Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Schweiz
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Biologi
    .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
    .  Humaniora  .  Filosofi
     .  Psykologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi
Læst af: 142.197
: :
Piaget, Jean
Jean Piaget
Jean Piaget

Piaget (1896-1980), schweizisk videnskabsmand indenfor psykologi, biologi og filosofi. Jean Piaget er født i Neuchâtel og studerede i Neuchâtel, Zürich og Paris. Han har været professor i forskellige samfundsfag ved universiteterne Neuchâtel, Genève, Lausanne og Sorbonne, og grundlagde det internationale center for genetisk epistemologi ved universitetet i Genève. Dette center ledede han fra 1955. Han døde i 1980.

Piaget er især blevet kendt for sine undersøgelser af, hvordan børn tilegner sig kundskaber om deres omgivelser, selv om hans arbejder har et videre perspektiv. Han har udgivet over 50 bøger og hundredvis af artikler over en periode på over 70 år. De omfatter både biologi, sociologi og videnskabsteori. Det meste af dette har været knyttet til udviklingen af en teori, som han selv har givet navnet genetisk epistemologi - af græsk genesis: oprindelse og epistemologi: kundskabsteori. Dvs. en teori om hvordan kundskab bliver til.

Som biolog har Piaget særlig været optaget af den tosidige tilpasning mellem organisme og miljø. I al biologisk tilpasning mener Piaget, at der er et grundlæggende mønster, som går igen. På den ene side vil enhver organisme søge at drage nytte af de muligheder, der findes i det omgivende miljø og optage disse i sig. Denne side af tilpasningsprocessen kalder Piaget assimilation (det at gøre lige, optage i sig). På den anden side vil enhver organisme også i sig selv have muligheder for at optræde overfor omgivelserne på varierende måder, eller tilpasse sig til omgivelserne. Denne side af tilpasningsprocessen kalder Piaget for akkommodation (tilpasning).

De to processer assimilation og akkommodation foregår samtidig og er gensidigt afhængige af hinanden. Organismen tilpasser sig til miljøet og miljøet til sig selv. Til sammen udgør de to processer organismens totale tilpasning eller adaptation, som Piaget kalder det. Når organismens muligheder for assimilation og akkommodation er i overensstemmelse med hinanden, da er organismen og miljøet i en økologisk balancetilstand.

Som filosof mener Piaget, at det går an at beskrive individets erkendelse af omverdenen på samme måde, som han beskriver organismens biologiske tilpasning til miljøet. I erkendelsen sker der en assimilation, når man «optager» omverdenen og forsøger at tolke den i lyset af ens egen forståelse, forsøger at få nye observationer til at stemme med tidligere viden. Akkommodation vil i en erkendelsessammenhæng sige, at man «afprøver» sin forståelse af omverdenen, man forventer eller antager hvad der kan komme til at ske. De to delprocesser assimilation og akkommodation sker også her samtidig. Individet erkender omverdenen samtidig med at det afprøver sin erkendelse på omverdenen. Når der er overensstemmelse mellem «det der tages ind» og «det der prøves af», eller med Piagets ord, når der er balance mellem assimilation og akkommodation, da betyder det, at individet har en forståelse - den indre struktur - som er i overensstemmelse med omverdenen - den ydre struktur.

Piagets psykologiske teori om intelligensens udvikling ligger i skæringspunktet mellem hans filosofi og biologi, idet han sætter intelligens lig erkendelse, og antager at intelligensen udvikles gennem assimilation og akkommodation. Hele teorien bygger dermed på en antagelse om balance eller ligevægt - ækvilibrium. Hvis der ikke er overensstemmelse mellem de indre og ydre strukturer, vil balancen blive søgt genoprettet, ved at de indre strukturer omorganiseres. Når en ny balance opnås, har individet udvidet sin forståelse. Men dette fører i igen til, at individet bliver i stand til at assimilere nye sider af omverdenen, som det tidligere ikke brød sig om. Dermed er der igen skabt basis for nye konflikter, ny omorganisering osv.

På denne måde udvikles intelligensen i spring, mod stadig højere former for balance. Denne teori er en stadieteori. Udviklingen inddeles i faser: Den sansemotoriske fase, 0-ca. 2 år, den før-operationelle fase, ca. 2-ca. 7 år, den konkret-operationelle fase, ca. 7-ca. 11 år, og den formal-operationelle fase, fra ca. 11 år. Hver fase er underopdelt i forskellige stadier. Til de forskellige udviklingstrin svarer forskellige indre strukturer. Disse strukturer kalder Piaget for skema, og ved hjælp af et matematisk sprog beskriver han hvilke forskellige egenskaber, disse forskellige skemaer har.

Barnets tænkning får efterhånden et stærkere og stærkere formal-logisk præg, indtil barnet i princippet mestrer en videnskabelig tænkemåde. Skemaet kan selvsagt ikke observeres direkte, men Piaget og hans medarbejdere har udviklet en række opgavetyper, som de antager at barnet kan løse, dersom det er i besiddelse af helt bestemte skemaer. På denne måde mener de at have kortlagt udviklingsforløbet. Ud fra dette grundlæggende perspektiv på intelligens og erkendelse har Piaget studeret børns sprog, tænkning, sansning, tolkning og undersøgt hvordan årsagsbegreber, moralske begreber, forståelsen for tal, tid, bevægelse, hastighed, mængde, masse, vægt og volumen udvikles.

Piagets teorier fik et vældigt gennemslag internationalt - især fra 1950'erne. Det er blevet sagt, at de har betydet lige så meget for studiet af intelligensens udvikling som Freuds teorier i sin tid betød for studiet af personlighedens udvikling.

Det var Piaget der foretog de første systematiske undersøgelser af egocentrisk tale - det fænomen at børn snakker højt til sig selv om det de gør. Det var også Piaget der oprindelig lancerede begrebet decentrering - i sin oprindelige betydning: Det at betragte et forhold fra mere end én synsvinkel. Piaget er også blevet kendt for de mange varianter af de såkaldte konservationseksperimenter - forsøg som undersøger, om børn forstår, at en mængde forbliver den samme, selv om formen ændres. Der er også udviklet en hel del Piaget inspirerede undervisningsoplæg. Især indenfor erkendelsen af matematiske og fysiske begreber - i øvrigt ivrigt markedsført af undervisningsmiddelindustrien.

Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i hvad Piaget egentlig mener på baggrund af ofte vage eller dårlig definerede begreber, og det er påvist, at en del empiriske data går imod hans teorier - blandt andet undersøgelser fra ikke-vestlige lande. Man kan spørge, om Piagets almenmenneskelige og ahistoriske teori ikke afspejler en vestlig etnocentrisme, hvor intelligens defineres ud fra vore intellektuelle færdigheder og traditionelle «skoledygtighed». Det vanskelige i at opretholde en konsekvent dualistisk adskillelse mellem «indre» og «ydre» blev aldrig betragtet som noget problem af Piaget. Endelig må Piagets individualistiske forankring nævnes. Alle hans empiriske forsøg drejer sig om det enkelte barns møde med en tingslig verden. På denne måde bliver der for lille plads til det sociale samvær mellem børn og voksne, hvilket burde være et helt nødvendigt udgangspunkt for en psykologisk udviklingsteori.

A.Sk.


Litteratur

Vejleskov, Hans: Udvalgte Piaget-tekster: uddrag fra Piagets værker med indledende kommentarer. Dansk Psykologisk forlag (1999)