Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 36.243
: :
Sikkerhedsorganisationen

Sikkerhedsorganisationen er er den institution og struktur på arbejdspladsen, der varetager sikkerheden og forebyggelsen af arbejdsmiljøproblemer.

Historien

Sikkerhed og forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer er dels et forhold mellem parterne på arbejdsmarkedet, dels samfundets ansvar i form af at der føres tilsyn med virksomhederne. Allerede i 1873 blev der indført en beskyttelse af børnearbejdere. I 1901 blev Arbejdstilsynet oprettet og parternes rolle defineret. I 1954 fulgte en ny lovrevision med Lov om almindelig arbejderbeskyttelse, Lov om arbejderbekyttelse indenfor handels- og kontorvirksomhed, samt Lov om arbejderbeskyttelse indenfor landbrug, skovbrug og gartneri.

I henhold til Lov om almindelig arbejderbeskyttelse kunne sikkerhedsarbejdet foregå på forskellig vis:

De samme rettigheder til at vælge en repræsentant var ikke med i loven om arbejderbeskyttelse indenfor handels- og kontorvirksomhed eller i loven om arbejderbeskyttelse indenfor landbrug, skovbrug og gartneri. Derudover var områder som fiskeri og søfart undtaget, med mindre det fremgik af de enkelte paragraffer i lov om arbejderbeskyttelse.

Sidst i 1960'erne og først i 70'erne blev der skabt opbakning bag kravene om, at få flere repræsentanter inddraget i varetagelsen af sikkerheden, at få en bedre struktur omkring sikkerhedsarbejdet og endelig krav om uddannelse.

Der viste sig hurtigt et behov for at få afklaret, hvilke områder samarbejdsudvalgene skulle tage sig af, og hvilke områder sikkerhedsorganisationen skulle tage sig af. Denne uklarhed findes stadig i dag - især i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdsgiverne har på dette område en interesse i, at holde Arbejdstilsynet ude fra arbejdspladsen. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Kommunernes Landsforening (KL) benyttede derfor en konkret sag i Gladsaxe Kommune til at lave en opsplitning af det psykiske arbejdsmiljø i 2 områder. Et som sikkerhedsorganisationen tager sig af og et som samarbejdsudvalget tager sig af. (Se Psykisk arbejdsmiljø).

Reformen i 1972 gik i korthed ud på, at der skulle oprettes en sikkerhedsorganisation på virksomheder med mere end 10 ansatte indenfor håndværk, industri, transport mv. De såkaldt bløde områder var altså endnu ikke inddraget i loven. Det fremgik også af reglerne, at der skulle oprettes sikkerhedsudvalg, når der var mere end 20 ansatte. Siden 1972 er betingelserne for retten til at vælge sikkerhedsrepræsentanter gradvist blevet forbedret, men i perioder også forværret. F.eks. skete der en kraftig forværring af reglerne for især kontor- og administrationsområdet under Schlüterregeringen i 1980'erne.

Generelt er der først sket en større forbedring for samtlige grupper på arbejdsmarkedet ved arbejdsmiljøreformen, som regeringen lavede med Enhedslisten og SF i 1997. Reformen åbnede op for valg af en sikkerhedsrepræsentant ved 5 ansatte for alle erhvervsgrupper.

Strukturen for arbejdsmiljøarbejdet

Arbejdsmiljøarbejdet på den enkelte virksomhed varetages af sikkerhedsorganisationen, hvis virksomheden har 5 ansatte eller derover. Er der under 5 ansatte foregår arbejdsmiljøarbejdet i et samarbejde mellem virksomhed og arbejdere.

Arbejderne har ret (og pligt) til at vælge en sikkerhedsrepræsentant. På større virksomheder skal der vælges sikkerhedsrepræsentanter indenfor de enkelte afdelinger, når disse har flere end 10 ansatte. Dette er udgangspunktet, og der findes i reglerne mulighed for at lave fælles sikkerhedsgrupper mv. Der findes desuden særlige regler ved holddrift.

Endelig har arbejdsgiverne pligt til at udpege en repræsentant for ledelsessiden.

