Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bernal (1901-1971) har spillet en afgørende rolle inden for det område, der drejer sig om videnskabens praktiske anvendelse i samfundet. Det er kvaliteten af hans egen forskning, bredden i hans erfaringsgrundlag, spændvidden i hans skrifter og hans intellektuelle åbenhed, der giver ham denne særstilling.

Videnskabeligt tilhører han en klassisk epoke i engelsk naturvidenskab. Han virkede i Cambridge i 1920'erne og 1930'erne, der var en opblomstringsperiode for grundforskningen. Han var uddannet som fysiker og specialiserede sig inden for krystallografien - en metode til analyse af strukturer i mikroskopiske enheder på basis af røntgenfotos - men han ydede sandsynligvis sine vigtigste bidrag inden for kemi og biologi. Han er ikke Nobelprisvinder, men det er til gengæld en række af hans elever. Han besad en særlig evne til at inspirere fremragende kolleger.

Meget tidligt blev han optaget af de videnskabelige fremskridts praktiske konsekvenser. Videnskab bør indgå i bevidste planer, og det politiske system må organisere anvendelsen af videnskab i samfundets tjeneste. Detaljeret fremlagde han sine tanker i «The social function of science», fra 1939. Den eksplosive forøgelse af anvendt forskning under den 2. verdenskrig demonstrerede med al ønskelig tydelighed aktualiteten af hans tanker. I USA var de statslige udgifter til forskning i 1945 300 gange større ende de havde været 5 år tidligere, men «Bernalismen» blev også heftigt angrebet af talsmænd for videnskabelig frihed.

Bernal blev selv draget ind i krigen, som videnskabelig rådgiver på højeste plan. Efter krigen bidrog han aktivt til en international organisering af videnskabsmænd, ud fra en øget forståelse for forskernes sociale og politiske ansvar for konsekvenserne af deres arbejde. Han blev senere bl.a. præsident for Verdensfredsrådet, 1958-65.

Han fødtes i Irland og blev påvirket af de stærke indtryk fra påskeoprøret i 1916. Oprindelig var Bernal katolik, men i studietiden blev han aktiv kommunist. Da han under krigen bad om at få en tidligere medarbejder som rådgiver, afvistes det af sikkerhedsmæssige årsager. Vedkommende havde før krigen haft tæt kontakt til en farlig kommunist - der viste sig at være Bernal selv!

Det fascinerende ved Bernal er hans evne til at stille spørgsmål inden for hele spektret af vekselvirkninger mellem videnskab og praktiske forhold. En evne til nytænkning og præcision i detaljen afbalanceres af en lige så slående evne til hurtige synteser. Denne kombination af bred sagkundskab og sammenhæng i vurderingerne prægede det, der i hvert fald for almenheden er hans vigtigste værk, «Science in history» fra 1954. Det er et værk, som dokumenterer stor indsigt i videnskabens vekslende position i samfundet fra stenalderen til atomalderen, men først og fremmest er det en inspirerende tilskyndelse til nytænkning og forskning, sprængfyldt med antagelser og vurderinger, der venter på at blive fulgt op. Iflg. Bernal gennemlever vi, i vor tid, den tredje grundliggende samfundsomvæltning. Den første havde forbindelse med landbrugsrevolutionen i bronzealderen, i nyere tid fik vi så den industrielle revolution. I det 20. århundrede foregår den videnskabeligt-teknologiske revolution, der vil forsyne samfundet med et nyt, materielt grundlag. Det er den mest fundamentale forandring hidtil, mener Bernal. I tråd med det, følger en øget bevidsthed om videnskabens betydning. Bernal kan vurderes som den egentlige grundlægger af «forskning om forskningen», det systematiske studie af forholdet mellem videnskab og samfund i alle dets former. Hvis hans synspunkter viser sig at have gyldighed, er der grund til at tro, at hans betydning som forskningsfilosof og samfundsteoretiker vil øges i årene fremover.

J.L.