Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Belgien
DatoOpdatering
2013.12.05Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 5/12 2013
Læst af: 117.954
Verden  .  Europa  .  Belgien
: :
Belgien
Befolkning10,2 mio.
ValutaEuro
Areal30.519 Km2
HovedstadBruxelles
Befolkningstæthed334,2 indb./Km2    
HDI placering18    

Belgiens nordlige del - Flandern - består af sand- og lerjord; aflejringer fra floderne. I syd finder man bjergkæden Ardennerne, hvis højde ikke overstiger 700m., og hvor der findes rige forekomster af kul. Belgien er, med sin store befolkningstæthed, et vigtigt handelscenter, takket være sin geografiske beliggenhed og med det veludbyggede vejnet, der dækker den nordlige del, hvis centrum er havnen i Antwerpen. I kullejerne i Sambre og Meuse finder man sværindustrien og i Flandern har man anlagt tekstilindustrien. Vedtægterne angående vandkvalitet, der vedtoges i 1971, har ikke kunnet forhindre en omfattende forurening af floden Meuse, som skal forsyne 5 millioner mennesker med drikkevand. Forureningen skyldes dumpning af industriaffald og forurening af landbrugsjorden, forårsaget af ukontrolleret udspredning af gylle og overdreven anvendelse af gødning har forhøjet nitratkoncentrationen i flere floder og har ført til algedannelser. Røgen fra de talløse belgiske højovne i industriområderne har bidraget til den omfattende luftforurening i Europa og belaster nabolandene med sur regn.

Folket: Etnisk sammensætning: Der findes to befolkningsgrupper i Belgien, flamlænderne af tysk afstamning med ca. 55%, og valonerne af latinsk afstamning med 44 % af den samlede befolkning. Derudover findes et tysk mindretal, der repræsenterer 0,7% af befolkningen. Mere end 7% af de erhvervsaktive, ca. 250.000 personer, er indvandrere - italienere, marokkanere, spaniere og en mindre koloni af tyrkere og afrikanere.

Religion: Flertallet er katolikker.

Sprog: Fransk (58%) og flamsk (32%) er de officielle sprog. Fransk er det mest udbredte i syd og øst, mens flamsk tales i nord og vest. Tysk tales af 0,6% af befolkningen. Bruxelles er tosproget.

Politiske partier: Partier i parlamentet samt resultatet af valgene i 1999:
AGALEV: (Anders Gaan Leven), Det flamske Økologiparti, 6,99%; ÉCOLO (Écologistes confédérés pour l’Organisation de Luttes originales), Vallonsk Økologiparti, 7,36%; PS: (Parti socialiste), vallonsk socialistparti, 10,16%; SP (Socialistische Partij), flamsk socialistparti, 9,55%; PSC: (Parti social chrétien), vallonsk, kristelig-social 5,88%; CVP: kristelig-demokratisk, konservativt, flamsk, 14,09%; ID21: flamsk, venstre liberal, tilknyttet VU ; VU : (volksunie), flamsk, nationalistisk, centrum-højre, tilknyttet ID21; (VU-ID21 fik tilsammen 5,56%); PRL: (Parti réformateur libéral) vallonsk, liberal; FDF: (front démocratique des Francophone), Bruxelles orienteret, fransksproget, nationalistparti; (PRL-FDF fik tilsammen 10,14%); VLAAMS BLOK: flamsk, højreestremistisk, 9,87%; FRONT NATIONAL: højreestremistisk, vallonsk, 1,45%; VLD: (Vlaamse Liberalen en Democraten), flamsk, liberale, højre, demokratisk, 14,3%

Sociale organisationer: Sammenslutningen af belgiske Arbejdere med 1.100.000 medlemmer. Sammenslutningen af kristelige fagforbund i Belgien med 1.300.000 medlemmer.

Officielt navn: Royaume de Belgique / Koninkrijk België.

Administrativ inddeling: 10 provinser. Reelt er de 3 autonome regioner: Flandern, Vallonien og Bruxelles dog grundstammen i det politiske liv.

Hovedstad: Bruxelles, 998.000 indbyggere (2003). Bruxelles er ligeledes EU’s hovedstad.