Sikkerhedsstrukturens opbygning

Et ideologisk problem ved hele samarbejdsstrukturen er, at det forudsættes, at parterne er lige. Ligheden er imidlertid et skin, idet arbejdsgiverne i sidste ende ejer produktionsapparatet, har ledelsesretten og langt flere ressourcer. Sikkerhedsrepræsentanterne er derfor afhængige af opbakning fra arbejdskammerater og deres fagforening. Ligeledes er arbejdersiden afhængig af en god arbejdsmiljølov, samt et Arbejdstilsyn der kan sikre, at loven overholdes. Endelig er mulighederne for forbedringer af arbejdsmiljøet afhængig af det aktuelle styrkeforhold på arbejdsmarkedet og arbejdspladsen. Perioder med fuld beskæftigelse giver langt større mulighed for at presse arbejdsgiverne.

Sikkerhedsgruppen Sikkerhedsgruppen består af arbejdsleder og sikkerhedsrepræsentant. Den varetager sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejdet i afdelingen.
Sikkerhedsudvalget Sikkerhedsudvalget skal oprettes på virksomheder med mere end 20 ansatte. Det skal planlægge og koordinere sikkerhedsarbejdet. På store virksomheder kan der oprettes flere sikkerhedsudvalg.
Hovedsikkerhedsudvalg På de store virksomheder, hvor der er flere sikkerhedsudvalg og virksomhedens struktur taler for det, oprettes et Hovedsikkerhedsudvalg.
Aftalemodellen Der kan laves aftaler om en anden struktur, end den der er skitseret i loven. Det er en forudsætning, at sikkerheds- og sundhedsarbejdet styrkes og effektiviseres, og at aftalen er godkendt både lokalt og af organisationerne. På foranledning af AAA foregik der i 1997 en længere debat om denne model, idet den fra arbejdsgiverside kan bruges til at nedsætte antallet af fagligt aktive.

Arbejdsgivernes indstilling til arbejdsmiljø har også betydning for handlemulighederne. Nogle arbejdsgivere er i højere grad end andre i stand til at se fordelene ved et godt arbejdsmiljø. Et godt arbejdsmiljø vil ofte betyde lavere sygefravær, færre udgifter til oplæring af nye ansatte (i stedet for de nedslidte), større tilfredshed og dermed øget produktivitet. Den større produktivitet kan dog i nogle situationer føre til nedslidning på længere sigt; f.eks. kan ergonomisk korrekt indretning af arbejdspladser åbne op for en opskruning af arbejdstempoet, idet en bedre arbejdspladsindretning også kan indebære, at det er lettere at skrue tempoet op.

Valg

En sikkerhedsrepræsentant er valgt blandt de ansatte i den enkelte afdeling. Det betyder, at valgene går på tværs af faggrænserne. En sikkerhedsrepræsentant kan f.eks. repræsentere medlemmer af både KAD, SID og Dansk Metal. Det kan indebære, at nogle grupper oplever, at deres fags problemer ikke bliver varetaget så godt, og det kan give anledning til konflikter grupperne imellem. Omvendt er det også en styrke med den tværgående repræsentation, da mange arbejdsmiljøproblemer kræver lokale løsninger på tværs af faggrupperne.

En sikkerhedsrepræsentant er valgt for en 2 årig periode. Valgperioden kan efter aftale på den enkelte virksomhed forlænges til 4 år. Et demokratisk problem ved den måde sikkerhedsrepræsentanter er valgt på er, at de ikke kan afsættes, selv om de andre arbejdere er utilfredse med deres arbejde. Der kan først ske en ændring, når valgperioden er udløbet. Derfor kan det ikke anbefales at gå med til en forlængelse af valgperioden til 4 år. Et eksempel på denne problematik er, at de ansatte på en virksomhed for nogle år siden ikke kunne afsætte en sikkerhedsrepræsentant, der åbenlyst var racist. De fik efter forhandlinger med ledelsen istedet lavet en omstrukturering, således at sikkerhedsrepræsentanten istedet mistede sit hverv.

