Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 10.118
: :
Massestrejkedebatten

Massestrejkedebatten i begyndelsen af det 20. århundrede blev udløst efter strejkebølgen i Belgien, Sverige, Holland og Italien i 1902-4 og den store strejkebevægelse i Rusland i 1905. Debatten berørte det organisatoriske forhold mellem fagbevægelsen og de socialdemokratiske partier og fagbevægelsens stilling i proletariatets frigørelsesproces. Hoveddeltagerne i debatten var Karl Kautsky, der repræsenterede den ortodokse marxisme, og Rosa Luxemburg og Anton Pannekoek, som repræsenterede venstrefløjen i arbejderbevægelsen.

For Kautsky var massestrejken en storstrejke som kunne benyttes som et forsvarsvåben mod kupforsøg og angreb på tilkæmpede rettigheder som f.eks. stemmeretten. Denne fortolkning indebar, at massestrejken skulle anvendes som led i den parlamentariske erobring af magten gennem det socialdemokratiske parti. Massestrejken kunne kun proklammeres i en umiddelbart revolutionær situation.

Luxemburg og Pannekoek anså derimod massestrejken som et nødvendig supplement til det parlamentariske arbejde. Luxemburg fremstillede massestrejken som en spontan handling i en revolutionær situation fuld af sociale og politiske konflikter. Den var dermed relativt uafhængig af de faglige lederes afgørelser og organisationsgraden i fagbevægelsen. Strejken blev ikke kun organiseret af en lille kerne af fagligt organiserede. Den havde også en bred deltagelse af ikke-organiserede. Strejken i Rusland i 1905 havde haft en organiserende virkning, samtidig med at den havde vist, at proletariatets laveste lag kun lod sig organisere gennem klassekampe. Massestrejken havde endvidere vist, at skellet mellem politisk og økonomisk kamp var blevet ophævet. Den havde desuden bidraget til vidtgående skoling af de uorganiserede og i løbet af kort tid øget deres politiske modenhed.

Luxemburg mente, at definitionen af massestrejken som forsvarskamp var meningsløs, fordi den udviklede sin egen dynamik: Massestrejken standses ikke, når de oprindeligt fremsatte krav er blevet indfriet, men bidrager til at skærpe klassemodsætningerne og dermed skabe nye konflikter. Endelig ville massestrejken i imperialismens og militarismens periode træde i stedet for gade- og barrikaderevolutioner og blive til den «generelle form for proletarisk klassekamp», hvor kampen om de aktuelle opgaver og det endelige mål smelter sammen.

Luxemburgs kritik rettede sig endvidere mod partiets og fagbevægelsens organisationsopfattelse. Hverken partiet eller fagbevægelsen havde magtet at vise arbejderklassen, at klassekampen var historisk nødvendig. I stedet havde de udviklet kvantitative og formelle forestillinger om forholdet mellem revolution og organisering - først måtte hele arbejderklassen organiseres, og derefter kunne det egentlige opgør mellem borgerskabet og proletariatet begynde. Organisationsgraden blev taget som en garanti for kampberedskabet. Det skel der havde udviklet sig mellem parti og fagbevægelse i Anden Internationale indebar en fare for, at man mistede det endelige mål af syne og i stedet på den ene side kun drev ren faglig politik, og på den anden koncentrerede sig om parlamentarisk arbejde. For Luxemburg var det først gennem forholdet til det endelige mål, at de faglige kampe og det parlamentarisk reformarbejde fik en socialistiske dimension: Nemlig erobringen af den politiske magt.

Pannekoek mente, at den kapitalistiske akkumulationsproces og kapitalismens periodiske kriser ville øge arbejdskøbernes modstand mod fagbevægelsens krav. Skulle fagbevægelsen magte at forsvare de resultater der var opnået, måtte den kæmpe mod selve lønsystemet. Arbejderne ville i deres kampe om lønninger og arbejdsforhold få «praktisk grundlæggende undervisning i klassekamp», udvikle klassebevidsthed og klassesolidaritet. Arbejdernes spontane masseaktioner mod kapitalismens krisetendenser ville foregå uafhængigt af den reformistiske faglige taktik. Aktionerne ville rive fagbevægelsen med sig.

Pannekoek understregede videre, at proletariatets kampformer måtte tilpasses den samfundsmæssige situation. I imperialismens tidsalder og i et militaristisk klassesamfund var proletariatets masseaktioner den eneste rigtige kampform, fordi sådanne aktioner ville trække stadig større grupper af uorganiserede proletarer ind i kampen. Ligesom Kautsky understregede Pannekoek, at proletariatets organisering var en forudsætning for masseaktionen, men hos ham var organisering ikke blot en ren talmæssig organisering, men også udvikling af klassebevidsthed.

Fælles for Luxemburg og Pannekoek var deres kritik af fagbevægelsens teoriløshed og passivitet i klassekampen. Mens de faglige ledere så det som deres hovedopgave at gennemorganisere arbejderne og bevæge sig indenfor lovens rammer, ville Pannekoek og Luxemburg trække de fagligt organiserede og dermed fagbevægelsen ind i de revolutionære kampe.

Massestrejkedebatten foregik på to fronter: For det første mellem revolutionære og reformorienterede socialdemokrater. For det andet mellem den syndikalistiske og den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Den aftegnede tydeligere end revisionismestriden frontlinierne mellem de revolutionære og de reformindstillede socialdemokrater.

E.Lo.