Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Filosofi, Sociologi
Læst af: 19.169
: :
Tabu

Ordet tabu stammer fra Polynesien, hvor det står for en række forbud knyttet til genstande eller fænomener, som er fyldt af en særlig overnaturlig kraft - «mana». Fra denne kilde har anvendelsen af ordet spredt sig, således at den traditionelle etnografi brugte ordet til at betegne en række forskellige forbud rundt omkring i verden. På denne måde har ordet efterhånden også fået en bredere betydning af forbud, som i «tabuord» og lignende.

I dag er det derfor rimeligt at skelne mellem en strengt faglig betydning af begrebet og en bredere, populær anvendelse af det. Indenfor etnografi og socialantropologi bliver ordet først og fremmest brugt, når tabuerne er en del af en mere sammenhængende forestillingsverden, som i det oprindelige tilfælde fra Polynesien. Indenfor psykologien bruges ordet snarere om fænomener, som individerne ikke er sig bevidste, men fortrænger til underbevidstheden. Denne anvendelse af begrebet stammer fra Sigmund Freud. Freud forstod disse to fænomener - kulturelle forbud og den individuelle underbevidsthed - som udtryk for det samme fænomen. Hovedvægten lå da på seksuelle tabuforestillinger. Men i Polynesien var høvdingen f.eks. også mange steder tabu - dvs. urørlig - og dette lader sig ikke uden videre forklare seksuelt.

Den engelske socialantropolog Alfred Radcliffe-Brown (1881-1955) lagde vægt på at forstå de forskellige fænomener i samfundet som en funktionel helhed, ofte sammenlignet med en organisme. Han lagde vægt på det «nyttige» ved mange tabuforestillinger. Tabuerne kunne delvist ses som en beskyttelse af fænomener, som ellers ville være sårbare. Tabuerne kunne forhindre konflikter osv.

En nyere retning ser tabuerne i en idesammenhæng. «Tabuforestillinger» smelter da ofte sammen med det mere generelle begreb «urenhed» («pollution») og behandles som en del af dette. Som en typisk repræsentant for denne skole kan nævnes Mary Douglas. Ligesom franskmanden Claude Lévi-Straus lægger hun vægt på, at menneskelige kulturer prøver at ordne fænomenerne omkring sig i en sammenhæng, et mønster. For Lévi-Straus er dette mønster præget af en grundlæggende struktur, som må stamme fra den menneskelige hjernes funktion.

For Douglas bliver alt det der ikke lader sig indordne i mønstret til «urene» fænomener. I en behandling af de gammeltestamentlige forbud mod at spise visse dyr, påpeger hun, at de dyr det gælder, er dyr som ikke lader sig indordne i det gamle jødiske skema for inddeling af dyreverdenen. Det viser sig, at disse «urene» dyr også andre steder i verden kan betragtes som dyr, som «falder mellem flere stole» i det lokale folkelige skema for inddeling af dyrearterne. Når f.eks. krebsdyr ofte ses som urene, skyldes det at de har «arme og ben» som landdyrerne, men lever i havet.

Som et morsomt eksempel på «urenhed» nævner hun fra vor kultur, at selv de mest blankpudsede støvler repræsenterer «urenhed», hvis de placeres på spisebordet.

De egentlige «tabuer» skulle udfra denne tankegang repræsentere særligt farlige former for urenhed. Her synes afgrænsningen af menneskekroppen ofte at være uhyre vigtig. Det indebærer, at det meste af det mennesket udskiller eller skiller sig af med, som afføring, sæd, menstruationsblod, samt afklippet hår eller skæg de fleste steder i verden er «urent». I de kulturer som tabubegrebet er hentet fra, er bl.a. netop disse ting tabu. Det er næppe for fantasifuldt at regne deodorantreklamen og rædselen for svedlugt til den samme gruppe af fænomener. Fødslen er i alle kulturer omgivet af «urenhed» eller «tabuer». At et menneske kommer ud af et andet, er problematisk for afgrænsningen af menneskekroppen, samtidig med at fødslen som kilde til livet må være fyldt af «kraft», «magt», «mana», eller hvad det nu bliver kaldt i den enkelte kultur. I alle kulturer er en vigtig del af tabu- eller urenhedsforestillingerne derfor knyttet til fødsel, graviditet, menstruation og kvindelig seksualitet i det hele taget.

Disse forestillinger er samtidig et godt eksempel på dobbeltheden ved tabuforestillinger og urenhed. De tabubelagte fænomener er både farlige og mægtige. Dette betyder, at samme fænomen kan fremtræde i forskelligt lys for forskellige grupper i samfundet. Mens f.eks. de kvindelige frugtbarhedsguder på den ene side kan fremtræde som «urene» guder for mænd - men med en særlig magisk kraft - kan de samme guder for kvinder fremtræde som symboler på kvindelighed, uden at det «urene» aspekt træder tydeligt frem. Når man i de gamle landbrugskulturer finder frugtbarhedsgudinder som Venus, Afrodite, Astarte, Istager osv., betyder det derfor ikke nødvendigvis, at kvinden havde en stærk stilling i samfundet. Det betød snarere, at jordens og menneskenes frugtbarhed var blevet central og samtidig «mystisk». Det kan se ud som om det er den urene kvinde der er guddommelig; Hvor den kvindelige urenhed er mindre fremhævet, er kvinden «blot» et menneske.

Eksempler på dette ser man i Indien, hvor de kaster som især dyrker frugtbarhedsgudinder, samtidig trækker et skarpt skel mellem mænd og kvinder i dagliglivet.

En europæisk parallel er romantiseringen og helliggørelsen af kvinden i Victoriatiden, som samtidig forudsatte, at kvinder blev i hjemmet. En anden er dyrkelsen af jomfru Maria i middelhavslandene. Den har sine rødder i de gamle frugtbarhedsgudinder, og kan næppe siges at have nogen tilknytning til det vi forstår med kvindefrigørelse.

Når seksuallivet i det hele taget skiller sig ud som et område, som er særlig belagt med «tabuer», synes det ofte som om skellet mellem natur og kultur spiller en væsentlig rolle. Seksualdriften er utvivlsomt en kulturel forestilling, som netop skiller sex fra kulturen - og den menneskelige vilje - ved at betragte seksuelle handlinger som naturbestemte. I vor mandskultur omtales penis således forbløffende ofte som et «selvstændigt væsen» med lyster som mandens penis er knyttet til, og som han ikke helt kan gøres ansvarlig for. Skellet mellem natur og kultur er i det hele taget centralt for tabuforestillinger. Dette synes atter at bekræfte ideerne fra den skole, som Mary Douglas tilhører, om at disse forestillinger har deres udspring i menneskets behov for et ordnet univers.

H.T.-L.