Befolkning 221.000 Valuta Dobra Areal 960 Km2 Hovedstad São Tomé Befolkningstæthed 104,1 indb./Km2     HDI placering 138

Landet består af øerne São Tomé (857 km²), Príncipe (114 km²), og småøerne Rolas, Cabras, Bombom og Boné de Joquei, der ligger i Biafra bugten i Guinea golfen ud for Gabons kyst. Øerne har vulkansk oprindelse, er bjergrige med tætte regnskove, tropisk klima og omfattende nedbør. De vigtigste eksportprodukter er kakao, copra og kaffe.

Folket: Indbyggerne i São Tomé & Príncipe er overvejende afrikanere af bantu oprindelse. Traditionelt inddeles de i 5 grupper, efter den periode hvori de er kommet til landet: filhos da terra (sønner af jorden), er efterkommere af de første slaver, der blev fragtet til øerne og blandet med portugiserne; angolanerne der øjensynligt nedstammer fra angolanere der emigrerede til øerne i det 16. århundrede; forros er efterkommere efter frie slaver, der gjorde oprør mod slavehandelen; serviçais er migrantarbejdere fra Moçambique, Angola og Kap Verde; tongas er deres børn, der er født på øerne. Siden selvstændigheden er denne opdeling gradvist blevet udvisket.

Religion: 80% af befolkningen er katolikker; der findes endvidere protestanter (overvejende 7. dags adventister) samt medlemmer af den indfødte evangeliske kirke.

Sprog: Portugisisk (officielt). Flertallet taler kreolsk - et sprog der er afledt fra portugisisk. Endvidere tales en række afrikanske sprog.

Politiske partier: Bevægelsen til befrielse af São Tomé & Príncipe (MLSTP); Demokratisk Konvergensparti (PCD); Demokratisk Koalition og Demokratisk Front.

Sociale organisationer: Organisationer for kvinder, unge og børn tilknyttet MLSTP.

Officielt navn: República Democrática de São Tomé e Príncipe.

Administrativ inddeling: 7 distrikter

Hovedstad: São Tomé, 56.000 indb. (2005).

Andre vigtige byer: Trinidade, 14.200 indb.; Santana, 7.700 indb.; Neves, 7.400 indb. (2000).

Regering: Carlos Vila Nova er landets præsident siden oktober 2021. Jorge Bom Jesus er premierminister siden december 2018. Parlamentet har ét kammer: den Nationale Folkeforsamling med 55 medlemmer.

Nationaldag: 12. juli (Selvstændighed, 1975)

 

Som en af de første kolonier i det portugisiske imperium har øerne São Tomé, Príncipe og de nærliggende småøer haft en rædselsfuld historie, der stadig berører mange afrikanere dybt, når de mindes slavehandelen, der strakte sig helt frem til midten af det 19. århundrede.

Øerne er strategisk lokaliseret 300 km fra Afrikas kyst. Deres naturlige havne blev af portugiserne i det 15. århundrede omdannet til «forsyningsstationer for slaveskibene». Hollandske, spanske, franske, britiske og portugisiske skibe købte der slaver, der blev hentet fra kontinentet, for at fragte dem videre til kolonierne på det amerikanske kontinent. Nogle slaver blev på øerne, hvor de blev inddraget i den første afrikanske produktion af sukkerrør.

Det kom hurtigt til slaveoprør på øerne. Det første blev anført af Yoan Gato, men slog fejl. Senere gennemførte slaven Amador et oprør, der nåede at bringe to-tredjedele af øen under kontrol, og gav ham mulighed for at udråbe sig selv til konge.

Oprørene blev kort tid senere besejret og søgte efter at have afbrændt plantagerne tilflugt i hemmelige oprørslandsbyer i regnskoven. De plantageejere der fortsatte til Brasilien med deres slaver tog på denne måde oprørets frø med, og slaveoprørene kom hurtigt til udvikling på det amerikanske kontinent, hvor nogle som det i slaveriget Palmares modstod kolonimagten i mere end et århundrede.

I São Tomé & Príncipe forsvandt landbruget de næste 3 århundreder. Øerne blev atter en ren handelsstation for slaver på vej mod Amerika. Først i det 19. århundrede ændredes denne situation med indførelsen af kaffe og kakao. Slaveriet blev formelt ophævet i 1869, men også derefter fortsatte det under tilsminkede former - «frie mænd» blev ansat for en 9 årig periode til fast løn. Den sociale situation udløste nye slaveoprør, og i starten af det 20. århundrede indledtes en international boykot mod «kakaoslaveriet» i den portugisiske koloni.

