Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Carl Madsen (1903-78), dansk kommunist og jurist, født i Nordjylland. Faderen var lærer og via Langeland flyttede han og resten af familien til en stilling i Brede nord for København, hvor der på det tidspunkt stadig var en del industri, og dermed også arbejdere.

Madsen blev student i 1922 og cand.jur. i 28. Han var i sin studietid medlem af Studentersamfundet og organiseret socialdemokrat, men specielt påvirkningen i Studentersamfundet trak ham mod venstre. Under en togtur mellem Bremen og Hamburg mødte han tilfældigt Broby Johansen, og sammen besluttede de at danne Mondegruppen. I slutningen af 1928 meldte han sig ind i DKP, og i Mondegruppen fremstod han som DKP's mand, ligesom han spillede en central rolle ved gruppens sprængning i 32.

Kort efter sin embedseksamen fik han ansættelse i statens 4. hovedrevisorat, og fra 1935 fik han egen sagførervirksomhed. Hans opfattelse af det borgerlige retssystem var meget klar: «..opretholdelsen af borgerskabets klasseherredømme». En holdning han fastholdt resten af livet og som var baggrunden for, at han brugte sin juridiske indsigt til at forsvare samfundets svageste og til at udstille systemets karakter. Allerede i 30'erne var hans forsvarstaler tilløbsstykker for unge kommunister. Hans hurtighed skaffede ham tilnavnet Hjernemadsen, og når rygtet gik, at Hjernemadsen var i retten, var der tæt besat på tilhørerpladserne. Gennem 30'erne skrev han en lang række artikler til partiets avis, Arbejderbladet, en lang række artikler ud fra samme grundholdning.

Hans kritiske holdning til retssystemet i vesten modsvaredes af en tilsvarende ukritisk holdning til retsvæsenet i Sovjetunionen. Under Moskvaprocesserne i 30'erne forsvarede han deres juridiske holdbarhed. F.eks. skrev han om processen mod Karl Radek i 1936/37: «Ingen af de Anklagede har tilstået en tøddel mere end det, hvorom der forelå fuldt tilstrækkelig Bevis, saaledes at der var Grundlag for en Domfældelse på Indicier, og de har forsøgt at forvare sig så energisk og behændigt som muligt» (Sovjet i dag, marts 1937). I forbindelse med processen mod Bukharin skrev han: «Der er intet mærkeligt ved, at Folk, der har begaaet en Forbrydelse, og som har indset, at Politiets Beviser er fældende, gentager deres tidligere Tilstaaelser i Retssalen» (Arbejderbladet, 31. juli 1938). Der skulle gå over 30 år, før han kom i tvivl om disse ukritiske holdninger.

Ifbm. det danske politis arrestation af de danske kommunister i juni 1941 blev han den 23. juni om natten arresteret og interneret i Horserød. Sammen med flere andre lykkedes det ham den 29. august 1943 at flygte, og han gik ind i det illegale arbejde. Sammen med bl.a. Robert Nielsen udfærdigede han stikkerkartoteker på baggrund af indberetninger fra de illegale partiafdelinger. Det var dette kartotek der blev anvendt ved arrestationerne efter befrielsen i 1945. Siden kom han med i det udvalg under Frihedsrådet, der udfærdigede det lovudkast, som retsopgøret skulle foregå efter.

I juni 45 blev han udnævnt til ekstraordinær statsadvokat og skulle tage sig af landssvigersagerne. Efter at have ryddet op i sagerne tog han i foråret 46 fat på den største - mod Wright, Thomsen & Kier. Han troede endnu at have det nødvendige spillerum for at føre disse sager, men der tog han fejl. Rigsadvokat Pihl henstillede kraftigt til ham at ansætte en bestemt revisor til at gennemgå regnskaberne. Han adlød henstillingen, men det kom hurtigt til et modsætningsforhold med revisoren, der havde ansat Wright, Thomsen & Kiers egen revisor til at forestå arbejdet. Den 2. november 1946 blev Madsen fritaget for tjeneste, og kort efter besluttede rigsadvokaten at henlægge denne, den største af værnemagersagerne uden tiltale af nogen art. I august 1948 tog Børge Houmann fat på sagen i Land & Folk, og den 31. oktober blev Madsen afskediget som statsadvokat - for påstået promillekørsel. Houmann blev anklaget og dømt ved Højesteret for sine skriverier. Til gengæld blev sagen mod Wright, Thomsen & Kier aldrig kulegravet.

Madsen vendte nu tilbage til sin landsretssagførerpraksis, som han drev til sin død i 1978. I 1966 begyndte han at skrive, og de fleste af hans bøger tog udgangspunkt i hans erfaringer som sagfører. Det startede med bogen Den gode læge (1966), og blev fulgt af En litterær proces (1968) og Proces mod politiet (1969). Sidstnævnte beskæftigede sig med retssagen i kølvandet på den store Vietnamdemonstration 27. april 1968, der var blevet overfaldet af politiet. I Vi skrev loven (1968) vendte han tilbage til krigens tid og især arrestationen af kommunisterne. Med Flygtning 33 søgte han tilbage til spørgsmålet om, hvad der skete med de tyske flygtninge, der kom til Danmark efter 1933 - på flugt for nazismen i Tyskland. Den byggede på samtaler med flygtninge og arkivalier fra østtyske arkiver, og den anklagede de danske myndigheder for i mange tilfælde at have udleveret flygtninge til KZ-lejr og halshugning i Tyskland. I 1973 udsendte han sine erindringer frem til engang i 30'erne: Fortids møre mur.

Gennem sine skriverier og undersøgelser var han begyndt at tvivle på stadig flere elementer af sit partis politik under og efter krigen. Det gjaldt især Richard Jensen sagen, som han ønskede genoptaget, men som især Alfred Jensen ikke ønskede genåbnet. Disse forhold og hans rolle som partiets revisor skabte stigende irritation i partiledelsen over hans «selvrådighed». Endelig begyndte han at lægge afstand til centrale dogmer i partiets nye teori om den statsmonopolitiske kapitalisme. Det kom klart frem ifbm. DKP's nye program, som han tog kraftigt afstand fra i pjecen: DKPs programudkast - en kommentar (1975) og i hæftet: 63 randbemærkninger om «Diskussionsgrundlag til partiprogram» for DKP (1975). Her i kritiserede han Stamokap teorien som den kaldtes, men fra en position han hentede i Kominterns program fra 1928. Der var ikke længere plads til hans kritik indenfor partiets rammer. Det ekskluderede ham i slutningen af 1975.

A.J.