Andre vigtige byer: Antwerpen, 945.800 indbyggere; Liège, 620.900 indbyggere; Gent, 223.000 indbyggere; Charleroi, 201.700 indbyggere. (2000).

Regering: Parlamentarisk monarki. I sin omgang med flygtninge og indvandrere udviser landet højreradikale træk. Statslederen har siden juli 2013 været kong Philippe. Premierminister har siden december 2011 været Elio Di Rupo fra socialdemokratiet. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus med 150 pladser og Senatet med 71.

Nationaldag: 4. oktober, uafhængighedsdagen (1830). 21. juli, nationaldagen (Kong Leopold I tronbestigelsesdag, 1831)

Væbnede styrker: 53.000 mand - og kvinder. I 1994 ophævedes værnepligten.

 

Belgien, Holland, Luxemburg og en del af det nordlige Frankrig udgør tilsammen Nederlandene, der har delt fælles skæbne til 1579. (Se Holland). Grænserne for hvor man talte latin og tyske i Europa udgjorde samtidig det romerske imperiums grænser, der delte Nederlandene i to.

Indgåelsen af Arras-unionen mellem de katolske provinser Artois og Hainaut i 1579, gjorde det muligt for Spanien at genoptage krigen mod de protestantiske hollændere. Utrecht-fredsaftalen, der blev underskrevet i 1713, bevirkede at de sydlige provinser - Artois, Antwerpen, Brabant, Hainaut, Vlaanderen, Liège og Namur - samt Luxemburg underlagdes Karl den 6., overhovede for det tysk-romerske rige fra den østrigske gren af det habsburgske kongehus.

Regionens økonomi var baseret på fremstilling af og handel med tekstiler, hvis omfang førte til en voldsom demografisk vækst. Sammenfald i interesserne mellem jordbesiddere og producenter, forenede af den høje koncentration af væverier, lettede industrialiseringen. I Gent, Antwerpen og Tournai dukkede fabrikker op med flere end 100 ansatte og med særdeles lave lønninger.

Den østrigske kongehus forsøgte allerede før den franske revolution at indføre visse liberaliseringstiltag, men tøvede pga. den konservative opstand i 1789. Napoleon invaderede området i 1794, ophævede autonomien og den lokale adels privilegier, samtidig med at man stimulerede den industrielle revolution. De europæiske stormagter gennemtvang ved Napoleons fald i 1814 en «sammenlægning» af de sydlige og nordlige regioner, men de sydlige provinser, hvor man havde opnået en vis form for selvstændig identitet, var ikke indstillede på at underordne sig Holland.

I 1830 greb borgerne i Bruxelles til våben mod de hollandske myndigheder. Konflikten bredte sig, og stormagterne anerkendte de sydlige provinsers uafhængighed - og fra dette tidspunkt kaldtes provinserne for Belgien. Parlamentet vedtog et parlamentarisk monarki som styreform, med et vælgerkorps bestående af ejendomsbesiddere. Hertugdømmerne Limburg og Luxemburg fordeltes mellem Belgien og Holland.

I slutningen af det 19. århundrede krævede arbejderne stemmeret og bedre arbejdsvilkår. Efter voldsomme sammenstød, vedtog regeringen love der gav ret til boliger og ret til arbejde - lovene indførtes især for at forbedre vilkårene for kvinder og børn. Parlamentet indførte en ny forfatning, og i 1893 indførtes almindelig valgret, omend i en noget moderat form.

Som leder af en gruppe af investorer, financierede kong Leopold den 2. i perioden mellem 1880 og 1885 internationale ekspeditioner til Congo, der omdannedes til hans private enklave. Den elendige, økonomiske administration sammenholdt med omfattende protester fra de europæiske stormagter mod den grove undertrykkelse af den oprindelige, afrikanske befolkning, tvang de belgiske myndigheder til at udråbe Congo til at være en belgisk koloni i 1908. Dermed gjorde man ende på de værste overgreb, men både de belgiske myndigheder, såvel som kirken og de belgiske handelsfolk øgede deres indflydelse i området gennem de efterfølgende årtier.

