Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
   .  Andet  .  Reproduktion
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 16.787
: :
Slægtskab

Mens slægtskab i de moderne, vestlige samfund ofte er blevet betragtet som sekundært i forhold til andre sider af samfundslivet - som f.eks. politik og økonomi - var slægtskabsforholdene centrale i de «enklere» samfund. Her er forhold som vi ville betegne som økonomiske eller politiske ofte en del af slægtskabsbåndene.

Kvindekampen har i de senere år medført en ny interesse for slægtskab - også i vort eget samfund. Mens den traditionelle borgerlige opfattelse har ført til, at «kvindens verden» - hjemmet - betragtes som en del af en underordnet privatsfære, har f.eks kvindebevægelsen hævdet, at den private sfære har fået sin underlegne plads, netop fordi den repræsenterer en «kvindeverden». En revurdering af kvindens plads i samfundet kræver derfor en revurdering - ikke bare af slægtskabet, men i lige så høj grad af politik og økonomi.

En mulig angrebsvinkel er at skelne mellem «produktion» og «reproduktion» i samfundet. Reproduktion refererer her til vedligeholdelsen af samfundets form over tid. Først og fremmest ved at føde og opdrage nye samfundsmedlemmer, men også ved at vedligeholde det der skal til for at sikre denne rekruttering. I de europæiske samfund opfattes familien som nok det vigtigste middel til reproduktion. I «den borgerlige familie» bliver familien kvindens plads, og reproduktionen hendes vigtigste rolle. Man mener ikke mindst, at det skal være kvinden der varetager samfundets værdigrundlag ved at sørge for, at dette bringes videre via børneopdragelsen.

Den europæiske venstrefløjs diskussion af slægtskab og familie har været stærkt koncentreret omkring kritikken af «den borgerlige familie». Ud fra et socialantropologisk synspunkt kan det hævdes, at den har haft en tendens til at glemme, hvor speciel den borgerlige familie er, og glemme at denne familieform aldrig har været fuldstændig enerådende i Europa. Studiet af slægtskab i andre kulturer egner sig til at sætte vor egen familiedebat ind i et bredere perspektiv.

Hovedtyper af slægtskaber

Man kan skelne mellem nogle hovedtyper af slægtskaber:

  1. Lineært (unilineært) slægtskab. Slægtskabet regnes lang faderens («patrilineært») eller moderens («matrilineært») linie.
  2. Tosidigt (bilateralt) slægtskab. Man skelner ikke mellem faderens og moderens linie.
  3. Slægskabsklasser (australsk slægtskab). Hele samfundet inddeles i «klasser» hvor kun medlemmer af bestemte klasser kan gifte sig med hinanden, uden at det bliver nødvendigt at udregne slægtskabsforholdet mellem de enkelte individer.

Slægtskabsklasser spiller ringe rolle i dag og findes stort set kun blandt de oprindelige indbyggerne i Australien. Den enkleste type af slægtskabsklasser - fireklassesystemet - kan ses som den enklest mulige logiske løsning på incestproblemet. Incest (blodskam) - at bror og søster ikke må gifte sig og avle børn - er fælles for alle menneskelige samfund.

I fireklassesamfundene arver børn halvdelen af deres sociale identitet fra hver af forældrene. Alle som har den samme sociale identitet hører til samme klasse og er derfor - i incest-forstand - «brødre» og «søstre». Men det gælder også dem der kun har deres halve sociale identitet tilfælles. Man kan altså ikke gifte sig med en, som har en mor der kommer fra den samme klasse som ens egen, og på samme måde for faderens vedkommende. På denne måde bliver slægtskabsklasserne ikke betegnelser for slægtskab i vor betydning af ordet, men en inddeling af samfundet i kategorier eller klasser, for at afgøre hvem der kan gifte sig med hvem.

Disse klasser har et fælles navn - ofte kaldet et totem - og disse navne er samtidig symboler, som bruges i det rituelle liv. I disse australske samfund fandtes der praktisk talt ikke materielle værdier, som kunne arves fra en generation til en anden. Der fandtes heller ikke slægtskabsgrupper i den forstand, at slægtninge allierede sig med hinanden mod den omkringliggende verdenen.

