Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Anton Pannekoek

Pannekoek (1873-1960), hollandsk rådskommunistisk teoretiker og astronom. Anton Pannekoek (pseudonymer: Karl Horner, John Harper, P. Aartsz) studerede matematik og fysik, men afbrød sin akademiske karriere og blev en af de første reformismekritikere i det hollandske socialdemokrati, og fra 1906 også i det tyske socialdemokrati.

I 1907 var han med til at oprette det venstreoppositionelle tidsskrift De Tribune. Året efter blev han ekskluderet af det hollandske socialdemokratiske parti og stiftede det venstresocialistiske SPD. I 1909 blev han kendt efter udgivelsen af brochuren «Die taktischen Differenzen in der Arbeiterbewegung» (De taktiske forskelle i arbejderbevægelsen), som Lenin anerkendte. Under et opgør i 1912 med Karl Kautsky om massestrejker og parlamentarisme, fremlagde han sin kritik af SPD's taktiske holdning og fik en stærk indflydelse på en del af SPD's venstrefløj.

I 1914 blev han udvist fra Tyskland, men bevarede kontakten med venstrefløjen der, kom samtidig i kontakt med venstrefløjen på Zimmerwaldkonferencen og redigerede dens tidsskrift. Hans solidaritet med Lenin og bolsjevikkerne førte til, at han i 1919 sammen med Gorter og Roland-Holst blev leder af Den kommunistiske Internationales (Kominterns) kontor for Vesteuropa i Amsterdam.

Efter sin eksklusionen i oktober 1919 fra venstrefløjen i det tyske kommunistparti, KPD, støttede Pannekoek venstrekommunisterne og blev deres ledende teoretiker i Tyskland. Han støttede det nystiftede kommunistiske arbejderparti - KAPD - som imidlertid hurtig blev splittet, og han kritiserede både udviklingen i KPD og i Komintern. Hovedkontroversen gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt kommunister skulle deltage i valg og arbejde i kompromitterende fagforbund. Den politiske isolation som fulgte i kølvandet på KAPD splittelsen medførte, at Pannekoek genoptog sit videnskabelige arbejde, samtidig med at han samarbejdede med rådskommunistiske grupper. Forsøgene på at omorganisere den rådskommunistiske bevægelse efter 2. verdenskrig blev opgivet i midten af 1950'erne.

Kritikken af parlamentarismen gjorde sig tidligt gældende hos Pannekoek. Han understregede proletariatets magtmidler - dets størrelse og økonomiske betydning, klassebevidsthed, organisation og disciplin - og var skeptisk overfor partierne fra den førimperialistiske epoke. I rådene - sovjetterne - så han den politiske form, som proletariatet måtte tage i brug for at virkeliggøre socialismen. Proletariatet måtte befri sig fra «den åndelige afhængighed af parlamentarismen», overvinde borgerskabets kulturelle hegemoni og i en kulturel revolution udvikle de egenværdier, som var nødvendige for at sikre sig en varig klassemagt.

I en omfattende kritik af Komintern - «Verdensrevolutionen og kommunistisk taktik» - bekendte han sig til klassens aktivitet, som ikke kunne erstattes af en «beslutsom minoritet». Revolutionen var et resultat af en spontan handling. Partiets opgaver var at skole og dermed forberede; Under revolutionen kunne partiet fremsætte programmer og direktiver, som blev opfattet som rigtige og dermed blive førende i kampen.

Samtidig vendte han sig mod hovedtendensen i Komintern, som gjorde den bolsjevikiske revolutionen til et almengyldigt forbillede, og krævede at de vesteuropæiske partier selv måtte kunne udvikle revolutionære erfaringer. Med sin kritik af visse udviklingstræk i Rusland efter revolutionen og sin spontanitetsteori stod han Rosa Luxemburg nær, men drog andre organisatoriske konsekvenser. De rådskommunistiske og kulturrevolutionære elementer i Pannekoeks tænkning gjorde, at han blev genopdaget i studenterbevægelsen i 1960'erne.

I Danmark har bl.a. VS ladet sig inspirere af Pannekoeks rådskommunisme.

E.Lo.