Ved færdiggørelsen af jernbaneforbindelsen mellem Matadi og Leopoldville, det nuværende Kinshasa, anmodede de belgiske virksomhedsledere og investorer om at landet blev annekteret, hvilket skete i 1908. Koloniens enorme naturrigdomme blev underlagt hærens beskyttelse, mens den afrikanske befolkning udsattes for de groveste overgreb.

Under den 1. verdenskrig blev Belgien besat af Tyskland. Versailles-traktaten garanterede tilbagelevering af regionerne Eupen og Malmédy. Belgien underskrev i 1920 en aftale om militært samarbejde med Frankrig og det efterfølgende år, blev Belgien og Luxemburg en økonomisk enhed. I Afrika besatte belgiske styrker de tidligere tyske kolonier Rwanda og Burundi.

I mellemkrigstiden indførte myndighederne lige valgret, men kun for mænd. Parlamentet vedtog en lov, der indførte 8-timers arbejdsdag, progressive skatter og folkepension. I 1930 splittedes landet i to autonome områder: Flandern og Vallonien, med henholdsvis hollandsk og fransk som officielle sprog.

Belgien erklærede sig under Den anden Verdenskrig for neutral, men blev alligevel besat af Tyskland fra 1940-1944. Efter at have været krigsfange hos tyskerne, vendte den belgiske konge tilbage, og det skabte grundlaget for en omfattende konflikt. Ved en folkeafstemning viste det sig, at 57% af befolkningen var tilhængere af hans tilbagevenden, men spændingerne i de vallonske regioner tvang Leopold til at abdicere til fordel for sin søn, Bauduin.

I 1947 dannede Belgien, Holland og Luxemburg den økonomiske samarbejdsorganisation Benelux, der senere blev drivende i dannelsen af EU. Belgien blev optaget som medlem af NATO i 1949. Belgisk Congo erklærede sin selvstændighed i 1960, men Belgien og vestmagterne fortsatte med at intervenere i den tidligere koloni. I 1962 blev både Rwanda og Burundi selvstændige.

Kvindernes stemmeret indførtes i 1949. I 1975 lykkedes det de belgiske kvinder at opnå ligeløn på arbejdsmarkedet. I perioden mellem 1960 og 1970 blev sprogstriden og spørgsmålet om Bruxelles' status forværret. Parlamentet vedtog i 1980 en ny føderal struktur, hvor efter landet opdeltes i regionerne Flandern, Vallonien og Bruxelles.

Opstillingen af raketter med atomare sprænghoveder i Belgien førte i slutningen af 1983 til en voldsom national polemik. I 1984 og 1985 udsattes NATO-anlæg og belgiske virksomheder, der arbejdede or NATO for en række angreb. Missilerne blev fjernet i 1988, efter indgåelsen af en aftale om reduktion af våben mellem USA og Sovjetunionen.

I løbet af 1990, vedtog parlamentet, under protest fra den kristeligt-demokratiske regering, at indføre fri abort. For ikke at skulle underskrive loven, abdicerede kong Bauduin midlertidigt.

Belgien kunne i perioden mellem 1983 og 1988 registrere en arbejdsløshed på gennemsnitligt 11,3%, i Europa kun overgået af Spanien og Irland. Økonomien udviklede sig ganske favorabelt i 1989, men efter at være faldet i 1990, steg arbejdsløsheden til 14,1% i 1993.

I april 1989 gentog Belgien sit tilbud om at ville støtte NATO´s opstilling af kortdistanceraketter i Europa, men afviste at deltage i moderniseringen af projektet indtil 1992.

Vlaamse Blok, et fremmedfjendtligt parti, der baserede sin valgkamp på kravet om udvisning og hjemsendelse af udlændinge, seks-doblede sit mandattal ved valget i november 1991. Fremgangen for højreekstremisterne og for økologisterne førte til, at premierminister Wilfred Martens trådte tilbage.

Efter 4 måneder uden politisk ledelse blev posten som premierminister i marts 1992 overdraget til Jean-Luc Dehaene, der dannede en koalitionsregering med deltagelse af kristelige-demokrater og socialister. Dehaene indførte øjeblikkeligt en plan, der skulle reducere underskuddet på statsfinanserne, hvilket bl.a. indebar drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter.

