Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 49.216
: :
Strukturalisme

Strukturalisme er siden 1960'erne særlig blevet anvendt som betegnelse for en intellektuel moderetning i Frankrig, som siges at have afløst eksistentialismen. Som så mange andre «ismer» er den imidlertid efterhånden blevet temmelig indholdsløs. Samtidig er de der kaldes for «strukturalister» ofte blevet de første til at benægte, at de er det.

Historisk er strukturalismen i mange henseender udgået fra den russiske formalisme (Vladimir Propp m.fl.) og fra Praha-fonologien (med bl.a. Nikolaj Trubetskoj og Roman Jakobson). I en større historisk sammenhæng svarer den endvidere til en videnskabsteoretisk hovedretning i det 20. århundrede: Den der anvender matematik og formelle begreber for at ordne de fænomener, der skal forklares.

Strukturalismens karakteristika er, at denne tendens fortsættes i projekter som først og fremmest angår videnskaben om mennesket, at den får en filosofisk begrundelse, og at den har sit metodiske forbillede i lingvistikken - og f.eks. ikke i biologien, som det har været tilfældet med funktionalismen. Disse projekter findes formuleret indenfor forskellige fagområder: Psykoanalysen, socialantropologien, litteraturvidenskaben, historien og filosofien.

Projekter

Psykologen Lacan tolker psykoanalysen som en antipsykologi, som ikke er rettet mod mennesket, men mod det begær og det sprog som opretholder det, og som ligeledes overskrider det enkelte individ og dets selvforståelse. Dette er forhold, som er givet i den «symbolske orden». Vi har f.eks. en virkelig far - den reelle orden - og gerne også en indbildt eller en fantaseret far - den imaginære orden. Den symbolske far er derimod ikke givet for os, men udgør en størrelse på det ubevidste niveau, som ikke har indhold - virkelig eller tænkt - idet den henviser til en plads i en struktur. Denne struktur er en symbolsk orden, som former vort begær og vort sprog, som den symbolske far f.eks. udtrykker vor underkastelse under en lov og en autoritet.

For socialantropologen Claude Lévi-Strauss er den symbolske orden først og fremmest givet gennem slægtskabsstrukturer. Disse viser, at mennesket ikke bare er et dyr. Forbuddet mod blodskam (incest) gælder universelt, således at et samfunds betingelser på et grundlæggende niveau er fælles for alle samfund. Heller ikke de myter der kommer til udtryk i et samfund, er for Lévi-Strauss specielle for et bestemt samfund. Myter knyttes ikke til dem, der fortæller dem. Det er snarere myterne der taler gennem mennesker, og det på en måde som gør at de refererer til myter i andre samfund. Myter i forskellige samfund refererer til hinanden og udtrykker til syvende og sidst menneskets universelle natur.

På tilsvarende måde kan litterære værker analyseres strukturalistisk. Da knyttes de ikke i første række til forfatteren - til den mening eller hensigt forfatteren måske ville have udtrykt. De betragtes i stedet ud fra sig selv som forholdsvis selvstændige helheder med en egen logik - f.eks. Roland Barthes. Derved betragtes det litterære værk også som et «sprog». For strukturalismen er drømme, myter, slægtskabsstrukturer og digte «sprog». Med «sprog» forstås altså ikke bare dagligsproget, men både det som vi siger i dette sprog, og det der siges på andre måder end gennem dagligsproget. Sproget er en ordning, en struktur, en kombination af elementer, og det er disse strukturer strukturalismen søger at formulere overalt hvor den udforsker sprog i denne betydning.

Filosofferne Michel Foucault og Louis Althusser taler imidlertid mere om «diskurs» (sprogbrug) end om sprog. Hos Althusser er dette især knyttet til tematiseringen af hvad det vil sige at læse Karl Marx' «Kapitalen». Dvs. hvorledes ord i en diskurs refererer til hinanden, fortrænger hinanden og forskydes i forhold til hinanden. Denne læsemåde kalder Althusser for en «symptomal læsning». Som historiker er Foucault først og fremmest optaget af diskurser. Dokumenter, videnskabelige tekster, love etc. analyseres som tidsbestemte diskurser, som kan anvendes til at rekonstruere grundlæggende træk ved bestemte epoker. Dette er diskurser, som ikke er det enkelte individs værk, men som finder sine mulighedsbetingelser i den epoke, der former dem.

Med denne historieopfattelse knytter Foucault direkte an til Marx. Hans tema i denne sammenhæng er videnskabs- og videnshistorie - særlig i tilknytning til samfundsvidenskabernes historie. Dels forsøger Foucault at klargøre, hvorledes disse videnskaber er blevet mulige og nødvendige - som gennem industrialiseringen, stigende folkemængder, nye måder at kontrollere individer på etc. Dels giver han en kritik af hvorledes disse videnskaber - som psykologien, psykiatrien og kriminologien - abstraherer mennesker fra deres reelle livssammenhæng og isolerer dem som subjekter for udforskning.

Begrundelser

Althusser og Foucault antyder et område, der kan tjene som strukturalismens mere filosofiske begrundelse. Althusser begrunder den ud fra Marx som en teoretisk antihumanisme, mens Foucault delvis underbygger den ud fra Nietzsche med sit noget underfundige profeti om «menneskets snarlige død». Det der kritiseres er humanismen forstået som borgerlig ideologi, som forherliger mennesket samtidig med at den tildækker det umenneskelige ved de forhold, som mennesker kan være underkastet. For dette er en humanisme, der adskiller mennesket fra den natur - herunder drifterne - og det samfund der giver form til det vi kalder for «menneske». Derfor er mennesket ikke det centrum, som humanismen har villet gøre det til.

