Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.612
: :
Saint-Simon, Claude Henri de Rouvroy de
Henri Saint-Simon
Henri Saint-Simon

Saint-Simon (1760-1825), fransk greve og samfundsteoretiker, almindeligvis opfattet som «utopisk socialist», på linie med Robert Owen og Charles Fourier. Claude Henri de Rouvroy de Saint-Simon tilhørte en af Frankrigs mest kendte adelsslægter, med aner tilbage til Karl den store. Hans begivenhedsrige liv førte ham fra rigdom og enorme pengespekulationer til den yderste fattigdom, til fortvivlelse og selvmordsforsøg. Nitten år gammel deltog han som officer i den nordamerikanske frigørelseskrig. Han tog sin afsked som oberst for at kaste sig ind i et mexicansk projekt med kanalbygning mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Under den franske revolution opgav han sin adelstitel og slog sig på spekulationer i konfiskeret kirkegods, blev fængslet under terroren, men atter sluppet fri på grund af en bred folkelig støtte. Efter nye år som finansmand var han i 1805 fuldstændig ruineret.

Men som fyrreårig havde han i år 1800 påbegyndt sit nye liv med studier i medicin, matematik og fysiologi ved den polytekniske højskole i Paris. Et vendepunkt blev mødet med Madame de Staël, tidens ledende kvindelige forfatter, en af de første til at anlægge konsekvent sociologiske perspektiver på samfundets institutioner. I hendes nærhed - i Geneve - begyndte hans eget forfatterskab i 1803. Senere kom han til at leve sammen med Julie Juliand - sekretær, hushjælp og elskerinde.

Med sine usystematiske kundskaber og sin udpræget mundtlige fremstillingsform var han i det hele taget afhængig af dygtige sekretærer. En af dem var den senere berømte historiker Augustin Thierry. En anden var Auguste Comte - sociologiens fader i Frankrig. Med sådanne sekretærer kunne man ikke andet end forvente, at der i eftertiden opstod knivskarpe debatter om, hvem der egentlig havde skrevet og tænkt hvad i Saint-Simons samlede værker.

Saint-Simon tænkte i store linier, og han var i en sjælden grad optaget af fremtiden. «Indtil i dag,» skrev han, «er menneskene gået på civilisationens landevej med ryggen mod fremtiden». Dette gjaldt også den franske revolutions ledere, som havde hængt fast i det gamle samfunds begreber om politik. Derfor havde de også blot kunnet gennemføre et magtskifte - en udskiftning af magthavere - og ikke en dybtgående udskiftning af selve samfundssystemet. Hvad dette skift skulle bestå i, brugte Saint-Simon størsteparten af sine skrifter på at skitsere.

Som gammel aristokrat gik han ud fra en historisk analyse af hvilke grupper der var bedst egnet til at lede samfundet. Han påviste, hvordan adelen i middelalderen oprindelig repræsenterede den største ekspertise i landbrugssamfundet, og derefter hvordan den nyere tid gjorde sig gældende med bykommuner, som løsrev sig fra landadelens magt og udfoldede industrielle produktivkræfter. Ifølge Saint-Simon bestod 1800 tallets krise i misforholdet mellem samfundet og dets politiske organisering: Politisk dominerede adelen fortsat eller i dens sted de fremstormende finansbaroner - dagdriverne, som han ofte kaldte dem. Overfor dette opstillede han det nye industrisamfunds krav om en helt anden politisk organisering.

Et nøgleord i Saint-Simons ordforråd var industrialismen. Et ord han selv var den første til at bruge, som han også formede «industrialist» og «de industrielle». En samlebetegnelse for alle bærerne af den nye produktionsmåde. I det gamle samfund havde adel og præsteskab måttet styre samfundet med vold og overtro. Nu var tiden kommet til at overføre videnskab og teknik på selve samfundsstyringen, der måtte blive en «videnskab om mennesket», en «politisk videnskab» (science politique). Adelen skulle afløses af de industrielle og præsteskabet af forskerne. Saint-Simon var muligvis den første til at indse den teknisk-videnskabelige ekspertises betydning i det moderne samfund. Han så i den en overgang fra «magtens politik» til «forvaltningens politik» eller «de kyndiges politik».

Han var modstander af de nationale statsapparater og gik ind for en europæisk union med et minimum af centraliseret magt og et maksimum af lokalt selvstyre på virksomhedsniveau med fagforeninger og andre organisationer. De vigtigste politiske organer indenfor dette system skulle bestå af valgte repræsentanter med specialistfunktioner: Kunstnere, forskere, ingeniører, økonomer og bankfolk.

Disse forsamlinger skulle opstille rådgivende helhedsplaner for produktionen, investeringer og offentlige fester - bl.a. fester ved offentliggørelsen af nye planer, «forventningernes fest». Den teknisk-økonomiske fornyelse skulle sættes i system gennem alsidig stimulering af opfindelser og nye projekter og med omfattende afprøvning og vurdering af resultaterne.

Ved slutningen af sit liv bragte han yderligere to momenter ind i sin samfundsteori: Den forsømte masse blandt de industrielle, proletariatet, og den kristne broderskabstankes nødvendighed (Le Nouveau Christianisme). Begge dele var han på vej til at tildele en fremtrædende plads i sin teori, da han døde.

Hans tilhængere kaldes saint-simonister. De udgjorde i 1820- og 30'erne en mangesidig politisk bevægelse. Nogle af tilhængerne opbyggede en religiøs orden; Andre blev 1800 tallets mest nyskabende jernbanedirektører og bankfolk. Bevægelsen gav en række kvinder politisk erfaring og førte dem ind i kvindegrupper og kvindeklubber under februarrevolutionen i 1848. (Se Kvindebevægelsen, Frankrig.)

Saint-Simons ide om et teknokratisk velfærdssamfund blev formuleret, før det moderne industrisamfund egentlig eksisterede. Han havde et svagt blik for kapitalismens og militarismens fordrejninger af de industrielle muligheder, men i den nyere debat om det «efterindustrielle» samfund har han fået en renæssance, fordi han så tidligt og så skarpt satte fokus på videnskabens og professionernes samfundsforandrende kraft og på de korporative drivkræfter i den moderne verden: organisationsledernes og de teknologiske topfolks samarbejde om «forvaltningen» af samfundet på tværs af klassegrænser.

E.R.

Litteratur

G. Gunnarson: De store utopisterna 2, Stockholm 1973.
Oevres de Claude-Henri de Saint-Simon I-VI, Paris 1966.
G. Ionescu (red.): The Political Thought of Saint-Simon, London 1976.
F. Manuel: The New World of Henrik Saint-Simon, Cambridge, Massachusetts 1962.
J. A. Seip: Assosiasjon og konkurranse: en bankhistorie, i Tanke og handling i norsk historie, Oslo 1968.