Valget i 1994 afslørede befolkningens udbredte mistillid til partierne i koalitionsregeringen. Ved valget til Europaparlamentet i juni og ved kommunalvalget i oktober tabte socialisterne stemmer, samtidig med at Vlaamse Blok viste sig f.eks. at blive det næststørste parti i Antwerpen.

I Belgien afholdt man den 21. maj 1995 de første valg efter indførelsen af den nye forfatning, der omdannede Belgien til en forbundsstat. Samtidig med at belgierne skulle vælge medlemmer til parlamentet, skulle de også vælge de 75 medlemmer til de tre nye lokalforsamlinger i Bruxelles, Flandern og Vallonien. Dehaene opnåede en komfortabel sejr ved parlamentsvalget, og han fortsatte som regeringsleder.

Budgettet for 1996, hvor man forsøgte at begrænse underskuddet på statsfinanserne til 3% af bruttonationalproduktet, blev genstand for ophedede diskussioner mellem regeringen og fagforbundene, der anså nedskæringerne i de offentlige udgifter for at være for hårdhændede. I slutningen af året fik en række skandaler, sammenholdt med Vlaamse Bloks bemærkelsesværdige fremgang, spørgsmålet om Belgiens overlevelse som nation, til at rejse sig. Afsløringerne i pædofili-sagen mod Marc Dutrox satte spørgsmålstegn ved tilliden de politiske og juridiske autoriteter, som under sagen havde afsløret en gennemgribende inkompetence, intern rivalisering og korruption. Guy Coëme, tidligere vicepræsident og forsvarsminister, blev ligeledes i 1996, sammen med yderligere 6 ledende medlemmer af Socialistpartiet, anklaget og dømt for svindel og korruption.

Det daværende medlem af Europaparlamentet, Frank Van Hecke, erklærede i juni 1996, at hans parti, Vlaamse Blok, var villige til at gøre Bruxelles til den prøveklud, der skulle få den belgiske stat til at gå i opløsning. Vlaamse Bloks foreslog at genforene Flandern med Nederlandene; samtidigt indledte partiet en voldsom kampagne for at ikke-europæiske indvandrere skulle tildeles stemmeret. Menneskerettighedsorganisationer gjorde opmærksom på de tiltagende fremmedfjendtlige tendenser, da politiet i november 1997 dræbte narkotikahandleren Said Charmi med 14 skud. Der var tale om en politiaktion, som adskillige vidner bagefter karakteriserede som en veritabel henrettelse. En opinionsundersøgelse foretaget samme måned afslørede, at 74% af de fransktalende belgiere ikke kunne identificere sig med de mål, det belgiske samfund satte sig.

Få dage før valgene i 1999 rystedes landet af en ny skandale, da der dukkede fødevarer op i butikkerne forurenet med dioxin. Skandalen bragte Dehaene regeringen til fald og banede vej for en koalitionsregering ledet af Guy Verhofstadt, der er leder af de flamske liberale. Han dannede regering med socialdemokrater og grønne fra begge sprogområder. De kristelige demokrater var dermed for første gang i 41 år udelukket fra regeringen. Den tidligere formand for de grønne i Europaparlamentet, Magda Aelvoet blev udnævnt til sundhedsminister med ansvar for fødevarekontrol og for løsningen på den dioxin-krise, den afgåede regering havde efterladt. Ved kommunalvalgene i oktober 2000 blev Vlaams Blok det største parti i de to vigtigste belgiske byer, Bruxelles og Antwerpen.

I 2001 indgik politikerne Lambermont aftalen, der indebar en decentralisering af statsmagten. Kontrollen med landbrug, udenrigshandel og udviklingsbistand blev overdraget til henholdsvis Flandern og Vallonien. Fødevaresikkerhed er dog fortsat en føderalt anliggende. Decentraliseringen var en konsekvens af de fødevareskandaler, der havde rystet landet de foregående år i form af bl.a. kogalskab, hønsepest og dioxinrester i fødevarene. Skandalerne tvang Dehaene regeringen til at gå af, og regeringsmagten blev istedet overtaget af en koalition ledet af Guy Verhofstadt, leder af det Flamske liberale Parti (VLD). I koalitionen indgik endvidere socialdemokrater og grønne. For første gang i 41 år blev der dermed en indsat en regering uden deltagelse af de Kristelige Demokrater.

