Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nielsen-Kolding (1868-1937), dansk revolutionær, siden socialdemokratisk politiker. Han var udlært som typograf, gik tidligt ind i Socialdemokratiet og deltog allerede som 20 årig i partiets 3. kongres i 1888. Han kom fra en ny socialdemokratisk forening på Frederiksberg sammen med en anden oppositionel, nemlig lærerinde Signe Andersen, der året efter skulle give anledning til eksklusion af 7 ledende revolutionære fra partiet. Lige siden 1870’erne havde der været oppositionelle røster i den danske arbejderbevægelse, som især kritiserede samarbejdet med det borgerlige parti venstre - især i form af valgalliancer. Foruden Kolding og Andersen kritiserede to andre oppositionelle denne udvikling på kongressen i 1888, og de foreslog samtidig, at partiet oprettede et videnskabeligt socialistisk tidsskrift, men partiledelsen fik kongressens støtte til at afvise de oppositionelles forslag.

Socialdemokratiet havde ved valget i 1887 mistet det ene af de to mandater, det havde opnået ved valget i 1884, og det styrkede oppositionen indenfor partiet. Nogle oppositionelle havde allerede taget kontakt til Gerson Trier - der opholdt sig i London - inden han i efteråret 1888 vendte tilbage til Danmark, hvor han de følgende 30 år blev den mest betydende repræsentant for en revolutionære marxistisk orienteret opposition indenfor den danske arbejderbevægelse.

Nielsen-Kolding havde allerede i foråret og sommeren 1889 vist sine evner som skribent, da han i venstreoppositionens avis, Arbejderen først startede en debat om kvindevalgretsforeningen og derpå lavede en serie på 8 artikler om betydningen af arbejdstidsforkortelse - affødt af to internationale socialistkongressers resolutioner i 1889 om 8-timers dagen og beslutningen om internationale demonstrationer herfor fra 1. maj 1890. I artiklen om kvindestemmeretten skrev han, at kvindernes undertrykkelse blot var en del af den almindelige undertrykkelse i et klassesamfund hvilende på den private ejendomsret, og da den kun kunne afskaffes gennem socialismen, opfordrede han kvinderne til at deltage i den socialistiske bevægelse, frem for at lave specielle bevægelser for kvindelig stemmeret. Han advarede samtidig imod at overvurdere stemmerettens betydning: Valgkampens vigtigste funktion var agitationen for ideerne. Stemmesedlen kunne alligevel ikke bruges som et afgørende våben mod kapitalismen.

Nielsen-Kolding var blandt de 7 der i 1889 blev ekskluderet af Socialdemokratiet for oppositionel virksomhed. Da partiets avis, Social-Demokraten skulle motivere eksklusionen af de 7 angreb den dem i stærke personlige vendinger, og hovedanklagen mod Kolding var, at han før sin optagelse i Socialdemokratiet som 18-19 årig havde søgt en redaktørstilling på et venstreblad. De ekskluderede stiftede nu et nyt revolutionært parti, og Arbejderen blev dette partis organ. Da avisens redaktør Nicolaj Petersen blev sendt i fængsel i en længere periode for sin politiske virksomhed, overtog Nielsen-Kolding dette hverv, og blev efterhånden den toneangivende i partiet. Det skulle angiveligt også være under hans ledelse, at det udviklede sig i en mere anarkistisk retning. Ugeavisen udkom med sit sidste nummer i marts 1893.

I midten af 1890’erne brød den revolutionære opposition sammen, og Nielsen-Kolding gjorde nu karriere indenfor sit fag som bogtrykker - nærmere bestemt som ejer af «Grafisk Institut». Først i 1910 blev han atter politisk aktiv og da som socialdemokratisk kommunalpolitiker i Gladsaxe kommune, hvor han i 1925-29 var sognerådsformand og ud over andre poster også i mange år var formand for Gladsaxe Sogns Bank. I denne periode fik han samtidig Arbejdsmandsforbundets formand, Lyngsie som nabo - og gode ven.

Nielsen-Kolding døde i 1937, 69 år gammel.

A.J.