Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 14.296
: :
Alliance

Alliance (eller koalition) er et centralt begreb i politisk teori. Når vi går fra en gruppe på to personer (eller organisationer) til en gruppe på tre eller flere, opstår der muligheder for alliancer, der gør at situationen bliver en helt anden og mere flydende. I en socialdemokratisk blandingsøkonomi som den danske kan forholdet mellem kapitalistklasse og arbejderklasse f.eks. beskrives som samarbejdet om at producere mest mulig og kamp om hvordan produktet skal fordeles, hvor hver af de to klasser har forskellige midler (lockout, strejke), der er til deres fordel i kampen, samtidig med at de er til skade for samarbejdet. Udfaldet afgøres af parternes styrke - det vil sige ressourcer og klassebevidsthed. En sådan kamp er mere kompliceret end en krig, hvor det at vinde er det eneste der tæller, for i klassekampen er det også vigtig at vinde på en sådan måde, at det produkt der skal fordeles ikke bliver for stærkt reduceret af kampen. Alligevel er det klart, at situationen er mere gennemsigtig, end den der opstår, hvis der inddrages en tredje klasse, eller hvis en af de to klasser deler sig i to fraktioner. Hvis arbejderklassen deler sig i hvidtklædte og blåtklædte, kan man opleve alliancer mellem kapitalister og hvidklædte arbejdere mod de blåklædte arbejdere (f.eks. i skattesager), mellem kapitalister og blåklædte arbejdere mod hvidklædte arbejdere (f.eks. i miljøsager) og mellem de to grupper arbejdere mod kapitalisterne (f.eks. i kampen om arbejdsdagens længde). I det politiske spil indgår der ikke blot trusler, men også løfter, byttehandler, del-og-hersk taktik, og mange af de andre forhold der gør, at politik er noget andet end klassekamp.

Marx lagde stor vægt på disse alliancer i sin analyse af europæisk politik i det 19. århundrede. I hans skrifter om 1848-revolutionen viste han, hvordan borgerskabet til at begynde med indgik i en alliance med arbejderne mod den feudale overklasse, men siden gik over til at alliere sig med samme overklasse mod arbejderne da de så hvordan arbejderne kunne komme til at vende sig mod dem som det næste skridt i kampen. I sine analyser af engelsk politik viste han, hvordan nogle begivenheder blev afgjort ved en alliance mellem jordejere og arbejdere (som i kampen om ti-timers loven); Andre af en alliance mellem kapitalister og arbejdere (som i ophævelsen af kornlovene) og atter andre af en alliance mellem kapitalister og jordejere (som i minelovgivningen). Alliancen mellem den reaktionære Bismarck og socialisten Lassalle blev etableret efter alliancen mellem alle fraktioner af overklassen mod arbejderne, der igen fulgte efter alliancen mellem det progressive borgerskab og Marx i revolutionsåret 1848-49. I Kina var Chiang Kai-shek først allieret med det kinesiske kommunistparti mod de feudale krigsherrer, som han senere allierede sig med efter at have knust kommunisterne.

Et vigtigt træk ved alle sådanne alliancer er, at de antager en anden form, når de dannes første gang, end den de tager i senere historiske situationer. Da Lenin og senere Stalin anbefalede de kinesiske kommunister at gå i alliance med det nationale borgerskab i Kina, var det fordi, dette var den progressive tendens, der havde vist sig frugtbar i andre sammenhænge, selv om arbejderklassen i disse sammenhænge ofte var blevet slået ned på grund af sin mangel på erfaring. Hvad Lenin og Stalin imidlertid overså var, at ikke bare arbejderklassen, men også det nationale borgerskab havde lært af historien. I 1848 havde hverken arbejderklassen eller borgerskabet i Frankrig og Tyskland nogen fuldt udviklet klassebevidsthed eller organisation. Begge klasser famlede sig frem på ukendt område, og ingen af dem gik ind i alliancen med den bevidste og kyniske hensigt at udnytte den anden. En helt anden situation forelå i Kina i 1925-27, hvor både Kuomintang og kommunistpartiet forsøgte at udnytte den anden part, som i en krig hvor hver part opbygger sin strategi ud fra modpartens fejl i sidste krig. Dette fortæller noget væsentligt om politisk handling (i modsætning til de mere dybtliggende træk ved klassekampen): Den antager hele tiden nye former, bygger på skabende virksomhed, og lader sig vanskeligt forudsige.

J.E.