Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Voilquin (1801-1876/77), fransk kvindesagsforkæmper. Suzanne Voilquin var datter af en revolutionær hattemager i Paris. Efter en streng kristen opdragelse, overladt til moren, vågnede hendes «kærlighed til selvstændighed og kvindeværd» i 15-16 års alderen.

Dårlig økonomi tvang hende til at tage arbejde som brodererske. I 1825 giftede hun sig med en arkitekt. Hun og manden omvendte sig henrevne til Saint-Simonismen i 1830, men Voilquin var aldrig blind for manglerne ved den kvindefrigørelse, denne mandsdominerede bevægelse hævdede at stå for.

I 1834 fulgte hun Saint-Simonistlederen Prosper Enfantins appel om at slutte sig til hans tilhængere i Egypten. Der blev hun i to år og fik oplæring som jordemor af to franske læger, for derved lettere at vinde indpas i haremet og komme i kontakt med de indfødte kvinder.

I årene 1839-46 arbejdede hun af økonomiske grunde som jordemor for overklassen i Skt. Petersborg. Under Februarrevolutionen spillede hun en beskeden rolle og rejste i efteråret 1848 til sin søster i Louisiana i USA. Hun kom tilbage i 1859 med svækket helbred, og efter den tid finder vi få tegn på, at hun engagerede sig aktivt i kvindesag og politiske spørgsmål, ud over at hun i 1866  udgav en selvbiografi - til og med opholdet i Egypten. Hun døde fattig og glemt.

Suzanne Voilquin gjorde sin største indsats for kvindesagen som redaktør for kvindebladet «La Femme libre» («Den frie kvinde»). Bladet havde udelukkende kvindelige medarbejdere - de skrev under deres fornavn, efternavnet tilhørte jo enten faren eller manden - og var blevet startet af to arbejderkvinder, Désirée Véret og Reine Guindorf, i 1832. Da disse to gik over til fourierismen, overtog Voilquin og holdt liv i bladet under skiftende navne frem til 1834. Arbejderkvinder med stærk klassebevidsthed fortsatte med at præge bladet som bl.a. tog negerproblemet i USA op og gik ind for afkolonisering.

Voilquin understregede behovet for ligestilling i uddannelse og erhvervsvalg som grundlag for kvindefrigørelse. Hun hævdede også, at ægteskab som ikke byggede på kærlighed var prostitution, og hun fremhævede sit eget ægteskab, som hun brød frivilligt for at vinde sin frihed, «for at arbejde mere effektivt for mit eget køns frihed».

Hun var også stærkt optaget af kvinders helbredsproblemer og moderskabsproblemer. Hun deltog i den gruppe, som i 1833 begyndte at sprede homøopatien i Frankrig og gik stærkt ind for, at kvinder skulle have mulighed for at uddanne sig til læger. Det ville gøre det lettere for kvinder at tage deres helbredsproblemer op i tide - hendes egen mor døde af en længe skjult underlivskræft.

Suzanne Voilquin var en af de første som gennemtænkte kvinders ret til deres egen krop, og moderskabet stod i den henseende centralt for hende. Selv blev hun aldrig mor. Samlivet med den syfilitiske Voilquin førte til tre aborter, og det barn hun fødte i Egypten, døde efter 17 dage, men hun tog initiativ til at hjælpe ugifte mødre, til at få bedre kontrol med den udstrakte brug af ammer og til at styrke jordemorerhvervet.

For eftertiden har Suzanne Voilquin især interesse pga. den selvbiografi hun skrev. Han giver et indblik i den kamp kvinder i tilknytning til Saint-Simonismen rejste for kvindefrigørelse.

S.E.L.