Under nye former fortsatte «neo-slaveriet» helt frem til midten af det 20. århundrede. São Tomé & Príncipes Emigrationssamfund organiserede den moderne variant ved at «kontraktansætte» arbejdere fra de andre portugisiske kolonier: Angola, Kap Verde, Guinea og Moçambique. Denne indvandring «reafrikaniserede» landet, når de blandedes med «filhos da terra» - mestizerne der var blandet gennem århundreder mellem afrikanere og portugisere. Under Antonio Oliveira Salazar og Marcelo Caetanos kolonial-fascisme var undertrykkelsen benhård, og i februar 1953 blev over 1000 personer henrettet på mindre end en uge i Batepa.

Massakren gjorde det klart for befolkningen, at det var nødvendigt at organisere sig, og derfor dannedes i 1969 Bevægelsen til befrielse af São Tomé & Príncipe (MLSTP), hvis to primære mål var selvstændighed og jordreform.

90 % af jorden i São Tomé & Príncipe tilhørte udenlandske selskaber, og selv om jorden på øerne er meget frugtbar, måtte næsten alle fødevarer importeres - pga. den irrationelle eksportorienterede landbrugsproduktion. Landarbejderne udgjorde den vigtigste basis for MLSTP, hvilket blev fuldstændig klart under den 24 timers generalstrejke i august 1963, der fuldstændig lammede plantagerne.

Selv om de geografiske betingelser i São Tomé & Príncipe hindrede udviklingen af væbnet kamp, gennemførte MLSTP et intenst politisk undergrundsarbejde, der fik anerkendelse fra Organisationen af Afrikanske Stater (OAU) og de Alliancefri Landes Bevægelse. Sammen med MPLA fra Angola, PAIGC fra Guinea-Bissau og FRELIMO fra Moçambique indgik bevægelsen i Konferencen af Nationalistorganisationer fra de Portugisiske Kolonier. MLSTP var således den eneste relevante forhandlingspartner, da Portugal efter nellikerevolutionen i 1974 indledte afkoloniseringsprocessen.

MLSTP dannede i 1974 en overgangsregering, og året efter blev landet erklæret selvstændigt. Bankerne og jorden blev nationaliseret og sundhedssektoren socialiseret; der indførtes en national valuta, samtidig med at en dybtgående administrativ reform omdannede det statsapparat, den nye stat havde arvet fra kolonialismen. Endvidere blev der gennemført en alfabetiseringskampagne til styrkelse af den «folkelige kultur» - efter inspiration fra den brasilianske pædagog Paulo Freire.

Reformerne blev modarbejdet af en fraktion af partiet anført af sundhedsminister Carlos de Graça. Han flygtede til Gabon og indledte der forberedelserne til en invasion af øerne med lejetropper i starten af 1978. Komplottet blev imidlertid afsløret og bidrog til yderligere at konsolidere MLSTP, som i august sammen år gennemførte sin første kongres. Masseorganisationernes udvikling blev stimuleret - med henblik på at forsvare revolutionen - og der dannedes en folkemilits. Miguel Trovoada havde været premierminister siden selvstændigheden. Han blev nu fjernet fra posten og forlod landet.

I marts 1986 dannede to oppositionsgrupper med basis udenfor landet - São Tomé & Príncipes Uafhængige Demokratiske Union (UDISTP) og den mere radikale São Tomé & Príncipes Nationale Modstandsfront (FRNSTP) grundlagt af Carlos da Graça - en alliance, som de kaldte den Demokratiske Oppositionskoalition (CDO), med det formål at kræve afholdelse af frie valg i landet. Måneden senere ankom en fiskerbåd med 76 medlemmer af FRNSTP til havnebyen Walvis Bay i Namibia med det formål at anmode apartheidregimet i Sydafrika om støtte mod regeringen i São Tomé. Begivenheden medførte, at Carlos de Graça trak sig som leder af FRNSTP, der i 1986 erklærede sig villig til at samarbejde med regeringen i São Tomé, på betingelse af at de cubanske og angolanske tropper blev trukket ud af landet.

Midt under den værste tørke i landets historie indledte regeringen i 1985 en økonomisk åbningsproces gennem vedtagelse af ny lovgivning omkring udenlandske investeringer og ved at privatisere de såkaldte «folkeforretninger». Staten reducerede gradvist sin kontrol over den samlede økonomi, der indtil da havde været meget afhængig af eksporten af kakao, kaffe og bananer. Samtidig indledte regeringen bestræbelser på at fremme deltagelsen af udenlandsk kapital i landbruget, fiskeriet og turismen. I 1989 gennemførtes en devaluering af landets valuta (dobra) på 20 %, hvilket førte til kraftige prisstigninger på de basale produkter.