Det er klart, at manglen på større slægtskabsgrupper hænger sammen med produktionsformen. Til samlervirksomhed krævedes der blot små gruppedannelser, og der var heller ikke grundlag for at slutte sig sammen til forsvar af fælles materielle rettigheder. Den mest omfattende form for organisation fandtes i de rituelle sammenhænge, hvor slægtskabsklasserne dannede grundlaget. Kvinder og mænd har været ligeværdige i måden man regnede «slægtskab» på, men det ser ud som om mændene ledede de rituelle aktiviteter, som repræsenterede samfundets offentlige sfære.

Ved at udvide incestforbudet til at gælde søskendebørn blev der skabt mere indviklede systemer, «otteklassesystemet» og «sekstenklassesystemet».

Mens slægtskabsklasserne er en inddeling af hele samfundet og derfor egentlig ikke beskriver forhold mellem enkeltpersoner, er tosidigt slægtskab baseret på disse forhold. Tosidigt slægtskab er ikke alene om at give både den mødrene og den fædrene side betydning for barnets sociale identitet, men adskiller sig fra lineært slægtskab ved, at der ikke skelnes mellem nogen mor- og farside. Der opstilles heller ikke nogen grænse for, hvor langt slægtskabet strækker sig. Det betyder, at man ikke kan udskille én gruppe slægtninge fra omverdenen, og det betyder, at hver søskendegruppe har sin egen sociale identitet og sit eget sæt af slægtninge.

I et sådant slægtskabssystem kan slægtninge godt optræde samlet om fælles mål, men det vil være umuligt at opstille nogen klar grænse for denne gruppe. Ofte vil sammensætningen skifte fra en situation til den følgende. Hvor der opstår politiske slægtskabsgrupperinger i et sådan system, vil grænserne for gruppen oftest være betinget af bosted eller andre faktorer, der ikke følger direkte af slægtskabet.

I tosidige systemer arver mænd og kvinder lige, og de arver begge fra både mor og far. Det bliver vanskeligt at udskille nogen «familieejendom», som arves i generation efter generation. Når det gælder fast ejendom som jord, må denne enten deles mellem søskende eller de må købe hinanden ud. Tosidige systemer er derfor sjældne i samfund, hvor nedarvet ejendom spiller en stor rolle.

Disse to træk ved tosidige systemer - at fast ejendom gerne deles op, og at der sjældent dannes klart afgrænsede politiske grupper på slægtskabsgrundlag - kan man også se i sammenhæng med produktionsformen. Vi finder tosidig slægtskaber, enten i samfund hvor ejendom og større politiske grupper spiller en ringe rolle - først og fremmest i jæger- og samlersamfund - og vi finder tosidige slægtskaber i samfund og samfundsklasser, hvor ejendom og politik i ringe grad styres af slægtskabet. Tosidig slægtskaber findes derfor i vid udstrækning i de vestlige industrisamfund. I klasser hvor nedarvet ejendom spiller en stor rolle, kan de lineære tendenser derimod være stærke.

Da hverken tosidige slægtskaber eller slægtskabsklasser giver nogen større gruppe kontrol over familiens dispositioner, er det stort set korrekt at slå fast, at i disse to typer af slægtskab er det enten forældrene eller parterne selv, der tager beslutning om ægteskab.

Ved lineært slægtskab er det derimod ofte grupper af brødre, der tager disse afgørelser - uden at dette dog er nogen almen regel. Lineært slægtskab er altid opbygget omkring grupper af beslægtede mænd. Det der adskiller lineært slægtskab fra tosidigt slægtskab, er netop at disse grupper er klart defineret og adskilt fra omverdenen.

Sådanne grupper kan være organiseret omkring fælles ejendom, og under alle omstændigheder har de gerne en vis «familieære» tilfælles. Hvor staten ikke fuldstændig har overtaget de politiske funktioner, udgør disse grupper normalt også politiske enheder.

Dette betyder, at det hele tiden er forhold mellem mænd, der danner kernen i samfundets struktur, og dette synes stort set at gælde uden hensyn til, om disse forhold er opbygget omkring morlinien eller farlinien. For kvindernes indflydelse i samfundet kan det imidlertid godt spille en rolle, om det er morlinien eller farlinien der giver udgangspunkt for slægtskabsorganisationen.

