Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
    .  Kunst
   .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 21/9 2008
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 44.767
: :
Broby Johansen, Rudolf
Broby Johannsen
Broby Johansen

Rudolf Kristian Albert Broby Johansen (1900-87), dansk kommunist, oprører og kunstpædagog, født i Lunde på Fyn. Forældrene var fattige og faderen blev tidligt syg. Broby måtte bidrage til familiens overlevelse ved at gå rundt og spille violin for gårdmændene. Da faderen døde, fik moderen plads på en gård i nærheden af Haslev på Sjælland, hvor familien nu blev bosat. Broby var som 11 årig kommet i realskolen og kom nu på Indre Missions gymnasium i Haslev.

1921 Ind i DKP

Broby troede i teenageårene, at han skulle være digter, og debuterede i 1920 med et lille stykke fiktionsprosa i det kulturelle tidsskrift Klinte. Sammen med Aage Jensen og Kai Moltke dannede han samme år Kommunistisk Studenterfraktion, og i februar 1921 kunne partiavisen Arbejdet meddele, at fraktionen havde Broby som formand og var tilsluttet partiet. Som fraktionsformand deltog han som delegeret i det nydannede kommunistpartis kongres i april samme år. Hans første politiske artikel blev trykt i Arbejdet den 29. marts under pseudonymet Rudolf Broberg. Den gjorde op med skolesystemet og tegnede omridset af en ny pædagogisk holdning, som på mange måder ligner de skolereformer, der blev gennemført efter 2. verdenskrig.

Da Studentersamfundet i 1921 blev genoprettet, gik Kommunistisk Studenterfraktion ind i dette, men forbindelsen var kortvarig. Gruppen var utilfreds med tilknytningen til det Radikale Venstre, og i september 1922 brød gruppen og dens sympatisører derfor ud og dannede Det Ny Studentersamfund (DNSS). Det blev et dynamisk centrum for en alliance mellem avantgardekunst og radikal politisk tankegang. I Berlin havde Broby og den 4 år ældre Harald Momberg fået kontakt til gruppen omkring tidsskriftet Der Sturm. Det knyttede især an til den tyske ekspressionisme. Derudover spillede også den russiske modernisme - især konstruktivismen men også Malevics suprematisme - en stor rolle for Momberg og Broby. På DNSS' forlag udsendte de de første egentligt modernistiske digtsamlinger i Danmark - nemlig Brobys Blod og Mombergs Parole. Blod var Brobys forsøg på at komme overens med det sammenbrud hans værdisystem havde oplevet i sammenstødet med den moderne verden. Fem dage efter bogens udgivelse fik justitsministeriet rejst anklage mod Broby - pga. bogens «usædelige indhold» - og forsøgte at konfiskere oplaget. Da var de 621 eksemplarer af oplaget på 700 dog allerede sat i cirkulation. I byretten blev han idømt en bøde på 300kr, subsidiært 14 dages fængsel. En straf landsretten senere gjorde betinget. Først 45 år efter landsrettens dom - i 1968 - udkom bogen i en anden udgave.

1924 .. og ud igen

DNSS startede i september 1923 - efter aftale med DKP - ugeavisen Pressen. Officielt var det et organ for DNSS, men reelt blev det mere og mere en del af partiet, og det var ikke uden problemer. De radikale holdninger der blev udtrykt i Pressen var ikke lige partitoppens kop te. Især var den irriteret over den utrolige selvfølelse, der prægede DNSS og Pressen. Det var et meget usædvanlig blad - både typografisk og indholdsmæssigt. Typografisk brugtes virkemidler, der pegede frem mod moderne reklame, men også mod dadaismens fascination af typografi. Sprogligt skete der en kraftig modernisering af skriftsproget - en tilnærmelse til talesproget. Der udvikledes et stadig klarere modsætningsforhold mellem den ledende gruppe i DNSS og partiledelsen. Den var præget af modsætningen mellem arbejdere og intellektuelle og et ufravigeligt krav fra partiet om underordning. Situationen blev kaotisk og endte med, at Broby i 1924 blev ekskluderet af partiet, og Pressen blev nu organ for et nyt parti: Kommunistisk arbejder og Husmandsbevægelse. Begge fik kun en kort levetid.

Broby havde været en flittig skribent i Pressen. Efter at have opgivet sin akademiske uddannelse blev det netop skriveriet han satsede på. Det blev en kamp for overlevelse. Efter Pressen blev det i 20'erne til artikler i Ekstrabladet, Socialdemokraten og studenterbladet Quod Felix. I 30'erne blev det desuden til artikler i søndagstillæggene Magasinet og Hjemmets Søndag. Meget bredt kan hans artikler karakteriseres som kulturjournalistiske. I 1925-27 stod han bag det rent intellektuelle og kunstneriske tidsskrift Imorgen. I november 1925 var han sammen med Hartvig Frisch med til at stifte den danske afdeling af Clarté, som han deltog i frem til dens lukning i 1927.

