Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/11 2006
Læst af: 100.383
: :
Religion
Buddhisme (Solidaritet)

Ordet religion stammere sandsynligvis fra det latinske religare, der betyder at binde eller knytte forbindelse. Det drejer sig her specielt om forholdet til formodede højere magter eller guder. Ikke alle religion opererer med specielle guder, selv om det er det mest almindelige.

Religion som fænomen

Alt religion har til formål at formidle (knytte forbindelse) mellem menneskene og deres samlede omgivelser. Vægten kan dels ligge på den sociale dimension - f.eks. invielsesritualer -, dels på forholdet til naturen - f.eks. frugtbarhedsritualer - og dels direkte på forholdet til formodede højere magter. De sidstnævnte kan være personlige - så som guder, ånder eller dæmoner - eller mere upersonlige størrelser - som himmel-helvede, karma-nirvana, yin-yang-dialektik.

Praktiseringen af religionen kan ske på en række forskellige måder, lige fra såkaldt «primitive» former for magi, til mere abstrakte former for bøn og gudstjeneste. I princippet går mange af de samme elementer imidlertid igen i alle former for religion. Det er derfor principielt set ikke muligt at skelne skarpt mellem «primitive» og «højere» religioner. F.eks. synes der at være en glidende overgang mellem «primitiv» animisme (åndetro) og de «højere» religionernes gudetro. Højguderne er gerne stammeånder, der har «udviklet sig» til territorial- eller verdensguder i takt med stammens almene territoriale krav og prætentioner. I det bibelske materiale kan man f.eks. følge jødegudens «udvikling» fra at være en flakkende stammegud blandt andre stammeguder - monolatri: dyrkelse af en bestemt gud uden at benægte eksistensen af andre - til at blive omfattet af et krav om at være den eneste gud - monoteisme: anerkendelse af kun én bestemt guds eksistens. I sidstnævnte tilfælde bliver guden samtidig tilskrevet evnen til at have skabt hele verden ud af ingenting.

Alle de store religioner bærer i deres kerne de væsentlige elementer fra såkaldte «primitive» stadier. Den abstraherede private bøn vil ligesom magien, offeret og bønnetrommen appellere til og påvirke de overnaturlige kræfters gunst og bistand.

Landbrugsrevolutionen for ca. 10.000 år siden må antages også at have haft stor betydning for religionshistorien. Overordnet drejer det sig om overgangen fra 3-4 millioner år med jagt- og samlerkultur til en mere stabil landbrugskultur med fast bosætning. Økonomisk betød den et revolutionerende opsving, en stærk befolkningstilvækst og udløsningen af hidtil uanede ressourcer, der kunne anvendes i den generelle politiske administration og i religionen. Bl.a. opstod muligheden for større stabile statsdannelser. Religionshistorisk danner den grundlaget for de fastboende lokalguder og deres territoriale ekspansion.

I forbindelse med de større statsdannelser - f.eks. gennem erobringen af naboterritorier - kom der også til at opstå større religionskomplekser. Bl.a. synes hinduismen med dens gudepanteon - samling af guder - at være udviklet ved en samling af flere lokalguder. Sammenstillingen af den olympiske og den norrøne gudeverden må også antages at have en tilsvarende baggrund. I disse tilfælde opstod samtidig behov for at indordne og rangere de forskellige lokalguder i forhold til hinanden - parallelt med rangordningen af de forskellige folkegrupper. Herskergruppens gud eller guder indtog i disse tilfælde den dominerende plads. En løsning på problematikken kunne være, at lade alle de enkelte guder blive betragtet som manifestationer af den samme overordnede hovedgud.

Forholdene indad til i det enkelte gudepanteon kan i mange tilfælde også afspejle de politiske magtforhold mellem den øverste hersker og dennes underordnede vicekonger, statholdere eller embedsmænd. F.eks. synes solgudens suveræne stilling i enkelte perioder i det gamle Egypten at afspejle Faraos tilsvarende politiske position. Det er generelt rimeligt at antage, at det stigende behov for en stram statsorganisering på det politiske plan, samtidig gav sig udtryk i en tilsvarende stram organisering af gudeverdenen.

