Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 37.154
: :
Prag foråret

Prag foråret betegner demokratiseringen og forsøget på at skabe en socialisme med et menneskeligt ansigt som fandt sted i Tjekkoslovakiet fra januar 1968 til 21. august 1968.

Mens afstaliniseringen fik dramatiske og vidtgående følger i de fleste østeuropæiske lande, forblev Tjekkoslovakiet så godt som upåvirket. Først i begyndelsen af 1960'erne kom der stærke modsætninger til syne indenfor det tjekkoslovakiske kommunistparti samtidig med at den tjekkoslovakiske økonomi kom i store vanskeligheder. Partiledelsen blev tvunget til at åbne op for gennemgribende diskussioner og analyser af samfundet. Samtidig tiltog presset mod Antonin Novotný, som i egenskab af både partileder og præsident repræsenterede videreførelsen af Stalintidens koncentration og misbrug af magten. På centralkomitemødet 5. januar 1968 blev han tvunget til at gå af som førstesekretær. Alexander Dubcek var den kandidat, de forskellige fraktioner i partipræsidiet kunne enes om som erstatning.

Udskiftningen i partitoppen blev i først omgang ikke tillagt nogen særlig betydning blandt befolkningen, men det viste sig snart, at der var indtrådt et nyt politisk klima. De intellektuelle blev mere højlydte i deres kritik, og pressecensuren ophørte i praksis med at fungere. Modstanderne i partiet af Novotný gav deres kritik en stadig skarpere form. Forskellige massemøder begyndte at fremsætte politiske krav. Allerede i februar blev der nedsat en arbejdsgruppe ledet af Zdenek Mlynár, som skulle udarbejde et aktionsprogram for partiet. Med dette program ønskede partiet at fjerne enhver tvivl og mistro til den nye politik og præcisere dens målsætninger.

På centralkomitemødet i slutningen af marts blev partiets nye linie formuleret mere præcist og fik et tydeligere organisatorisk udtryk. Novotný måtte trække sig som præsident, og general Ludvik Svoboda blev nomineret som hans efterfølger. Desuden overtog Novotnýs modstandere flere ledende stillinger i partiet og i regeringen.

Aktionsprogrammet blev offentliggjort den 9. april og indeholdt en række punkter, som brød med politikken under Novotný. Det indeholdt punkter om fuld ytringsfrihed, om rehabilitering af Stalintidens ofre, og om dannelsen af arbejderråd på virksomhederne. Det vigtigste og af ydre årsager mest ømtålelige punkt drejede sig om partiets monopolstilling. Denne blev ikke opgivet, men det blev præciseret, at kommunistpartiets ledende stilling ikke måtte baseres på magtmidler. Gennem sit arbejde måtte partiet sikre sig folkets støtte og tillid.

Den nye ytringsfrihed førte til, at en række organisationer optrappede deres virksomhed, og at nye blev dannet. Men selv om partiet fik massiv støtte til sin politik, skortede det ikke på ret skarp kritik, som hovedsagelig bestod i, at partiledelsen var for vaklende eller gik for langsomt frem. Meningsmålinger viste imidlertid, at blandt hele det politiske mangfoldighed der udfoldede sig, ønskede det store flertal at holde fast på den socialistiske samfundsform. Kun 5% ønskede genindførelse af kapitalismen.

Partiledelsen havde ikke kun de gamle Novotnýtilhængerne og befolkningens krav og ønsker at tage hensyn til. Tjekkoslovakiets stilling i det Sovjetdominerede Østeuropa blev hen over foråret og sommeren i stadig større grad bestemmende for videreudviklingen af demokratiseringsprocessen. Efter at aktionsprogrammet blev offentliggjort, udsendte først og fremmest Sovjetunionen og Østtyskland en ren flom af afsløringer om den kontrarevolutionære udvikling i landet. For disse var den udvidede ytringsfrihed ensbetydende med, at kommunistpartiet var i færd med at miste kontrollen over samfundet. Dubcek imødegik hele tiden kritikken fra sine «allierede» ved at henvise til, at det drejede sig om indre anliggender i Tjekkoslovakiet, og at landets plads i det socialistiske fællesskab var urokkelig.

I juni og juli blev demokratiseringen stadig stærkere. De fleste indså, at partiledelsens tilbageholdenhed skyldtes den ydre trussel. I slutningen af juli fandt der yderst dramatiske forhandlinger sted mellem den tjekkoslovakiske og sovjetiske topledelse. Selv om tjekkoslovakkerne måtte gå med til mindre indrømmelser, afviste de alle sovjetiske anklager om kontrarevolution. Efter dette møde åndede hele Tjekkoslovakiet lettet op.

Natten til den 21. august besatte tropper fra Polen, Østtyskland, Ungarn, Bulgarien og Sovjetunionen helt uventet hele Tjekkoslovakiet. Angiveligt efter anmodning fra «sunde elementer» i kommunistpartiet. Dubcek og flere andre ledere blev arresteret og bragt til Moskva. Planen med besættelsen havde været at fjerne Dubcek ledelsen og at få indsat en samarbejdsvillig «arbejder- og bonderegering». Men det tjekkoslovakiske folks samlede og massive ikke-voldelige modstand mod besættelsesstyrkerne gjorde en sådan løsning umulig.

Det blev nødvendigt at forhandle med de tjekkoslovakiske ledere. Under et umenneskelig pres blev de tvunget til at «normalisere» forholdene i landet, hvilket i virkeligheden bestod i at annullere alle væsentlige punkter i aktionsprogrammet. Hen over efteråret og vinteren fremsatte Sovjetunionen nye krav om «normalisering» og bekæmpelse af de «antisocialistiske elementer». I april 1969 måtte Dubcek efter et sovjetisk ultimatum trække sig som førstesekretær. Han blev efterfulgt af Gustáv Husák, som skulle vise sig at være villig til fuldt ud at «normalisere» det tjekkoslovakiske samfund og «genoprette partiets autoritet på alle samfundsområder».

Prag foråret var en krise for den sovjetiske form for socialisme, som sovjetbureaukratiet måtte knuse for at hindre, at der opstod et virkeligt alternativ til den reelt eksisterende socialisme uden et almægtigt partiapparat - uden censur - og et allestedsnærværende hemmeligt politi. Men for socialister både i og udenfor de Moskvaorienterede partier virkeliggjorde Prag foråret et alternativ til det stalinistiske partidiktatur og den vestlige kapitalisme, og erfaringerne fra Tjekkoslovakiet fik stor betydning for nyorienteringen i de «eurokommunistiske» partier, der blev opfattet som en lige stor trussel i både Moskva og Washington.

J.I.B.

Litteratur

Z. Mlynár: Nachtfrost. Erfahrungen auf dem Weg vom realen zum menschlichen Sozialismus, Köln 1978.
Z. Hejzlar: Praha i skyggen af Moskva, Oslo 1978.