På en antifascistkongres mødte Broby den franske forfatter Henri Barbusse, der var ophavsmand til den internationale Clartébevægelse. Han ønskede nu at genoplive ideen og danne en bred alliance vendt mod fascismen. Broby støttede ideen, og kun 4 måneder efter at den første udgave af det franske blad Monde i juni 1928 var kommet på gaden, kunne Broby præsentere den første danske udgave. Men Mondegruppen i Danmark fik en noget anden funktion, end Barbusse havde forestillet sig. Monde blev efterhånden et intellektuelt kommunistisk blad med Arne Munch-Petersen som partiets kontrollant og kommissær i gruppen. DNSS var blevet opløst allerede i 1924, og siden da var Studendersamfundet rammen om de venstreorienterede studenters politiske virke. Mondegruppen kom til at dreje Studentersamfundet endnu mere mod venstre, og på en generalforsamling i december 1929 sejrede en bestyrelse med Broby som formand. Den ekskluderede kommunist Broby Johansen sad nu tungt på hele det arbejde blandt de intellektuelle, som måtte interessere DKP. Partiet var i samme periode i dyb krise, men samtidig blomstrede den kommunistisk orienterede intellektuelle bevægelse.

Broby var redaktør af Monde frem til februar 1930, hvorefter bladet rykkede stadig tættere på DKP, for i 1932 at tage navneforandring til Plan, der var et rent DKP organ med Heiberg, Kirk og Scherfig i redaktionen. Samtidig optrappede partiet sine perfide angreb på Broby. Allerede i 1926 havde han opfordret til at stemme på Socialdemokratiet, hvilket havde udløst et omfattende angreb fra DKP. I forlængelse af skotøjsarbejderstrejken i 1931 optrappedes angrebene atter. Partiets organ, Arbejderbladet skrev: «Stinkdyret Broby Johansen optræder igen! Marodøren optræder kun i Situationer, hvor det er afgørende for Socialdemokratiet at skabe Forvirring i Arbejderklassen!». Angrebene fortsætter gennem 30'erne. Han gøres til trotskist og senere under Moskvaprocesserne knyttes han til nazisterne.

Efter bruddet i Mondegruppen lavede Broby sit eget tidsskrift med navnet Frem. Det udkom i 1932-35, og var sammen med Information noget af det bedste 30'ernes marxisme frembragte. Harald Rue skrev til det. Asger Jorn debuterede i det og den senere LO formand Einar Nielsen skrev om faglige forhold. Broby var samtidig medlem af den norske gruppe Mot Dag og modtog kraftige ideologiske påvirkninger herfra - ikke mindst i kritikken af kommunismen. Frem var også et forlag og havde et samarbejde med Mot Dag. I 1932 udgav det den første pjece i Danmark om Trotskij: Trotski: Hans liv og værk og i 1937 udgav det Marie Nielsens opgør med kommunismen i pjecen: Kampen om Trotzki.

Kunstpædagogik

Da Frem i 1935 gik ned ophørte Brobys mere eller mindre organiserede politiske arbejde, og han lagde i stedet sit engagement i det kunstpædagogiske, formidlende arbejde. Hans kunsthistoriske opfattelse blev i høj grad præget af den kommunisme, han havde kritiseret. Han er som den besjælet af en fremskridtstanke så stærk som en naturlov. Han tror fuldt og fast på, at alting finder deres rette plads, som efter en bestemt hensigt eller plan i historien. Disse almene træk bliver stadig tydeligere i hans forfatterskab. Hvor det i begyndelsen af hans kunstformidling var klasserne, der spillede en vigtig rolle i forklaringerne - med de undertrykte i hovedrollen - træder folket frem som inkarnationen af alle de kreative træk i historien. Men bag folket synes et endnu mere abstrakt menneske at gemme sig, i hvilket enhver social og kunstnerisk modsætning tenderer mod opløsning.

Hans bøger har sendt det relativt enkle men dog politisk umådeligt vigtige budskab ud i verden, at alle kan se på billeder. Man må lære det, men alle kan lære det. Billeder er en form for meddelelser og tolkning, som vor hverdag er fyldt af. Næppe nogen anden nordisk kunstpædagog kan måle sig med Broby Johansen - både når det gælder hans arbejdes omfang og dets gennemslagskraft. Han var både genial og stærkt genialsk. Det geniale lå i den enkelhed, hvormed han var i stand til at sammenfatte komplicerede problemstillinger. Det genialske lå i, at han udtalte sig med samme sikkerhed om hvad som helst, uden at skelne mellem de ting han havde fod på, og de ting han endnu ikke havde lagt hånd på. Forfatterskabet rummer ved siden af genialiteten derfor også en strøm af kortslutninger, fejlslutninger og amatørismer.

Broby vendte kort før sin død tilbage til DKP, men turen gik over Kina. Da den kinesiske kulturrevolution rasede i slutningen af 1960'erne, støttede han den og drog til Kina for selv at opleve den. Hjemkommet til Danmark rejste han land og rige rundt som «kineser» og bidrog til at gøre venskabsforbundet til en organisation, der kunne tjene maoismen på rigtig vis. I starten af 70'erne gjorde han sig gældende i kampen mod dansk medlemsskab af EF, men i slutningen af 1970'erne begyndte han at tage afstand til det nye venstre og til Kina. Han følte sig udnyttet i en kamp mod DKP, fortalte han, og meldte sig som 83 årig ind i DKP for anden gang.

A.J.


Litteratur

Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister. København 1996.