Det er nødvendigt at komme med en vigtig indvending til det der er sagt ovenfor. Samtidig med at slægtskabsgrupperne først og fremmest er grupper af beslægtede mænd, ved vi altfor lidt om kvinders egen organisation i sådanne samfund. Det er ikke umuligt, at der foreligger en selvstændig relativt uafhængig organisation blandt kvinder, således at samfundet ville se væsensforskellig ud, hvis man så det fra kvindesiden. Desværre er den viden vi har i dag, i høj grad præget af, at de fleste forskere har været mænd.

Mænd bortgifter kvinder - eller?

Der er derfor en vis fare for, at man accepterer den officielle opfattelse i pågældende samfund - at mænd bortgifter kvinder - og glemmer at netop i sådanne samfund er den officielle opfattelse synonym med mændenes.

I en hel del samfund er der alligevel ingen tvivl. Blandt overklassefamilier i det traditionelle Kina var det almindeligt, at en far adopterede småpiger ind i familien - ofte fra beskedne kår - som så voksede op sammen med familiens sønner og blev gift med dem. Det er klart, at på denne måde fik sønnekonerne ikke blot alle familiens særegenheder; de fik også fra starten en underdanig position, og deres familie var fuldstændig ude af billedet.

I nordindiske storfamilier er de indgiftede kvinders familie derimod ikke uden betydning. Men den faktiske indflydelse de kan have, begrænses ved at det er kvinden der flytter til sin mand og dennes brødre, og at incestreglerne - som her nok er mere restriktive end noget andet sted i verden - i praksis kan føre til, at hun flytter meget langt. Det er heller ikke normalt, at flere sønner gifter sig ind i den samme familie. Det betyder, at mens brødregruppen danner en kerne i storfamilien, udgør deres koner en spredt gruppe, der også kan have problemer med indbyrdes at samarbejde. Selv om kvinderne her er suveræne i afgørelser som har med selve husholdningen at gøre, er det den ældste brors kone der bestyrer de andres husarbejde, således at brødregruppens egen magtfordeling afspejles blandt kvinderne.

I begge disse samfund - som i udpræget grad er præget af «lineært» slægtskab - er mænds dispositionsret over kvinder altså fremtrædende. Det må understreges, at der begge steder er tale om situationer, hvor både familieejendom og familieære spiller en afgørende rolle.

Slægtskab og produktionsform

Selv om det er farligt at overforenkle forholdet, er der næppe tvivl om, at der kan spores en sammenhæng mellem produktionsform og slægtskabstype. Man skal også være klar over, at slægtskab og familie er forhold, som samtidig er helt grundlæggende i en kulturs verdensbillede, og også i det mere udefinerbare, der populært er blevet kaldt folkesjælen eller nationalkarakteren, og som af forskere ofte kaldes etos.

Da opdragelsen af børn i de fleste samfund foregår indenfor familien, er det rimeligt at forholdet mellem familiens medlemmer ofte giver udgangspunkt for børns og unges oplevelse af, hvad der er det naturlige forhold. Familien er på dette område traditionsbevarende, og det er netop dette der gør familien til en af de institutioner der reproducerer, ikke bare befolkningen, men også kulturen.

Man kan derfor ikke uden videre forudsætte overensstemmelse mellem den slægtskabstype en befolkning har og den produktionsform den indgår i i dag. Derimod kan det være frugtbart at betragte slægtskabsformerne i et kulturhistorisk perspektiv, med vægt på hvilken produktionsform der eksisterede, da slægtskabstypen fandt sin form.

I Sri Lanka hvor slægtskab ellers er tosidigt - blandt singaleserne - viser familier med store jordejendomme således tendenser til linearitet; Sønnerne arver jorden, mens kvinderne købes ud. Da folk her stadig regner slægtskabet for tosidig, er brødregruppen der ejer jorden oftest karakteriseret ved navnet på huset eller godset, snarere end ved et slægtsnavn.

Sådanne ordninger viser, at én slægtskabstype kan tilpasses nye produktionsforhold. Men man kan også påvise visse sammenhænge mellem selve den oprindelige produktionsform og slægtskabstypen. Mest kendt er skellet mellem «mandslandbrug» og «kvindelandbrug».