Efter landbrugsrevolutionen øgedes muligheden for, at religionen kunne udvikle sin egen økonomi. I enkelte tilfælde udviklede religionssystemet sig til en stat i staten, med selvstændig (hellig) kapital og organisation. I middelalderen var den romersk-katolske kirke f.eks. den største jordejer i Europa, og den er fortsat en af verdens mægtigste økonomiske institutioner.

Funktioner

Som formidler mellem menneskene og deres totale livsbetingelser, synes religionen oprindelig at have haft flere forskellige funktioner:

1. Kontrol af omgivelserne. Religionen synes at have udviklet sig som et integreret led i den tidlige menneskeheds grundlæggende projekt: At bemestre omgivelserne for at overleve. I denne forbindelse har man også grebet til magisk adfærd. Både overfor naturen generelt og i vigtige praktiske livsforhold - som jagt, landbrug osv.- og i forhold til specielle naturkræfter og formodede højere magter. De forskellige guder havde ansvar for forskellige livsområder - f.eks. grækernes Poseidon der var gud for havet og søfarerne. Det gælder også arbejdsdelingen mellem de fire kristne guder: Skaberen, Frelseren, Helligånden og Djævelen. Elementer af denne hovedfunktion findes indenfor al religion. Ud fra denne funktionen kan religionen betragtes som udtryk for en før-videnskabelig og før-teknologisk strategi i kampen for at overleve.

2. Generel verdensforklaring. Centralt i religionen står gerne specielle myter og legender, der skal forklare vigtige sider ved tilværelsen eller verden og dens tilblivelse som helhed. Myter og gudeteorier kan i dette perspektiv betragtes som før-videnskabelige hjælpehypoteser, der er led i forsøget på at gøre sig fortrolig med verden og tilværelsen. I Det nye Testamente bliver hændelser på det ydre historiske plan og i naturen f.eks. forklaret ud fra henvisningen til guden, mens ekstraordinære forhold på det indre psykiske plan bliver forklaret ved ånder og dæmoner.

3. Legitimering. Tæt knyttet til funktionen som verdensforklaring er religionens funktion som begrundelse for eller forsvar af politiske, sociale og kultiske ordninger. Gennem myterne begrundes kongens position ved, at han betegnes som gudens egen søn. Tilsvarende legitimeres også frelsesskikkelsers autoritet. Almene samfundsmæssige love og regler begrundes ved, at de er indstiftet eller godkendt af guden. Med sin funktion som legitimerende samfundsstøtte afspejler religionen gerne det samfund den indgår i. Det stærke religiøse forbud mod at stjæle er særlig forståelig, og også stærkt understreget indenfor samfund - som f.eks. det israelittiske - hvor der er store forskelle i ejendom.

Men religionen har også behov for at legitimere sig selv og sin autoritet. I Det gamle Testamente er det f.eks. en vigtig pointe, at de «10 bud» - som der findes en række religionshistoriske paralleller til, og som for øvrig indeholder flere end 10 bud - bliver givet direkte af guden selv. Erobringen af Palæstina legitimeres ved, at landet er givet som løfte fra guden. Jesu autoritet begrundes ud fra forestillingen om, at han er gudens specielle søn. Dette bliver bl.a. udtrykt gennem fortællingen om jomfrufødslen, der kan betragtes som en legitimeringsmyte.

4. Socialt bindeled. Det vigtige er her den religiøse kultus med dens tilhørende kultforsamling eller kultfællesskab. I de fleste tilfælde markeres kultfællesskabet ved specielle indvielsesritualer - som f.eks. dåb. På dette plan kan religionen også fungere som et vigtigt led i oprettelsen af almene sociale fællesskaber. F.eks. ser det ud til, at de forskellige stammer som på et bestemt tidspunkt flygtede fra Egypten, sluttede sig sammen til én fælles stamme - Israel - ved at alle mænd gennemgik en fælles kultisk omskærelse.

Gennem religionen bliver det sociale fællesskab etableret ovenfra og ned. Dette til forskel fra de fællesskaber der blev etableret nedefra og op ud fra fælles praktiske interesser eller horisontalt ud fra umiddelbar gensidighed og solidaritet.