Et resultat af folkemordsloven fra 1993 var, at forbrydelser mod menneskeheden kunne retsforfølges i Belgien, uanset hvor på jorden de måtte være begået. I 2001 blev 4 nonner fra Rwanda således dømt for deres deltagelse i folkemordet i Rwanda i 1994. Det var grunden til, at Israels premierminister Ariel Sharon samme år aflyste sit officielle besøg i Belgien. En række overlevende palæstinensere fra massakren i Sabra og Shatila i Beirut i 1982 havde rejst sag mod ham i Belgien for hans ansvar for massakren.

I 2001 genoptog Belgien sine diplomatiske forbindelser med den Demokratiske republik Congo. Premierminister Verhofstadt og udenrigsminister Michel besøgte den tidligere belgiske koloni, for at fremme fredsforhandlinger der kunne føre til afslutning på krigen i landets østlige del. Verhofstadt lovede samtidig at sætte Congos problemer på EU's dagsorden.

Europa gjorde i disse år flygtningestrømmen fra den 3. verden og Østeuropa til et centralt politisk tema. De fleste europæiske lande indførte begrænsninger for at begrænse tilstrømningen. Belgien fulgte denne tendens ved at fjerne enhver økonomisk støtte til asylansøgerne og indføre en praksis for hurtig deportation. Denne asylpolitik blev kritiseret af bl.a. Amnesty International.

I juli 2001 overtog Belgien formandskabet for EU, og satte bl.a. Tobinskatten på dagsordenen. Denne skat på de internationale pengestrømme var blevet foreslå som middel til at støtte den 3. verden. EU ønskede dog ikke at indføre en sådan skat. 1. januar 2002 blev den belgiske franc trukket ud af cirkulation og erstattet med Euroen.

Den belgiske sektion af antiglobaliseringsbevægelsen besatte i oktober 2001 gaderne i Bruxelles i protest mod EU's og andre internationale institutioners politik.

I december afbrød den autonome flamske regering relationerne med Israel i protest mod landets menneskerettighedskrænkelser overfor palæstinenserne. I starten af 2002 besluttede den autonome region Bruxelles at suspendere den samarbejdsaftale, der to år inden var undertegnet med Israel.

Den 1. april 2002 blev en synagoge i Anderlecht i Bruxelles angrebet med en molotovcocktail. De materielle ødelæggelser var begrænsede, men hændelsen førte til en kraftig skærpelse af sikkerheden. Den belgiske retsinstans der behandlede sagen mod Ariel Sharon besluttede at afvise sagen med henvisning til, at loven ikke kan anvendes mod siddende politikere.

Parlamentsvalget i juni 2003 blev vundet stort af Verhofstadts koalition, der fik 97 af de 150 pladser. Dog gik de Grønne drastisk tilbage og blev ikke taget med i den nye regeringskoalition. Regeringen har erkendt, at et af de aktuelt største problemer i landet er arbejdsløsheden, og den har derfor sat som mål, at der skal skabes 200.000 nye jobs i perioden frem til 2007.

I september blev Belgien det andet land i verden - efter Holland - til at legalisere aktiv dødhjælp.

En komite af fremtrædende historikere afsluttede en undersøgelse af drabene på 10 mio. congolanere i hænderne på kong Leopold II's private hær. Bruxelles undskyldte drabet på Congos premierminister, Patrice Lubumba i 1961. Belgien påtog sig det moralske ansvar for mordet på Lumumba, der blev dræbt efter et statskup gennemført af hærchef Mobutu Sese Seko.