Beskyttelse

Sikkerhedsrepræsentanten er valgt for et område - og er hun for «dygtig» til sit arbejde, har ledelsen mulighed for at fjerne hende ved at omstrukturere på virksomheden. Hvis en afdeling nedlægges, mister sikkerhedsrepræsentanten nemlig sit hverv og beskyttelse. Denne mulighed har adskillige arbejdsgivere benyttet sig af gennem årene.

Sikkerhedsrepræsentanten har samme beskyttelse mod afskedigelse som en tillidsmand. Dette er nødvendigt, da sikkerhedsrepræsentanten nemt kommer i opposition til ledelsen. Arbejdsmiljøforbedringer er umiddelbart en udgift, som nogle arbejdsgivere anser for unødvendig.

I praksis er beskyttelsen for sikkerhedsrepræsentanten dog ikke lige så stærk som for tillidsmanden. Typisk får de en mindre erstatning ved fagretslig behandling.

Uddannelse

Både sikkerhedsrepræsentant og sikkerhedslederen skal have Arbejdsmiljøuddannelsen (tidligere §9 uddannelsen). Det er et kursus, som giver en introduktion til arbejdsmiljøarbejdet og arbejdsmiljøloven. Først med lovændringen i juni 1997 er det blevet obligatorisk for alle erhvervsgrupper med Arbejdsmiljøuddannelsen. De sidste der har fået denne ret er kontor- og administrationsområdet, undervisningsområdet samt dele af social- og sundhedsområdet.

Arbejdsmiljøuddannelsen er lovpligtig og arbejdsgiverne skal betale for uddannelsen. Sikkerhedsrepræsentanten skal være tilmeldt Arbejdsmiljøuddannelsen senest 4 uger efter valget, og uddannelsen skal være taget senest 8 måneder efter. Uddannelsen er på 37 timer, der er delt op på 2 dages kursus, 1 dags arbejde på virksomheden og 2 dages kursus. Denne er dog blevet udvandet, idet den nu kan tages som fjernundervisning, hvilket medfører, at der ikke i samme grad er sikkerhed for, at uddannelsesperioden på 37 timer overholdes.

Ved lovændringerne i juni 1997 blev det endvidere obligatorisk med en opfølgning på Arbejdsmiljøuddannelsen. På grund af boykot fra Dansk Arbejdsgiverforening er denne uddannelse dog endnu ikke kommet i gang.

Udover den lovpligtige uddannelse er det muligt for LO-medlemmer at få uddannelse gennem FIU-systemet. Dette er typisk uge-kurser, som er inddelt efter emner. Der er stor forskel på, hvilke og hvor mange kurser de enkelte sikkerhedsrepræsentanter får. Det er afhængig af muligheden for at få fri fra arbejdspladsen, af fagforeningens økonomi og af ens egen mulighed for at forene familieliv med det faglige arbejde.

En lang række fagforeninger og forbund laver også kurser og møder om arbejdsmiljø. Nogle faglige organisationer har rettigheder til kurser lagt ind i deres overenskomster.

Opgaver

Sikkerhedsgruppen har en række opgaver, som er nedskrevet i lovgivningen. Sikkerhedsgruppen skal kontrollere:

Undersøge og samarbejde

Planlægning

Når der planlægges indkøb eller nye arbejdsgange skal sikkerhedsgruppen spørges inden der træffes beslutning. Gruppen skal derfor være med, når der planlægges:

(gennemgangen er fra «For en sikkerheds skyld - om dit sikkerhedsarbejde»)

På papiret har sikkerhedsrepræsentanterne mulighed for at øge stor indflydelse på arbejdsmiljøforholdene. Men papir er taknemmeligt - og i realiteten kræver det aktive sikkerheds- og tillidsrepræsentanter og en god styrkeposition for at fremme et bedre arbejdsmiljø.

Standsning af arbejdet

En meget vigtigt ret sikkerhedsgruppen har er standsning arbejdet, hvis der opstår overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Sikkerhedsgruppen kan standse arbejdet, hvis der ikke er tid til at underrette sikkerhedsudvalgets formand eller ledelsen. Gruppen skal straks efter standsningen forklare ledelsen hvorfor den var nødvendig. I realiteten kan sikkerhedsrepræsentanten selv blive nødt til at standse arbejdet, hvis sikkerhedslederen ikke samtidig er tilstede i området eller afdelingen.

