Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 79.849
: :
Sekularisering

Ved sekularisering forstås den proces, hvor forskellige felter indenfor samfund og kultur unddrages kirkelig eller religiøs kontrol - gøres verdslige eller «sekulære».

Første gang ordet blev anvendt i denne betydning var ved fredsforhandlingerne i Westphalen i 1646 efter Religionskrigene. Sekularisering refererede til, at de verdslige myndigheder overtog kirkelig ejendom - f.eks. overførte en klosterejendom til verdslig forvaltning. I denne institutionelle forstand betyder sekulariseringen, at kirken bliver adskilt fra felter, som den tidligere kontrollerede: Eksproprieringen af kirkelig ejendom, skellet kirke-stat, uddannelsessystemets løsrivelse fra kirken osv.

Men sekularisering betegner også den symbolsk kulturelle proces som fører til, at religionen får en stadig mere svækket stilling indenfor det europæiske ånds- og tankeliv. Billedkunst, musik, litteratur og filosofi selvstændiggøres i forhold til det religiøse univers. Særlig markant udtrykkes denne selvstændiggørelse ved fremvæksten af videnskab i moderne betydning. Over tid har den moderne videnskab fortrængt det traditionelle, religiøse verdensbillede.

I løbet af de sidste to hundrede år har den kristne religion i Europa mistet sin position som offentlig religion, som urokkelig tradition, og som en instans der retfærdiggør sociale og politiske privilegier. Religionen omformes i stedet til et subjektivt og privat trosforhold. Sekulariseringen beskriver således den gennemgribende ændring af det kulturelle og religiøse verdensbillede, som har fundet sted i Europa.

Det har eksisteret forskellige vurderinger af denne proces. I antikirkelige kredse har man betragtet sekulariseringen som menneskets definitive frigørelse fra den religiøse overtro; i kirkelige kredse har man i overvejende grad betragtet sekulariseringen som «afkristningen» af verden. Nyere protestantisk teologi har med udgangspunkt i den tyske teolog Friedrich Gogartens undersøgelser, ført sekulariseringens kilder tilbage til de bibelske skrifter selv: «Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er» (Markus 12,17).

Det er en central tanke i den bibelske religion, at natur og samfundsliv er renset for det hellige - sekulariseret - og at det er skaberen og ikke skaberværket, der er helligt. Men som radikale protestantiske teologer efter Gogarten påpeger, så standser sekulariseringen ikke ved verden - også gud renses for helligt indhold. Ved sekulariseringens slutpunkt er verdsliggørelsen total, og begrebet om «det hellige» giver ikke længere mening. Den nye «gud-er-død»-teologi er et udtryk for dette. Hvis sekulariseringen kan spores tilbage til de bibelske skrifter, betyder det, at den kristne religion indeholder kimen til sin egen opløsning.

R.S.


Litteratur

T. Aukrust: Mennesket i kulturen, Oslo 1958.
P. L. Berger: The Sacred Canopy, New York 1967.
H. Lübbe: Säkularisierung, München 1975.