I slutningen af 1989 indledte MLSTP's ledelse en diskussion om reform af partiets vedtægter og landets forfatning. I marts 1990 vedtog Nationalforsamlingen en række tilføjelser til forfatningen, der skulle bekræftes ved en folkeafstemning. Ændringerne muliggjorde overgangen til et politisk system med deltagelsen af flere forskellige politiske partier og uafhængige kandidater i parlamentsvalgene. Samtidig blev præsidenter begrænset til maksimum 2 mandatperioder af 5 år.

Det første parlamentsvalg efter selvstændigheden gennemførtes i januar 1991. Oppositionspartiet Demokratisk Konvergens under ledelse af Leonel d'Alva vandt valget. I marts vendte den tidligere premierminister Miguel Trovoada tilbage fra sit eksil og mødte ikke nogen modstand ved det efterfølgende præsidentvalg.

Statscheferne fra de tidligere portugisiske kolonier i Afrika - Sao Tomé & Príncipe, Kap Verde, Guinea-Bissau, Moçambique og Angola - mødtes i marts 1992. Efter at have været organiseret som et-parti stater siden selvstændigheden, gennemlevede de nu alle hastige politiske forandringer og liberalisering af økonomien.

Landets økonomiske og sociale situation er de senere blevet forværret som følge af det økonomiske kriseprogram, som IMF og Verdensbanken har tvunget det til at gennemføre. Lønningerne i den offentlige sektor blev indefrosset, en tredjedel af 5.000 offentlig ansatte blev fyret og valutaen blev devalueret med 80 %. Inflationen faldt, men samtidig 4-dobledes priserne på basale forbrugsvarer og arbejdsløsheden nåede op på 30 %.

Øen Príncipe fik den 29. april 1995 selvstyre og dannede en lokalregering med 5 medlemmer.

I august tog en gruppe officerer magten ved et ublodigt kup. Der indledtes øjeblikkelig forhandlinger mhp. genindsættelsen af den legale regering.

Nationalforsamlingen gav i september 1996 premierminister Armindo Vaz D'Almeida et mistillidsvotum for «dårlig ledelse, ineffektivitet, uansvarlighed og korruption». Han havde beklædt posten siden 31. december året i forvejen.

Miguel Trovoada blev genvalgt som præsident i juli 1996, og i november foreslog han Raul Bragança Neto udnævnt til ny premierminister.

Sao Tomés økonomi klarede sig nogenlunde i 1997 takket være international bistand: 60 % af statsbudgettet stammede fra bistand, især fra Europa. Den europæiske Udviklingsfond financierede et program til jobskabelse og oprettelse af sundhedsklinikker.

Valget i november 1998 markerede MLSTP's tilbagevenden til magten. Guilherme Posser da Costa der havde været udenrigsminister blev i januar 1999 udnævnt til premierminister. Ved sin indsættelse erklærede da Costa, at hans centrum-venstre regering måtte gennemføre en «økonomisk besparelsespakke», samtidig med at økonomien måtte reaktiveres gennem udnyttelse af landets oliekilder og udvikling af landbruget. I december 2000 gennemførte de statsansatte i landet en strejke med krav om udbetaling af flere måneders udeblevne lønninger, og desuden lønstigninger for at kompensere for inflationen.

I juli 2001 vandt den velhavende kakoeksportør Fradique de Menezes præsidentvalget med 56,31% af stemmerne, men ved parlamentsvalget året efter vandt MLSTP et komfortabelt flertal i Nationalforsamlingen. I april 2002 blev Gabriel Costa derfor indsat som premierminister for en koalitionsregering mellem MLSTP og MDFM/MPCD.

Menezes blev i april 2003 genvalgt som præsident og i juli blev Maria Das Neves udpeget som premierminister. Mens Menezes samme måned besøgte Nigeria, gennemførte militæret et kup, arresterede de vigtigste regeringspolitikere og indsatte en «junta til frelse af nationen». 9 dage senere accepterede kuplederne kravene fra de internationale mæglere og overgav atter magten til præsidenten. I aftalen indgik amnesti til kupmagerne, indsættelsen af en ny regering og gennemførelsen af nyvalg.

I september 2003 indledte Menezes en fuldstændig udrensning indenfor de væbnede styrker og kritiserede åbent hæren for ikke at have beskyttet demokratiet under statskuppet.

I februar 2004 vedtog parlamentet at liberalisere telemarkedet fra december 2005. Regeringen udstikker rammerne indenfor hvilke telemarkedet vil få lov til at udvikle sig.