5. Metafysisk frelses-ordning. Indenfor flere religioner synes der i tidens løb at være foregået en markant drejning fra kollektive og praktiske funktioner til funktioner med større vægt på det individuelle og metafysiske. Dette er bl.a. tydeligt indenfor den jødisk-kristne religionstradition, hvor senjødedommen og kristendommen - sidstnævnte må religionshistorisk betragtes som en senjødisk sekt - lægger en helt anden vægt på den individuelle og metafysiske frelse, end tilfældet er i den klassiske jødedom.

Dette hænger sammen med en øget dualistisk (todelt) verdensforståelse, hvor tilværelsen betragtes som en kamp mellem gode og onde kræfter, konkretiseret i kampen mellem krop og sjæl, mellem materie og ånd, osv. Ifølge kristendommen er verden dømt til at gå under i en katastrofe, og håbet sættes til den ny verden, som den kristne gud skal skabe. I vor nuværende verden gælder det først og fremmest om at sørge for sin religiøse frelse, således at den enkelte kommer med i den nye og mere himmelske verden, som guden skal skabe for sine udvalgte.

Den individuelle frelse-orientering synes at hænge sammen med almenkulturelle forhold. Stærke tendenser i denne retning findes i kulturelle forfalds- eller depressionsperioder, som mod slutningen af Romerriget. I moderne samfund hvor mange af religionens øvrige funktioner er faldet bort eller er blevet stærkt reduceret, er det der måtte være tilbage af religiøs interesse ofte knyttet til dette aspekt.

Religionskritik og apologetik

Indenfor de fleste kulturer har religionen traditionelt været så integreret i den almene samfunds- og magtstruktur, at den direkte religionskritik ikke har haft megen plads. I Det gamle Testamente foreskrives der dødsstraf for afvigelse fra den officielle tro - 5. Mosebog 14. Det er ikke kun enkeltpersoner der i denne forbindelse trues, men hele bysamfund med alle dets indbyggere - 5. Mosebog 13. I Det nye Testamente er truslen om straf af sådanne forseelser overvejende forskudt ud til det hinsidige, men også her kunne den kirkelige inkvisition - bl.a. i middelalderen - finde kærkomne forbilleder og holdepunkter - Apostlenes gerninger, kapitel 5. Selv efter at kirken måtte indstille den fysiske inkvisition, har den i mange lande helt frem til i dag formået at opretholde en stærk social og kulturel kontrol.

De første sporadiske eksempler på religionskritisk tænkning indenfor den vestlige tradition, finder vi i den græske oldtidsfilosofi. Xenofanes fra Kolofon - ca. 500 f.v.t. - antyder, at det er menneskene der skaber guderne i deres eget billede: «Egypterne hævder, at guderne har brede næser og er sorte, trakerne hævder at guderne har blå øjne og rødt hår.» Prodikos fra Keos - ca. 400 f.v.t. - hævder, at religionen er opstået ved at menneskene har dyrket de fænomener, der har været særlig vigtige for dem - så som sol, vand, ild, jord osv. Han bruger egypternes opdyrkning af Nilen som eksempel - ud fra en analyse af Nilens centrale betydning for deres økonomi og levevilkår. Alkidamas fra Athen - ca. 400 f.v.t. - kritiserede de gældende religiøse og traditionsbestemte regler - bl.a. i forholdet til slaveri. Ud fra en rationel og naturretsligt præget tænkemåde argumenterede han for almene menneskerettigheder. Mod slutningen af antikken blev tilløbene til filosofisk «fritænkeri» kvalt af den religiøse reaktion og restauration. Den kulminerede ved at kristendommen blev den officielle religion i Europa. I øvrigt i stærk konkurrence med en række beslægtede religioner.

Der var ikke nogen radikal og systematisk religionskritik der kunne overleve kirkens inkvisition og bogbrændinger før kirkens absolutte kulturhegemoni begyndte at svækkes mod slutningen af vort eget årtusinde. 1700-tallets såkaldte oplysningsfilosofi danner i den forbindelse et vigtig skel. De franske encyklopædister Diderot (1713-84), Helvetius (1715-71) og D'Alembert (1717-83) udøvede en udstrakt religionskritisk virksomhed. Det samme gjorde naturvidenskabsmanden Holbach (1723-89) og digterfilosoffen Voltaire (1694-1778).

