Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
    .  Norge
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Bygningsarbejder  .  Tømrer
   .  Politisk  .  Fagligt
Ideologi  .  Socialistisk
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 6.127
: :
Pihl, Sophus
Sophus Pihl
Sophus Pihl

Pihl (1840-1888), en af pionererne i den socialistiske arbejderbevægelse i både Danmark og Norge.

Sophus Pihl blev født i Nykøbing Sjælland og blev udlært snedkersvend i 1859. I 1860'erne var han på valsen i flere lande i Europa og vendte tilbage til København i 1870 som overbevist socialist. Han blev et fremtrædende medlem af den danske afdeling af Første Internationale - stiftet i oktober 1871 - og var også aktiv i fagforeningsarbejde. Efter at tre danske ledere af Internationalen - Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff var blevet fængslet og organisationen forbudt, tog Pihl initiativ til oprettelsen af Den demokratiske Arbejderforening, og han blev dens første formand.

Men myndighederne og politiet lod ham ikke være i fred. Stadig forfølgelse gjorde, at han i 1877 drog til Sydafrika, hvor han opholdt sig i 7 år.

Pihls rolle i dansk arbejderbevægelse er ofte blevet undervurderet, særlig i forhold til Louis Pio. Pihl indså tidligere end de fleste nødvendigheden af organisation - både politisk og faglig - og han gjorde en aktiv indsats for at fremme denne målsætning. Det var også vigtigt, at han understregede betydningen af «militant massemobilisering» blandt arbejderne.

Efter et omflakkende liv kom Sophus Pihl i foråret 1885 til Bergen. Han arbejdede først ved et af byens mekaniske værksteder, og senere ernærede han sig som sproglærer. Samtidig begyndte han at agitere for socialismen blandt byens arbejdere. I løbet af kort tid fejrede denne agitationsvirksomhed store triumfer. Sophus Pihl fik startet en avis, «Arbejdervennen». Han stod bag oprettelsen af en politisk forening for arbejdere: Den demokratiske Arbejderforening, som nåede op på over 200 medlemmer, og han udløste en bølge af fagforeningsdannelser indenfor industri og håndværk, som omfattede 12-15 fag og over 1500 arbejdere.

Organisationerne havde et klart klassekampspræg og brød fundamentalt med det eksisterende mønster for arbejderforeninger i Bergen, som havde været dels borgerlige understøttelses- og dannelsesforeninger af forskellig slags, dels svendeforeninger hvor socialt liv og sammenhold var den dominerende aktivitet. Byens første fagforening, Den Typografiske forening (1876) var et eksempel på en sådan organisationstype.

Bergen var til trods for en betydelig tekstil- og værftsindustri i omegnen, endnu i høj grad domineret af håndværksproduktion, og det toneangivende lag indenfor arbejderklassen var håndværkssvendene. Men håndværksstrukturen i byen var udsat for store forandringer i 1880'erne. Ustabile priser og afsætningsforhold sammen med svage internationale konjunkturer bidrog til at svække mange mindre håndværkere. Håndværkssvendene fandt sig i sigende grad «reduceret» til almindelige lønmodtagere. Stor arbejdsløshed - særligt i årene 1885-87 - bidrog også til at øge uroen indenfor arbejderklassen.

Sophus Pihl tilbød både svende og andre arbejdere organisation, kamp og solidaritet: «Ved at kæmpe enkeltvis, opnaar Arbejderne Intet, thi at kæmpe enkelt er at kæmpe blindt. Nei, Arbejderne bør organisere sig til et eneste stærkt Parti» (Arbejdervennen 27 juni 1885). Den demokratiske Arbejderforening skulle være hovedvåbnet i kampen. Fra den skulle agitation og propaganda styres, på samme måde som politiske initiativer skulle udgå fra den. Programmet var en reduceret version af det tyske Gothaprogram, men agitationen fra Pihls side lå nærmere en marxistisk linie. Bl.a. blev internationalismen knæsat som et vigtigt ideologisk princip, således at antinationalismen efterhånden fremtrådte som et typisk træk ved den tidlige arbejderbevægelse i Bergen.

Mellem Pihls organisation og Håndverkssvennenes Forening opstod der straks et modsætningsforhold. Kampen endte uden sejrherre. Begge organisationer gik svækkede ud af konkurrencen. En tabt strejke blandt formerne på Laksevåg Værk i sommeren 1886 bidrog også til at øge frafaldet fra Pihls bevægelse, som havde engageret sig stærkt på de strejkendes side. Indre stridigheder og økonomiske problemer gjorde også sit til at svække organisationerne. Det var også et hårdt slag, at Arbejdervennen måtte gå ind i september 1886.

Den demokratiske Arbejderforening fastholdt alligevel til en vis grad sin aktivitet efter 1886. Det ser ud til, at der nu blev lagt større vægt på marxistisk skolingsvirksomhed. Det slog igennem, da Det norske Arbejderparti blev stiftet i 1887, og delegationen fra Bergen markerede sig som en venstreopposition med antinational og marxistisk profil. Sophus Pihl deltog efterhånden stadig mindre i bevægelsen. Personlige uoverensstemmelser, dårlig økonomi og sygdom gjorde, at han trak sig mere tilbage. Han døde af lungebetændelse i april 1888.

Sophus Pihl var ingen stor og nyskabende teoretiker, skønt han har leveret bidrag også på dette felt. Fremfor alt var han organisator og agitator. Han rejste arbejderbevægelsen i Bergen, gav den form og indhold. En platform at arbejde videre på.

E.Er.

Litteratur

K. Aabrek: En oversikt over arbejdsforholdene og arbejderbevægelsen i Bergen i midten af 1880-årene, Oslo 1926.
A. Skivenes: Sophus Pihls rolle i dansk og norsk arbejderbevegelse. En politisk biografi, Bergen 1976.