Mandslandbrug og kvindelandbrug

I store dele af det sydlige Centralafrika - fra Zaires udmunding til Mozambique - finder vi hakkelandbrug, som ofte er forbundet med kvægavl og med jagt. Hakkelandbruget - landbrug uden plov - har traditionelt været kvindernes arbejdsområde, mens mændene har drevet kvægavl, noget jagt og flere steder taget del i rydningen af markerne. Kvindens tilknytning til jorden giver sig her udslag i, at hun ikke flytter ved ægteskabet, men at manden flytter til hende. Dette betyder, at svigersønnerne bliver klienter af deres svigerfædre, og dette præger de politiske alliancer. Sønnerne flytter altså ud til deres ægteskabspartnere, og far-søn båndet bliver ikke specielt stærkt.

Det er alligevel ikke svigersønnen der overtager svigerfarens position. Den går til en af hans søstersønner, som da ofte er flyttet et andet sted for at gifte sig, men flytter tilbage når det bliver aktuelt at overtage efter morbroren. Det er altså morlinien der giver grundlag for overførsel af arv og social position. Den politiske organisation er stadig baseret på forhold mellem mænd, men i disse forholdene findes altid en kvinde som mellemled - enten en datter/kone eller en søster/mor. Dette giver utvivlsomt kvinderne en strategisk position i forhold til mandssamfundet.

I plovlandbruget som det har udviklet sig i området der strækker sig fra Nordindien til Norge, er kombinationen af kvæg og landbrug også vigtig. Men her er det påfaldende, at pløjningen af jorden - som traditionelt har været tillagt stor rituel værdi - altid har været mandsarbejde. I dette område er slægtskab enten tosidigt eller lineært efter farlinien. I det sidste tilfælde er det sønnerne der arver jorden, og det er normalt kvinden der flytter til sin mand, når ægteskabet indgås. Det tosidige indslag i dette område er først og fremmest koncentreret til det germanske område i Nordvesteuropa, og det er fristende at se dette i sammenhæng med, at markerne blev ryddet ved at svide skoven af, og at disse svedjer måtte flyttes efter nogle år. Jordejendommen blev på denne måde mindre permanent i dette området end tilfælde var i sydøst. Alligevel er denne tankegang i dag ikke mere end teori.

Blandt de velstående bønder i de plovlandbrugssamfund der er nævnt her, er det flere steder blevet almindeligt at trække bondeklassens kvinder helt ud af produktionen. De erstattes da af landarbejdere af begge køn. Mest ekstrem er denne kvindetilpasning sket i Mellemøsten og de nordvestlige dele af Indien, hvor den træder frem i purdasystemet - tilsløringen af overklassekvinder og ringe bevægelsesfrihed udenfor hjemmet. Middelalderens europæiske artistokrati udviste lignende tendenser, og disse lever i nogen grad videre i vor tid i «den borgerlige familie». Denne tilpasning er hele tiden baseret på, at kvinderne der trækkes ud af produktionen, erstattes af arbejdskraft fra de lavere lag, og er altså et typisk overklassefænomen.

Kontrol over børnene

Et af de væsentligste forhold ved slægtskabssystemerne er kontrollen over børnene. I de områder hvor brødregrupper disponerer over kvindernes ægteskab, er det samtidig reglen, at brødregruppen har denne kontrol - i hvert fald i princippet.

Brødregruppen - eller i visse tilfælde, som enkelte steder i Mellemøsten, en enkelt mand med flere koner - kan i princippet få denne kontrol på to måder: Enten ved at kontrollere sine egne børn gennem kontrollen over mødrene, eller ved at kontrollere søstrenes børn. Sidstnævnte ser man et eksempel på i Nair (Nayar)-kastens slægtskab, hvor kvinderne fortsætter med at leve sammen med deres brødre og under deres politiske herredømme. Børnenes stilling som «ægte» børn sikres ved at kvinderne i puberteten formelt giftes bort til et medlem af en allieret brødregruppe. Dette ægteskab bliver ikke bekræftet. Derefter kan kvinderne selv vælge deres partnere indenfor Nair-kasten og den højere Brahminkaste. Alle de børn kvinden måtte føde i disse forhold er ægte og står under brødregruppens myndighed.

Da børnene er søsterens barn, arves den sociale position efter morlinien. Nair-kvinder har en større grad af frihed end nogen anden gruppe af kvinder i Indien, og har gjort sig stærkt gældende i arbejdslivet.