I marts 2004 indledtes i Arlon retsagen mod Marc Dutroux, der stod anklaget for bortførelse, voldtægt og drab. Retsagen fandt sted 8 år efter de egentlige hændelser. Dutroux stod sammen med 3 andre anklaget for i 1995-96 at have bortført 6 børn, tortureret og voldtaget dem, og dræbt 4 af dem. Kun 2 blev reddet i live. I juni blev Dutroux dømt skyldig i pædofili og idømt livsvarigt fængsel. Hans 3 medsammensvorne blev ligeledes dømt. Hans tidligere hustru, den 44 årige Michelle Martin blev dømt skyldig i konspiration og fik 30 års fængsel; den 32 årige Michel Lelievre blev kendt skyldig i bortførelse og fik 25 års fængsel; den 62 årige Michel Nihoul blev idømt 5 års fængsel.

I juli døde 15 personer og over 120 blev såret med alvorlige forbrændinger ved en eksplosion i den kemiske fabrik Ghislenghien i Ath, 30km sydvest for Bruxelles. Flere af de dræbte havde været i gang med at undersøge en læk i en gasrørledning, der transporterede gas fra Belgiens kyst til Frankrig. Eksplosionen blev af den belgiske regering karakteriseret som en af de værste katastrofer i nyere tid, eftersom området så ud som en ren krigszone. Paris stillede helikoptere og redningsudstyr til rådighed.

Trods flere måneders fejlslagne forhandlinger om sproglige rettigheder i et distrikt i Bruxelles vandt regeringen i maj 2005 en tillidsafstemning på spørgsmålet. Alligevel rejste sagen spørgsmålstegn ved Belgiens fremtid som samlet nation. Sagen var, at mange francofone i de foregående år var flyttet til områder af Bruxelles, der tidligere var flamsk dominerede. Det forrykkede balancen mellem de flamsk og fransk orienterede partier i disse områder, og havde udløst en politisk krise, der nåede op på regeringsniveau.

Det belgiske retssamfund er under voldsomt pres. Den 28. februar 2006 blev 7 personer ved retten i Knokke ved Bruxelles idømt 4-6 års fængsel for at have organiseret pressekonferencer og oversat materiale fra den tyrkiske venstrefløjsorganisation DHKP-C. Denne organisation er godt nok forbudt i Tyrkiet og Tyskland, men ikke i Belgien. Dommen udløste chok og protestreaktioner blandt parlamentarikere og intellektuelle i flere europæiske lande. Konsekvensen kan blive, at det illegaliseres blot at udføre menneskerettighedsarbejde til støtte for undertrykte personer og organisationer. «Vi må statuere et eksempel, så vort land ikke omdannes til støttepunkt for terrorisme. Derfor må der udmåles en afskrækkende straf», udtalte anklager Johan Delmule under sin procedure. Terrorprocessen mod de 7 menneskerettighedsaktivister blev gennemført af en ny terrorlovgivning, der blev vedtaget i Belgien i december 2005.

I april 2006 blev Belgien det 4. land i verden, der gav homoseksuelle par ret til adoption. Spanien, Holland og Canada har tilsvarende lovgivning.

De kristelige demokrater vandt ved valget i juni 2007 over den siddende regeringskoalition. Den kristelige leder Yves Leterme erklærede: «tiden er inde til forandringer. Befolkningen ønsker en anden udvikling». Han erklærede sig samtidig for en decentralisering af magten til Flandern i nord og Valonien i syd. Landet blev efterfølgende kastet ud i ½ års parlamentarisk krise, hvor det ikke lykkedes at sammensætte en ny regering. Den 21. december 2007 blev Verhofstadt genindsat som premierminister for en koalition af kristelige demokrater, liberale og hans eget socialdemokrati.

I overenstemmelse med regeringsaftalen blev premierministerposten i marts 2008 overdraget til den kristelige Yves Leterme. Leterme satte som mål at få ændret den belgiske forfatning for at uddelegere mere magt til regionerne. Han satte 15. juli som deadline for løsningen af denne opgave. Det mislykkedes og han indgav derfor sin afskedsbegæring til kongen, der imidlertid afviste den.