Oplysningstidens religionskritikere kritiserede religionens rent logiske sider, så som treenighedslæren (3 x 1 = 1) og forestillingen om en skabergud ud fra ideen om, at alt må have en skaber - men hvem skabte så skaberguden? Dels konfronterede religionskritikerne de religiøse forestillinger om undere, himmelfart osv. med det gryende videnskabelige verdensbillede og tænkemåde. I det 20. århundrede har Bertrand Russel (1872-1970) været en central repræsentant for denne «rationalistiske» religionskritik.

De religionskritiske ansatser fra oplysningstiden er senere blevet fulgt op i akademiske miljøer og i tilknytning til disse, først og fremmest gennem sporadiske individuelle initiativer. I enkelte tilfælde er der også blevet dannet religionskritisk prægede miljøer, som i forbindelse med den såkaldte «venstrehegelianisme» i Tyskland. Dette miljø frembragte betydelige religionskritiske tænkere som Bruno Bauer (1809-82), Ludwig Feuerbach (1804-72) og Karl Marx (1818-83) Feuerbachs pointe var, at religionen generelt drejer sig om en overførsel «opad» af utilfredsstillede menneskelige behov - primært som kompensation for egen mislykkethed og ufuldkommenhed. Dette førte Marx videre på det samfundsmæssige plan. Han betragtede religionen som udtryk for en «illusorisk lykke», som man tager sin tilflugt til som trøst og erstatning for utilfredsstillende livsforhold i den virkelige verden. Religionen træder da i princippet i stedet for forsøg på at ændre disse forhold. Religionen bliver i større eller mindre grad en åndelig sutteklud, eller som Marx udtrykte det: «Folkets opium».

Han hævdede, at opgøret med religionen var en forudsætning for ædruelig politisk tænkning og praksis, og at «kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik». Det er først med den marxistisk orienterede arbejderbevægelse fra slutningen af det 19. århundrede, at man kan tale om religionskritik og ateisme som en bred folkelig bevægelse. (Se Ateisme)

I det 20. århundrede er religionspsykologien kommet til som et vigtigt nyt skridt i religionskritikken. Den moderne dybdepsykologis pioner Sigmund Freud (1856-1939) anvendte selv sin psykologiske forskning på religionen. Han fandt, at religionen udnyttede en række almene og rationelt forståelige psykologiske behov og konflikter hos mennesket, ved at den tolkede dem ind i en overnaturlig ramme.

Det kirkelige svar på religionskritikken kaldes apologetik - dvs. «verbalt selvforsvar». Dette har selvfølgelig været mest aktuelt i de tilfælde, hvor kirken ikke har haft tilstrækkelig magt til rent fysisk at tilintetgøre religionskritikerne og deres skrifter, eller til fuldstændigt at neutralisere eller overdøve dem mere indirekte. Apologetikken udspringer af, at religionen i en svækket magtposition ikke har kunnet leve på alene at legitimere det bestående. Det er også blevet nødvendigt at legitimere religionen.

Et hovedtræk ved moderne kirkelig apologetik er forsøget på at skjule sider ved den kristne «åbenbaring», som i andre perioder er blevet særligt fremhævet og har været blandt kirkens mest effektive våben. En sådan side har f.eks. været Jesus' og Det nye testamentes trusler om evige pinselsstraffe for ikke-kristne. Andre ømtålelige punkter - som kirken har prøvet at skjule - er Det nye Testamentes forbud mod oprør på det verdsligt-politiske område, dets accept af slaveri, dets religiøst begrundede lære om kvindens sociale underordning i forhold til manden og dets forfægtelse af det patriarkalsk-autoritære familieideal i det hele taget.