Produktionssystemet er også her af betydning. Nair'erne har traditionelt været jordejere der ikke tog del i selve produktionen. De var krigere, hvilket krævede at de måtte være borte fra hjemmet i lange perioder.

Slægtskab og økonomi i de vestlige samfund

Studiet af slægtskabet i de vestlige samfund har foreløbig været stærkt præget af ideologiske forhold. Nordamerikansk og nordamerikansk præget sociologi synes ofte at have taget det «tosidige» slægtskabssystem for givet som det normale i USA og i de fleste europæiske lande, uden at dokumentationen er særlig overbevisende. Alt tyder på, at variationsbredden i de vestlige slægtskaber er langt større end som så, og at vi her må regne med kulturelle variationer så vel som variationer betinget af forskellige gruppers plads i produktionssystemet.

Et eksempel på variationerne er ændringer i slægtskabsmønstret i Østlondons arbejderklasse over tid, som de er blevet studeret af Young og Wilmott. Ideologisk synes slægtskabssystemet her at være præget af en blanding af farlinier og tosidighed. Som i Danmark er familienavnet traditionelt nedarvet i farlinien. Kvinderne skal ideelt set flytte sammen med deres mænd i et nyt hjem. Der er ingen brødregruppe, der bevarer myndighed over de indgiftede kvinder, og familienavnet eksisterer parallelt med at kvindens familieophav er kendt, hvilket hænger sammen med, at ægteskaberne overvejende er lokale. (Mrs Smith, she's a Brown.)

Arbejderhusholdningerne har hele tiden været afhængige af to ressourcer, som begge disponeres af andre klasser: Bolig og arbejde. Begge dele blev opnået gennem forhandlinger med henholdsvis lejeopkrævere og arbejdsgivere. I den relativt stabile periode omkring 1. verdenskrig kunne man se to former for «arv» af social position: Mens fædrene skaffede deres sønner arbejde, var det mødrene deres skaffede deres døtre en bolig. Arbejdet fulgte altså far-linien, mens boligen fulgte en mor-datter linie. En vis magtbalance mellem ægtefællerne var resultatet. Børnene var stort set under det nyetablerede ægtepars kontrol, men således at fædrene havde den største indflydelse over sønnerne, og mødrene over døtrene.

Krisen i 1930'erne forandrede dette. Fædrene var ikke længere i stand til at skaffe deres sønner arbejde, mens mødrene stadig forhandlede om boligerne. På grund af økonomien og manglen på boliger kunne dette være vanskeligt, og mange unge ægtepar flyttede ind hos kvindens forældre. I denne situation kom mor-datter båndet til at dominere over far-søn båndet, og det blev mødrene der holdt hjemmet sammen: I fagsproget en «matrifokalt» husholdning.

Mens Øst-Londons produktionsliv før krisen havde været præget af manufaktur, var industrialiseringen kommet i gang i 1931, da Ford etablerede sig øst for det gamle Østlondon. Fædrene havde her ringe mulighed for at tale til fordel for deres sønner. I familier der arbejdede hos Ford, blev det gamle førkrisemønster derfor ikke genskabt, mens det stadig spillede en rolle blandt arbejderne i dokkerne og i andre mere «traditionelle» erhverv.

Der foreligger i dag et betydeligt materiale om slægtskab og især familieliv i de forskellige dele af det industrialiserede Europa, men man savner fortsat forsøg på at præsentere en syntese af materialet i en sådan form, at det er egnet til at kaste ordentlig lys over forholdet mellem produktionsliv, kontrollen over børn, samlivsformer og slægtskab.

Problemet ligger i høj grad i, at store dele af materialet er af statistisk snarere end af strukturel art, således at enkelthusholdningerne præsenteres som enkelttilfælde uden forbindelse med det omgivende samfund. På denne måde bliver de enkelte husholdningers forhold til produktionssystemet så vel som til det større netværk af sociale bånd tilsløret. Fremgangsmåden har sit udspring i den ideologisk konservative nordamerikanske forskning fra 1940'erne, som opstod i opposition til den mere strukturelt prægede nordamerikanske sociologi.

For socialistiske forskere vil det være en hovedopgave at bryde gennem denne tilsløring og få disse forbindelser klarere frem.

H.T.-L.