Den globale finanskrise sendte finanskoncernen Fortis ud i dyb krise, og på linie med regeringerne i Nederlandene og Luxemburg besluttede den belgiske i oktober at nationalisere den belgiske gren af koncernen. Det skete uden at spørge aktionærene, der derefter lagde sag an mod den belgiske stat. Staten vandt i første omgang, men tabte i næste omgang, og da det yderligere blev afsløret at regeringen havde søgt at påvirke dommerne i appelretten indgav premierminister Leterme for 2. gang sin afskedsbegæring. Kongen accepterede, og pr. 30. december 2008 blev Herman Van Rompuy ny premierminister. Leterme vendte tilbage på posten allerede i november 2009, da Rompuy blev udnævnt til præsident for EU.

I april 2010 indgav Leterme atter sin afskedsbegæring, da det flamske OpenVLD parti trak sin støtte til regeringen. Parlamentsvalget i juni blev i de flamske områder vundet af det separatiske N-VA (med 17,4% af stemmerne), mens socialistpartiet (med 13,7%) blev det største i Vallonien. Resultatet kastede Belgien ud i en fornyet politisk krise.

Belgien bekræftede landets udvikling i fascistisk retning, da parlamentet i april 2010 vedtog et forbud mod muslimske kvinders burqa og niqab. Menneskerettighedsorganisationer med Amnesty International i spidsen havde inden da advaret mod skridtet, der strider mod Menneskerettighedskonventionen. Hitler Tyskland udstak i 1930'erne retningslinier for jøders beklædning. Amnesty kritiserede i 2009 Belgien for ikke at stille boliger til rådighed for flygtninge. I efteråret var 200 flygtninge tvunget til at sove på gaden pga. mangel på plads i de eksisterende flygtningecentre. Belgisk politi foretager endvidere vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, mishandler arrestanter og tilbageholdte - især flygtninge og invandrere.

Socialdemokraten Elio Di Rupo overtog i december 2011 premierministerposten. Di Rupo var den første socialdemokrat siden 1974, der skulle regere landet; den første belgier af hverken Flamsk eller Valonsk afstamning (han var nemlig søn af italienske indvandrere); og den første erklærede bøsse i verden til at indtage en premierministerpost. Di Rupos regeringsdannelse afsluttede 589 dages akut parlamentarisk krise i landet. Over 1½ år uden regering. Der var tale om en 6 partis koalitionsregering mellem de flamske og valonske socialdemokratier, kristelige demokrater og liberale. De grønne partier indgik ikke i regeringen, men erklærede sig villige til at støtte dens forslag om statsreform, der indebar en decentralisering af magten ud i regioner og kommuner. Fraværende fra regeringen var det højreradikale N-VA.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i september 2012 kendelse om, at Lahoucine El Haski ikke havde fået en retfærdig rettergang, da en belgisk domstol i 2006 dømte ham for at have deltaget i terroraktiviteter på basis af erklæringer fremkommet ved tortur i tredjelande - bl.a. Marokko. Domstolen kritiserede Belgien for at have tilladt oplysninger fremkommet ved tortur at blive brugt i belgiske retsale. Også i Danmark forsøgte anklagemyndigheden at få domstolene til at acceptere oplysninger fremkommet ved tortur. Det afviste domstolene, men accepterede i stedet hemmelige retsmøder, anonyme vidner og domfældelse uden bevis.

I oktober 2012 var der kommunalvalg. Valget forstærkede tendensen fra parlamentsvalget i 2010. Det højreradikale N-VA blev størst i 3 ud af 5 flamske regioner, mens de kristelige demokrater tog de sidste 2. N-VA blev det største parti i det flamske område med 28,5% af stemmerne bag.

Kong Albert II af Belgien abdicerede af helbredsmæssige årsager i juli 2013 og banede derved vej for sin ældste søn Philippe, der blev ny konge.

Som en del af Edward Snowdens afsløringer i sommeren 2013 af NSA's globale overvågning af internet og telekommunikation kom det frem, at det britiske efterretningsvæsen GCHQ havde infiltreret belgiens telekommunikationsgigant Belgacom, og at Storbritannien og USA drfor lyttede med på alt indgående og udgående kommunikation fra EU's hovedsæde i Bruxelles.

Guia del Mundo / A.J.

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Belgium)
Amnesty International Annual Report 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)