En anden apologetisk strategi har været, på overfladen at gå i alliance med aktuelle kulturstrømninger og idealer. Selv når disse går ret meget på tværs af det kirkelige skrifts- og læregrundlag. Denne form for dobbeltkommunikation kaldes gerne for «liberal teologi». Forrige generations liberale teologer benægtede f.eks. undere, jomfrufødsler, opstandelse og himmelfart i den almene kulturdebat, samtidig med at de gerne indadtil loyalt fastholdt de bastante kirkelige formuleringer om dette. Almenkulturelt fungerer de liberale teologer som kirkens radikale alibi eller legitimation. Blandt de mest desperate forsøg på kristen apologetik i de senere år kan nævnes den såkaldte «Gud er død»-teologi, slagordet om en «revolutionær» eller «progressiv kristendom» - med forsøg på bl.a. at fremstille Jesus som en politisk revolutionær - og - i takt med den vigende statistik på dette område - en afstandtagen til betegnelser som «personlig tro eller kristendom».

Udbredelse og tendens

Frem til begyndelsen af det 20. århundrede må man antage, at næsten 100% af menneskeheden havde haft, og fortsat havde, en form for personlig forhold til en eller anden religionsform. Det er på denne baggrund forståeligt, at der blev talt om menneskets «religiøse natur» - eller om mennesket som «uhelbredelig religiøst». Dette svarer til, at man hævder at klasseskel og autoritære samfundsstrukturer er «naturlige» ud fra en overvældende historisk tradition. I løbet af det 20. århundrede er der imidlertid sket betydelige forskydninger på det livssynssociologiske plan. Der er to hovedårsager hertil. Den ene er den betydelige udbredelse af teknologi, urbanisering og oplysning i de vestlige lande, med baggrund i den industrielle revolution. Dette har ført til, at religionens oprindelige funktioner i vid udstrækning er blevet uaktuelle. Betragtet på denne måde får den industrielle revolution en lige så vigtig betydning for livssynsudviklingen i nyere tid, som den såkaldte landbrugsrevolution synes at have haft tidligere. Denne udviklingstendens kaldes fra religiøst hold for ideologisk «sekularisering» (verdsliggørelse). Religionens relative sejlivethed i de industrialiserede samfund kan bl.a. forklares ved, at den allerede har en etableret økonomisk og organisatorisk position. Den vil i mange tilfælde være i stand til at producere sin egen form for religiøs motivation, på linie med anden markedsføring.

Den anden hovedårsag til forskydningerne på livsopfattelsesområdet i det 20. århundrede er udbredelsen af den radikale arbejderbevægelse. Særligt afgørende er de situationer, hvor der er blevet gennemført en socialistisk revolution. I disse tilfælde - som bl.a. i Kina og Sovjetunionen - har det drejet sig om en marxistisk orienteret socialisme, hvor marxismens religionskritik og ateisme er lagt til grund for ideologi og kulturpolitik. Graden af tolerance overfor religiøs ideologi og praksis har svaret til graden af tolerance overfor afvigende ideologi og praksis generelt. Som følge af de socialistiske revolutioner kunne over 1 milliard mennesker eller over en fjerdedel af verdens samlede befolkning frem til 1980'erne formelt betragtes som ateister eller uden religiøs ideologi.

Forskellen mellem formel og reel trostilslutning varierer meget i de forskellige lande og kulturer. Hovedtendensen i de industrialiserede lande har gennem århundredet været sekularisering. Dog har udviklingen af kapitalismens krise i slutningen af det 20. århundrede ført til en søgen tilbage - en regression til tidligere århundreders religiøse værdier. I den lange civilisatoriske udvikling må det dog betragtes som midlertidige tilbageslag.

H.Vi.

Litteratur

G. Widengren: Religionens värld, Uppsala 1945.
L. Feuerbach: Das Wesen des Christentums, Leipzig 1841.
K. Marx: Kritik af den Hegelske rettsfilosofi, i Verker i udvalg, Oslo 1970.
A. Edwien: Jesus i konflikt med menneskerettighetene, Oslo 1979.
H. Viestad (red.): Opgjør med kirken, Oslo 1977.
T. Moser: Gudsforgiftning, Oslo 1979.

Internet

Tidsskriftcentrets emnelister: Socialister om religion