Vor tale og vore tanker er ikke vore egne. Vi laver ikke selv det sprog vi taler. Det er omvendt sproget der gør, at vi kan tale, og som giver os ordet «jeg», der udpeger os til subjekt for vore udsagn.

Derfor er subjektet ikke den selvstændige størrelse, som filosofien har villet gøre det til. Filosofiens enhedssubjekt «opløses» gennem sammenhænge, som gør at jeg kan være et subjekt på forskellige måder, alt efter hvilken sammenhæng det drejer sig om. Dette er et perspektiv, som i sin bredde knytter an til det Marx skriver om «karaktermasker» og til en del pointer indenfor den nyere sociologiske rolleteori. At «opløse» subjektet på denne måde indebærer samtidig, at mennesket ikke har en universel historisk identitet. Mennesket er ikke det samme fra historiens vugge til i dag.

Foucault hævder f.eks., at «det moderne menneske» trådte frem ved overgangen fra 1700- til 1800-tallet. Det er dette menneske - dvs. et historisk bestemt menneske - som Foucault antyder vil gå en snarlig undergang i møde. Mennesket bærer altså ikke blot én bestemt epokes klæder og tanker. Det er helt igennem én bestemt epokes menneske.

Bag forskellene mellem epoker og samfundstyper ser Lévi-Strauss - i modsætning til Foucault - imidlertid en universel menneskenatur. Forskellige historiske epoker og forskellige samfundstyper realiserer bare forskellige kombinationer af den struktur, som udgør menneskets natur. Men det der udgør strukturalismens grundlag står fast: Strukturalisme er antihumanisme.

Metoder

Det der måske alligevel i første række karakteriserer strukturalismen, er dens metoder. Disse er sprogvidenskabelige (lingvistiske) eller bare vagt inspireret af lingvistikken. For lingvistikken er i udpræget grad en videnskab om mennesket, ved at være en videnskab om noget som mennesket er underkastet. Når «sprog» da får et ret så udvidet anvendelsesområde, er fristelsen til at generalisere lingvistikkens anvendelsesområde selvsagt nærliggende.

«Det ubevidste er struktureret som et sprog», siger Lacan. Men samtidig ændrer han på en del lingvistiske begreber, som viser at det hverken direkte er lingvistikkens sprog eller dens begreber han refererer til.

Lévi-Strauss er nærmere lingvistikken, når han analyserer myter og slægtskaber, på samme måde som sprogforskeren analyserer dagligsprog. Men henvisningen til lingvistikken er hos Lévi-Strauss trods alt af en sådan karakter, at han lige så gerne kunne have refereret til en del almene logiske og matematiske principper. Lingvistikken har her i bedste fald en svag lighed, som kan illustrere enkelte metoder og principper. Ordene i en sætning viser f.eks. hvorledes elementer bestemmer hinanden uden at forårsage hinanden. Men dette er ikke til megen hjælp, når man skal forstå hvorledes forhold i et samfund bestemmer hinanden - som f.eks. Althusser forsøger at forestille sig med begrebet om «den strukturelle kausalitet».

Ved siden af en analog henvisning til lingvistikken - baseret på overensstemmelse - og hvor enten dens begreb forandres (Lacan) eller dens metoder almengøres (Lévi-Strauss), står den metodologiske henvisning til lingvistikken. Det er på dette punkt strukturalismen måske er mindst interessant. Men det er også her den finder sin mest præcise metodiske udformning. Det er særlig denne form for strukturalisme som kaldes for «semiologi»: Studiet af menneskelige fænomener som tegn ved hjælp af de metoder lingvistikken har udviklet til studiet af de sproglige tegn.

Imidlertid bliver denne henvisning til lingvistikken mere og mere problematisk. Det er ikke givet hvilke lingvistiske metoder der skal anvendes i denne sammenhæng. Desuden har det vist sig, at brugen af lingvistiske metoder indebærer en kunstig isolering af det der udforskes - f.eks. et litterært værk. Det er metoder, som ikke skærper sansen for de sammenhænge et fænomen indgår i. For at sige det med Barthes, så var semiologien en drøm, som ikke holdt.

For Foucault og Althusser er strukturalismen en videnskabskritik - især af de videnskaber der gør mennesket til en isoleret størrelse at udforske. Selv om denne kritik ikke er uforenelig med den videnskabeliggørelse som er antydet, har den alligevel ikke en form, som de uden videre bifalder. Althusser argumenterer for en marxistisk videnskabelighed, og Foucault stiller sig tvivlende til næsten enhver form for videnskabeliggørelse af menneskelige fænomener. Så når Foucault og Althusser siger, at de ikke er strukturalister, er dette primært med henvisning til strukturalismens metoder. Når de derimod selv bliver karakteriseret som «strukturalister», er det først og fremmest med henvisning til de begrundelser, som de kan give de strukturalistiske projekter.

Strukturalismen er derfor i højeste grad en ikke særlig konsistent retning. Dertil er dens projekter for forskellige, dens begrundelser for almene og dens erklærede metoder for begrænsede. Derfor er det måske bedst at forlade ordet.

A.U.

Litteratur

P. Madsen (red.): Strukturalisme, København 1970.
K. Johannesen og A. Utaker (red.): Strukturalisme og semiologi, Nordisk sommeruniversitet 1973.
J. Lacan: Det ubevidste sprog, København 1973.
L. Althusser: At läsa Kapitalet, Stockholm 1970.
M. Foucault: Det moderne fengsels historie, Oslo 1977.