Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 21.484
: :
Ubevidste, det

Det ubevidste omfatter alle de ønsker, impulser, erfaringer og oplevelser, som personen selv ikke kan vedstå sig, og som udelukkes og fortrænges fra den almindelige bevidsthedssammenhæng.

Den første som søgte at give en systematisk forklaring på det ubevidste, var den østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939) - grundlæggeren af psykoanalysen. Freud konstaterede, at der findes handlinger og psykiske forhold, som ikke udelukkende kan forstås med udgangspunkt i personens liv. Dette gælder både hos sunde og hos neurotiske mennesker. Som eksempel nævner Freud drøm, neurotiske symptomer, «fejlhandlinger» og intuitive erkendelser.

Begrebet om ubevidste sjælelige processer muliggjorde en helt ny forståelse af disse fænomener: Dagliglivets «fejlhandlinger» - fortalelser og forglemmelser - er ikke tilfældige, som det ofte blev antaget. De kan ved nærmere analyse vise sig at have en ubevidst mening. Drømme er samtidig udtryk for ubevidste sjælelige processer. Ikke tilfældige udslag af kropslige forandringer under søvn, som Freuds samtidige mente. Freud påviste, at drømmen udtrykker fortrængte, fornuftsstridige (irrationelle) ønsker og oplevelser - oftest i forklædt form. Drømmen er «kongevejen til det ubevidste».

Gennem psykoanalyse af sine patienter opdagede Freud, at neurotiske symptomer - f.eks. tvangshandlinger og hysteriske symptomer - som patienterne var plaget af, kunne forstås som udtryk for ubevidste sjælelige processer. Tidligere psykiatri havde måttet nøje sig med at klassificere disse symptomer som tegn på underliggende sygdom eller som udtryk for arvelige dispositioner. Freud påviste derimod, at symptomerne havde en mening, de kunne forstås i lyset af personens oplevelser og tidligere livshistorie. «Vrangforestillingen er ikke længere noget meningsløst eller uforståelig. Den har en mening, er godt motiveret og har sin plads i sammenhæng med en effektiv oplevelse hos den syge... Den er opstået som reaktion på en ubevidst sjælelig proces ... »

At noget er ubevidst betyder, at det er fortrængt fra individets bevidsthed. Fortrængningen er et resultat af en indre konflikt i personligheden. «Anstødelige» driftskrav og fantasier fortrænges, da bevidst erkendelse af dem vil medføre skyldfølelse og angst. Generelt kan man sige, at alle ønsker, oplevelser og impulser, som er uforenelige med personens selvbillede fortrænges. En vis grad af fortrængning er normal, men bliver den for omfattende, kan det føre til psykiske lidelser.

Som erstatning for den tilfredsstillelse, der bliver nægtet gennem bevidst handling, søger de ubevidste impulser tilfredsstillelse gennem drømme, fortalelser, vitser etc. Her kommer de imidlertid til udtryk i forklædt og fordrejet form. De ubevidste processer karakteriseres ved, at de følger andre «love», end de der gælder for normal tankevirksomhed. En hel tankegang kan samles i et forestillingsbillede - fortætning - eller en følelse kan forflytte sig fra et objekt til et andet - forskydning - således at den oprindelige tanke eller følelse kan være totalt uigenkendelig, når den kommer til udtryk i en drøm eller et neurotisk symptom. Endvidere er det karakteristisk, at de ubevidste ønsker og impulser sætter sig igennem uden hensyn til virkelighedens krav og påbud: I drømmen kan de mest asociale og forbudte behov udspille sig. Ubevidste processer reguleres af det Freud kaldte lystprincippet.

Målet med psykoanalysen eller en psykoterapi vil bl.a. være at tyde og gøre den ubevidste mening i f.eks. et neurotisk symptom bevidst. De ubevidste behov som symptomet skjuler, er behov som det er provokerende for personen at erkende bevidst. De må derfor afspærres fra bevidstheden. I stedet bliver symptomerne et «sprog», som personen udtrykker sig igennem. En kvinde kan f.eks. gennem en kronisk hovedpine «udtrykke», at hun ønsker at blive taget hensyn til - hvis det var umuligt åbent at udtrykke dette behov.

Symptom-«sproget» er imidlertid et uhyre indirekte «sprog», som det kan være vanskeligt at forstå - både for personen selv og andre. En behandlingssituation skaber forudsætning for, at personen kan opleve og observere stadig større dele af jeg'et. Den sigter mod at gøre det muligt for personen at vedkende sig de oplevelser, erfaringer og behov, som tidligere måtte fortrænges.

Det er ofte blevet påpeget - f.eks. af filosoffen Jean-Paul Sartre - at begrebet fortrængning bringer en ind i uløselige paradokser. Fortrængning er en form for selvbedrag, hvor personen lyver for sig selv: De dele af jeg'et som personen oplever som uforenelige med eget selvbillede, fortrænges, gøres ubevidst. Men eftersom personen på en eller anden måde må kende til det der fortrænges, står man overfor det paradoks, at personen bestemmer sig for, ikke at vide noget hun «ved». Det er imidlertid ikke rimeligt at forstå fortrængning som en slags uvidenhed: Fortrængning er ikke først og fremmest et spørgsmål om hvad personen ved, men hvad hun vedkender sig - dvs. hvad hun anerkender og integrerer som en del af sit jeg. Et ubevidst ønske er et ønske, som personen ikke vedkender sig, ikke bevidst forholder sig til som en del af sig selv (se Selvbedrag).

Man kan ofte møde forestillingen om det ubevidste som et selvstændig «rum» indenfor psyken. En slags kælderetage hvor forbudte lyster og drifter holder til. Denne forestilling spiller ofte sammen med en opfattelse af, at mennesket er totalt styret af ubevidste drivkræfter: Det ubevidste ligger «bag», og (årsags)bestemmer vore handlinger. Måske især i forbindelse med seksualitet og aggression hævdes det, at mennesket er i sine drifters vold.

Sådanne forestillinger er misvisende: Også ubevidste handlinger er intentionelle (formålsrettede), selv om formålet ikke er tydeligt. At tyde en ubevidst handling indebærer derfor ikke at finde frem til de ubevidste kræfter, der ligger «bag», men at tyde den ubevidste mening. På baggrund af denne tankegang er det spørgsmålet om det overhovedet er rimeligt at opretholde begrebet om det ubevidste som substantiv. Der vindes erfaringer, som man ikke er klar over - dvs. er ubevidst om - men det ubevidste eksisterer ikke som et selvstændig mystisk sted i psyken.

S.G.


Litteratur

S. Freud: Forelesninger til indføring i psykoanalyse, Oslo 1972.