for blinde op. Hun blev senere udnævnt til fængselsinspektør.

I årene frem til 1848 blev hun radikaliseret. Dette kom til udtryk i et socialistisk og pacifistisk blad hun udgav i 1844, men særligt efter Februarrevolutionen (1848) i det republikanske kvindedagblad, La Voix des Femmes - «Kvindernes stemme» - som hun var redaktør for, og som udkom med 46 numre i tidsrummet marts-juni 1848. Skribenter på avisen var bl.a. Jeanne Deroin, Désirée Véret-Gay og Suzanne Voilquin. Dens mærkesager var et ligeværdige uddannelsesmuligheder for begge køn og politisk ligestilling - dvs. kvindelig stemmeret.

Niboyet tog bl.a. initiativ til forslag med krav om denne ret, som alle mænd over 21 år havde fået den 2 marts 1848. Kravet blev støttet af mænd som Etienne Cabet og saint-simonisten Olinde Rodrigues, men den provisoriske regering afviste kravet, og overlod det til den grundlovgivende forsamling der skulle vælges at tage stilling til kravet. Niboyet tog da stærkt til orde for, at George Sand skulle opstille til valget og bringe kvindekravene ind i den grundlovgivende forsamling. Sand afviste opfordringen med foragt og tog afstand fra sine aktivistiske medsøstre.

Som efter 1789 og senere i 1871 voksede det umiddelbart efter Februarrevolutionen et utal af politiske klubber frem i Paris - bl.a. rene kvindeklubber der tog politiske og sociale kvindekrav op. «Le Club des Femmes» («Kvindeklubben» - den senere «Société de la Voix des Femmes»), som Niboyet var forkvinde for, blev offer for mandlige ballademagere. Den uro de skabte, gav politiet påskud til at forbyde klubben. På samme tid var Niboyet engageret i den kamp kvinderne førte for retten til arbejde, som bl.a. gik ud på at kræve forbud mod at klostre og fængsler tog arbejde fra kvinderne og holdt lønningerne nede. Hun deltog i det arbejde, som Jeanne Deroin drev for at organisere kvinderne i produktionskollektiver og faglige sammenslutninger.

Efter statskuppet i 1851 levede hun i eksil nogle år, men var tilbage i Paris i starten af 1860'erne. Hun udgav en bog om pædagogiske spørgsmål og i 1864 et nyt kvindeblad: Le Journal pour toutes («Bladet for alle»). Hun var fortsat pacifist, men hendes feminisme var blevet meget mere moderat. Hun betragtede nu familien som det område, gud havde givet kvinden at virke indenfor, og var skeptisk overfor den nytte kvinder kunne have af at tage uddannelse. Baggrunden var den armod bl.a. de kvindelige lærere levede i. Den industrielle udvikling ville i fremtiden give kvinderne arbejde udenfor hjemmet, mente hun. I 1870'erne dukkede hendes navn ved flere lejligheder op på opråb der krævede amnesti til kommunarder i eksil, fængsel eller deporterede.

S.E.L.