Man skal være opmærksom på, at ledelsen kan opfatte en standsning af arbejdet som en faglig aktion. Det er en tolkning, hvornår der er overhængende fare. Der er ingen præcise regler for standsning af arbejdet. Det er et skøn, hvor man må bruge sin sunde fornuft. Arbejderne kan nedlægge arbejdet, hvis der er fare for liv, ære og velfærd.

Sikkerhedsgruppen er kontakt led til Sikkerhedsudvalget - og skal bl.a. fortælle om sit arbejde, foreslå forbedringer mv.

I lighed med sikkerhedsgruppen har sikkerhedsudvalget også en række opgaver, som fremgår af loven. Det er bl.a. rådgivning af virksomheden i arbejdsmiljøspørgsmål, registrere virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, kontrollere virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde, udarbejde statistisk og ulykker og forgiftninger, opstille principper for nødvendig pålæring og instruktion af de ansatte, samarbejde med BST, sørge for at de ansatte er bekendt med, hvem der er medlem af sikkerhedsgruppen og sikkerjedsudvalget mv.

Arbejdspladsvurderinger

Arbejdspladsvurderinger (APV) blev indarbejdet i arbejdsmiljøloven i 1994. Baggrunden var et EU-direktiv, der stillede krav om, at virksomheder lavede skriftlige vurderinger af arbejdsmiljørisici. I Danmark er dette blevet implementeret på en sådan måde, at det er sikkerhedsorganosationen, der skal lave vurderingerne og opstille handlingsplaner med tidsfrister for forbedringerne.

Det er således et arbejdsredskab for virksomhederne. APV'erne skal medvirke til at sikkerhedsorganisationen kommer til at arbejde mere systematisk med arbejdsmiljøarbejdet. Arbejdspladsvurderinger skal laves ved teknologiske ændringer; herunder arbejdsorganisatoriske ændringer. Såfremt der ikke er sket nogen ændringer, skal der laves en ny APV hvert tredje år:

«§15a Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Arbejdspladsvurderingen skal forefindes i virksomheden i virksomheden og være tilgængelig for virksomhedens ledelse, de ansatte og Arbejdstilsynet. En arbejdspladsvurdering revideres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v. og disse ændringer har betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, dog senest hvert tredje år».
(Bekendtgørelsen om arbejdets udførelse)

Arbejdstilsyn, Arbejdsmiljørådets Servicecenter, Bedriftsundhedstjenester og en lang række Branchearbejdsmiljøråd har udviklet en lang række forskellige metoder til APV. Baggrunden er, at der er metodefrihed, når der skal laves APV. Metoderne strækker sig således fra referater af rundbordssamtaler til edb-baserede undersøgelser afhængig af virksomhedsstørrelse og virksomhedskultur.

I Danmark blev skriftligheden for alle virksomheder først en kendsgerning ved lovændringen i 1997. I hvilket omfang APV vil give et løft til arbejdsmiljøarbejdet er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at vurdere. Det kan frygtes, at APV'er vil være nyttige på de velfungerende virksomheder, mens de ikke vil have større gennemslagskraft på de arbejdsmiljømæssigt dårligere virksomheder.

J.H.


Litteratur

AT-anvisning nr. 6.1.0.4 Virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde. April 1999.
Rapport nr. 4 af Arbejdsmiljøgruppen 1972.
Bekendtgørelse om arbejdets udførelse nr. 1017 af 17. december 1997
Lov om almindelig arbejderbeskyttelse nr. 226 af 11. juni 1954.
Lov om arbejderbeskyttelse indenfor handels og kontorvirksomhed nr. 227 af 11. juni 1954
Lov om arbejderbeskyttelse indenfor landbrug, skovbrug og gartneri nr. 227 af 11. juni 1954
Indflydelse på teknologien - prøv arbejdsmiljøloven. AAA (1990)