Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Kultur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 19.151
: :
Lévi-Strauss, Claude
Claude Lévi-Strauss
Claude Lévi-Strauss

Lévi-Strauss (1908-), fransk antropolog. Han har specielt skrevet om slægtskab i primitive samfund, myter hos nordamerikanske indianere og analyser af myter generelt, totemisme som en form for klassifikation, og om regler for sammensætning af måltider som et eget symbolsystem i forskellige kulturer. Han sammenfatter sine temaer under et begreb om «struktur», og denne «strukturalisme» er først og fremmest et bidrag til studiet af tænkningens struktur i menneskesamfundet.

Det har været et hovedproblem for mange videnskaber at udforme en helhedsopfattelse af mennesker i samfundet og historien. Samfundsvidenskaberne har været dygtige til at beskrive økonomiske og sociologiske forhold, men ikke så dygtige til at beskrive mening, symboler og ideologi. Filologiske fag har taget forskellige sider af dette op. Men det har været en central vanskelighed at klarlægge forholdet mellem den økonomiske basis og overbygningen. Ikke mindst i den marxistiske forskning har ideologianalysen været dårligt udviklet. Det er her Lévi-Strauss kommer ind.

Det karakteristiske for Lévi-Strauss kommer klart frem i hans opfattelse af totemismen. I primitive samfund er totemisme en måde at klassificere sociale grupper på ved hjælp af symboler, som folk låner fra naturen - symboler for dyr, planter osv. Dette er rigt udviklet hos de nordamerikanske indianere og mange andre jæger- og samlerfolk, som er organiseret på grundlag af slægtskab. Lévi-Strauss peger på den tankeoperation, som er i brug, når indianerne giver totememblemerne mening. Totemobjekterne tages ud af naturen og bruges som emblemer for grupper i samfundet - «hjorteklanen», «bjørneklanen», osv.

Dette er en metaforisk anvendelse af «hjort» og «bjørn». Folk er jo ikke dyr, de bliver bare betegnet, som om de var det. Ethvert emblem har kun mening i kontrast til andre - altså som del af et større hele, der omfatter alle emblemerne, grupperne i det pågældende samfund og tilpasningen til naturen. Når det har mening som en del af et hele, er emblemet ikke bare metafor, men også «metonym», dvs. et objekt som er et tegn, fordi det står for et hele som objektet selv er en del af - som kronen er metonym for hele kongeriget.

Anvendelsen af metaforer og metonymer går sammen og udgør en grundlæggende struktur, som er almenmenneskelige og virker i alle samfund, siger Lévi-Strauss. De konkrete ytringsformer varierer fra samfund til samfund, og hos os forekommer tilsvarende udtryksformer i markeringen af forskelle mellem køn, etniske grupper, faggrupper, klasser, militærafdelinger, osv.

Lévi-Strauss er blevet meget kritiseret for påstanden om, at visse love gælder uanset samfund og historie. Han hævder, at i sprog og andre kulturudtryk eksisterer der par af kontraster i bestemte strukturer, og at disse strukturer bunder i noget biologisk i nervesystemets opbygning. Grundstrukturerne i menneskenes tanke - f.eks. totemistisk tankegang - er universelle, men man må empirisk udforske hvordan de giver sig konkrete udslag under forskellige samfundsmæssige forudsætninger.

I totemismen har han fundet én grundstruktur, som han mener er virksom også i vort samfund. Både i dagliglivet, i kunst og i de øvrige kulturudtryk. Påstanden er enkel og favner bredt, og har vist sig at vække interesse hos mange - både samfundsvidenskabfolk og kunstnere. Lévi-Strauss' bidrag består også i. at han har virket stimulerende ved at bringe antropologisk materiale og analyse ind i europæisk kulturdebat. Han prøver at få den europæiske læser til at værdsætte sit eget samfund gennem analysen af det fremmede.

De to andre hovedområder i Lévi-Strauss' strukturalisme er studierne af slægtskab og myter. Han søger at vise, at myterne har deres egen logik, som adskiller sig fra andre symboludtryk og som går på tværs af kulturer. Sammen med lingvister som Roman Jacobson har han bidraget til analysen af kommunikation på flere områder - i sprog, politik, massemedier, osv.

Som vi ser drejer alle temaerne sig overvejende om tænkning, kommunikation og ideologi - altså om overbygningen. Lévi-Strauss er aldrig kommet længere end til programerklæringen i studiet af forholdet mellem overbygning og basis. En anden begrænsning ved hans bidrag er, at enkeltmennesket og dets handlinger glimrer ved deres fravær i hans analyser af struktur, hvilket Sartre har kritiseret ham for i diskussionen om «struktur» og «praksis». En anden kritik går ud på, at tid og historie forsvinder fra Lévi-Strauss' strukturalisme, og at hans vigtigste påstande er umulige at afprøve: Ordner folk faktisk tegn i kontrastpar, eller er dette bare noget Lévi-Strauss gør i sin fremstilling af materialet? Al denne kritik har noget på sig. Diskussionen om disse temaer har været frugtbare og har ført meget nyt med sig både i samfundsvidenskab, humanistiske fag og filosofi.

R.Gr.


Litteratur

E. Leach: Lévi-Strauss, London 1970.