Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Feminisme
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 18.344
: :
Sand, George
George Sand
George Sand

George Sand (1804-1876), fransk kvindelig forfatter, pseudonym for Aurore Dudevant, født Dupin. Hun markerede sig gennem et omfattende forfatterskab, politisk engagement og et ukonventionelt privatliv, som også var udtryk for hendes form for feminisme.

På hendes fars side var hun i familie med europæiske kongehuse gennem såkaldt «uægte» børn, mens moderen var en «folkets datter», som faderen giftede sig med lige før Aurore blev født. Aurore mistede sin far som fireårig og voksede op hos farmoren på godset Nohant i Berry. Hun gik på klosterskole i Paris, havde huslærere hos farmoren og fik en grundig oplæring - både i de aristokratiske dyder og i moderens folkelige stil. Helt fra barndommen af gav denne dobbelthed hende en stærk følelse af det absurde ved klassesamfundet.

Aurore Dupin giftede sig som 18 årig med Casimir Dudevant og separerede sig i 1831. På denne tid havde hun forbindelse med pariser litteraten Jules Sandeau, og sammen udgav de noveller og romaner under forfatternavnet J. Sand. Hendes følgende romaner, «Indiana» og «Valentine», var egne arbejder. Hun overtog pseudonymet og gav sig selv mandsnavnet: George Sand. Romanen «Lélia» (1833) vakte opsigt, og det gjorde hendes privatliv også. Sammen med digteren Alfred de Musset rejste hun til Venezia. I 1836 var den formelle skilsmisse i orden, og George Sand havde flere forbindelser i disse år. I 1838 indledtes hendes forhold til komponisten Frédéric Chopin, og dette varede til 1847.

I 1831 traf hun skuespillerinden Marie Dorval, og det udviklede sig til et lidenskabeligt venskabsforhold mellem de to kvinder. George Sand fandt her en ny form for kærlighed: «Selv føler jeg, at De har givet mig et helt nyt, ungt hjerte at elske Dem med,» skriver hun i et brev til Dorval. Det fortsatte til Marie Dorvals død i 1849.

George Sands forfatterskab inddeles ofte i fire perioder: En romantisk-feministisk, en socialistisk-humanistisk, en landlig-folkelig og en idyllisk - en kombination af første og tredje periode. De litterære perioder følger i store træk de forskellige faser i hendes liv. George Sand havde en idealistisk tro på den absolutte kærlighed, som nok kunne forekomme i ægteskabet, men som ofte blev forhindret af konventioner, fornuftsægteskaber og de juridiske restriktioner som fulgte med. I et brev er hun inde på, at en af grundene til et mislykket ægteskab kan være en brutal start på seksuallivet. I romanen «Lélia» tager hun den kvindelige seksualitet op. Hun lader den kvindelige hovedperson reflektere over et tabuemne som fysisk kærlighed og manglende tilfredsstillelse.

Sand forlanger lighed for loven, uddannelse og ligestilling - ikke mindst når det gælder følelsesliv og kærlighed. Hun siger, at manden bebrejder kvinden hendes uvidenhed, men hindrer hende i at opnå kundskaber og håner hende for det hun har været istand til at opsnappe. Hun går skarpt til angreb på dobbeltmoralen og kræver samme ret for kvinder og mænd på det erotiske plan. Hun er ikke imod ægteskabet som følelsesmæssig forbindelse, men går stærkt imod den juridiske side af ægteskabet, som reducerer kvindens rettigheder. Hun mener, at kvinders eget arbejde og lige økonomiske stilling må være basis for et retfærdigt samfund. I 1830- og 40'erne gik hun imod øjeblikkelig politisk magt til kvinderne, fordi hun mente, at kvinderne ikke havde tilstrækkelig viden. Kvindeverdenen var begrænset - et almindeligt kvindeliv åbnede ikke for indtryk udefra.