I maj modtog landet et lån på 6½ mio. US$ fra Verdensbanken til financiering af grundlæggende programmer indenfor uddannelse og sundhed, inden landet stilles overfor nye udfordringer ifbm. olieproduktionen. Midlerne skal desuden anvendes til programmer for de mest udsatte sektorer og fremme samarbejdet mellem den offentlige sektor, civilsamfundet og det kommunale selvstyre.

I juli indgik Menezes en aftale med sin nigerianske modpart, Olusegun Obasanjo om efterforskning efter og udvinding af São Tomés olieforekomster. De to statsledere mødtes i den nigerianske olieindustris centrum, Rivers State, hvor de underskrev en aftale der skal fremme olieudvindingen i regionen, med det håb at aftalen vil blive en model for samarbejdet mellem de afrikanske nationer.

I maj 2005 blev der registreret 131 tilfælde af kolera. En epidemi der gav UNICEF alvorlig bekymring eftersom den truede 80% af befolkningen. Sygdommen spredes gennem vand eller forurenede fødevarer, og spredningen foregår let i en befolkning, hvor kun 20% har adgang til rindende vand og kun 9% har adgang til toiletter.

Efter uoverenstemmelser mellem Damião Vaz d'Almeida og præsident Menezes, trådte d'Almeida i juni 2005 tilbage. Han blev erstattet af Maria do Carmo Silveira, der også overtog økonomiministeriet, selvom de øvrige ministerposter var uforandrede.

Parlamentsvalget i marts 2006 blev vundet af det regerende MDFM-PCD, der fik 23 af de 55 pladser. MLSTP fik 19 og ADI 12. Ved præsidentvalget i juli blev Menezes genvalgt med 60,6% af stemmerne. Hans modkandidat Patrice Trovoada fik 38,8%.

I slutningen af maj oplyste nordamerikanske og nigerianske olieselskaber, at de havde fundet olie og naturgas i den fælles zone, og ville åbne de 8 første udvindingspladser. I maj 2007 indgik landet en aftale med Angola - Afrikas næststørste producent af olie - om samarbejde om olieudvinding. Ligeledes i maj oplyste Parisklubben, at den eftergav 100% af landets udlandsgæld med denne gruppe - næsten 24 mio. US$.

Premierminister Trovoada måtte træde tilbage i maj 2008, da han tabte en tillidsafstemning i parlamentet. Præsidenten udnævnte efterfølgende Joaquim Rafael Branco til ny premierminister. Trovoada protesterede og kaldte nyudnævnelsen i strid med forfatningen.

I februar 2009 afslørede myndighederne kupplaner mod præsidenten. Formanden for den Kristeligt Demokratiske Front, Arlecio Costa og 30 andre implicerede blev arresteret, men siden benådet.

Trovoada genvandt premierministerposten i august 2010.

Den uafhængige kandidat Manuel Pinto da Costa vandt præsidentvalget i august 2011 med 52,9% af stemmerne over Evaristo Carvalho fra det sidden regeringsparti. I første runde i juli havde da Costa fået 35,6% af stemmerne. da Costa var landets første præsident efter selvstændigheden i 1975, og forsøgte flere gange i 1990'erne og 00'erne at blive genvalgt. Hans valgkamp var centreret om behovet for politisk stabilitet og kampen mod korruptionen.

São Tomé byttede i 1997 sin diplomatiske forbindelse til Kina ud med en forbindelse til Taiwan, men i 2013/14 var der tegn på at pendulet var ved at svinge igen. Kina etablerede i 2013 en uofficiel handelsmission i São Tomé, og året efter gennemførte São Tomés præsident et privat besøg i Kina.

Evaristo Carvalho fik i første runde af præsidentvalget i juli 2016 49,9% af stemmerne. Det var lige præcis ikke nok til at blive valgt i 1. runde, og der blev derfor udskrevet en anden runde, hvor han stillede overfor den siddende præsident, Manuel Pinto da Costa, der fik 24,8% af stemmerne. Inden 2. runde kunne gennmføres trak da Costa sig imidlertid og hævdede, at 1. valgrunde havde været præget af svindel. Carvalho fik derfor 100% af stemmerne i 2. runde og blev indsat som ny præsident. Han havde to gange tidligere beklædt posten som premierminister.

I november 2018 blev ADI regeringen væltet. Det største oppositionsparti MLSTP-PSD dannede derefter sammen med mindre oppositionspartier regering med Jorge Bom Jesus som premierminister. Præsident og regering var nu politisk forskellige, men formåede alligevel at samarbejde.

Carlos Vila Nova vandt i september 2021 præsidentvalget med 57,5% af stemmerne over Guilherme Posser da Costa. I første runde i juli fik Vila Nova 39,5%.

Guia del Mundo