Hendes feminisme må bedømmes ud fra samtiden, og for en kvinde af borgerskabet var frihed på det følelsesmæssige plan det første skridt mod lige ret for kvinder og mænd. Dette var sammenfaldende med Camilla Colletts opfattelse. I «Amtmandens døtre» viser Collet det tragiske ved fornuftsægteskabet, som ikke tillader kvinder at have et følelsesliv, endsige at give udtryk for det. Camilla Collet beundrede George Sands arbejde, mens hun - i lighed med mange andre i samtiden - moraliserede over hendes privatliv: «Hun er en Skam for vort Køn som A. Dudevant, men som George S. er hun dets største Hæder.»

Både i sin litterære produktion, i sin korrespondance og sit engagement tager hun klart stilling «for folket». I romanerne blander hun bevidst samfundsklasserne. Under julirevolutionen 1830 var hun tilbageholden, men erklærede sig som republikaner. Borgerkongen Louis-Philippe havde hun ikke meget til overs for. Hun mente, det var til grin at spadsere i byen og udveksle håndtryk med «manden på gaden», hvis man ikke kendte folkets behov.

Hendes romaner præges efterhånden af den sociale uretfærdighed, af klassesamfundets udgrænsninger. Det er specielt bøndernes situation, hun tager op, for hun kender landet. Hendes drøm er den ideelle republik, en form for utopisk socialisme, baseret på Saint-Simon og Pierre Leroux' teorier. Den franske kritiker Sainte-Beuve siger om hende (i 1840): «George Sand er på vej over til kommunismen, til arbejdernes religion, og jeg er bange for, at hendes næste roman bliver noget i den genre. Hun opfører sig ikke helt godt.» Mikhail Bakunin betragtede hende som «profet og vækker», og hun korresponderede med Karl Marx om anklagerne mod Bakunin.

Da Februarrevolutionen brød ud, rejste hun til Paris og deltog aktivt. Hun appellerede til alle samfundsklasser gennem sine offentlige breve: «Lettre au peuple» (Brev til folket), «Lettre à la classe moyenne» (Brev til middelklassen) og «Lettres aux riches» (Brev til de rige). Revolutionsavisen «La cause du peuple» (Folkets sag) er også hendes værk.

Håbet om samfundsændringer brast i juni 1848. Flere tusinde arbejdere blev dræbt og endnu flere deporteret til kolonierne. George Sand trak sig tilbage til det landlige liv. Hendes følgende bog, «Le petite Fadette» (Den lille Fadette), blev skrevet i skuffelsens tid. Bønderne, landet var det stabile. Her var der måske endnu håb. Tiden efter 1848 var urolig. Ikke mindst pga. alle deportationerne, og George Sand engagerede sig personligt i kampen for amnesti. Bl.a. ved at opsøge Louis-Napoleon, så længe han var præsident for republikken.

Efter republikkens definitive sammenbrud (1851-52) arbejdede hun med nye romaner, forsøgte sig med skuespil, og nogle af hendes romaner blev dramatiseret - delvis med succes. Hendes antikirkelige - men ikke antievangeliske - holdning gjorde hende populær blandt de unge, som betragtede hende som oppositionel så sent som midt i 1860'erne. Under den tysk-franske krig i 1870-71 sad George Sand i provinsen og hørte rygterne fra Paris. Borgerkrigen gjorde hende ulykkelig, og under Pariserkommunen var hendes oplysninger mangelfulde og hun var præget af dyb bekymring. Hun accepterede Thiers som republikkens overhoved - selv om hun havde foragtet ham tidligere - og hendes holdning under Pariserkommunen gjorde, at mange har ment, at den revolutionære George Sand fra 1848 i 1871 var blevet reaktionær. Hendes grundholdning - «for folket» - var imidlertid ikke ændret, men hun var ængstelig for borgerkrig og for modsætningsforholdet Paris-provinsen. Folket behøvede uddannelse og oplysning for at kunne styre sig selv, mente hun.

George Sands usædvanlige arbejdskapacitet resulterede i en rig litterær produktion: Romaner, skuespil, selvbiografi, artikler og breve. Ca. 45 års litterært arbejde, politisk og socialt engagement og et ukonventionelt kvindeliv førte til forargelse og beundring. Hendes styrke gør hende til en af de største kvindeskikkelser i 1800 tallet.

E.Aa.

Litteratur

A. Alquiér: George Sand, Paris 1973.
F. Mallet: George Sand, Paris 1976.